Kronik

Maskuliniteten har brug for en retning, så den ikke udarter sig som en seksualiseret kultur

Den sårbare og følsomme superhelt er ikke et nymodens ’wokeistisk’ påfund: Daniel Craigs James Bond kan fælde tårer, men det kunne allerede Gilgamesh, litteraturhistoriens første superhelt
Daniel Craigs Bond-figur har på mange måder været en anderledes end den, vi forbinder med for eksempel Brosnan eller Connery. Den mest markante forskel består måske i, at Craigs er sårbar. Men den sårbare helt er ikke et moderne fænomen.

Daniel Craigs Bond-figur har på mange måder været en anderledes end den, vi forbinder med for eksempel Brosnan eller Connery. Den mest markante forskel består måske i, at Craigs er sårbar. Men den sårbare helt er ikke et moderne fænomen.

Nicola Dove

Debat
22. december 2021

Hjemme i privaten bruger vi ofte juleferien som en anledning til at gense James Bond-film. Ligesom så mange andre juletraditioner indebærer det gensynets glæde og forudsigelighed.

På trods af, at den britiske spion er blevet portrætteret så ofte og af så forskelligartede skuespillere, er det, som om at essensen altid er den samme. Eller sådan har det i hvert fald været indtil de seneste fem Bond-film.

Daniel Craig satte for nylig et punktum for sine udskejelser som den excentriske og velklædte superspion 007 i den 25. Bond-film med navnet No Time to Die.

Craigs Bond har på mange måder været en anderledes en end den, vi forbinder med for eksempel Brosnan eller Connery; den mest markante forskel består måske i, at Craigs er sårbar. Sårbar i en sådan grad, at det gør ondt på ham, når han slår sig, og at han græder, når han elsker, mister og bliver forrådt. Denne sårbarhed har kastet spionen ud i en identitetspolitisk spiral, hvor det blandt andet er blevet hævdet hoverende, at Craig har givet os den første »woke« James Bond.

I slipstrømmen på en sommer med OL-vindere, der flæbede for åbent kamera, har gråden i det offentlige rum – særligt hvis denne kommer fra vores idoler – fyldt overraskende meget. Karikeret kan vi skitsere fronterne: Patriarken skal enten være en stoisk træmand eller en hypersensitiv og indadskuende karakter.

Patriarken har altid grædt

Når man følger de identitetspolitiske fremstød udi i kampen om gråden, så undrer man sig over, om de debativrige mon nogensinde har læst i en superheltetegneserie, ridderroman, en mytologi eller bare har snust lidt til kulturhistorien generelt?

Helten, særligt patriarken, har været sårbar og grædt i hvert fald siden, vi kunne skrive og synge om det. Tænk på den ulykkelige Achilleus, der mister Patroklos, Scipios tårer ved synet af Karthagos fald eller Alexander, der grædende må søge tilflugt på sit felttog grundet makedonernes svigtende mod.

Da Beowulf fældede Grendel, fældede kong Roar ligeledes glædestårer, og mon ikke Gilgamesh fik våde øjne, da guderne rev Enkidu fra ham. Selv patriarken over alle danske patriarker, digterpræsten N.F.S. Grundtvig, beder i 1837 »med tårer: / Led den ind i mine årer, / floden, som kan klipper vælte«. Holder vi os til den samtidige populærkulturelle verden (og Bond samt alle de andre superhelte er jo blot vores tids ridderromaner og mytologi), så drukner vi nærmest i heroer og patriarkers tårer.

I en af de første tegneserier, jeg som ung læste, sendte Batman en dreng ud for at klare en mands opgave. Udfaldet var fatalt: Ærkefjenden Joker tævede den kappeklædte hævners protegé Robin til døde med et koben. En begivenhed, der tvang en ellers stoisk Batman grædende i knæ. En spejling af hans egen skabelse, grædende på knæ ved sine forældres lig.

En lignende handling udspiller sig på storskærmen i filmen The Dark Knight, hvor den hysterisk smilende djævel myrder Batmans store kærlighed. Opgivende og hulkende må Bruce Wayne overtales af butleren Alfred til at tage masken på igen og redde dagen.

Heltens krise i skurkens skygge

Patriarken har altså altid grædt, men kampen om dennes sårbarhed og tårer udstiller i virkeligheden to tendenser for popkulturens patriark.

På den ene side afslører den en samtid, der er så optaget af skurke, at helten – patriark eller hero – skal konkurrere med sin nemesis om at være multifacetteret, moderne og tvetydig. Vi lever med en popkultur, der har forført os ud i ondskaben i en sådan grad, at den traditionelle helt er blevet kedelig.

Tænk blot på alle de timer, vi tilbragte sammen med mafiosoen Tony Soprano, og hvordan han vandt vores sympati hos psykiateren; en deroute, der blev understreget af seriens behov for gentagne gange at minde os om, at den fedladne mafiaboss er en magtliderlig og blodtørstig morder. Men alligevel lod vi os forføre – helt til det sidste.

I samme ånd var vi dybt fascineret af Thanos, der ville udrydde halvdelen af alt liv for at redde universet, eller måske netop Jokerens anarkistiske projekt i føromtalte The Dark Knight, der ikke kun handlede om kaos, men ligeledes om at udstille og afsløre samfundets skrøbelighed og hykleri. Måske kulminerede denne tendens med den mesterlige Joker-film, hvor Arthur Fleck tonede frem som en tragisk karakter, der er et Shakespeare-stykke værdigt.

Halsende efter årtiers interessante og komplicerede skurke finder vi derfor helten, der nuanceres, ’dekonstrueres’ og udfordres til ukendelighed, så han kan være sin modparts spejlbillede. Denne omskrivning af heltens beskaffenhed ender dog som regel med at blive et uglebillede mere end et interessant spejlbillede; en tendens, som nytolkningen af folkekære helte såsom Luke Skywalker er emblematisk for.

Nogle gange rammer den nytolkning heldigvis plet såsom Steve Rogers’ tvivl og oprør i Civil War, eller Ben Afflecks portrættering af den kappeklædte hævner i Batman v Superman og Zack Snyders Justice League (ej at forveksle med vanskabningen Justice League).

I Snyders verden har Gotham nedbrudt Batman og forvrænget ham til en nådesløs og rå morder, der klinger sig til absolutte aksiomer om fjender, en tilstand, der fører ham på kollisionskurs med Superman.

Som apostlen Paulus, der før sin omvendelse var den største kristenforfølger, bringer Batman Superman i knæ. Men da han ser denne ofre sig for menneskeheden i slutningen af Batman v Superman, omvendes han selv, og i den efterfølgende film er Batman en missionær for håbet og troen, der aldrig vakler.

Det hele er selvfølgelig pakket ind i steroider og slowmotion, som Zack Snyder elsker det, men budskabet toner stadigvæk klart igennem.

Maskulinitet og manddom: Bond som patriark

I den modsatte grøft finder vi så Daniel Craigs Bond.

Den britiske spion har siden sin undfangelse i Ian Flemings bøger været noget af en anakronisme. James Bond er med andre ord ikke en del af sin egen tid. Lige siden at Connery på mesterlig vis portrætterede spionen, har seerne fået indtrykket af en helt, der med en rap replik og drink i hånden kunne smyge sig udenom en hvilken som helst konflikt eller i seng med en hvilken som helst kvinde.

007 har med andre ord altid handlet om en retningsløs maskulin eskapisme, der aldrig har taget sig selv særligt alvorligt. Den grundpræmis er blevet radikalt udfordret med Craigs portrættering.

Han er i høj grad en del af tiden, sine omgivelser og konflikter. Det illustreres måske tydeligst ved, at tiden faktisk slår tilbage på Bond. Han bliver fysisk ældre, hvilket er et omdrejningspunkt både i Skyfall og No Time to Die, og hans omgivelser betragter ham som overflødig – et fortidslevn blandt hypermoderne teknologier og tendenser.

Vigtigst af alt er dog, at hans maskulinitet pludselig får retning – en retning, der på mange måder kun fæstner hans stedbundethed og tvinger ham i patriarkens rolle. Og her rammer filmen plet i forhold til tidsånden: Maskulinitet er ikke andet end et redskab. Hvis ikke den har en retning og et ideal, udarter den sig i bedste fald til letsindighed og i værste fald til en korrumperet og seksualiseret kultur, som vi i disse dage ser udfoldet i medielandskabet.

No Time to Die leverer den mest interessante portrættering af James Bond nogensinde, når helten dvæler i ridderlighed og patriarkat – ikke som påskud for at lade maskuliniteten flyve fri, men fordi det er hans pligt.

Ja, denne portrættering tvinger ham til tider i knæ og fremtvinger en tåre på hans kind, men ligesom alle andre ridderromaner består det vigtige ikke i de tæsk, vores helt får, men om han formår at rejse sig igen. Og det formår James Bond så sandelig her.

Kasper Rathjen er ph.d. i historie og museumsinspektør på Fiskeri- og Søfartsmuseet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

James Bond har ikke rigtig en personlighed; han er en arketype. Han er en blanding af stereotypier og troper, der er så hule, at han kan spilles af en Mand med stort M i hver generation.
Mens Daniel Craig har bragt tiltrængt dybde og tyngde til rollen med sin skulende angst, er Bond når alt kommer til alt, en womanizer, hvis egentlige kompetence er at slå ihjel og se virkelig cool ud.
Bond er en arketype der er defineret af sit køn og, som mange anmeldelser har fastslået, indbegrebet af toksisk maskulinitet.
Med og uden følelser.

Jeg er faktisk ikke enig i, at Bond er indbegrebet toksisk maskulinitet, dertil er de kvindelige modparter faktisk både for selvstændige og for begavede. Bond har tværtimod siden 70erne i sit forhold til kvinder - og deres til ham - stået for mig som eksemplarisk ligestilling.

- hvilket minder os om, at den megen snak om 'det var andre tider' jo er rigtig derhen, at der var nogle årtier, hvor det faktisk var aldeles uhørt, at mænd og kvinder med magt brugte den til at tromle og misbruge dem, de havde under sig.
Et godt eksempel er den klassiske fremstilling af skurke i danske folkekomedier, hvor de jo netop ganske ofte ikke kan holde fingrene for sig selv og udvise respekt for kvindernes selvbestemmelse.

jens christian jacobsen

Steffen, det må være forskellige Bond film vi ser.

Jeg tror snarere, at der hersker en forskellig idé om, hvad det vil sige at behandle kvinder som ligebyrdige personer.

jens christian jacobsen

Var det ikke Craig og Bond vi snakkede om?
Hvilken ide har du da ' om at behandle kvinder som ligebyrdige (?) personer? Jeg spørger fordi jeg aldrig har mødt betegnelsen 'ligebyrdig?'

Det er det samme som 'jævnbyrdig'.