’Vi ser ulykken ske i slowmotion’. Den sætning kan de fleste, der har med velfærdsområderne at gøre, nikke genkendende til. For vi er ikke nok om at løfte velfærdsopgaven. Der er for mange børn, ældre og syge mennesker til de medarbejdere, der er ansat. Vi har behov for at få den kabale til at gå op, for ellers vil problemerne vokse sig endnu større. Mistrivslen stiger, når omsorgen svigter.
Jeg er pædagog, og jeg tænker meget på, hvordan det er at være voksen og barn ude på stuerne i børnehaver og vuggestuer. Vi har manglet kolleger i årevis, og vores arbejdsmiljø er mange steder presset til det yderste.
Vilkårene slider på os, især fordi vi ikke kan give børnene det omsorgsmiljø, de har brug for. Konsekvenserne er mange, og det er trist, at der ikke er sket mere for at forbedre forholdene, end tilfældet er. Der skal skrues op for alvoren, for det her er alvorligt.
I det lys er det ikke alene en opgave, der kan løses ved at få flere pædagoger ud i vores dagtilbud. Det er også på tide, at vi stiller spørgsmål ved, at vi sender så mange børn så tidligt i institution. Vi sender dem i institution i den periode af deres liv, hvor tilknytningen til og samværet med forældrene er helt essentiel for deres trivsel og udvikling.
Måden, vores samfund er indrettet på i dag, er ikke en naturlov. Vi kan blandt andet minimere antal børn i dagtilbud ved, at flere forældre hjemmepasser. Fokus skal rettes mod andre løsninger og alle dem, som bærer ansvaret for, at vores pasnings-, rekrutterings- og især trivselskabale kan gå op.
Jeg mener, at arbejdsmarkedet bør tage del i problemløsningen, fordi forældre, idet de træder ud på arbejdsmarkedet, indgår en kontrakt med staten om, at deres børn passes af andre, mens de selv går på arbejde. Arbejdsmarkedet kunne udvikle på retten til deltid, fleksible arbejdstider og 30 timers arbejdsuge.
Derudover kunne man fra de pædagogiske fagforbunds side være mere åbne over for samarbejdet om at få skabt flere muligheder for børnefamilierne. Hvad med deltidspladser i dagtilbud koblet sammen med det mere familie- og småbørnsvenlige arbejdsmarked, så vi ad den vej kunne mindske presset på børn, forældre og ansatte?
Jeg ønsker, at alle aktører, som spiller en rolle for vores velfærd, indgår samarbejder, som rækker ud over normen, fordi det tjener et større formål, nemlig menneskelig trivsel som fundament for et bæredygtigt samfund.
Nanna Høyrup er pædagog og medlem af Alternativet.
Helt enig i denne kommentar. Forbedringen/forandringen kunne jo også opnås ved foruden at indrette arbejdsmarkedet mere menneske-hensynsfuldt også som udgangspunkt at se på rammerne, bygningerne til børneinstitutionerne: her er plads til at x antal børn og voksne ikke blot opbevares/passes, men også trives, blomstrer, har meningsfulde timer i deres liv.
Den øjeblikkelige norm: for mange børn og for få voksne på for lidt plads (med for megen larm) må og skal brydes!
Tanken om et samarbejde med arbejdsmarkedets parter, med det mål at sikre børns trivsel, lyder jo umiddelbart god og rigtig. Men forslaget om en generel nedsættelse af arbejdstiden og fagforeningernes medvirken hertil, rejser vel også nogle ubehagelige spørgsmål som Alternativet må formodes at skulle forholde sig til:
1. Skal det ske med en fuld lønkompensation, i alle sektorer (både det offentlige og private arbejdsmarked)?
2. Kan der skabes garanti for at den generelt nedsatte arbejdstid, konverteres til et tilsvarende antal nyansatte - eller kan en afledt effekt være at arbejdsbyrden blot forøges for de der går ned i tid?
3. Holder vi fast i kravet om fuld lønkompensation, vil dette så ikke betyde en forøgelse af arbejdsstyrken og dermed lønudgifterne i den offentlige sektor? Kan der skaffes et politisk flertal for denne merudgift?
4. I den aktuelle situation: arbejdsgiverne taler om mangel på arbejdskraft. Hvis arbejdstiden generelt sættes ned, vil det så ikke forøge manglen på arbejdskraft? Eller løses dette problem blot med en generel forøgelse af overarbejde - både i det offentlige og i det private?
Endeligt: så vidt jeg kan se det, vil et generelt krav om en 30 timers arbejdsuge jo i første række indebære at fagforeningerne rent faktisk rejser dette krav. Det har jeg ikke set at nogle af de store forbund har gjort, indtil videre. På den baggrund kunne jeg da godt ønske mig, at Alternativet redegjorde for om partiet har haft kontakt med fagforbundene for at høre hvad de mener om ideen. For det er fagbevægelsen der skal bære kravet igennem - i fald det skal realiseres. Lå der en opgave i at Alternativet indkaldte til en offentlig høring el. lign., hvor der var mulighed for at den læsende offentlighed blev klogere på om ideen rent faktisk har opbakning i fagbevægelsen?. Samt hvad der taler for og imod gennemførelsen af 30-timers ugen. Dette initiativ kunne være med til at kvalificere debatten, idet det ikke er første gang tanken er blevet fremført af partiet.
mvh. poul.
Hvis nu samfundet så undlod at blande sig omkring lærerplaner og struktur i institutionerne, fordi samfundet i den grad har en ide om at vore børn ikke bliver kloge og effektive nok allerede fra de er 5 år, kunne de problemer her sagtens løses ve dat give institutionerne og personalet frihed til omsorg og leg samt spontanitet. Kloge tilpassede børn som fra de er 2 år skal i " spændetrøje" bliver måske kloge børn, men ikke nødvendigvis lykkelige og frie børn!
Hej Poul Erik,
Det er rigtig gode spørgsmål og overvejelser du kommer med.
Og ja, det ville være optimalt hvis alle berørte parter kunne samles i dialog ift at finde de løsninger der holder i længden.
Her er parterne arbejdsmarkedets parter, politikerne, og forældre og børneperspektiv via de forskellige organisationer som findes på deres vegne.
Jeg kan sige så meget, at der arbejdes på en konference, ikke arrangeret af Alternativet, men af diverse aktører med interesse i børns trivsel.
Bedste hilsener
Nanna