Kronik

En rapport konkluderer, at vi akademiserer kunsten. Men ingen har spurgt, hvad vi laver

Kunstakademiet kritiseres i en rapport for at være blevet akademiseret. Men der er mig bekendt ingen, der har spurgt os forskere, hvad vi laver. Det undrer mig, hvordan de er kommet frem til modsætningsforholdet mellem kunstnerisk forskning og kunstnerisk praksis, skriver ph.d.-studerende på Kunstakademiet Honey Biba Beckerlee i denne kronik
Hvis Dahl havde været bare den mindste smule nysgerrig på, hvad jeg egentlig laver, ville han hurtigt kunne se, at jeg primært skaber kunstværker i traditionel forstand.

Hvis Dahl havde været bare den mindste smule nysgerrig på, hvad jeg egentlig laver, ville han hurtigt kunne se, at jeg primært skaber kunstværker i traditionel forstand.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Debat
21. december 2021

Jeg skriver fra orkanens øje. Jeg er en del af den lille håndfuld forskere på Kunstakademiet, som, politikere, ministre og nu en ny rapport mener, fjerner kunsten fra atelieret og er med til at akademisere Kunstakademiet. Det er orkanens øje, fordi her er helt stille. Der er ikke en eneste politiker, forsker eller minister, der har spurgt mig, hvad jeg laver.

Tilbage i marts 2021, da Folketinget skulle stemme om, hvorvidt Kunstakademiet skulle have etableret en bestyrelse, citerede Liberal Alliances Henrik Dahl fra min beskrivelse af min ph.d. Han brugte det som et eksempel på ’teorifolket’, der er skyld i »at håndværket ryger ud«. ’Problemet’ med mit projekt var, at det »kører kunstakademiet væk fra at være et sted, hvor man lærer at arbejde med materialer«. Denne kritik passede fint med daværende kulturminister Joy Mogensens holdning om, at kunstuddannelsen skal være mindre akademisk, teoretisk og forskningsbaseret og i stedet »koncentrere sig om at uddanne kunstnere, der kan berige vores samfund med kunstneriske værker«.

Dahl citerede en lille bid af min projektformulering, hvor jeg skriver, at jeg trækker på feministiske fortolkninger af kvantemekanik og antog på baggrund af det, at jeg holder foredrag og altså ikke laver kunstværker.

Vi blev ikke spurgt

Hvis Dahl havde været bare den mindste smule nysgerrig på, hvad jeg egentlig laver, og ikke bare udnyttede en linje i min projektformulering til at bekræfte sine fordomme, kunne han dog hurtigt have søgt på mit navn og set, at jeg primært skaber kunstværker i traditionel forstand. Og at jeg i forbindelse med min ph.d. netop har arbejdet med traditionelle håndværk, såsom vævning og keramik.

Jeg blev chokeret over, hvordan en politiker kan bruge argumenter baseret på fordomsfulde forestillinger, der ikke har hold i virkeligheden, når der skal tages vigtige beslutninger i Folketinget.

Joy Mogensen berettede dengang, at hun ville igangsætte en undersøgelse af ledelse og strukturer på de kunstneriske uddannelser. Den skulle komme med anbefalinger til fremtidig organisering og udvikling.

Nu er rapporten kommet, og pudsigt nok istemmer den sig det politiske forslag om at nedsætte bestyrelser og bekræfter kulturministerens antagelser om, at der sker en såkaldt akademisering af kunstakademiet.

Rapporten vurderer, »at det forholdsvis høje antal eksternt finansierede forskere og ph.d.-studerende på Kunstakademiet bidrager til at trække Kunstakademiets uddannelser mod et mere videnskabeligt og akademisk videngrundlag på bekostning af kunstnerisk praksis og kunstnerisk udviklingsvirksomhed«.

Af den grund skal vægtningen af eksterne finansierede forskere og ph.d.-studerende og ansatte med en baggrund i kunstnerisk praksis ’gentænkes’.

Der er mig bekendt ingen, der har spurgt os forskere, hvad vi laver, når vi bedriver forskning på Kunstakademiet. Hvordan de er kommet frem til modsætningsforholdet mellem kunstnerisk forskning og kunstnerisk praksis, undrer mig virkelig.

Jeg plejede at have tiltro til faglige udvalg, undersøgelser og kommissioner, men det virker på mig, som om ingen af rapportens skribenter har sat sig ind i, hvad vi forskere laver. Ingen af os på forskningsafdelingen er blevet interviewet eller har skullet afrapportere hvad, vi laver.

Derfor vil jeg gerne invitere på studiovisit. Den nye kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen, Henrik Dahl og samtlige forfattere bag den nye rapport er velkommen indenfor på mit ph.d.-kontor på Kunstakademiet.

Tag jer ikke af prøveprint på bordet

Når I kommer, må jeg nok som det første undskylde rodet. Der er stakke af prøveprint fra farvelaboratoriet og grafisk laboratorie, hvor jeg har arbejdet på at udvikle en ny marmoreringsteknik. På arbejdsbordet ligger der et hav af brændingsprøver fra keramiklaboratoriet, hvor jeg har udviklet et nyt keramisk materiale af et spildprodukt fra den digitale industri.

Min ph.d. er en ’praksis ph.d.’, som altså baserer sig på kunstnerisk praksis. Jeg valgte netop at huse min ph.d. på Kunstakademiet på grund af adgangen til værkstederne. Med et enkelt atelierbesøg vil I hurtigt kunne få afkræftet fordommen om, at kunstforskere ikke har en atelierpraksis. I vil ligeledes opdage, at mange af de største danske kunstnere i dag ikke har en atelierpraksis, og at god kunst ikke nødvendigvis er lig med godt håndværk eller produktion af fysiske værker.

Det er ikke den kunstneriske forskning, der truer værkproduktionen og den håndværksmæssige vægtning på akademiet. Det er såmænd selve den moderne kunst. Allerede med impressionismen i slutningen af 1800-tallet gjorde kunsten op med forestillingen om håndværksmæssig kyndighed som et kvalitetsstempel i sig selv. Det er påfaldende konservativt, faktisk regressivt, at mene, at målet med en kunstuddannelse skal være at lave godt håndværk.

Kunst og kvantemekanik udfordrer virkeligheden

Men hvad mener de med deres påståede akademisering? Når jeg skriver, at jeg trækker på feministiske fortolkninger af kvantemekanikken, er det en videreudvikling af Bohrs forskning i instrumentet og vidnets indvirkning på resultatet af et givent eksperiment. For mig er det en tilgang, jeg kan bruge til at udvikle nye materialer og teknikker.

Min kunstneriske praksis er meget optaget af at udfordre vores virkelighedsopfattelse, ligesom kvantemekanikken gør. Jeg har gennem årene lavet mange dobbeltspalteeksperimenter, som er det lyseksperiment, kvantemekanikken er baseret på. Det er evigt fascinerende, hvordan et lille lysfænomen kan udfordre alle vores hidtidige antagelser om, hvordan verden fungerer.

Hvis kritikken af akademisering går på, at kunsten bliver for intellektuel på forskergangen, så bør det fortælles, at intellektuelle strømninger i billedkunst rækker langt ud over forskningsafdelingen.

For eksempel skrev den danske COBRA-maler Asger Jorn mange breve til Niels Bohr med kritikpunkter til Bohrs komplementaritetsteori. Jorns havde sin egen teori, triolektikken.

Kunst og tænkning har altid gået hånd i hånd.

Filosoffer har været inspireret af kunsten, og kunsten har været optaget af de store spørgsmål, som teorien og filosofien stiller. Jeg skriver ikke til forskere og fortæller dem, hvordan de skal ændre deres teorier, så de passer til mine fantasifulde antagelser. Men muligheden for at blive tilknyttet en forskningsafdeling som kunstner gør, at jeg bliver udrustet til som kunstner at indgå i dialog med teoriens verden.

Hvis de, som kritiserer forskningen på Kunstakademiet, kiggede forbi mit ’kontor’, så kunne de se, at forskning og teori på ingen måde behøver være på bekostning af praksis. Tværtimod. Det kan have fatale konsekvenser for fagligheden, hvis man følger rapportens anbefaling og begynder at skære ned på kunstnerisk forskning på akademiet.

For det første vil man miste talenter, som i stedet vil rejse til blandt andet Sverige og Norge, hvor der er veletablerede og attraktive muligheder for kunstnerisk forskning. For det andet vil det blive op til universiteterne at overtage udviklingen af området, hvor det hidtil har været op til Kunstakademiet selv at definere kunstnerisk forskning i egen ret.

Det modsætningsforhold, rapporten skaber, mellem den såkaldte håndværksbaserede værkpraksis og den akademiserede kunstforskning er opdigtet. Den er politikerskabt og skaber intern splittelse. Kunstens mange praksisformer kan inspirere og bidrage til hinanden, men er i stedet blevet en kampplads.

Honey Biba Beckerlee er ph.d.-studerende på Kunstakademiet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Det er dog utroligt, som der rodes med begreberne i denne kronik.

På Billedkunstskolerne skelnes klart mellem Kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV)(svarende til ”artistic research” – eller det, som nogen kalder ”kunstnerisk forskning”) og så videnskabelig forskning om kunst.

”Kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV) er en betegnelse, der fokuserer på kunstpraksis som vidensproducerende handling. I kunstværket frembringes ny viden i materialeteten, samt i den tekniske og teoretiske viden, der danner udgangspunkt for værket”.

”I modsætning til KUV foregår forskningen på Billedkunstskolerne altid i samarbejde med et universitet, hvor den ph.d.-studerende er indskrevet. Man kan derfor ikke søge om en ph.d. direkte på Kunstakademiet”.

https://kunstakademiet.dk/da/studier/forskning-og-kunstnerisk-udvikling/...

Alligevel påstår kronikkens forfatter: ” Min ph.d. er en ’praksis ph.d.’, som altså baserer sig på kunstnerisk praksis”. Hvordan har kronikkens forfatter dog båret sig ad med at få godkendt KUV – virksomhed som grundlag for sin ph.d. - forskning? I strid med den klare skelnen, der officielt lægges op til på Billedkunstskolernes hjemmeside???

Når der videre står: ”Det er ikke den kunstneriske forskning, der truer værkproduktionen og den håndværksmæssige vægtning på akademiet”, så er der jo heller aldrig nogen, der har på påstået, at ”kunstnerisk forskning” i betydningen ”artistic research”, på dansk KUV, truer den håndværksmæssige vægtning på akademiet.

Der står videre:
”Det kan have fatale konsekvenser for fagligheden, hvis man følger rapportens anbefaling og begynder at skære ned på kunstnerisk forskning på akademiet.
For det første vil man miste talenter, som i stedet vil rejse til blandt andet Sverige og Norge, hvor der er veletablerede og attraktive muligheder for kunstnerisk forskning”.

Når det fremstilles på den måde, får man klart indtryk af, at der eksisterer en kunstnerisk praksisbaseret ph.d - grad i Danmark i dag på Billedkunstskolerne, og det gør der altså IKKE, heller ikke selv om der er personer, der åbenbart gerne vil forsøge at bilde offentligheden det ind.

Kronikøren anbefaler en kunstnerisk praksisbaseret ph.d grad på Billedkunstskolerne, og det er netop noget, der i rapporten nævnes, at ledelsen af Billedkunstskolerne kunne lade indgå i deres fremtidige overvejelser. Hvordan kan man så være utilfreds med det?

”Det kan også overvejes at beskrive en kunstnerisk praksisbaseret ph.d grad, sådan som det f.eks. kendes fra Norge, hvor det har styrket uddannelsernes videngrundlag og haft positiv effekt på rekrutteringen af lærerkræfter” (s. 27).

Min egen holdning på området kommer klart til udtryk i en ældre artikel af Morten Kyndrup:

”Selv hvor kunstneren og videnskabsmanden skulle komme til strengt fænomenalt at udføre eksakt de samme handlinger, sker det jo i forskelligt øjemed: Kunstneren gør det med henblik på værket, der i-sig æstetisk, dvs. sanset, skal kunne sige, være eller gøre hvad det nu skal.

Videnskabsmanden forsker med henblik på at bidrage til en samlet fond af viden, og det gør han i en form som skal være sammenhængende med, så at sige udvekslelig med den i forvejen eksisterende viden. Her er ingen værkkarakter, ingen i-sig-værende singulær værdi: Alting kan og skal kunne udveksles, kommunikeres, gentages, og det ideelt i et metasprog så neutralt som muligt. Videnskabelig viden er referentiel” (s. 13)

http://arkitekturforskning.net/na/article/view/254/214

Filosofiens opgave bliver at ”bygge bro” mellem kunst og videnskab, men for at den kan gøre det, må der kunne skelnes mellem kunst, filosofi og videnskab.

Bjarne Toft Sørensen

Rent historisk må det være væsentligt at minde om, at Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed (artistic research), som begreb og praksis, blev udviklet af forudseende personer i starten af dette århundrede, i en til dels koordineret nordisk indsats, selv om man ikke bruger helt de samme begreber i de forskellige nordiske lande.

Formålet var netop at undgå en akademisering af aktiviteterne på de videregående kunstneriske uddannelser, i takt med forsøgene på at harmonisere uddannelserne på europæisk plan, ikke mindst i forbindelse med Bologna - processen.

Man så bl.a. internationalt en tendens til, for så vidt, at der kun var de to muligheder, kunst ELLER videnskab, at videregående kunstneriske uddannelser blev lagt ind under universiteter, eller at midler, der tidligere tilfaldt videregående kunstneriske uddannelser, nu blev overført til forskning i kunst på universiteterne.

I forbindelse med udviklingen af begrebet i Danmark advarede man netop mod at bruge betegnelsen ”kunstnerisk forskning” for ”artistic research” og i stedet oversætte det med ”kunstnerisk udviklingsvirksomhed”, for ikke at forveksle ”kunstnerisk forskning” med ”videnskabelig forskning”. Forskningsbegrebet skulle forbeholdes det videnskabelige.

https://kum.dk/ministeriet/udgivelser/kunstnerisk-udviklingsvirksomhed

Til gengæld fik man ”kunstnerisk udviklingsvirksomhed”, der med hensyn til kravet om undersøgelse havde meget tilfælles med videnskab om kunst, men netop ikke skulle leve op til de videnskabelige teori – og metodekrav. Desuden var det et væsentligt krav, at ”kunstnerisk udviklingsvirksomhed” skulle være knyttet til den enkelte kunstners praksis som kunstner.

Man må dog konstatere, at det oprindelige ønske om forholdsvis klart at kunne skelne mellem det, der var henholdsvis kunst, kunstnerisk udviklingsvirksomhed og videnskab om kunst på forskellige måder er blevet ”saboteret”, ikke mindst på Billedkunstskolerne, hvor man undertiden kan være i tvivl om, hvorvidt de involverede er klar over, hvad forskellen er mellem kunst, kunstnerisk udviklingsvirksomhed og videnskabelig forskning.

”En af de afgørende pointer i forhold til at udfolde de forskningsmæssige praksisser og vores forståelse af, hvad kunstnerisk forskning og udviklingsvirksomhed er, er netop at lade disse praksisser tale for sig selv med deres eget sprog. Dermed kommer vores diskussion inden for feltet til at bygge på konkrete projekter snarere end på begrebsmæssige diskussioner om begreberne kunstnerisk forskning og udviklingsvirksomhed”.

https://www.kunstakademiet.dk/da/laboratoriet-kunstens-forskning

Ete Forchhammer

For et gammelt "tuttisvin” (som dirigenten Ole Smidt med et glimt i øjet kaldte os) af en musiker lyder det absurd med en forskergang på et kunstakademi. Men godt i tråd med når nuværende musikere “ta’r en bachelor” - et tydeligt indgreb fra omverdenen… en debutkoncert bli’r vel snart til et akustisk ph.d.forsvar?
Ikke at jeg ikke gerne studerer musikken eller hører om hvad forskere finder frem til, men ingen tvivl om forskellen på forskernes og mit fokus: findes musikken for at blive levendegjort eller for at blive studeret?

Ete Forchhammer

Ps: den udøvende må vælge: er jeg primært udøvende eller er jeg primært forsker? I respekt for begge professioner!

Peter Voss-knude

Synes da et studiovisit fra politiker lyder som en super god ide! Det kan være der i samme åndedrag skal gives et kursus i hvordan man bruger en touchscreen... samt måske understrege en code of conduct om at det er ret meget boomer-stil at afgive stemmer på andres vegne :-))))

https://www.dr.dk/nyheder/indland/la-politiker-kom-til-afgive-stemme-fra...