Kommentar

Lige muligheder er forudsætning for ægte frie valg

Den socialdemokratiske velfærdsvision går ikke ud på at instrumentalisere eller ’ommøblere’ befolkningen for at optimere velfærdsstaten. Liberal Alliances Simon Gardner Mogensen overser, at velfærdssamfundet altid har været et projekt med en dyb folkelig forandring, skriver Lars Werge, der er tidligere journalistformand, direktør for Danske Biografer og kandidat til Folketinget (S) i dette debatindlæg
Det danske velfærdssamfund bygger ikke mindst på en bred folkelig og politisk tilslutning gennem mange årtier.

Det danske velfærdssamfund bygger ikke mindst på en bred folkelig og politisk tilslutning gennem mange årtier.

Kristine Kiilerich

Debat
28. december 2021

I forsommeren 2021 indgik regeringen en aftale på uddannelsesområdet. Man vedtog en ny model for ændret fordeling til gymnasierne, og den blev vedtaget med opbakning fra støttepartierne De Radikale, Venstre, SF og Enhedslisten, samt Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og Alternativet.

Det er dermed kun den yderste højrefløj, der står uden for aftalen, som har som mål at sikre en bedre fordeling af elever til gymnasieskolen, end man har set nogen steder i de senere år.

Der bliver to kriterier for, hvilket gymnasium den unge skal gå på. For det første en fordelingszone, hvor man ved en meget skæv elevsammensætning tager hensyn til forældreøkonomi i et vist omfang. For det andet en afstandszone, hvor regionen – når kapaciteten på et gymnasium er nået – skal tildele pladser på nærliggende gymnasier beregnet ud fra afstand fra hjemmet til institutionen.

Aftalen gælder fra 2023-skoleårets start. Samlet set kan det på landsplan skabe en mere sammenhængende gymnasieskole. Også set i sammenhæng med de andre ungdomsuddannelser, som regeringen med andre initiativer og aftaler styrker i disse år.

Mål og midler

Jeg kom til at tænke på aftalen, da jeg onsdag (15/12) læste kronikken i Information: »For Socialdemokratiet er velfærdsstaten blevet målet og befolkningen midlet«, hedder den.

Her bruger skribenten, Simon Gardner Mogensen, blandt andet gymnasiefordelingsaftalen som argumentation for sin tese:

At Socialdemokratiet er et parti, der er »ved at gøre velfærdsstaten til et mål i sig selv. Den er ikke længere et sekundært redskab, men et primært mål. Hvis velfærdsstaten ikke ser ud til at fungere optimalt, antages det ikke, at det er velfærdsstaten, men befolkningen, der er noget i vejen med. Så skal befolkningen ommøbleres.«

Der er i Gardner Mogensens kronik nogle vrangforestillinger og motiveringer, som er hentet på månen. Ovenstående er kun en enkelt i en fremstilling af virkeligheden, som den åbenbart opfattes lige nu af ultraliberale forkæmpere for en bedre verden.

For dét – en bedre verden – er vel målet også for Liberal Alliance og partiets ungdomsafdeling, som Gardner Mogensen er en del af?

For Socialdemokratiet er de politiske kampe altid båret af retningen mod et bedre samfund. Et mere retfærdigt samfund, hvor de lige muligheder er en grundlæggende forventning, som enhver – ung som gammel – kan tillade sig at nære til Danmark.

Det er dét, vi kæmper for, og det er derfor, Socialdemokratiet tager livtag med de store samfundsforhold: boligsammensætningen, uddannelsesområdet og sundhedssektoren, for nu at nævne tre felter.

Ganske flot afskriver Gardner Mogensen i kronikken de socialdemokratiske bestræbelser på bachelor- og kandidatuddannelserne, hvor der tilføres midler til flere uddannelsespladser i provinsen, med ordene, at Socialdemokratiet intet gør for at »prøve at gøre uddannelserne bedre«.

Et af ønskerne med den store plan er netop at sikre bedre uddannelser over hele landet. En effekt af planens gennemførelse vil forhåbentlig blive et Danmark, der hænger bedre sammen. Og en vision er, at unge mennesker over hele landet i højere grad end i dag får bedre muligheder for at tage den uddannelse, de gerne vil.

Velfærdsrammer

Gardner Mogensens liberalistiske grundsyn fornægter sig ikke i kronikken, og på den måde behøver man næsten ingen nærmere præsentation.

Men når han mod afslutningen skriver, at Socialdemokratiet bør »overveje, om de mange problemer i især plejesektoren, sundhedssektoren og daginstitutionerne er et produkt af de velfærdsrammer, man selv har været med til at forme i snart et århundrede«, er der dog grund til at stoppe op.

Det danske velfærdssamfund bygger ikke mindst på en bred folkelig og politisk tilslutning gennem mange årtier. Men med den ene ’blå’ regering efter den anden i dette årtusind har vi set en udvikling, der har tæret på velfærdens institutioner og sektorer i en grad, der er ansvarspådragende for de politiske partier, der står bag.

Her tænker jeg ikke mindst på Venstreledede regeringer, der konsekvent har nydt opbakning fra Liberal Alliance (i partiets levetid) i jagten på privatiseringer og nedskæringer – alt i alt forandringer af velfærdssamfundet, som Socialdemokratiet i disse år er i færd med at råde bod på.

Det sker naturligvis ikke ved en tilbagevenden til Danmark i det forrige årtusind, men ved at forme og forandre samfundet, så det lever op til velfærdssamfundets grundlæggende visioner: lige muligheder for alle.

Lars Werge er tidligere journalistformand, direktør for Danske Biografer og kandidat til Folketinget (S)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her