De sidste årtier har tsunamien af digitalisering og akademisering skyllet ind over sygehuse og skoler. Det har fuldstændig udslettet de ansattes mulighed for at foretage faglige skøn og have dertilhørende kritiske kollegiale samtaler. De ansatte føler sig behandlet, som var de ufaglærte. Det ødelægger enhver arbejdsglæde- og stolthed, og det vil ende med at eliminere vores demokrati.
De ansattes faglige myndighed er rygraden i det danske demokrati. Men vi synes nu på vej mod en amerikanisering af statens institutioner, hvor kvalitetskriterier drives af juristeri og karrierehensyn. Ledelser tager ikke længere ansvar, politikere taler abstrakt langt fra arbejdsgangene, og enhver må derfor klage gennem domstolene.
Faglige skøn og kollegiale samtaler foretages i dag privat og uofficielt. Der ringes sammen i fritiden og udveksles nødvendige informationer i travle korridorer. Enhver medarbejder med faglig kunnen, viden og holdninger vil forsøge at kompensere personligt for institutionelle mangler. Ellers bryder arbejdspladsen og -motivationen sammen. Men til sidst ender ansatte som ufaglærte klikarbejdere med digitale manualer, hvor der aldrig er plads til den konkrete virkelighed, fordi ledelseslaget alene forstår den som forstyrrelser og fejl.
Det er derfor sygeplejersker, folkeskolelærere og pædagoger i øjeblikket siger op og er sygemeldte. Der tales her meget om løn. Men kun fordi det er det eneste sprog, der er tilbage. De ansatte ved godt, at der ikke længere kan tales om faglig fornuft. Ledere uden praksisforståelse forstår simpelthen ikke meningen med de ansattes sætninger. Lederne kan endda synes, at sætningerne alene er udtryk for subjektive frustrationer, der bør ordnes privat hos en psykolog.
En gammel praksiskultur
Sygeplejersker, folkeskolelærere og pædagoger er uddannede på professionshøjskoler – ikke universiteter. De skal ud til en konkret opgave. De skal læres op i en vigtig, overleveret praksiskultur, hvor fortid, nutid og fremtid er flere sider af samme sag, og hvor kunnen, viden og holdninger ikke kan skilles ad. Der findes ingen løsning, der altid virker.
De bliver fagpersonligheder, der kan tage ansvarlige og personlige skøn og selvkritisk handle på et splitsekund. Hvad der er faglighed på gulvet, kan ikke nødvendigvis forstås og anerkendes af ledere med andre, måske akademiske, uddannelser. Det, der hos fagpersonalet forstås som selvfølgeligheder, kan hos ledelsen tolkes som uprofessionalitet, selv om der udføres en effektiv og kompleks kerneydelse.
Ansatte på sygehuse og skoler lever med handlingstvang. De står i situationer, hvor det ikke er muligt ikke at gøre noget. For også det vil have konsekvenser. Derfor har de ansatte brug for kolleger at sparre med. Var mit valg fornuftigt? Det er helt elementært. Sygehuse og skoler er praksisfællesskaber, der består af mennesker af kød og blod. Det går altså ikke at spare det væk og erstatte det med stordrift uden dialog.
Praksiskulturen på sygehuse og skoler er møjsommeligt opbygget gennem mange hundrede år af sygeplejersker og lærere. Kulturen har selvfølgeligheder, fordi ikke alt kan diskuteres og laves om hver dag. Traditioner, gentagelser og rutiner er nødvendige for at kunne håndtere konstante forandringer. Beslutninger skal tages på et splitsekund, og det kræver en kollektivt overleveret praksis og oplæring.
Overleverede selvfølgeligheder bliver i dag ikke anset som innovative eller fremtidsorienterede, fordi de unddrager sig en teknologisk oversættelse. Derfor overses disse værdifulde selvfølgeligheder ofte. Selvfølgelighederne er ’lavpraktiske’, det vil sige kropslige og mundtlige, og de er tids-, steds- og personbundne. Der er de aldrig abstrakte løsrevne akademiske teknologiske metoder, der altid virker. Og det skal de heller ikke være.
Sygehuse og skoler afhænger af, at de ansatte har den ansvarsfølelse, tålmodighed og mod, der gør, at de kommer på arbejde hver dag. Det er det personlige kendskab til kollegerne, patienterne og eleverne, der gør det muligt for de ansatte at vurdere, om det går bedre eller værre end i går.
Møder vikarer hver dag nye elever og patienter, kan de ikke vide, hvad der er gået forud, og derfor hvad der skal ske fremadrettet. Patienter og elevers fortællinger overleveres bedst i prosaform. En form som digitaliseringen har elimineret. Her dur kun data.
At binde fortid, nutid og fremtid sammen er en praksisfaglighed. Det er fundamentet for at udvikle en sammenhængende viden, kunnen og holdning. Det er kort sagt ikke metoder, der altid virker, der er kvalitetsstemplet. Det er de ansattes evne til at vælge den rette metode.
Omsorgen er konkret i nuet
De ansatte på sygehuse og skoler befinder sig altid midt i dilemmaer, paradokser og konflikter, fordi deres arbejde består i at løse en konkret, men uoverkommelig opgave. Så dér ligger patienten måske på gangen på grund af pladsmangel, og dér står computeren, der på grund af forsikringsspørgsmål og kommunikation kræver en ajourføring. Og der er kun ti minutter at handle i. Skal computeren fodres, eller skal den angstfulde patient holdes i hånden og have en snak? Lige nu straffes sygeplejersken for at vælge det sidste.
Og der sidder 3.B med et vigtigt og akut emne, der netop er opstået, men nu bryder Lise sammen på grund af forældrenes skilsmisse, og en national test skal også gennemføres. Hvad kan og skal læreren vælge? På et splitsekund skal der enten ske det ene, det andet eller tredje, og bagefter kommer nye valg, uden at den ansatte kan nå at overveje, om valget før var fornuftigt.
De ansatte påtager sig et personligt ansvar, fordi opgaver altid kunne have været løst på så mange andre måder. På den måde står ansatte udspændt mellem nødvendighed og frihed, fordi vores fælles livsopgaver skal løses.
Syge og gamle skal plejes og behandles, så vi bliver ved med at have et menneskeligt og værdigt samfund. Børn og unge skal undervises og vejledes, så de kan blive myndige voksne. Nogle skal endda engang blive selvstændige sygeplejersker, lærere og pædagoger. Men hvordan vi opdrager og behandler, vil altid være et åbent spørgsmål. I hvert fald så længe vi lever i en moderne oplysningstid og ikke har overladt den side af sagen til dogmatiske præster, teknokratiet eller diktatorer.
Sygehuse og skolers svingdørskultur isolerer hver enkelt i egen selvrefleksion og digitale dokumentationskrav. Ledere har ikke længere konkrete opgaver, der ansvarsfuldt skal løses. De har direktiver, der skal overholdes og statistikker, der skal opfyldes. Og ansvar, der skal forflygtiges.
Det har nu resulteret i en abstrakt verden, hvor sygeplejersker ikke har mulighed for at gøre, hvad der er menneskeligt og fagligt nødvendigt, og hvor sårbare elever sidder i kantiner, hvor det regner ind, uden lærere og undervisningsmidler. Imens henviser politikere og embedsmænd til møder om et halvt år.
Næste generation, syge og gamle drukner i teknokrati.
Modsætningen til teknokratiet er fornuft. Evnen til netop at overveje forholdet mellem praksis og teori. Se den enkelte del i helheden og omvendt. Forstå spændingen mellem nødvendighed og frihed. Altså det modsatte af bevidstløs og gentagende praksis eller stædigt at holde fast i teori, mens patienten lider og eleven overlades til tilfældigheder.
Sygeplejersker, lærere og pædagoger har opgivet at tale fornuft med kommune og stat. Det kunne ikke ende andre steder.
Iben Benedikte Valentin Jensen er kandidat i pædagogik og har en master i vejledning.
Et meget stærkt og meget nødvendigt indlæg omkring vore bestemmelse rog handlinger i omsorg og læring.
Som nu 76 årig tidligere pædagog, tm. leder m.v. kan jeg fuldstændig se dette indlæg som nødvendigt og håber virkelig den læses ikke mindst af områdeledere ,konsulenter administratorer m.v.
I øvrigt Iben har jeg en ide om at jeg var din mors første praktik vejleder.
Hvor er det sandt, det der her udtrykkes. Desværre temmelig sikkert langt over en DJØF´fers fatteevne.
Mere demokrati i hverdagen, og et opgør med de hierarkiske ledelsesstrukturer kunne være en vej frem.
Skulle ønske dette indlæg nåede til Christiansborg og de turde se virkeligheden i øjnene og ikke mindst fatte, begribe og handle på et så klart, utvetydig og informativt budskab. Tak for du satte de to fagområders virkelighed i relief.
Jeg er lærer gennem 38 år og har, sammen med fagfæller, forsøgt at trænger igennem i mange år (siden New Public management begyndte under Fogh). Det har mildt sagt været op ad bakke.
Sandheden er, at ledelse har været alfa og omega, faglighed været opfattet som i bedste fald irriterende at høre på, i værste fald decideret segregerende. Utallige er de medarbejdere, der enten er blevet fyret eller har surfet videre af egen kraft. ikke af fri vilje, mind you, men fordi der er grænser for, hvor længe man kan klare at blive mistænkeliggjort.
Pressen, lokale politikere, samt naturligvis KL har været virkelig svære at imødegå, men hårdest er det naturligvis, når man i dagligdagen har måttet leve med, overleve i, ledelse og også udvalgte dele af lærerkorpset, for at bruge et gammelt udtryk, praktisere "de smilende dræberes tyranni" . "Enten er du med os, eller også er du mod os." "Sådan er det, det er et grundvilkår", har været måden, man har ledet gennem stram konsensusstyret pædagogik.
Det har fået mange til at sige stop, men under "nye koste fejer bedst, har man kørt videre, hen over slagmarken. Resultatet er, at eleverne har oplevet utallige lærerskift, ofte kombineret med løse vikarer til at dække sygdom, overgange, nyansatte.
Man kan jo godt være en god lærer med en kandidat i journalistik, sagtens. Men man kan sgu ikke undvære faguddannede. Og en student på 18 år kan altså ikke det samme som en lærer med erfaring, ej heller en nyuddannet lærer, der skal forsøge at blive erfaren. Det er ikke en børnefødselsdag, det her.
Tak Iben, for en skarp og stærk analyse. Den fik mig til at reflektere over min sidste tid i mit fag, som hospice-sygeplejerske. Nu er jeg på efterløn. IT systemer blev mere og mere vigtige i vores arbejde og på en måde så der var mindre og mindre plads til de psykologiske beskrivelser, som jo selvsagt er meget vigtige, når mennesker ligger for døden. Vi fik at vide at vi kun skulle referere de mere hårde facts. Hvilket resulterede i at vi måtte bruge lang tid på overlevering mellem vagterne på at tale om de vigtige processer for patienter, pårørende og os selv. Så jeg genkender fuldstændig din beskrivelse. I dag har jeg ingen lyst til at komme tilbage til
sundhedssystemet fordi det bliver mere og mere menneskefjendsk. Det er det der skal gøres noget ved, hvis vi vil have god og omsorgsfuld pleje og behandling. Og arbejdsglæde med høj faglighed.
Tak for denne kronik som italesætter en af de efter min mening største trusler mod vores velfærdssystem, her kaldet tsunamien af digitalisering og akademisering. Og afstanden mellem det politiske og administrative magtlag og praksislaget. Som ansat forskellige steder i sundhedssektoren i ca. 30 år har jeg oplevet en stadig hyppigere grad af forandringstiltag. Og en stadig mindre grad af inddragelse og beskyttelse af opbygget praksis og viden. Beslutninger træffes i højtliggende magtlag hvor højtlønnede ledere med akademisk baggrund i forening med politikerne sørger for at dette foregår. Hvem der fodrer hvem med hvad kan jeg ikke gennemskue. Men at det har udviklet sig til et levebrød for mange tusind mennesker med højere løn end de der arbejder i praksis er jeg ikke i tvivl om. Hvilket jo desværre også gør at magtlaget ikke har nogen interesse i at der ændres på tingene. Nytteværdien af mange af de tiltag der er sendt ned gennem systemet udspringende fra fx. Folketinget, KL og Regionerne kan jeg have mine tvivl om. Hvilket er tankevækkende når man tænker på hvor mange penge og personaleressourcer der er brugt på det gennem årene. Som det er nu og har været i mange år kan man rundt omkring i det offentlige system bare vente på at bruge personaleressourcer på næste gang der skal laves om. Når der skal laves meget om bestilles et eksternt konsulentfirma til mange millioner til at analysere organisationen. For ikke at tale om de enorme ressoucer der bruges på nye digitale styringssystemer som kan opfylde kravene til nye arbejdsredskaber og krav fra Folketinget, KL og Regionerne. Og nu står vi så i en situation hvor systemet i praksislaget er begyndt at vise svaghedstegn. Fundamentet er begyndt at smuldre og jeg er stærkt bekymret for denne udvikling. En bygning står som bekendt kun så længe fundamentet kan bære det.
Desværre er det op ad bakke mod institutionaliserede overblik og har været det siden der som i det gamle Grækenland var dem der "havde overblikket" og dem der udførte hvad deres ”overblik” havde set. Og så var deres ”overblik” jo igen, apropos Me too, afhængigt af om de på ”hjemmefronten” var til repræsentationskone, husholderske, elskerinde eller loverboy, eller det hele. Som med al systemisk vold, så er nedværdigelsen og undertrykkelsen ofte usynlig for de implicerede. Den "mægtige" (i sin selvforståelse) undertrykker den afmægtige, og den afmægtige svarer igen enten med ressentimentsfølelse (á la Nietzsche) eller går i afmagt (á la kolonialismens ofre).
Under kulturrevolutionen i ’68-’80 i Kina afskaffede man ”overblikket” (Læs Yan Lianke), men som med alle ”revolutioner” satte man bare et andet i stedet for, som vi kan forstå Kina på i dag. Professionspædagoger, -lærer, -sygeplejersker, -politifolk m.m. har brug for redskaber så de kan verificere deres kompetencer og viden og skabe et ægte overblik over det de foretager sig. Hvordan gør man det uden at kreere en ny ”overbliksklasse” og en ny ”ressentimentsklasse” og mere afmagt? Hvordan forhindrer vi at der på ny begynder at opstå egocentrismer (som 3-årige børn i Piagets børneopfattelse) som erklærer deres mytologiserede ”overblik” for det brugbare og verificerbare. I stedet for at hvert AFSNIT er i stand til og har plads til at udvikle dets brugbarhed og en verificerbarhed? Det kræver vist at vi får etableret en anden tilgang på diverse skoler og uddannelser end den fra det gamle Grækenlands slagne hvor nogle har overblikket og andre bruger redskaberne?
Mon hele verden kan været i et regneark ? (undskyld: Et Excel-ark)
Jeg har ca 40 års erfaring inden for det tekniske skolesystem - her ser man samme udvikling; Cheferne er nu fra CBS eller Uni og har ALDRIG nogensinde tilbragt en dag bag et kateder eller en filebænk. Men ikke desto mindre ved de meget bedre end erfarne lærere hvordan undervisning skal skrues sammen.
Hvordan man f.eks. lærer en smedelærling at svinge en hammer (såkaldt "tavs viden") kan Excel-generalerne ikke få ind i deres ark - ergo må det være forældet og unødvendig viden, som bør erstattes med rutine i at taste tal ind i Excel.
Jorn Johansen og søren ploug
Netop!
Hvordan får man det gjort legalt - igen! - at dele viden og kunnen via det simpelt hen at gøre det?
Og hvordan får man det -igen - gjort legalt, at succeskriteriet er udførelsen og anvendeligheden af handlingen - i stedet for at vinge af i et felt i regnearket?
GOD ARBEJDSLYST!!!
Lærerne, pædagoger og sygeplejersker står forrest i frontlinjen. For 30 år siden kaldte gymnasielærerne undervisningstimer for konfrontationstimer. Mange lærere og sygeplejersker flygter fra fronten og forsøger at komme videre i systemet væk fra det de oprindelig var uddannet til. Industriarbejdspladserne er overtaget af elektronik. Den frihed fx lærerne havde er væk og de er nu reduceret til kontrollerede industriarbejdere der bare skal levere en vare. Sørgeligt.
Der mangler et ord i overskriften: Vi skal KUNNE stole på . . . o.s.v.