Kritikken minder mig om opgøret med dogmatisk positivisme på Sociologisk Institut, som jeg oplevede i forbindelse med studenteroprøret i 1968. Fagets eneherskende professor tilhørte en retning, der anså naturvidenskaben som det store forbillede for det, de betegnede som rigtig videnskab. Det resulterede i, at kvantitative metoder blev dominerende inden for mit felt: sociologien.
Den samme professor skulle være vejleder for min magisterkonferens og forsøgte at overtale mig til at lave en kvantitativ undersøgelse af sammenhængen mellem social status og social afvigelse. Det fristede mig ikke, og det endte med, at han ikke ville vejlede mig. Derefter skrev jeg uden vejledning en kras videnskabsteoretisk kritik af positivismen i de sociale videnskaber. Heldigvis blev den omtalte professor ikke medlem af bedømmelsesudvalget.
Det var de psykologistuderende, der i 1968 startede og inspirerede oprøret mod professorvældet og den faglige dogmatik. Hvad i alverden er der sket siden? Har studiet bevæget sig baglæns og endt med den neopositivisme, Sandra La Cour beskriver?
Positivistisk forskning fører til fattig viden, når det drejer sig om praksis. Kvantitativt kunne man for eksempel tænke sig en korrelation mellem mistrivsel i skolen og social eller etnisk baggrund. Men hvad kan man bruge det til? Man kan jo ikke bare ændre elevernes sociale baggrund. Det, der er brug for, er indlevelse, tolkning og terapeutisk samtale. Det forudsætter en helt anden viden og helt andre metoder end de kvantitative.
Selvfølgelig må kvantitative undersøgelser og kognitions- og neuropsykologisk forskning spille en vis rolle på psykologistudiet. Men de fleste psykologistuderende skal ud i samfundet og praktisere, og her er det kvalitative teorier og metoder, de får mest brug for. Hvis studiet lægger for stor vægt på statistisk metode og anden forskning efter naturvidenskabeligt forbillede, sigter det efter min mening på en forskerstilling, der immer væk kun er nogle enkelte, som kan få.
I ledelsens svar den 2. december imødekommer man tilsyneladende de studerende ved at ville arbejde for større faglig bredde i studiet. Om det betyder, at tyngden i fremtiden skal lægges på den viden, der er relevant for en praktiserende psykolog, fremgår dog ikke helt klart. Det er spændende at se, hvad der kommer ud af det.
Tage Bild er tidligere dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
Det forekommer mig at være en fejlslutning at kvantitativ forskning skulle være fattig og irrelevant for praksis, fordi den ikke ændrer på praksis. I det forhold er kvatitative og kvalitative ikke forskellige. Man klædes ganske vist som psykologistuderende ikke særligt godt på til interventioner, så de flrste lærer f. eks. samtaleteknik ekstrakurrikulært. Men det er et håndværk, ikke en forskningsmetode.
Det mere retvisende spørgsmål må vel være, hvordan de to overordnede retninger belyser virkeligheden. Her kunne savnes fokus og nuancer fra Tage Bilds side og jeg overvejer, hvor enige de oprørte studerende reelt er i hans skarpe opstilling.
Jeg skal ikke kloge mig på uddannelserne i psykologi og samfundsvidenskaberne, for dem har jeg ikke beskæftiget mig med, men fra humaniora kender jeg den årtier gamle diskussion om, hvorvidt det nu også er nødvendigt med al den “videnskabelighed”, når de fleste alligevel skal ud og være gymnasielærere o.l. Hvorfor ikke skræddersy uddannelsen til praksis, altså en slags højere læreruddannelse?
Efter min mening ville det være meget uheldigt. Først og fremmest, fordi det, kandidaterne skal ud og formidle er forskningsbaseret, og hvis man ikke har en vis indsigt i denne forskning, kan undervisningen blive meget overfladisk. Meget af det, man lærer på universitetet, får man aldrig direkte brug for i undervisningen, men det betyder ikke, at det er overflødigt. Det er det, der giver den faglige sikkerhed, der gør, at læreren ikke bare er nogle sider foran i lærebogen.
Hvis man mener, der er for lidt praksisorienteret stof i undervisningen på de højere læreanstalter, må man lægge dette oven i det eksisterende, altså forlænge studierne. Det kan man roligt gøre; den normerede studietid er i forvejen skåret ned for en del uddannelsers vedkommende.