Læserbrev

Lægeattester til langtidsledige er ikke bureaukratisk bøvl. Det er borgernes sikkerhed

KL svigter retsstaten, når de foreslår, at lægeattester skal bruges mere fleksibelt. Med en mere fleksibel brug frygter vi, at sagsbehandlere i endnu højere grad vil tilsidesætte lægers anbefalinger og dermed negligere borgernes egentlige behov, skriver stifter af Jobcentrets ofre Mikael Hertig
Debat
13. december 2021

»Væk med bøvl,« skriver formanden for KL’s arbejdsmarkedspolitiske udvalg, Thomas Kastrup-Larsen, i et debatindlæg i KL’s nyhedsbrev, der handler om jobcentrenes arbejde med kontanthjælpsmodtagere. Han foreslår seks måder, hvorpå det kan ske. En af dem er, at »man markant bør forenkle kravene til rehabiliteringsteamet og sikre større fleksibilitet ift. anvendelse af lægeattester«.

I Jobcentrets Ofre ser vi dagligt, hvordan jobcentrene tilsidesætter centrale helbredsoplysninger og trækker sager om førtidspension og fleksjob i langdrag ved at finde på nye områder, der mangler at blive undersøgt – selv om det ingen betydning har for sagen.

Vi har en klar mistanke om, at det, der sker, når langtidslediges status skal bestemmes, er magtmisbrug af finansielle årsager. Og derfor bekymrer det os, at KL vil gøre brugen af lægeattester endnu mere fleksibel.

Problemet ved, at økonomien spiller ind, når langtidslediges arbejdsparathed skal bestemmes, er, at sagsbehandlerne er mindre tilbøjelige til at tildele borgerne førtidspension på trods af lægernes anbefaling, fordi det er dyrere. Den tendens vil forværres, hvis lægeattesterne kan bruges mere fleksibelt.

Kastrup-Larsen fortsætter og proklamerer, at opgaven er at få de i alt 100.000 kontanthjælpsmodtagere i job. En mulighed, der har meget ringe udsigter, da mange af dem slet ikke kan varetage et job.

Til afgørelse af sagerne er der brug for to typer dokumentation: En lægelig udredning af borgerens helbredsforhold og -muligheder og en beskrivelse af funktionsevnen.

Men vi oplever ustandseligt, at sagsbehandleren leger læge og ikke lytter til lægernes anbefaling. I en sag kan jeg citere følgende: »Åse skal have styr på sit syn, hun skal selv finde en transportmulighed til øjenlægen d. xx november«.

Åse er på kontanthjælp, har intet syn på det ene øje og er ved at miste synet på det andet. Hvad nytter det, at sagsbehandleren opfordrer borgeren til at se sig for, tage sig sammen eller få styr på sit syn? Er det lægelige bidrag til sagens oplysning bare bureaukrati, der kan tilsidesættes? Det mener vi ikke.

I Jobcentrets Ofre mener vi ikke, at simple retssikkerhedsgarantier og forvaltningsretlige garantiforskrifter og deslige er bureaukratisk bøvl. Vi mener, at det er strengt nødvendigt. Vi oplever, at en socialdemokratisk borgmester svigter de svageste i et samfund, hvor princippet ellers var, at ingen kæde er stærkere end det svageste led.

Mikael Hertig er kandidat i statskundskab og stifter af Jobcentrets Ofre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Forslaget underkender da i den grad også lægernes faglighed, hvis lægeattester skal opfattes 'fleksibelt'.
Så kan man lige så godt tage skridtet fuldt ud, skrotte læger og lægeattester og lade jobcenterets beskæftigelseskonsulenter tage stilling til syge menneskers helbred og deres ret til overlevelse.
- Ja hvorfor dog ikke ansætte jobcenter-faglige medarbejdere med et 6 ugers kursus i sagsbehandling i sundhedspersonalet arbejde på hospitalsafdelinger og andre steder, hvor læge-uddannelsen kan betragtes fleksibelt.

Ebbe Overbye, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Steen Obel, David Zennaro, Marianne Stockmarr og Anne-Marie Paul anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Paul

De forhold Jobcentrets ofre beskriver gælder også mennersker, der er sygemeldte. Det handler under alle omstændigheder om at "komme tilbage til arbejdet..."
Oplevelsen af som borger af at kunne handle i sit eget liv opløses stille og roligt. Hvad skal der til for at beslutningstagere og medarbejdere på alle niveauer forstår det på deres egen krop og ændrer regler og praksis...

Ebbe Overbye, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Marianne Stockmarr og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar