Mænd kommer ikke i overgangsalderen, men det betyder ikke, at deres liv er uden svære overgange

Da jeg i 2002 deltog på World Congres on Men’s Health, flød det rigeligt med penge fra flere medicinalfirmaer. De mange ressourcer blev kastet ind, fordi man håbede, at denne kongres med deltagere fra over 70 lande ville blive springbræt til indførelsen af medicinsk behandling af mænds overgangsalder.

Nogle regnede med, at omkring 50 procent af alle mænd over 45 år skulle behandles med testosteron imod overgangsalder, så de kunne sælge lige så meget overgangsaldermedicin til mænd, som man hidtil har solgt til kvinder.

Men den ene forsker efter den anden gik på talerstolen og erklærede, at der ikke findes nogen hormonelt betinget, fysiologisk overgangsalder hos mænd, der kan sammenlignes med det hormondyk, kvinder oplever, og som kaldes overgangsalderen. En forsker brugte udtrykket a treatment in search of a disease om medicinalfirmaernes bestræbelser.

Testosteronniveauet hos mænd falder livet igennem med omkring to procent årligt fra engang i tyverne og er parallelt med almindelig aldring: mindre muskelmasse, hårtab, ny fordeling af fedtet på kroppen og så videre. Man kan sige, at mænds voksenliv er én lang hormonel overgangsalder.

Flere overgangsaldre

Nogle har talt om, at manden kommer i overgangsalderen cirka parallelt med kvindens hormonelle overgangsalder, når der sammen med den jævne aldring opstår nye udfordringer i hans sociale liv: at nogle mænd oplever, at de ikke længere er de hurtigste på arbejdspladsen og måske heller ikke de mest charmerende, ikke har fremgang længere og bliver overhalet af yngre kolleger/konkurrenter. Den forandring oplever nogen som hård, andre synes, det er fedt at lægge ansvaret fra sig.

Men i stedet for at tale om mandens overgangsalder synes jeg, det er brugbart at tale om overgange i livet – og dem er der mange af: puberteten, at blive færdiguddannet, at komme på arbejdsmarkedet, at blive par og eventuelt blive skilt, at blive forældre, at børnene flytter hjemmefra, at opleve, at der ikke er fremgang på alle fronter, at forlade arbejdsmarkedet.

Information spørger som oplæg til denne kronikserie: Hvorfor er overgangsalderen pludselig relevant for den offentlige samtale eller ligefrem politisk? Jeg tror, at svaret ligger i spørgsmålet: Samtalen om, hvilken eller hvilke overgange der ses som de vigtigste og med særlige implikationer, er nemlig meget politisk, kulturelt, kønspolitisk, sundhedspolitisk og historisk betinget. Det synes jeg bekræftes af indholdet i den debat, vi ser lige nu om kvinder og overgangsalder.

Set som historiske, politiske og kulturelle fænomener er der i disse år særligt to overgangsaldre, der træder tydeligt frem hos mænd: Mandens overgang til at blive far og mandens overgang til at være uden for arbejdslivet.

At blive far

En af de ting, der har ændret sig mest ved mænds livsforhold og ved opfattelsen af maskulinitet i den seneste generation, er mænds engagement i deres børn. For en generation siden var det stort set ikke muligt for en far at være til stede ved sit barns fødsel. Nu er fædre til stede ved omkring 95 procent af alle fødsler.

Farrollen er tidligere i vores kultur beskrevet grundlæggende negativt. Den græske mytologis fædre, der er urfædrene i den europæiske kultur – Uranos, Kronos, Zeus, Poseidon, Laios, Odysseus og Agamemnon – slugte, dræbte, voldtog eller var på anden måde voldelige mod deres børn, ofrede dem, svigtede dem, rejste fra dem eller var, som Abraham i Biblen, rede til at slagte dem for at gennemføre deres eget projekt. I folkeeventyr og anden litteratur for børn har fædrene gennemgående haft en passiv eller negativ rolle.

I dag taler stort set alle fædre om, at de ønsker at være nærværende, engagerede fædre og at være en lige så vigtig forælder som moderen. Der er på mange måder indhold i begrebet ’en ny far’, som skaber helt nye muligheder for opbygning af stærke bånd mellem far og barn fra begyndelsen af barnets liv med betydning for far-barn-relationerne livet igennem. Dertil kommer fædrebarslen lige om hjørnet, som set i et historisk perspektiv er en revolution i det at være mand. Ud fra diverse undersøgelser vil der om under et år være 40.-50.000 fædre på to måneders barsel årligt. Det er en samfundsmæssig omvæltning.

Men at blive far er også en identitetsmæssig, social, relationel og psykologisk omvæltende overgang. I processen indgår konfrontationen med tilknytningserfaringer og egen identitet i barndommen og med sig selv som far og partner. Og det er nu også anerkendt, at fædre i lige så høj grad som mødre kan få en fødselsdepression.

At forlade arbejdet

For nogle mænd er det at blive ældre og forlade arbejdet en vanskelig overgang, fordi arbejdsidentiteten, arbejdet og arbejdspladsen har været centrum i livet og en stor del af mandens sociale kontakter og hans vej til anerkendelse og oplevelse af at have betydning. Når arbejdet har organiseret dagligdagens aktiviteter, bliver der behov for en nyorientering på mange parametre. Han skal finde nye veje til sociale kontakter, diskussionspartnere, erfaringsnetværk, til anerkendelse og til oplevelsen af at betyde noget for andre og for samfundet.

For nogle mænd er det en berigende overgang med nye muligheder, nye interesser og nye sociale netværk. For andre kan afskeden med arbejdslivet betyde sårbarhed, isolation og ensomhed. Denne sårbarhed viser sig blandt andet ved, at ældre mænd er i øget risiko for at få depression og for at begå selvmord. Dertil kommer mange mænds uheldige reaktionsmønstre, når de har det skidt. De isolerer sig ofte og bringer dermed sig selv længere væk fra at blive set og få hjælp. Ligesom mænd har en større tendens til at blive misbrugere, når de får det psykisk dårligt.

Ældre mænds selvmord er ofte forbundet med tab af nærtstående familiemedlemmer og andre belastende hændelser som for eksempel sygdom, funktionstab og isolation. Samtidig er de afgørende faktorer i beskyttelsen imod depression og dermed selvmord dels at have nære og stærke relationer til andre mennesker og dels at være virksom psykisk og fysisk.

Her ligger mulighederne og udfordringerne ved mandens overgang fra arbejdsliv til pensionistliv.

Nye identiteter

De to overgange er historisk markante for mænd, fordi de handler om at udvikle nye identiteter, hvor der ikke i forvejen er mange generationers erfaringer med, hvordan det gøres. Det er overgange, der har muligheder for berigelser og for vanskeligheder.

Mange mænd finder i deres liv efter arbejdet nye fællesskaber og interesser. Andre bliver ensomme og isolerede – desværre alt for mange. De fleste mænd får glæde og berigelse af at blive fædre, men de er også pionerer uden generationsvis af erfaringer. Derfor er der også her veje og vildveje i overgangen.

Begge finder sted med fortiden i ryggen og i en tid og i en kultur, som både er mangfoldig og i forandring hele tiden. De er ikke statiske fænomener, og der er muligheder for at lette og gøre op med mange af de problemer, som overgangene skaber – både personligt og samfundsmæssigt.

Svend Aage Madsen er forskningsleder på Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed.