Læserbrev

I lille Danmark kan vi godt tillade os at kippe med flaget over Nordsøaftalens resultater

Et år efter vedtagelsen har Nordsøaftalen vist sit værd på den helt store scene ved COP26 med lanceringen af verdens første globale alliance af lande, der vil udfase olie- og gasproduktionen. Det viser, at vores indsats herhjemme i andedammen også batter ude i verden, skriver klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen, i dette debatindlæg
Debat
30. december 2021

For næsten præcis ét år siden blev sidste punktum sat i Nordsøaftalen, der med bred politisk opbakning satte en stopper for alle fremtidige statslige invitationer til at lede efter mere olie og gas i Danmarks undergrund. Samtidig blev der sat en slutdato for produktionen i 2050, hvorefter proppen endegyldigt sættes i olie- og gashanerne.

Torsdag den 2. december 2021 blev denne aftale vedtaget i folketingssalen, og dermed blev et stykke grøn danmarkshistorie endelig nedfældet og gjort til lov. Klimaindsatsen har i mange år udelukkende været fokuseret på at reducere vores forbrug af de fossile brændsler, der driver temperaturerne i vejret og er skyld i tiltagende ekstremt vejr. Med aftalen tog det danske folkestyre for første gang favntag med den anden side af ligningen, nemlig produktionen af selv samme brændsler.

Aftalen omhandler imidlertid ikke kun Danmarks rolle i den fossile produktion. Der var nemlig enighed om, at beslutningen skulle bruges som springbræt til en storstilet, global indsats for at få andre lande til at følge trop. Som et lille land er det nu engang vores bedste chance for at gøre en reel forskel for klimaet.

Debatten dengang gik blandt andet på, hvilken betydning det dog har for verden, hvad lille Danmark vælger at gøre.

Her et år efter har Nordsøaftalen vist sit værd på den helt store scene. På FN’s klimatopmøde i Glasgow i november lancerede vi verdens første globale alliance af regeringer, der vil udfase olie- og gasproduktionen, så vi kan undgå klimakaos. Danmark fik følgeskab af ti andre regeringer allerede i første omgang, og planen er at udvide alliancen de kommende år.

Alliancen skabte stort røre på topmødet. Der er heller ikke meget jantelov over vores formål med alliancen, der netop er, at den skal være begyndelsen på enden for olie og gas.

Det viser, at vores indsats herhjemme i andedammen også batter ude i verden. Derfor kan vi godt tillade os at kippe lidt med flaget i anledning af den endelige vedtagelse i Folketinget.

Dan Jørgensen er klima-, energi- og forsyningsminister

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Peter Nielsen

Det er meget positivt at høre, Dan Jørgensen. Bedre om 29 år end senere.
Kunne vi så ikke også få et stop for byggetilladelser til svinefabrikker og derefter en reduktions/udfasningsplan for den allermest arealkrævende, klima- og miljøbelastende produktion i Danmark?

Jens Voldby Crumlin

Dan Jørgensen er igen ude og skamrose en aftale som har givet olieindustrien faste rammer og muligheder for mange nye boringer i eksisterende licensområder og naboblokke. Som Energiwatch skrev: Olieindustrien jubler over udsigt til mere olieproduktion. https://energiwatch.dk/Energinyt/Olie___Gas/article12606369.ece
Det var Grønland der viste vejen med en klar melding om at de potentielt meget store forekomster af olie og gas på Grønlands område aldrig skulle udvindes. Det er klimalederskab !

Jan Jepsen, Thomas Tanghus, Bjarne Bach Madsen, Kirstine Knudsen, Eva Schwanenflügel, Anders Graae, Niels Peter Nielsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar