Min mors håndtaske er 30 år gammel. Den er af sort læder, som har massevis af ridser og ujævnheder. I den ene side er remmen gået løs, men den er hægtet sammen med et stykke grønt sejlgarn. I taskens kanter er flere af syningerne gået op, og læderet slidt af. To hvide kantbånd af plastic buler ud fra taskens bund. Men min mor skiller sig ikke af med den – den fungerer jo fint. Selv om den ser herrens ud.
Sådan omgås min mor i det hele taget sine ting. Hendes husgeråd er ikke blevet skiftet ud siden min barndom. Det er de samme pander, tallerkener og kander som dengang. Hendes telefonbog er en, jeg fik i fjerde klasse. Hun overtog den, da jeg flyttede hjemmefra, for der var stadig plads på siderne. En del af hendes tøj er også det samme som dengang. Hun har stadig en gulstribet badedragt, jeg kan huske fra sommeren 1989 på Skagen. Og hendes læderjakke ligner det, den er – en sag fra 80’erne.
Min mor er født i slutningen af 1940’erne, i efterkrigstiden. Selv om hendes far var læge, voksede hun op i knaphed og nøjsomhed. Alt, der kunne bruges til noget, blev gemt. Gavepapir blev genbrugt. Dingenoter af metal blev gemt i en kasse. Tøj blev repareret eller syet om. En voksenfrakke kunne blive til en børnefrakke, kjoler kunne lægges ind eller ud. I femte klasse arvede min mor et par sko, der var to numre for store.
Den mentalitet førte min mor videre i vores husholdning. Ikke på en særlig bevidst måde, tror jeg. Hendes holdning havde vist ikke noget med et politisk engagement at gøre. Den sad bare i hende som en refleks: Man smider ikke brugbare ting ud. Man køber ikke nyt, medmindre det er nødvendigt. Man serverer ikke overdådige retter, da mad dybest set handler om at blive mæt. Man smider ikke om sig med penge. Heller ikke hvis man har dem.
Da jeg var yngre, kunne jeg af og til skamme mig over vores hjem og ting. Over at der ingen smarthed og fornemhed var. Hun havde ikke sans for lækre og nye ting, selv om hun altid har tjent godt. Hendes fokus har altid været på tingenes brugsværdi, ikke på deres æstetik.
Men med tiden er jeg blevet mere og mere overbevist om, at hun har fat i den lange ende. I hvert fald når det kommer til den klimakrise, kloden befinder sig i. Selvfølgelig bilder jeg mig ikke ind, at genbrug og nøjsomhed alene kan reducere vores CO2-udslip. Men jeg synes alligevel, at min mors gamle håndtaske er et sindbillede på nogle af de udfordringer, vi står over for.
Forbrugets sociale betydning
Psykologisk set er noget af det sværeste ved klimakrisen, at manglende forbrug nemt kan opfattes som nærighed eller kiksethed. Manglende forbrug får nemt negativ betydning for vores sociale liv. Hvor lidt vi end vil det, er det svært ikke at rynke på næsen ad en gammel, laset håndtaske. Det er svært ikke at dømme taskens ejermand. Det er svært ikke at tro, at hun enten er tosset, fattig eller nærig.
Der sker med andre ord en mærkelig kobling af varer og karaktertræk. En kobling af den materielle verden, som påvirker vores klima, og den sociale verden, der fylder nærmest alt for os. Der sker en kobling mellem den ydre og den indre verden.
Det er muligt, at denne kobling mellem det indre og det ydre er ’naturlig’ eller endda biologisk betinget. Dømmer dyr ikke også hinanden på fjerpragten, pelsen og brølet? I al fald dømmer vi mennesker også hinanden på vores ting og det ydre. Hvor lidt vi end vil det. Vi kan godt sætte os op på den høje hest og sige: ’Jeg er ligeglad med ting og statusobjekter!’ Men det passer ikke. Ikke helt i hvert fald. Nogle er mere fanget af ting end andre. Nogle lader sig forblænde, mens andre til en vis grad styrer udenom. Men helt udenom tror jeg ikke, man kan styre. Desværre.
Laset sengetøj
Engang besøgte jeg en dejlig mand, jeg havde flirtet med. Aftenen forløb godt, og da vi endte i sengen, så jeg, at hans sengetøj var både laset og plettet. Det lugtede rent, bevares, men det var hullet og havde mærkelige pletter, som åbenbart ikke gik af i vask. Jeg må indrømme, at jeg ikke følte mig værdsat ved synet af det sengetøj. Jeg følte, at han ikke havde gidet at gøre sig umage for mig. Jeg følte, at han sendte et signal om, at så vigtig var jeg altså heller ikke for ham. Også selv om sengetøjet unægteligt fungerede; dynen og madrassen blev beskyttet mod smuds. Men den æstetiske værdi var helt ad helvede til.
Når jeg tænker over det nu, synes jeg egentlig, at min reaktion var mærkelig. Manden var sød, samtalen var god – og så fik jeg alligevel det indtryk, at han ikke værdsatte mig. Fordi han ikke havde gidet at fremvise et ordentligt sæt sengetøj. Jeg syntes umiddelbart, at det var utiltalende. Selv om man kunne argumentere for det stik modsatte: Han opførte sig moralsk ansvarligt i forhold til klimakrisen ved ikke at kassere sit gamle sengetøj. Ved ikke at købe nyt, bare fordi det gamle var slidt. For ligesom min mor gik han tydeligvis mere op i tingenes brugsværdi end i deres æstetik.
I denne fortælling er det kvinden, der dømmer manden. Men jeg er sikker på, at dommen over fremtoningen også gælder for mænds – og andres – blik på kvinder. Kvinder er om noget underlagt en masse krav til deres fremtoning. De skal have makeup på, tjekket hår, lækkert tøj. Høje hæle frem for flade sko. Tynde kjoler frem for tykke bukser. For ikke at tale om plastikoperationer, skønhedsbehandlinger, hårfarvning. Æstetik frem for brugsværdi.
Vi må ændre vores domme
At gøre sig umage med sin fremtoning er vel et signal til omverdenen om ressourcer. I den forstand er der en sammenhæng mellem det indre og det ydre, men problemet er jo, hvad selv børnehavebørn ved, at sammenhængen ikke er entydig. Den rige, der kører i en dyr bil, har jo ressourcer på én måde, men mangler måske nogle andre. Man kan købe sig til flot tøj, men ikke til selvtillid og ånd. Og de pæne familier med penge har også altid problemer. Alligevel er det umådeligt svært at undslippe den mekanisme, som gør, at vi skuer hunden på hårene. Det er svært at gøre ligesom min mor, der nægter at udskifte sin absurd slidte håndtaske.
Men vi må forsøge. Hvis ikke for medmenneskelighedens skyld, så for klimaets. For klimakrisen handler også om at fæstne sig for meget ved hinandens overflader. Den handler om vores manglende tilfredshed med de gamle ting. Den handler om, at nøjsomhed og afkald virker usexet, fordi manglende forbrug bliver opfattet som kikset og nærigt. Vi må tage livtag med den tanke. Vi må forsøge at ændre vores domme over andre og os selv. Så vi ikke er underlagt tingene og deres forfærdende påvirkning af klimaet.
Maja Lucas er forfatter og medlem af organisationen Forfattere ser grønt
Tak for super relevant indlæg. Man må håbe tingene ændrer sig i retning af din gamle mor. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at hun tilsyneladende var rimelig velstillet og altså ikke gjorde det af nød .Peter Venslev
Gode betragtninger.
Og helt nødvendige.
Før i tiden blev der dog også set ned på folk, der ikke 'opgraderede' deres indbo og beklædning, men siden 1990 har det antaget groteske proportioner, hvordan man skal tage sig ud i andres øjne, og de sociale medier har givet det turboskrue.
Men det har også noget at gøre med den splittelse, der fra politisk hold er blevet skabt med neoliberalismens ekstreme fokusering på det individuelle, reklamens tiltagende magt, hvor vi overfaldes af personlige annoncer og influencere alle steder, og kunstig behovskabelse og markedsføring.
Hvis ikke du ligner én, der har råd til at deltage i samfundslivet, er du ligegyldig som menneske.
Eller sådan har det i altfald været længe.
Der blæser dog nye vinde, for flere og flere, som skribenten og hendes pragmatiske mor, har fået øjnene op for, at vor planet ikke har uudtømmelige ressourcer, og at vi pinedød er nødt til at nøjes lidt længere med vores ting, også selvom de er langt fra den nyeste trend.
Tak for en vigtig kronik.
Det sjove er, at vi, der har beholdt skibsbriksen, de mørke køkkenlåger, de orange og røde margretheskåle og korkgulvet, nu pludselig hører folk udbryde: "Næh, retro!"
hanne plaschke
Ja. Jeg har 25+ år gamle bluser, som jeg pga vægttab kan passe igen - og som jeg jævnligt får komplimenter for: Hvor ER den flot - og sikke nogle dejlige farver... :-)
Jeg må indrømme, at jeg ville have svært ved at gå rundt med en taske, bundet sammen med grønt sejlgarn - men bruger med glæde min 50+ år gamle naturlæder-skuldertaske - og shoppere, jeg har syet af trævlede cowboybukser
... Dansk Industri og diverse handelsorganisationer er nok ikke så tilfredse med mine valg, men jeg har det fint og har bestemt ikke en opfattelse af, at menneskene omkring mig ser skævt til mig :-)
Min mærkeligste oplevelse var, at jeg havde købt en brugt, brun, halvlang skindjakke - og det var tydeligt, at alle betragtede den.
Ugen efter i metroen havde rigtigt mange en lignende NY jakke; men jeg er nu meget glad for det gode, gamle, prøvede.
Jeg er også virkelig glad for vores 60 år gamle tupperware-bøtter.
Vi lidt ældre ser forargede på de yngre, særligt den umiddelbart yngre generations krav til tilværelsen med en vis forbitrelse! Til tider raseri.
Ja, det er vigtigst, at en ting fungerer på bedste måde, så må dens æstetiske værdier kommer i anden række. Ja, det er godt at lave sin egen mad ud fra generelt ægte fødevarer, selvom man selvfølgelig kan søge hjælp i mangt og meget fra industrien til at kunne sætte sund og lækker aftensmad på bordet.
Nej, der er intet godt at sige om overdreven privatbilisme, selvom vi selvfølgelig ikke alle kan placere os med en strategisk afstand til bus og tog på 3-5 minutter. Eller måske burde man faktisk, når det kommer til bus, kunne lige netop det.
Det passer mig i hvert fald godt, når jeg ankommer til en station i Italien, at der synes evigt at afgå offentlige transportmidler med den mindste flække på vejen. Ikke altid nødvendigt, da man også mange steder har bevaret butikker til livets nødvendigheder; men landet er også stort med en stor spredning i indkomster, så mange steder ser man også den samme, ja måske en endnu mere forceret, jagt på status.
Godt at tage emnet op, men det undrer mig du ikke omtaler reklamens magt. Interessant hvordan reklame kan fremstå som usynlig, når vi med tiden er blevet mere og mere udsat for og påvirket af reklamer.
Jeg var så heldig at vokse op inden der kom reklamer i TV og har rimeligt nemt ved at tage din mors livstil med genbrug til mig. Men for yngre der massivt er blevet påvirket af reklamer igennem hele opvæksten kræver det en endnu højere grad af bevidsthed og mod at sætte sig ud over reklamens magt.
Jeg kan love dig at reklamebranchen kender meget til menneskelig psykologi og vores ønske om at høre til i gruppen/stammen. Så det er ikke spor mærkeligt at vi har svært ved at skrue ned for vores forbrug.
"Hendes fokus har altid været på tingenes brugsværdi, ikke på deres æstetik."
I dag er der ofte et omvendt forhold mellem de to ting, fordi tingene ikke bliver bygget til at holde længe nok til at optage det der med en fint ord hedder patina og som egentlig bare er slidtage. Men for at noget kan blive slidt skal det jo også kunne holde og det kunne mange af de ting der blev fremstillet inden firserne, hvor man ligefrem begyndte at indbygge en tidshorisont i ting. Eksempelvis kunne de tidlige gamle glødepærer holde i årtier, hvilket så bare ikke var hensigtsmæssigt ud fra et forretningssynspunkt, så der indbyggede man en svaghed i form af en mere skrøbelig tråd og vupti, så gik omsætningen i vejret. Den strategi er er i dag forfinet, således at noget elektronik, mærkeligt nok holder op med at virke præcis efter et, to eller tre år - alt efter hvor grådige producenterne kalkulerer med at det kan betale sig at være.
Og så er der jo cykler. Kors hvor er de bare blevet irriterende for en gør de selv´er. De fleste af dem har ikke engang en simpel kædestrammer.
Sidst min kæde var slap fik jeg en god idé: Jeg går da bare ned til cykelsmeden og beder ham om at sætte nyt dæk og slange på baghjulet, så bliver kæden jo automatisk strammet. Nej, det gjorde den ikke, for cykelsmeden bruger et "brækjern", hvorved han vrider baggaflen fra hinanden og både dæk og slange af og på - uden at tage hjulet af! Men prisen er der ikke noget i vejen med, den er helt i top. Kæden må du selv stramme, hvis altså du kan finde en kædestrammer - og det kan du i ni ud af ti tilfælde ikke.
I de gode gamle dage havde enhver cykel kædestrammere og når cykelsmeden skiftede dæk og slange tog han hele hjule ud og sluttede med at justere kæden, hvorefter der gik en rum tid før du igen skulle besøge ham. I dag nytter det ikke engang at besøge ham eller forsøge selv. Producenterne har se nemlig helst at du køber en ny cykel hver gang dækket er fladt eller kæden er slap. Og lur mig ikke rigtig mange faktisk gør netop det!
Jeg var engang sådan, at alle mine glas, kopper, tallerkener og bestik skulle være ens. Hvis jeg fx havde 6 glas og smadrede det ene, så måtte jeg jo købe et nyt sæt og smide det gamle ud.
For nylig var jeg på en café i en Italiensk landsby, og her var alting forskelligt. Det mindede om hinanden i farve, størrelse og facon, men var ikke ens.
Siden da er jeg gået over til samme princip. Det andet er for åndsvagt og OCD-agtigt.
Søren Kristensen: Det er bedst at skifte kæden. Hvis mellemrummene bliver for store, så trækker kæden kun på en enkelt tand på tandhjulene som så bliver slidt hurtigere.
Vi er så ens i vores del af verdenen, at det er de små marginaler, der adskiller os. Og på trods af drømmen af lighed for alle, trives de fleste alligevel med klassesamfundet og det at have nogle at se ned på og op til. Derfor betyder noget så ligegyldigt som en Gucci taske eller en BMW noget.
Det er meget menneskeligt, og formentligt noget med biologi at gøre. Lidt ligesom i løvernes verden er den mest attraktive han, den der har den sorteste manke, så er en velhavende mand mere attraktiv som partner, end en fattigrøv. Og hvordan får man scoret den flotteste pige at få børn med, selvom man er lille tyk og skaldet? Netop ved at vise at man kan beskytte og forsørge. Og der er en Ferrari mere end en Skoda.
Men grunden til at det har større konsekvenser nu end tidligere, at forbruge, for at kunne vise at jeg klarer det godt, er at vi er blevet knap 8 milliarder mennesker på jorden, stigende mod 13 milliarder mod år 2100. Og det er der ikke længere ressourcer nok til.
Men det vil altid være sådan at en konge vil kræve at have det bedre end sine undersåtter, og resten af os stræbe efter selv at blive konger i vores egen lille verden. Og det kan heller ikke Maja Lukas lave om på, for biologi er ligeså gammel som livet på jorden.
Jacob Nielsen, den kunstige verden af tilvirkede genstande, vi har skabt, har ikke en skid med naturlig signalværdi at gøre - hvis det overhovedet er andet end noget, der foregår indeni hovedet på udviklingsbiologer.
Når mænd ønsker at være onde ved kvinder, fremhæver de altid, at det er dem, som køn, der har skabt den verden, vi lever i lige nu. Og det er formentlig langt hen ad vejen rigtig, for en del af den verden har også været at undertrykke kvinder, og at forhindre dem i at skabe selv.
Det hele handler nok i bund og grund om mandens natur, testosteronet og trangen til at eje, tiltrække sig sex og at dominere.
Derfor tror jeg også på, at en mere lige verden, vil være med til at skabe den rigtige fremtid. Ikke kun i Danmark, men for hele verden. En verden hvor kvinder er mere lige, er en verden, hvor vi har en chance for at overleve. Bl.a. ift. antallet af mennesker på jorden.
Steffen Gliese, historien er fuld af rige mænd der alene pga. deres magt (ja, penge er magt) scorer flotte damer, som de ellers ikke ville have en kinamands chance for, hvis det ikke havde været for deres penge. Og det kan du og jeg ikke ændre en skid på.
@ Frederikke Nielsen
Hm.. Det er mere skjult i vores del af verden, men der er ganske mange fattige, især efter Finanskrisen, hvor man fik den mærkværdige idé, at spare sig ud af den.
Lovgivningen har rettet sig mod at skabe et så billigt arbejdsudbud (læs: fattige ledige), at arbejdsgiverne kunne profitere, selvom købekraften var lav, fordi folk sparede op istedet for at forbruge.
De fattige er gemt af vejen med mere lovgivning, der forbyder tiggeri og overnatning på åben gade, ligesom Dark Design har gjort det nærmest umuligt at finde en varm rist eller bænk at ligge på.
Der er flere og flere working poor, der er ansat på nul-timers kontrakter i Danmark, og mange, der lever under den fattigdomsgrænse, den forrige regering fjernede, og som Socialdemokratiet ikke har ønsket at genindføre.
Mange syge og handicappede cykler rundt i Jobcentercirkus i årevis på kontanthjælp eller i ressourceforløb, for at kommunerne kan spare på udgifter til førtidspension.
Hjemsendelsesydelse, kontanthjælpsloft og 225-timersreglen betyder, at mange lever fra hånden til munden hver dag.
Der er over 65.000 fattige børn i Danmark, der slet ikke ville opleve nogen form for Jul uden hjælp fra organisationer som Frelsens Hær, Folkehjælpen og Mødrehjælpen, som hele året samler ind for at støtte udsatte familier.
(Det hjælper så bare ikke de, der er alene)
"Op mod 65 procent af alle, der har søgt om julehjælp hos os, fortæller, at de har et dagligt madbudget på under 100 kroner. En gennemsnitsfamilie, som søger hos os, er på tre, så hvis man skal mætte tre munde med daglige måltider, er man meget økonomisk presset, siger han.
Men ikke alle får hjælp. Det afhænger nemlig af, hvor mange penge der bliver samlet ind."
https://www.a4arbejdsliv.dk/artikel/rekordmange-oekonomisk-pressede-fami...
Rigdommen er under coronakrisen blevet endnu mere skævt fordelt.
6 mænd ejer det samme som halvdelen af verdens befolkning.
Eva Schwanenflügel, jeg er med på at fattigdom er en kompliceret størrelse, og at det derfor hurtigt bliver en svær debat: https://faktalink.dk/titelliste/fattigdom-i-danmark
Måske skal vi bare være lidt mere klar på, hvornår vi taler om absolut fattige (som store dele af verden omkring os er) og hvornår vi taler om relativt fattige (som typisk bruges som indikator i de rige lande). At bruge ordet "fattig" om folk på dagpenge eller kontanthjælp med adgang til sundhedsvæsen og alt anden fælles infrastruktur etc, støder mig, da jeg bruger ordet "fattig" om dem, der absolut intet har. Og dem er der få af i Danmark, hvis overhovedet nogle.
Men jeg anerkender, at det derfor alligevel kan være svært at have det svært. Og at vores velfærd og higen efter trofæer, gør det sværere. Jeg har da selv levet i relativ fattigdom i 5 år, da jeg studerede, så jo, jeg kender det.
En god vaccine mod at købe flere nye ting er at besøge fx Kirkens Korshærs lager - tre-fire MEGET store lagerhaller helt proppet med tøj, møbler, elektronik osv osv, som for langt det mestes vedkommende fungerer helt fint. Man får direkte forbrugskvalme af det syn.
Rent praktisk så voksede Maja Lucas' mor så også op med produkter og varer, der ikke var designet til at gå i stykker efter et begrænset antal år, så producenten kunne garantere sig endnu et salg.
Det er fint med et fokus på alt man personligt kan/bør gøre. Og der er mange produkter, der fungerer fin, men man skifter dem ud alene pga. modesans eller man er blevet træt af at se på den/det. Men der skal love og straffe til at ændre selve produktionsformerne for de produkter der er designet til at gå i stykker. Dette vil også kræve et opgør med den måde firmaer tjener penge, nyt syn på vækst og hvordan man skal organisere en økonomi. Og da dansk økonomi er uløseligt forbundet med resten af verden, er det også dér at man bliver enige om nye love. Og fryse dem, der ikke vil indordne sig, komplet ud af verdenshandlen.
Jacob Nielsen
"Og hvordan får man scoret den flotteste pige at få børn med, selvom man er lille tyk og skaldet? "
Prøv at spørge Sophia Loren :-)
Jacob Nielsen
"Og hvordan får man scoret den flotteste pige at få børn med, selvom man er lille tyk og skaldet? "
Det kunne jo også være, at han rent faktisk er god ved hende, Mange smukke kvinder har nok ikke de bedste erfaringer med mænd.
Jacob Nielsen
"Og hvordan får man scoret den flotteste pige at få børn med, selvom man er lille tyk og skaldet? "
Prtøv at spørge Sophia Loren :-)
I øvrigt havde TV2 en glimrende artikel om netop fokusset på det personlige klimaaftryk. Ikke dermed sagt at man ikke bør gøre mere som Majas mor (og min egen for den sags skyld gjorde), det skal helst bare ikke være løsning-EN.
https://nyheder.tv2.dk/klima/2021-10-25-har-du-daarlig-samvittighed-over...
@ Frederikke Nielsen
Du kan ikke rigtigt sammenligne studerende med fattige, for de fleste studerende lander jo heldigvis et godt job efter endt uddannelse.
Det er også derfor, de ikke er medtaget i statistikken over fattige, (se dit eget link)
Selvom oplevelsen af at være fattig kan være reel nok for en studerende, er der håbet til forskel fra håbløsheden ved at være underlagt andres skalten og valten med éns liv, uden udsigt til bedring nogensinde.
Derfor har Danmarks Statistik også medtaget :
"...tre forskellige vinkler. Én fokuserer på indkomstniveauet (lav indkomst), én fokuserer på forbrugsmulighederne (relativ fattigdom), og én fokuserer på personers selvoplevede indtryk (økonomisk sårbarhed),” siger afdelingsdirektør i Danmarks Statistik Niels Ploug i en pressemeddelelse fra Danmarks Statistik ."
(Igen fra dit link)
I teorien har alle lige adgang til sundhedshjælp, men det er en sandhed med store modifikationer.
Fx er tandlæger, psykologer og fysioterapeuter ikke gratis.
Der er også ofte årelange ventetider på operationer, med mindre man har en sundhedsforsikring via sit arbejde eller privat.
Hjemløsheden er stigende, den nærmer sig 6500 danskere, og 500 (registrerede)migranter.
Mange er unge, der har været plejebørn.
Her mangler der efterværn.
Også blandt de ældre over 50 år er hjemløsheden steget:
"Ifølge Vives seneste hjemløsetælling, som er fra 2019, var 1545 personer over 50 år ramt af hjemløshed.
I alt er antallet af hjemløse mellem 50 og 60 år vokset med 52 procent siden 2009. I samme periode er antallet af hjemløse over 60 år steget med 76 procent.
»Det er et særligt problem for de ældre, fordi de også ofte har en række sundhedsmæssige og psykiske udfordringer.«
"Antallet af ældre hjemløse er vokset markant siden 2009"
https://www.berlingske.dk/danmark/antallet-af-aeldre-hjemloese-er-vokset...
I Danmark bryster vi os ofte af at leve i et velfærdssamfund, men sandheden er, at det for det meste er middelklassen og opefter, der har gavn af den.
Der burde overhovedet ikke være fattige, relativt eller absolut, i et så rigt samfund som vores.
Eva Schwanenflügel, det støder mig, at du ikke anerkender studerende som relativt fattige.
Og ja, jeg er med på, at det er den gængse historie, og også begrundelsen for, at studerende ikke regnes med i statistikken om relativ fattigdom (udover det ville trække ned på tallene). Men 5 år i relativ fattigdom er lærerigt - også selvom du ikke vil anerkende det.
Tror det der mangles er en brede forståelse for hvad mode er.
Tænk på hvorfor gamle romaner lovpriser kvindes mælkehvide hud, og i da skal man helst være solbrændt.
Frederikke Nielsen - jeg har både været på SU under uddannelse i seks år og (da jeg ikke kunne gennemføre den uddannelse) på bistand. Min personlige erfaring er, præcis som Eva S. siger, at fattigdommen føles langt værre på bistand, netop pga manglen på fremtidsudsigter. Alle de mennesker, jeg kender, som har prøvet det samme, siger det samme.
Nej, man har ikke en bøjet femøre til overs på SU - men man ved at det er overstået på et tidspunkt, og man ved oven i købet HVORNÅR det er overstået. Der er en verden til forskel.
En kommentar nævnte tingenes kvalitet...jeg kunne ikke være mere enig. Ting laves bevidst med udløbsdato... printere, el-pærer, ekværktøj mm ... og selv tøj som sys bevidst sjusket så syningerne går op efter kort tid.
For ikke at snakke om de mængde kina plastisk- l-ord man kan købe for "billige penge" I diverse butikker ...ofte noget man ikke har behov for at eje.
Det elværktøj man køber i Harald og andre butikker er også lavet i Kina og holder måske 1-2 hjemmeprojekter. Men for mange er det mere overskueligt end købe et stykke kvalitets værktøj de kan have i en levealder.
Jeg har min fars lange herrefrakke fra 50erne. Den har på det tidspunkt kostet kassen og vil idag kun kunne fået skræddersyet. Men er stadig som ny (bare ved at blive lidt for lille) og først efter 70 år... 70 år er de første syninger ved at gå i silkeforet.
Og det er tidløs kvalitet.. s-ord på modetrends. Udtryk dig selv.
Kina er blevet symbolet på eksport af billigt skrammel og virus. Måske hvis vi holder med at købe derfra og istedet ved producenter som laver kvalitet vi kan rette tingene lidt op.
PS. For få dollar kan du få et rep-kit som kan få din printer til at køre igen, frem for at skrotte og købe nyt. Nedbrud er ofte baseret på en indbygget udløbsdato. Det er nok lidt mere træls at tælle om din led pære rent faktisk lyser i de 30.000 timer du har garanti for.
@ Frederikke Nielsen
Du behøver ikke at blive stødt, for det er ikke mig, der ikke anerkender at studerende er fattige; for det er de, imens de uddanner sig.
Det er Danmarks Statistik, der beregner det sådan.
Hvis du søger på lidt ældre debatter, vil du se, at jeg støtter at SU sættes op, og er totalt imod nedskæringer på dimmitendsatsen.
Der er også den forskel på studerende, at nogle har velhavende forældre, der sørger for forældrekøbt lejlighed, eller på anden vis spæder i kassen når der er lavvande, imens andre skal klare sig fuldstændig på egen hånd.
Men permanent fattigdom er helt anderledes.
På kontanthjælp eller de famøse ressourceforløb befinder mange syge og handicappede mennesker sig i ti, tyve eller tredive år.
Her er der intet håb om forbedringer på sigt.
Når køleskabet står af, må man bare leve uden køleskab.
Når man får betændelse i en tand, må man få den hevet ud, uden at få en ny. De, der har en lille pensionsopsparing bliver tvunget til at hæve den for at betale tandlægeregningen.
Hvis huslejen stiger, bliver man tvunget til at flytte eller bliver hjemløs.
Hvis du skulle leve af SU i ti, tyve eller tredive år uden håbet om forbedringer af din tilværelse, ville du nok blive temmelig desperat på et tidspunkt.
@ Frederikke Nielsen
Du behøver ikke at blive stødt, for det er ikke mig, der ikke anerkender at studerende er fattige; for det er de, imens de uddanner sig.
Det er Danmarks Statistik, der beregner det sådan.
Hvis du søger på lidt ældre debatter, vil du se, at jeg støtter at SU sættes op, og er totalt imod nedskæringer på dimmitendsatsen.
Der er også den forskel på studerende, at nogle har velhavende forældre, der sørger for forældrekøbt lejlighed, eller på anden vis spæder i kassen når der er lavvande, imens andre skal klare sig fuldstændig på egen hånd.
Men permanent fattigdom er helt anderledes.
På kontanthjælp eller de famøse ressourceforløb befinder mange syge og handicappede mennesker sig i ti, tyve eller tredive år.
Her er der intet håb om forbedringer på sigt.
Når køleskabet står af, må man bare leve uden køleskab.
Når man får betændelse i en tand, må man få den hevet ud, uden at få en ny. De, der har en lille pensionsopsparing bliver tvunget til at hæve den for at betale tandlægeregningen.
Hvis huslejen stiger, bliver man tvunget til at flytte eller bliver hjemløs.
Hvis du skulle leve af SU i ti, tyve eller tredive år uden håbet om forbedringer af din tilværelse, ville du nok blive temmelig desperat på et tidspunkt.
Jeg gemmer kvitteringerne på alt elektronik og mekanik, jeg køber, og bruger reklamationsretten, som er to år, ret flittigt.
Engang fik jeg pengene tilbage for et sæt cykellygter til 39 kr halvandet år efter, fordi fjederen sprang ud da jeg skiftede batterier.
Hvis det en dag bliver populært nok, kan det vel ses i deres budget, så der bliver gjort noget ved det.
FOMO er jo også et stort problem - folk, der følger med flokken i masseforbrug, må i stedet se at udvikle sig til selvstændige individer med selvstændig smag og behov, så alle ikke kan og vil det samme. Industrialiseringens massefremstilling står for fald, vi kan med den teknologiske udvikling holde os til at fremstille efter behov - det, som i sin tid skabte den store forskel mellem dem, der havde råd til at bestille, og de mange, der enten ikke kunne få, eller som måtte nøjes med et industrielt produkt i ringere kvalitet.
I dag misbruger vi teknologien ved at fortsætte med massefremstillingen, men i form af sortimenter med store designmæssige forskelle på det samme produkt. Det er, fordi man holder fast i udbuddet som styrende; men vi skal hen til at basere os på efterspørgsel. Det kræver forudseenhed hos forbrugeren - jeg skal huske at planlægge mit grønsagsforbrug inden plantning, hvis jeg ikke er selvforsynende - til gengæld vil det i langt højere grad frigøre den enkelte fra at bruge sin tilværelse på unødvendigt arbejde.
Genbrug behøver ikke være uæstetisk. Der ligger også en "brugsværdi" i at de ting vi omgiver ser æstetisk og smuk ud. Så brug hullet sengetøj til vinduespudsning og find en anden lækker gammel håndtaske på loppemarked eller i byttehus på genbrug.
Mange gamle ting ser faktisk ret smukke ud.
Ellers er jeg helt enig med at bruge ting, tøj og sager i mange år (indtil de mister deres brugsværdi eller bliver uæstetisk at se på). Jeg har selv meget tøj som er op til 30 år gammel. Heldigvis ser jeg også mange unge mennesker i genbrugsbutikker.
Jeg er bange for, at det er sådan, Eva Schwanenflügel, at nyt og kvalitet er kommet til at betyde endnu mere for dem, der er økonomisk svagest stillet, når vi nu skal pege problemstillingen med status i forbrug.
Det er også sådan, der tænkes institutionelt, tilsyneladende, hvor man ikke anvender den i dette tilfælde berettigede almindelige husmoderlogik. Man kan leve for ganske få penge, hvis det er nødvendigt - og for nogle er det et spørgsmål om, at få penge giver dem en anden form for frihed en muligheden for stort forbrug.
Det kræver imidlertid, at vi holder op med at sammenligne os med andre hele tiden og istedet opdyrker de behov og interesser, der passer til os selv. Her er brugsværdi betydeligt vigtigere end et mærkevarenavn.
Hvad om man (beslutningstagere) fremskyndede vedtagelsen af produktansvars-vedtagelser.
Et hvert produkt som indeholder eller består af ikke-biologiske, miljøfremmede stoffer skal tilbagetages af producenten,
når produktet er defekt eller forældet!
Slut med planlagt forældelse.
Slut med 'modetøj' som holder bruges præcis en sæson og ellers ender til forbrænding.
Slut med polystyren, aluminium, glas - og plastik-emballage i natur og vejkanter.
Producenterne skal være nødt til at tænke udskiftning af reservedele ind i deres produkter. Og planlægge hvor de skal hen efter brug.
Jeg ved godt at den slags beslutninger skal tænkes igennem,
men vi har ikke tid til at vente i årtier længere.
Kom nu.
Producentansvar, tak.
Vi kan ikke overlade dét ansvar til forbrugerne og kommunale lossepladser.
@ Steffen Gliese
Det er muligt, at enkelte kan føle en form for frihed ved at gøre sig uafhængige af mammon.
Men så skal de også være HELT solo, og måske flytte ud i en eller anden skov.
Som det er idag, får folk jo ikke lov til at være i fred for Jobcenteret.
Man skulle tro, de læste Informations spalter. ;-)
https://borsen.dk/nyheder/baeredygtig/erhvervslivet-skal-selv-samle-skra...?
Eva Schwanenflügel, man kan ikke argumentere imod en fremtidig virkelighed ved at påpege, hvordan det forholder sig nu.
Jeg har det helt som Majas Mor, jeg hader at smide ting væk, når tingen stadig er funktionel eller kan repareres eller genanvendes. Det er også derfor, at jeg sjældent køber nyt, hverken til mig selv eller til min husholdning. Kort sagt: jeg er en elendig forbruger set med væxtguruernes øjne.