Kronik

Det store fokus på flygtninge og asylansøgere i debatten er ude af proportioner. For de fleste er her for at arbejde

I den brede offentlige debat har vi stirret os blinde på flygtninge, selv om de udgør et mindretal af de udlændinge, der kommer hertil. Lang større er gruppen af migranter, der kommer hertil for at arbejde. Og dem er vi dybt afhængige af, skriver museumsinspektør på Immigrantmuseet Anders Thorkilsen i dette debatindlæg
Tilførslen af udenlandsk arbejdskraft er ikke en selvfølge. Den skal kultiveres, og vi er i skarp konkurrence med andre lande, skriver Anders Thorkilsen.

Tilførslen af udenlandsk arbejdskraft er ikke en selvfølge. Den skal kultiveres, og vi er i skarp konkurrence med andre lande, skriver Anders Thorkilsen.

Mia Mottelson

Debat
8. december 2021

Jeg lever i en middelklasseboble på indre Vesterbro. Den mest eksotiske person i min vennekreds er en lille rødhåret islænding, der har boet længere tid i Danmark end i Island. Jo, så har min kæreste italienske aner, men det er længe siden, at Angelo rumsterede i slægtshistorien.

Jeg arbejder som museumsinspektør på Immigrantmuseet i Farum, hvor vi formidler 400 års dansk indvandringshistorie. Det er et emne, som folk ofte har stærke holdninger til. Derfor er mit arbejde til tider en balancegang.

Bølgerne i indvandringsdebatten går højt, men stikker sjældent dybt. Debatten reduceres ofte til en polemik om flygtninge på motorvejen og islam. Migration er dog en kompleks og vigtig drivkraft i vores samfund, som ikke bør forsimples. Bare se, hvordan det gik de benzinhungrende briter. Jeg er fortaler for en nuanceret bred offentlig debat, så vi som samfund bedre kan tøjle indvandringens fordele og ulemper.

Siden barnsben har jeg villet være historiker, og jeg er nu den bedrevidende bordherre, der skyder populære antagelser ned. Jeg forsøger dog at lade være. Verden er uhyre kompliceret. Derfor kan det være nødvendigt at generalisere og pakke komplekse problemstillinger ned i letforståelige kasser. Ellers er det vanskeligt at navigere. Vi skal dog være simplificeringen bevidst.

De komplekse problemstillinger bør desuden jævnligt pakkes ud og støves af, og eventuelt fordeles i mindre og mere overskuelige kasser. Ellers går det ligesom med indvandringsdebatten, der ligner en stor og rodet flyttekasse med påskriften ’Flygtninge på motorvejen + det løse’. Kassens påskrift er dog misvisende.

De fleste udlændinge er her for at arbejde

I 2020 var antallet af asylansøgninger i Danmark rekordlavt. Ifølge Danmarks Statistik søgte 1.515 om asyl sidste år, hvilket er et fald på 44 procent i forhold til året før. Til gengæld blev der i 2020 givet 57.926 opholdstilladelser i Danmark, og af disse blev flest givet til arbejde, nemlig knap halvdelen. De rumænske statsborgere udgjorde den største gruppering, og 73 procent heraf fik opholdstilladelse til arbejde.

Det store fokus på flygtninge og asylansøgere i indvandringsdebatten er altså statistisk set ude af proportioner. Arbejdsmigration er det store dyr i åbenbaringen, og de to ting bør adskilles. Særligt da vi som samfund er dybt afhængig af udenlandsk arbejdskraft, der ønsker at arbejde i Danmark. Vi er dermed på den gode side af brain drain/brain gain-skellet.

Politikere og interesseorganisationer anerkender generelt behovet for udenlandsk arbejdskraft, men diskussionen bliver ført i et forholdsvis snævert og teknokratisk forum. I den brede offentlige debat har vi omvendt stirret os blinde på flygtningedebatten, hvilket overskygger indvandringsdebatten som helhed.

Det påvirker vores evne til at tiltrække arbejdskraft. Tilførslen af udenlandsk arbejdskraft er nemlig ikke en selvfølge. Den skal kultiveres, og vi er i skarp konkurrence med andre lande. De små årgange har brug for ekstra hænder, specielt i fremtiden.

Indvandringens mange ansigter

Arbejdsmigration har naturligvis sine slagsider. Indvandring er ligeledes mere end kroner og ører, og kronikkens formål er ikke at grave sig ned i et statistisk hul. I stedet vil jeg med udgangspunkt i dagligdagsbetragtninger rode lidt rundt i kassen ’Flygtninge på motorvejen + det løse’. Metoden er naturligvis håbløst uvidenskabelig, men nuvel.

Indvandring har mange ansigter. Allerede, når jeg tramper ned af trapperne for at komme på job om morgenen, bliver jeg mindet herom. Det er de unge udenlandske trappevaskere. På vej ud af porten tjekker jeg, at døren lukker ordentlig i. Der holder mange hjemløse stofbrugere til i mit kvarter, også fra andre lande. Fremme ved Hovedbanegården hopper jeg på linje B mod Farum.

I S-togskupeen sidder der normalt højtuddannede arbejdsmigranter. Nogle skiller sig ud ved at føre livlige telefonsamtaler blandt ellers søvnige medpassagerer. Det skyldes tidsforskellen. Tilbage i Indien nærmer det sig eftermiddag. De specialiserede arbejdsmigranter står ofte af ved Buddinge og Bagsværd Station, hvor store medicinalfirmaer holder til. Jeg fortsætter mod Farum.

På kontoret diskuterer vi for tiden »de evakuerede afghanere«. Det er en spøjs betegnelse. De er jo flygtet fra Afghanistan, vel at mærke med dansk hjælp. Ifølge det vedtagede særlovforslag vil de imidlertid ikke blive betegnet som flygtninge. Måske det er et forsøg på at give de evakuerede en juridisk forlomme. Ordet flygtning er forhåbentligt ikke blevet så stigmatiseret i politik, at man bevidst undgår at anvende det, når vi hjælper dem, der hjalp os?

Hele dagen går ikke med at diskutere. Vi er et lille museum med mange arbejdsopgaver. Blandt andet rundvisninger. Jeg ved ikke, hvordan gæsterne opfatter mig, så lad mig bekende kulør. Jeg er pladderhumanist, der som privat person går ind for en forholdsvis stram og selektiv indvandringspolitik. Jeg er ikke fan af mure og pigtråd, men jeg tror, at ’Fort Europa’ er en uskøn nødvendighed.

Efter rundvisningen hilser jeg på en kollega på vej ned på kontoret. I sin tid kom han til som gæstearbejder, hvor han fik job i industrien. Efter et langt arbejdsliv med talrige job arbejder han nu som rengøringsassistent. Vores snak falder ofte på hans datter, som han er pavestolt af. For et par år siden blev hun færdig med sin uddannelse på CBS og fik hurtigt job.

Et centralt tandhjul i vores samfund

Generelt er indvandring og integration en proces, der strækker sig over generationer. Det er hårdt arbejde. Særligt hvis man kommer til som ufaglært fra en meget anderledes kultur. Ifølge en analyse fra tænketanken Kraka bidrager majoriteten af muslimske efterkommere imidlertid lige så meget til samfundet som andre danskere. I den forstand er det altså en minoritet af minoriteten, der laver rav i statistikken.

Tilbage på Vesterbro har weekenden meldt sin ankomst. Min islandske ven og jeg skal ud at spise japansk. Jeg har savnet restauranterne under nedlukningen. At København har udviklet sig til et kulinarisk hot spot, skyldes i den grad udenlandsk arbejdskraft. Folk fra hele verden er kommet til for at udvikle byens gastronomiske ry.

Gassen risikerer dog at gå af ballonen, da der mangler arbejdskraft i restaurationsbranchen. Mange er rejst hjem under pandemien, og det er vanskeligt for kvalificerede ikke-EU-borgere at få visum. Skæve, lange arbejdstider og forholdsvis lav løn hjælper heller ikke på den nationale rekruttering.

Pandemiens følgevirkninger i branchen understreger et generelt paradoks. Udenlandsk arbejdskraft er et centralt tandhjul i vores samfund. Vi har brug for hårdtarbejdende udlændinge til eksempelvis at udfylde de job, som mange danskere fravælger. Samtidig har vi en overfladisk indvandringsdebat. Migration er jo mere end flygtninge på motorvejen. For at løse fremtidens udfordringer må vi italesætte, at indvandring har mange ansigter. Både gode, dårlige og det midt imellem.

Selv når jeg slingrer hjem fra restauranten, står det klart. Der har været vagtskifte på Istedgade. Den naturvinsdrikkende middelklasse har fortrukket sig. Indtil daggry er gaden overladt til folk fra blandt andet Afrika og Østeuropa, der sælger sex og narko. Drømmen om Vesten brister for mange.

Jeg svinger op ad Viktoriagade, låser mig ind i porten og tramper op ad trappen. I sengen ligger min kæreste og bobler sammen med vores baby. Vi er alle tre meget privilegerede med vores rødbedefarvede pas og overvejende skandinaviske aner, jeg ved det godt.

Anders Thorkilsen er museumsinspektør på Immigrantmuseet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leanette Nathalia Chresta Jensen

En god og velskrevet reminder.
Vi skal bare kæmpe for lige løn uanset hvor folk kommer fra og bevarelse af fagforeninger og danske mindstelønninger, så vi ikke ender med at man ikke kan leve et almindeligt liv i Danmark med et fuldtidsarbejde fordi lønningerne er dumpet.

Lillian Larsen, jørgen djørup, Else Marie Arevad, Inger Pedersen, Alvin Jensen, Inge Lehmann, Per Bøggild, Claus Bødtcher-Hansen, Birger Bartholomæussen og Bjarne Tingkær anbefalede denne kommentar
Birger Bartholomæussen

Lige nøjagtigt Leanette. Det er fagforeningernes opgave at bekæmpe uligeløn og social dumping.
Mens jeg boede i USA, kunne jeg om morgenen blive betjent af den samme mand i slagterafdelingen, som jeg kunne blive betjent af, når jeg på den lokale bar skulle have min belønningsøl for at have cyklet de 35 km rundt om byen. 2 jobs for at klare til dagen og vejen.

Lillian Larsen, Alvin Jensen, Inge Lehmann, Per Bøggild og John S. Hansen anbefalede denne kommentar

Overordentligt veltiltrængt fagligt funderet perspektiv! Tak!

Inger Pedersen, Alvin Jensen og Christian Gerhardt anbefalede denne kommentar