Det er nu over et år siden, at den franske skolelærer Samuel Paty blev henrettet på åben gade i islams navn. Årsagen var, at han havde vist Charlie Hebdos Muhammed-tegninger i sin undervisning. Lige siden har vi herhjemme haft en debat om visning af Muhammedtegninger i undervisningen.
I den debat er der en gruppe, der har glimret ved deres fravær, nemlig de demokratisk sindede praktiserende muslimer. Den fremmeste af den gruppes meningsdannere er Tarek Hussein, hvorfor hans fravær i debatten er særligt værd at dvæle ved.
Mere end nogen anden har Hussein, der er praktiserende sunnimuslim, nemlig slået sig op på at være i stand til at forene islam og demokrati. Eksempelvis gav han i 2015 et interview til Jyllands-Posten med overskriften »Gu’ fanden er det muligt at være både praktiserende muslim og demokrat«. Og på sin hjemmeside skriver han: »Mit formål med […] hele mit offentlige virke er at være et eksempel på, at det er muligt at forene identiteten som praktiserende muslim med at være en aktiv demokratisk medborger. Der er – og har aldrig været – et modsætningsforhold imellem de to ting.«
Bevisbyrden
Men ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser.
Jeg vil mene, at påstanden om, at islam og det liberale demokrati er forenelige størrelser, er så opsigtsvækkende og rejser så mange spørgsmål, at den kommer med en bevisbyrde. Og den bevisbyrde har Hussein endnu ikke løftet.
For den bevisbyrde løfter man ikke ved på forbilledlig vis at tage en juragrad, arbejde i et ministerium, være aktiv i foreningslivet og sidde i bestyrelsen på en højskole, sådan som Hussein har gjort.
Man løfter heller ikke bevisbyrden ved at opfordre muslimer til at stemme, sådan som Hussein gør. Hizb ut-Tahrir råber godt nok højt om, at muslimer bør afholde sig fra at stemme, men der er andre antidemokratiske bevægelser som eksempelvis Det Muslimske Broderskab, der intet problem har med, at muslimer stemmer. Det er derfor ikke i sig selv et udtryk for demokratisk sindelag, at man ser værdien i at stemme.
Nej, hvis man som praktiserende muslim vil godtgøre, at man har en demokratisk tolkning af islam, må man tage livtag med de punkter, hvorpå islam for alvor er på kollisionskurs med det liberale demokrati, som vi kender det i Vesten. For uanset hvordan man nærmer sig problemstillingen – om man undersøger den muslimske verden, sådan som den hollandske sociolog Ruud Koopmans har gjort i sin bog Islams forfaldne hus, om man læser islams hellige tekster, eller om man går ind i moskeerne herhjemme og stiller nysgerrige spørgsmål – står det klart, at islam har nogle alvorlige antidemokratiske knaster.
Stridspunkterne
En praktiserende muslim som Hussein, der vil slå sig op i debatten på at kunne forene sin tro med den liberaldemokratiske samfundsmodel, bør derfor sætte sig for ud fra et liberalt demokratisk perspektiv at kunne svare tilfredsstillende på oplagte spørgsmål til sin ideale samfundsmodel.
Oplagte spørgsmål til Husseins idealsamfund inkluderer:
Udgår magten fra folket via en forfatning baseret på ideerne fra oplysningsfilosoffer som Locke, sådan som den gør i et liberalt demokrati? Eller udgår magten fra Gud via hellige skrifter, sådan som den gør i en islamisk stat?
Er religion og politik adskilt? Eller er der en lang række aspekter af samfundsindretningen, som Gud har bestemt og overleveret til mennesker via profeten Muhammed, og som det ikke tilkommer os mennesker at afvige fra?
Er der lighed for loven? Eller bør der være forskellige rettigheder og skatter for borgerne afhængigt af deres køn og religion?
Er det altid tilladt at frafalde islam, sådan som religionsfriheden tilsiger? Eller findes der omstændigheder, under hvilke frafald er strafbart?
Er det tilladt at gøre grin med religiøse figurer – herunder Muhammed – i ytringsfrihedens navn? Eller er det strafbart at håne, spotte og latterliggøre det, der er allerhelligst for muslimerne?
Sådanne grundlæggende stridspunkter mellem islam og det liberale demokrati har Hussein mig bekendt aldrig forholdt sig til, hverken i debatindlæg, interview eller opslag på sin facebook-væg.
Undvigelserne
Heller ikke i sin bog Det sorte skæg gør Hussein noget forsøg på at adressere stridspunkterne. På side 13 begrunder han sit fravalg sådan her:
»Jeg er derfor også pinligt bevidst om, at mange vil bladre i bogen i håb om at læse om sharialovgivning, kalifatet og de hellige tekster. I så fald vil I blive skuffet. De diskussioner er både relevante og aktuelle, men jeg har i denne omgang overladt den debat til teologer og andre med større indsigt end jeg selv.«
Hussein har altså med sit virke i den offentlige debat slået et større brød op, end han indtil videre har formået at bage. Han påstår myndigt, at han kan få islam til at harmonere med det liberale demokrati, men vi har endnu til gode at høre hvordan.
Jeg har forsøgt at få Hussein i tale for at spørge ind til det, men han har afvist at gå i dialog med mig. Ligeledes har jeg set Hussein parere andre debattørers forsøg på at få ham til at forholde sig til det.
Og nu har vi så i over et år haft en debat om Muhammed-tegningerne i undervisningen, som Hussein i det store og hele har valgt at ignorere. Man skulle ellers tro, at han som praktiserende muslim og demokrat ville føle sig kaldet til at give sit besyv med. Men nej. I Danmarks mest betændte konflikt mellem islam og det liberale demokrati har Hussein åbenbart intet at byde ind med.
Sandhedens time
Derfor skriver jeg dette indlæg. Vi har et voksende muslimsk mindretal i Danmark, og vi er nødt til at insistere på, at det er legitimt at rejse debat om foreneligheden mellem islam og det liberale demokrati. Vi er nødt til at insistere på, at spørgsmål som dem, jeg stiller ovenfor, er så vigtige, at det er acceptabelt at forvente substantielle svar fra en debattør som Hussein.
Hussein og andre kan blive nok så indignerede over ’mistænkeliggørelsen’ i denne kronik, men jeg vil fastholde, at der ikke er noget odiøst i at bede Hussein forklare, hvordan han får islam til at gå op i en højere enhed med en vestlig sekulær, liberaldemokratisk samfundsmodel. Det odiøse er snarere, at Hussein er undvigende i forhold til at svare på rimelige spørgsmål til substansen af sin egen centrale påstand i debatten.
Mit håb er, at Hussein vil tage denne kronik som et velment spark.
Jeg håber, at vi kommer til at se ham begynde at tage livtag med de mange aspekter af islam, som er problematiske ud fra et liberalt demokratisk perspektiv. Jeg håber, at vi kommer til at se ham eksplicit forkaste en islamisk stat som samfundsmodel og eksplicit omfavne det liberale demokrati som sin ideale samfundsmodel – også for muslimer.
Og jeg håber, at vi kommer til at se ham kæmpe vedvarende og dybfølt på demokratiet og oplysningens side mod de antidemokratiske og førmoderne kræfter i islam, som aktuelt er ved at trænge genstanden for en af de vigtigste begivenheder i nyere danmarkshistorie – Jyllands-Postens avisside med de tolv Muhammed-tegninger og Flemming Roses tekst – ud af undervisningen.
Men hvis Hussein bliver ved med at undvige de svære spørgsmål, vil jeg opfordre offentligheden til at tage bestik af hans undvigelse. Så bør man se i øjnene, at der er en række stridspunkter mellem islam og det liberale demokrati, som Hussein – hvor sympatisk han end er – faktisk ikke magter at afklare.
Og vi bør efterlyse praktiserende muslimske meningsdannere, der formår at afklare stridspunkterne, og som vil deltage i debatten som demokrater ikke kun af navn, men også af gavn.
Eva Gregersen er cand.polit.
Det er fint at holde demokratiske spillere op på, om de mener demokratiet alvorligt, men det er ikke fint, når man bruger demokratiet som stråmand for at bekæmpe muslimers tilstedeværelse i Danmark.
Det virker som om at Evas demokratisyn er fundamentalistisk mens Tareks er pragmatisk. Indretningen af demokrati kan ske på mangfoldige måder, det danske er på ingen måde perfekt. Men Evas demokratisyn er en idealforestilling baseret på højreekstreme slogans.
Hvordan måler man om et demokrati er godt? Hvis det handler om at borgerne har maksimal medbestemmelse, så er der ikke meget demokrati i Danmark, hvor medbestemmelsen på nationalt plan drukner i en postuleret repræsentativitet. Det kommunale demokrati er bedre, men efter kommunesammenlægningen er afstanden fra borger til byråd blevet alt for stor, og i mange kommuner er magten i hænderne på en lille klikke af politikere. Sjovt nok er der mange lande fx Somalia muligheder for direkte demokrati, hvor den almindelige medborger har større indflydelse (Læs Herman Amborn).
Derfor er det også ligegyldigt om magten fra folket udgår fra en forfatning baseret på ideerne fra oplysningsfilosoffer som Locke. Det er en vestlig model, der har til formål at legitimere elitens magt over befolkningen.
Religion og politik er aldrig adskilt. I Danmark gælder love ikke før de er underskrevet vor Dronning af Guds nåde. Vi har et kirkeministerium, og man sætter automatisk folk som ikke er medlemmer af Folkekirken i kirkeskat, man skal selv sørge for at holde øje og give SKAT besked. Desuden, hvad er religion? Nationalismen er i mine øjne en religion, fordi den nationalistiske idé er baseret på åndelige forestillinger, og fordi nationalister rejser sig for nationalsangen og vil ikke have at Dannebrog berører jorden.
De samme mennesker vover ovenikøbet at hævde at demokratiet har sin rod i Kristendommen! Indtil for ganske få år siden, var der mange dele af den danske samfundsindretning, som var legitimeret af den kristne tro. Sådan er det så ikke mere, men jeg tror ikke vi er blevet mere demokratiske af den grund.
Der bør være lighed for loven. Det bliver en dejlig dag, når det også gælder i Danmark, men det går den modsatte vej. Fx er de nye love om dobbeltstraf et eksempel på, at borgere straffes for hvem de er , og ikke for hvad de gør. Det samme gælder fx den såkaldte ghettolov. Alene det at politikerne vover at definere boligområder som "ghetto" pga af de medborgere der bor der, viser at der ikke er lighed for loven i Danmark. Man kan finde mange andre eksempler. Også her har Danmark været på en lang rejse. I forfatningens første 70 år havde kvinder ikke stemmeret, og først efter krigen blev valgretten udstrakt til 18-årige. Fundamentalismen holder ikke, det er gradueringer.
Religionsfrihed betyder, at man kan vælge religion uden at blive diskrimineret af staten for sit valg. Det betyder, også at det er ulovligt at blive underlagt pres til at holde fast i en religion. Det kunne være dejligt, om det var sådan i Danmark, men det er det ikke. Vi accepterer at fx Jehovas vidner underlægger deres medlemmer et kæmpe pres. Vi accepterer også at muslimer ikke har samme muligheder for at udøve deres tro som kristne, og så undskylder man det med, at vi har religionsfrihed men ikke religionslighed (same same!).
Ytringsfriheden bør være ubegrænset, men det har den alligevel aldrig været, fordi den støder imod andre vigtige hensyn. Hvis der er religionsfrihed, hvordan kan det så være lovligt at forfølge muslimer med nedgørende propaganda? Hvorfor er det ikke tilladt at gøre grin med statsoverhovedet? Hvis man tager en juridisk grundbog, kan man finde et katalog over ytringsfrihedens begrænsninger. Demokrati kan selvfølgelig ikke være en undskyldning for forfølgelse og dæmonisering. Det starter med forhånelse - og ender med udryddelseslejre
Hvis man vil lære lidt om Lockes noget oligarkiske tilgang til liberalistisk demokrati, bør man læse Domenico Losurdos 'Liberalism - A Counter-History', der godtgør, hvordan alt kan forsvares med liberalistiske dogmer, så længe det beskytter de besiddende.
Der er ikke meget af debattørens nedslagspunkter, der har noget med demokratiet at gøre som sådan, det er snarere demokratiets begrænsning overfor den enkelte, mens demokrati i klassisk forstand jo er samfundets fastsættelse af regler ud fra flertallets synspunkt og interesser, herunder beskyttelse af samfundets religion(er).
Kristian, det er dig, der bruger stråmand i din påstand om, at Evas ærinde er muslim-bekæmpelse, når hun temmelig nøgternt ønsker svar på helt legitime spørgsmål.
Det er da interessant hvordan Tareks demokrati-syn forholder sig til de konflikter islam typisk har med demokratiske elementer som ytringsfrihed, adskillelse af religion og politik, kritisk forholden sig til en oldgammel lovsamling etc.
Dine ytringer om Danmark som et ikke-demokratisk, elitært, kristent land og din sammenligning med Somalia som et forbillede i demokratisk forstand er interessante, men jeg synes dine argumenter kan pilles fra hinanden et for et: Ghettolov og ghettostraf er dybt ulykkeligt, men en slags "sidste mulighed" for at forhindre bo-områder som i mange vestlige lande, hvor politi, brandfolk mm ingen adgang har til uden militærets hjælp. Lader vi stå til er det dèr vi ender, og så har vi i DK valgt at bruge særlpve for at forhindre det. Ærgerligt men nødvendigt. Jeg har 2 gange boet i ghettoer, og de fleste beboere jeg talte med var forstående overfor at forhindre deres område i at synke helt ned i lovløshed. Vi har religionsfrihed, og tillader Jehovas Vidner i at udøve tvang og vi tillader muslimer at udøve deres religion. At de ikke er ligestillede med kristendommen er korrekt, men mest tænker jeg , at du og ligesindede sjældent sammenligner med kristendommens vilkår i muslimske lande. Med god grund, for da ville jeres argumenter blegne. Religionsfrihed betyder ikke, at man ikke forskelsbehandler, det misforstår du, og igen kan du kigge ud i verden og konstatere, at vi har et af de mest liberale ikke-muslimske samfund i verden at være muslim i. Støtte til muslimske friskoler, muslimske foreninger etc. At din logik ender i, at kritiske spørgsmål er forhånelse, og at forhånelse ender i KZ-lejre siger en del.
I gamle dage havde vi fået et tillæg til §266, et stk. C, der ville have præciseret, at man heller ikke må spotte, håne og latterliggøre religiøse dogmer, der bygger på billedforbud. Sådan, som vi med selvfølgelighed i en demokratisk forfatning beskytter borgeren imod en anden borgers overgreb.
@Kristian Alex Larsen
Dine kommentarer er et pragteksempel på whataboutism.
Dine kommentarers problemstillinger er vel i og for sig relevante for demokratikritikken (og er heldigvis også emner, som vores kulturbaggrund tillader os at drøfte), men de tjener ikke til meget andet end at afspore den debat, som indlægget rejser.
Således ændrer de ikke noget på, at Eva Gregersens spørgsmål vedrørende de åbenlyse modsætninger, der er mellem den normale forståelse af demokrati og dogmatisk tolkning af Islam, stadig henstår fuldstændigt ubesvarede af de, der ellers hævder at danne bro mellem denne religion og demokratiet.
Særligt når man taler om en lovreligion som Islam, er denne diskussion ellers yderst relevant. For at holde os i den juridiske terminologi er det ved to modstridende hjemmeler ret væsentligt at vide, hvilken hjemmel der skal tillægges forrang.
Den såkaldt normale forståelse af demokrati er i en dansk sammenhæng ikke mere end 20 år gammel.
Morten Pedersen:
Jeg anerkender din kritik af Kristian i hans spørgsmål til Eva Gregersen og her er nuancer både fra dig og ham.
Nu ligger det i min optik sådan at Islam er en gammel religion og baseret på andre forudsætninger end kristendommen uanset det grundlæggende er samme Gud.
Lad det ligge, men jeg må tilstå. at jeg mener at muslimer skal have tid til ændring af kultur, for reelt har vi i dette land frem til tresserne ligget grundigt under en kristen tradition, hvor frafald ikke var velset.
Men din konklusion omkring ghetto kan jeg slet ikke være enig i, den lov er og bliver grusom og diskriminerende. Vi hverken bør eller kan dele mennesker op i de egnede og uegnede med mindre vi så kan opløse ejendomsretten og bestemme hvor de "rige" bør bo. Det er ok ,hvis de almennyttige byggerier får lov til at blande sig i de "pæne" kvarterer, når de boliger, som ikke kan reddes bliver nedlagt, men ikke før.
Men jeg er enig i at det ville være fint hvis muslimer slappede af og deltog mere i vores fællesskaber, men du ved så vel også det er lette sagt end gjort, hertil er for mange af os så skråsikre i egen kultur og vaner, at de vil vide, de kan blive hånet for ikke at spise grisekød eller drikke alkohol.
Den med politi og brandvæsen har været voldsom truet generelt holder altså ikke.
Det er en usædvanligt plat kronik. Eva Gregersen forlanger, at Tarek Hussein skal være ufrivillig officiel repræsentant for alle muslimer og at der findes en eller anden kanonisk, forkastelig fortolkning af islam, som han har pligt til at repræsentere – noget med karikaturer af profeter, bestemte holdninger til ligestilling osv. Interessant nok er det en kanonisk fortolkning, som Eva Gregersen har formuleret. Lad os kalde denne kanoniske, forkastelige fortolkning for Gregersen-islam.
Uanset hvad Tarek Hussein nu siger, vil han have tabt. Hvis han ikke lever op til Gregersen-islams doktriner, må det være fordi han ikke er ærlig. Hvis han derimod giver udtryk for at han er enig med Gregersen-islam, har han vist, hvor forkastelig han er.
Tarek Hussein kan lige så lidt presses ind i rollen som ufrivillig officiel repræsentant for "alle muslimer" som Eva Gregersen kan være officiel repræsentant for alle cand.polit'er.
Næste kronik fra Eva Gregersen kunne være en kronik, hvor Kristendemokraterne skal udnævnes til ufrivillige officielle repræsentanter for kristendommen, sådan som den repræsenteres af Søren Krarup og Sørine Godtfredsen. Sådan en kronik tror jeg dog næppe, vi vil få at se, bl.a. fordi Gregersen nok ikke er så langt fra netop Krarup og Godtfredsen i sine holdninger.
Det er altid et godt spørgsmål hvorvidt religion og demokrati fungerer sammen. Mig bekendt går det dog nogenlunde her til lands, selvom der er pænt mange Jesus-freaks, og da kristendommen er den altdominerende religion her, ville det væsentligt mere oplagt og interessant at spørge: kan kristendom og demokrati fungere sammen? At spørge det muslimske mindretal er fedt nok, men tænker ar svarene ville bilve omtrent de samme som ved at spørge Hr. og Fru Jesus Jensen, og der bør denne debat starte.
Tænkt hvis man brugte den samme retorik overfor alle politiker der vedkendt sig til kristendommen, bibel i hånden eller Luthers tekster i hånden kunne de fortæller os hvornår den nye og den gamle testament er foreneligt med det liberale demokrati s grundpiller.
Som religiøs person tænker jeg selv at det er svært at trække stregerne for hvornår samfundet skal forbyde religiøse at følge deres overbevisning, ved f.eks. at henvise til ligestilling mellem kønnene.
Derfor er det vigtigste spørgsmål for mig dette:
"Er det altid tilladt at frafalde islam, sådan som religionsfriheden tilsiger?"
Religionsfriheden, specifikt retten til at skifte eller frafalde sin religion, er den vigtigste af alle rettigheder i forsvaret imod den radikaliserede islamisme.
Hvis enhver undertrykt person er fri til at erklære sig medlem af en reformert udgave af Islam, eller erklære sig kristen, agnostiker eller ateist. Så vil undertrykkelsen aldrig kunne stikke så dybt. Og religionens bud vil ikke være effektive til at give magt til erobring eller undertrykkelse.
At fokusere på forsvar for og håndhævelse af religionsfriheden, er altså i sig selv et solidt værn imod religiøs undertrykkelse.
https://bopingvin.com/2016/12/30/et-krav-til-muslimer-og-danskere/
Eva vil gerne have at Tarek enten repræsenterer eller dementerer holdninger, som vi har set hos religiøse tosser. Han er jo en slags muslim, og må derfor kunne repræsentere andre slags muslimer, eller forklare deres sag og deres fejltagelser, ikke?
Jeg er en slags kultur-kristen, katolsk gift, og tror slet ikke på nisser. Skal jeg så også kunne argumentere imod tosserier fra Sørine eller Paludan eller Breivik, der jo også er en slags kristne?
Jeg har lidt svært ved at se, hvordan kristne, som faktisk er troende, kan integreres i et vestligt demokrati. Jeg formoder derfor, at Tarek kun forholder sig til "muslimer", der ikke er troende.
Men Evas krav om at Tarek bare lige vipti-vupti kan inkludere religiøse tosser i en realistisk løsning, det lugter lidt af forsætslig dumhed.
Hvilke dele af islam har hr. Hussein måttet give afkald på eller ligefrem tage afstand fra for at kunne hylde det danske demokrati?
Han kan jo fx ikke både være demokratisk sindet og samtidig hylde det muslimske syn på kvinders stilling i familien og i samfundet; de er ikke forenelige. Her må man vælge. Hvad vælger hr. Hussein? Islamisk kvindeundertrykkelse eller demokrati?
Man kan også tage tvangsomskæring, som er obligatorisk i islam, og dyrkes af muslimer i Danmark. Dette overgreb på børn strider mod almindelige menneskerettigheder og dermed det danske demokrati; de er ikke forenelige. Her må man vælge. Hvad vælger hr. Hussein? Tvangsomskæring eller demokrati?
Det var bare to eksempler. Man kan sikkert finde flere uforeneligheder mellem islam og det danske demokrati – hvis man altså gider.