Kronik

Mænd kommer ikke i overgangsalderen, men det betyder ikke, at deres liv er uden svære overgange

I 00’erne forsøgte medicinalindustrien at sælge konceptet om en hormonelt betinget overgangsalder hos mænd, men den findes ikke. Det er dog stadig relevant at tale om de store overgange i mandens liv: Som når han bliver far, og når han forlader arbejdsmarkedet, skriver mandeforsker Svend Aage Madsen i denne kronik i serien om overgangsalderen
At blive far er også en identitetsmæssig, social, relationel og psykologisk omvæltende overgang. I processen indgår konfrontationen med tilknytningserfaringer og egen identitet i barndommen og med sig selv som far og partner. Og det er nu også anerkendt, at fædre i lige så høj grad som mødre kan få en fødselsdepression, skriver Svend Aage Madsen i denne kronik.

At blive far er også en identitetsmæssig, social, relationel og psykologisk omvæltende overgang. I processen indgår konfrontationen med tilknytningserfaringer og egen identitet i barndommen og med sig selv som far og partner. Og det er nu også anerkendt, at fædre i lige så høj grad som mødre kan få en fødselsdepression, skriver Svend Aage Madsen i denne kronik.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
13. december 2021

Da jeg i 2002 deltog på World Congres on Men’s Health, flød det rigeligt med penge fra flere medicinalfirmaer. De mange ressourcer blev kastet ind, fordi man håbede, at denne kongres med deltagere fra over 70 lande ville blive springbræt til indførelsen af medicinsk behandling af mænds overgangsalder.

Nogle regnede med, at omkring 50 procent af alle mænd over 45 år skulle behandles med testosteron imod overgangsalder, så de kunne sælge lige så meget overgangsaldermedicin til mænd, som man hidtil har solgt til kvinder.

Men den ene forsker efter den anden gik på talerstolen og erklærede, at der ikke findes nogen hormonelt betinget, fysiologisk overgangsalder hos mænd, der kan sammenlignes med det hormondyk, kvinder oplever, og som kaldes overgangsalderen. En forsker brugte udtrykket a treatment in search of a disease om medicinalfirmaernes bestræbelser.

Testosteronniveauet hos mænd falder livet igennem med omkring to procent årligt fra engang i tyverne og er parallelt med almindelig aldring: mindre muskelmasse, hårtab, ny fordeling af fedtet på kroppen og så videre. Man kan sige, at mænds voksenliv er én lang hormonel overgangsalder.

Flere overgangsaldre

Nogle har talt om, at manden kommer i overgangsalderen cirka parallelt med kvindens hormonelle overgangsalder, når der sammen med den jævne aldring opstår nye udfordringer i hans sociale liv: at nogle mænd oplever, at de ikke længere er de hurtigste på arbejdspladsen og måske heller ikke de mest charmerende, ikke har fremgang længere og bliver overhalet af yngre kolleger/konkurrenter. Den forandring oplever nogen som hård, andre synes, det er fedt at lægge ansvaret fra sig.

Men i stedet for at tale om mandens overgangsalder synes jeg, det er brugbart at tale om overgange i livet – og dem er der mange af: puberteten, at blive færdiguddannet, at komme på arbejdsmarkedet, at blive par og eventuelt blive skilt, at blive forældre, at børnene flytter hjemmefra, at opleve, at der ikke er fremgang på alle fronter, at forlade arbejdsmarkedet.

Information spørger som oplæg til denne kronikserie: Hvorfor er overgangsalderen pludselig relevant for den offentlige samtale eller ligefrem politisk? Jeg tror, at svaret ligger i spørgsmålet: Samtalen om, hvilken eller hvilke overgange der ses som de vigtigste og med særlige implikationer, er nemlig meget politisk, kulturelt, kønspolitisk, sundhedspolitisk og historisk betinget. Det synes jeg bekræftes af indholdet i den debat, vi ser lige nu om kvinder og overgangsalder.

Set som historiske, politiske og kulturelle fænomener er der i disse år særligt to overgangsaldre, der træder tydeligt frem hos mænd: Mandens overgang til at blive far og mandens overgang til at være uden for arbejdslivet.

At blive far

En af de ting, der har ændret sig mest ved mænds livsforhold og ved opfattelsen af maskulinitet i den seneste generation, er mænds engagement i deres børn. For en generation siden var det stort set ikke muligt for en far at være til stede ved sit barns fødsel. Nu er fædre til stede ved omkring 95 procent af alle fødsler.

Farrollen er tidligere i vores kultur beskrevet grundlæggende negativt. Den græske mytologis fædre, der er urfædrene i den europæiske kultur – Uranos, Kronos, Zeus, Poseidon, Laios, Odysseus og Agamemnon – slugte, dræbte, voldtog eller var på anden måde voldelige mod deres børn, ofrede dem, svigtede dem, rejste fra dem eller var, som Abraham i Biblen, rede til at slagte dem for at gennemføre deres eget projekt. I folkeeventyr og anden litteratur for børn har fædrene gennemgående haft en passiv eller negativ rolle.

I dag taler stort set alle fædre om, at de ønsker at være nærværende, engagerede fædre og at være en lige så vigtig forælder som moderen. Der er på mange måder indhold i begrebet ’en ny far’, som skaber helt nye muligheder for opbygning af stærke bånd mellem far og barn fra begyndelsen af barnets liv med betydning for far-barn-relationerne livet igennem. Dertil kommer fædrebarslen lige om hjørnet, som set i et historisk perspektiv er en revolution i det at være mand. Ud fra diverse undersøgelser vil der om under et år være 40.-50.000 fædre på to måneders barsel årligt. Det er en samfundsmæssig omvæltning.

Men at blive far er også en identitetsmæssig, social, relationel og psykologisk omvæltende overgang. I processen indgår konfrontationen med tilknytningserfaringer og egen identitet i barndommen og med sig selv som far og partner. Og det er nu også anerkendt, at fædre i lige så høj grad som mødre kan få en fødselsdepression.

At forlade arbejdet

For nogle mænd er det at blive ældre og forlade arbejdet en vanskelig overgang, fordi arbejdsidentiteten, arbejdet og arbejdspladsen har været centrum i livet og en stor del af mandens sociale kontakter og hans vej til anerkendelse og oplevelse af at have betydning. Når arbejdet har organiseret dagligdagens aktiviteter, bliver der behov for en nyorientering på mange parametre. Han skal finde nye veje til sociale kontakter, diskussionspartnere, erfaringsnetværk, til anerkendelse og til oplevelsen af at betyde noget for andre og for samfundet.

For nogle mænd er det en berigende overgang med nye muligheder, nye interesser og nye sociale netværk. For andre kan afskeden med arbejdslivet betyde sårbarhed, isolation og ensomhed. Denne sårbarhed viser sig blandt andet ved, at ældre mænd er i øget risiko for at få depression og for at begå selvmord. Dertil kommer mange mænds uheldige reaktionsmønstre, når de har det skidt. De isolerer sig ofte og bringer dermed sig selv længere væk fra at blive set og få hjælp. Ligesom mænd har en større tendens til at blive misbrugere, når de får det psykisk dårligt.

Ældre mænds selvmord er ofte forbundet med tab af nærtstående familiemedlemmer og andre belastende hændelser som for eksempel sygdom, funktionstab og isolation. Samtidig er de afgørende faktorer i beskyttelsen imod depression og dermed selvmord dels at have nære og stærke relationer til andre mennesker og dels at være virksom psykisk og fysisk.

Her ligger mulighederne og udfordringerne ved mandens overgang fra arbejdsliv til pensionistliv.

Nye identiteter

De to overgange er historisk markante for mænd, fordi de handler om at udvikle nye identiteter, hvor der ikke i forvejen er mange generationers erfaringer med, hvordan det gøres. Det er overgange, der har muligheder for berigelser og for vanskeligheder.

Mange mænd finder i deres liv efter arbejdet nye fællesskaber og interesser. Andre bliver ensomme og isolerede – desværre alt for mange. De fleste mænd får glæde og berigelse af at blive fædre, men de er også pionerer uden generationsvis af erfaringer. Derfor er der også her veje og vildveje i overgangen.

Begge finder sted med fortiden i ryggen og i en tid og i en kultur, som både er mangfoldig og i forandring hele tiden. De er ikke statiske fænomener, og der er muligheder for at lette og gøre op med mange af de problemer, som overgangene skaber – både personligt og samfundsmæssigt.

Svend Aage Madsen er forskningsleder på Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed.

Serie

Kvinder i deres bedste alder

Mens overgangsalderen traditionelt forbindes med tab af fertilitet, seksuel energi og skønhed og bliver negligeret i offentligheden som i bedste fald uinteressant og oftere som tabu, vinder en ny fortælling nu frem. Modne kvinder skriver bøger om og debatterer overgangsalderen som aldrig før. Men hvorfor er overgangsalderen pludselig relevant for den offentlige samtale eller ligefrem politisk? Det undersøger Information med denne kronikserie.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Bjerrehuus

Tak til Svend Åge Madsen for at dele sin indsigt i maskulin psyke og problemstilling.
Jeg kan efter et langt liv som praktiserende læge, og ud fra egne oplevelser bekræfte ovenstående.
Mænds overgangsalder er som Svend Aage Madsen skriver ikke hormonelt betinget, de oplever således ikke fysiologiske ændringer på samme måde som kvinder der nærmer sig de 50 år. Men alligevel ses en ophobning af depression hos mænd ultimo 40’erne.
Jeg opfatter dette som hans reflektion over tilværelsen, hvor der på arbejdslivets alter er ofret samværd med familie og venner, hvor kærlighed og sexualitet med partneren er blegnet og børnene forsvundet ud i livet. Den opgave han blev tildelt da han stiftede familie er fuldført, hvad nu?
Den mulighed der er tilbage, er derfor at fortsætte i vante spor hvor alene arbejde er det der giver mening i livet. Og derfor også den store ensomhed hos mange mænd når arbejdet stopper.
Kvinder er langt bedre til at holde fat i veninderne og det sociale.
Jeg er enig i Svend Aage Madsens konstatering af det epokegørende ved at mænd nu får mulighed for øget samvær med deres nyfødte og dermed også en bedre tilknytning. Det kan undre at der fra visse kvinders side har været så voldsom modstand ved at dele en mindre del af barslen med partneren. Fremover er det ikke alene rengøring og opvask der skal deles, men også samværet med børn og venner, ansvaret for økonomien, timerne på arbejde, fortsæt selv.
Der bør forskes langt mere i mænds vilkår, ligesom de tilbud der gives til mænd der er strandet i livet skal matche de muligheder kvinder tilbydes.

Claus Bødtcher-Hansen, Asiya Andersen, Thomas Rasmussen, Dan Jensen, Lars Kramhøft, John S. Hansen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Jeg er vist i livsfare :o/

Meget fin og sober artikel at blive klog på. Også som kvinde.

Jeg håber mand generelt vil tage imod barslen som en stor gave og mulighed for at knytte sig tættere til sine børn. Og at det vil hjælpe ham med at se livet som andet end arbejde.

Jeg savnede selv en nærværende far. I min familie var det meget sådan, at min mor knyttede sig til mine brødre, mens min far var meget" min". Og når han så var der så sjældent, var jeg jo lidt fortabt i den sammenhæng. Et savn jeg har båret med mig hele livet. Jeg ved ikke, om det er et typisk mønster, men værd at reflektere over ift. egne børn.

Thomas Rasmussen

Bare så godt skrevet. Også af jer læsere i kommentarerne.

Har pudsigt nok selv tænkt en del over mænds mulige overgangsalder, ifm. at jeg stadig oftere bliver skældt ud af en god ven for at være distanceret og fjern. Jeg er blevet familiemenneske (uden at bruge det ord) og finder derimod mine prioriteter naturlige og rigtige.
Vi har nok begge ret, men selve konflikten, utænkelig for få år siden, ser jeg som udtryk for vores "overgang", nu hvor vi nærmer os de 50. Der er noget i gære, og lidt utrygt er det.