Evalueringen af pædagoguddannelsen er landet på ministerens bord. Den tegner et billede af en uddannelse, som favner bredt og skaber uddannelsesmuligheder for mange af dem, som ikke kommer fra bogligt stærke hjem. Det er vigtigt. Men evalueringen tegner også et billede af en uddannelse, hvor det er for nemt at bestå de forskellige prøver, og hvor tilfredsheden med det faglige udbytte ikke er stor nok.
Snart indkalder regeringen til forhandlinger om en ny pædagoguddannelse, og det bliver interessant at se, om det bliver denne reform, som kommer til at gøre noget ved de udfordringer, der er blevet diskuteret i årtier. Der er brug for et kvalitetsløft. Og der er brug for, at vi tør stille højere krav til de studerende.
Pædagoguddannelsens ry er stadig dårligt. Der er et historisk stort fokus på pædagogers arbejdsvilkår. Og aldrig har vi haft større rekrutteringsudfordringer. En ny pædagoguddannelses succes skal også måles på, om den formår at tiltrække flere studerende end hidtil. Det kræver forandringer, som kan tiltrække andre og flere typer af studerende.
Som snarlig dimittend på pædagogstudiet er det mit håb, at fremtidens pædagogstuderende får lov til at studere på en uddannelse med engagerede og videbegærlige medstuderende. Da jeg startede på pædagoguddannelsen, blev jeg mødt af mange studerende, som ikke engang havde overvejet, hvorfor de egentlig ville arbejde med pædagogik. Nogle havde tidligere passet deres mindre søskende, og syntes at det var ’hyggeligt’. Andre havde bare søgt ind på pædagoguddannelsen, fordi det ikke krævede et karaktersnit ud over det sædvanlige.
Vi skal screene for motivation
Vi skal ændre pædagoguddannelsens ry. Så det ikke længere er en uddannelse, man bare lige søger ind på, hvis man er i tvivl om, hvad man vil med sit liv. Så det bliver en uddannelse, der kan tiltrække flere af de elever fra gymnasiet, som er bydende nødvendige, hvis vi skal gøre noget ved rekrutteringsgrundlaget i fremtiden, men som i dag fravælger pædagoguddannelsen på grund af ringe prestige og forventninger om et lavt fagligt udbytte.
Hvis det skal lykkes, skal vi skabe et nyt optagelsessystem, som i langt højere grad screener folk for deres motivation og engagement som kommende pædagogstuderende. Det kræver et optagelsessystem, hvor en motiveret ansøgning og en samtale med en uddannelsesvejleder fra pædagoguddannelsen vil gøre det langt nemmere at afklare, om man skal være pædagogstuderende, eller om man skal guides i en anden retning – eventuelt mod den pædagogiske assistentuddannelse.
Og så kræver det, at vi tør forvente mere af de studerende. Vi skal have flere prøver i starten af uddannelsen, så vi fanger de studerende, som enten ikke møder op til undervisningen, eller som har brug for en støttende hånd allerede tidligt i uddannelsesforløbet. Og vi skal have mere krævende prøver senere i uddannelsen, som holder de studerende til ilden, og som gør, at vi kan opbygge en kultur i pædagogfaget, hvor det er okay at have faglige forventninger til hinanden. Det mangler i dag.
Brug for et løft
Der er endnu ikke kommet meget ud om, hvad regeringen vil med den nye pædagoguddannelse. Alligevel forlyder det, at Mette Frederiksen vil gøre uddannelsen mindre teoretisk og afskaffe vores bachelorprojekt. Det er den forkerte vej at gå.
Regeringen bør i stedet være optaget af at skabe en sammenhængende pædagoguddannelse, hvor rammerne om den fremragende undervisning er gode nok.
Vi skal sikre et højt undervisningstimetal hele landet over, som motiverer og indbyder til faglig sparring og diskussioner om pædagogik, didaktik og alt det, der betyder noget for pædagogfaget. Det forudsætter også, at der er færre studerende pr. hold.
Vi skal skabe langt bedre praktikforløb, hvor der er bedre samarbejde mellem praktiksted og uddannelse. Vi skal sørge for, at de studerende ikke indgår i normeringerne. Og vi skal fokusere på at forebygge det praksischok, mange studerende oplever, når de bliver færdiguddannet.
Og så skal vi sikre bedre muligheder for specialisering. Vi råber på flere studerende, som skal afbøde de rekrutteringsudfordringer, der er i den offentlige sektor. Bedre muligheder for specialisering og en større grad af valgfag vil skabe en mere attraktiv pædagoguddannelse, fordi det vil gøre det muligt at tone sin egen uddannelse i en bestemt retning.
I 25 år har kritikken været den samme. Vi skal løfte niveauet. Og sikre den rigtige balance mellem praktiske fag og forskningsbaseret og teoretisk undervisning. Det er nødvendigt, hvis vi i fremtiden ønsker at uddanne verdens dygtigste pædagoger.
Andreas Genefke Larsen, pædagogstuderende og bestyrelsesmedlem på Københavns Professionshøjskole
Andreas :
Som gammel pædagog med en uddannelse i 73, første årgang med 3 år, kan jeg godt se din pointe, og ja der skal stilles krav om engagement og måske bør man gå tilbage til klasseundervisning hvor holdet bør sammentømres i de fleste sammenhænge både i de kreative og håndværksmæssige fag. Teorien kan ikke undgås og der skal læses, men jeg er uenig i at der satset på gymnasiet, HF eller dele af den samt erhvervserfaring både i det private og erfaring som medhjælper er vigtigere set fra min gamle stol :) Jeg kan sagtens gå med til at der måske er en introduktion sammen med andre studerende i professionsuddannelserne, den ide blev tændt allerede i 72,hvor jeg bl.a. var med i PL`s forretningsudvalg.
Men engagement og ja måske en "screening" omkring det at ville noget med mennesker ikke er så dårligt.
Mennesker der vælger at tage en uddannelse til et job de ved der i stor stil er præget af dårlige arbejdsforhold, stress og dårlig løn er vidt rigeligt motiverede.
Som det ofte er tilfældet med uddannelser der uddanner 'forkert' og for få skal man lede efter forklaringer i optaget og i 'afsætningen.'
'...blev jeg mødt af mange studerende, som ikke engang havde overvejet, hvorfor de egentlig ville arbejde med pædagogik. Nogle havde tidligere passet deres mindre søskende, og syntes at det var ’hyggeligt’. Andre havde bare søgt ind på pædagoguddannelsen, fordi det ikke krævede et karaktersnit ud over det sædvanlige.'
Der burde være optagelsessamtaler på pædagoguddannelsen. Og samtalen burde være trædestenen ind i uddannelsen, først i anden række karakterer fra ungdomsuddannelserne mv.
Dernæst ville højere løn, bedre arbejdsvilkår og mere systematik i samværet med børn og unge langsomt kvalificere pædagogarbejdet.
Disse tiltag ville i første række gøre det sværere at blive pædagog og formodenrlig mindske et optag. Men på langt sigt ville det kvalificere pædagogarbejdet og derved tiltrække nye og givet flere ansøgere. Noget tilsvarende er forsøgt i den svenske læreruddannelse og sygeplejerskeuddannelse. Med et godt resultat.