Kommentar

Jeg er træt af coronakøer og træt af, at os under 15 ikke selv kan bestille test

Ventetiderne for at blive testet er for lange, og når man så endelig bliver testet, går der for lang tid, før man får sit svar. Det er særligt besværligt, hvis man er under 15 år, fordi man ikke selv kan booke en test eller se sit eget svar, skriver elev på Ingrid Jespersens Gymnasieskole Marina Scheel Agersnap i dette debatindlæg
Debat
9. december 2021

Jeg synes, det er alt for besværligt at få en test. Det er regeringen, som opfordrer os til at gøre det, men alligevel er der så lange køer, at man får lyst til at springe testen over. Hvis man vil booke en test, som man skal bruge hurtigt, kan man risikere at skulle vente flere dage, før man kan blive testet. Når man så endelig har fået booket og fået sin test, kan der gå helt op til over to dage, før man får svar.

Der burde være flere testcentre, så der var kortere køer, og man samtidig ikke skulle bevæge sig så langt for at blive testet. Det giver ingen mening, at det skal være så besværligt, når det er noget, som påvirker mange andre. Det burde være en selvfølge, at du kan komme til test, når du skal bruge den.

Det er specielt besværligt for unge og børn. Når man er under 15 år, kan man hverken selv booke en test eller se sit eget svar. Det kan gøre det ret besværligt for mange, for hvad nu hvis deres forældre hverken har tid til at bestille en testtid eller følges med dem hen til testcenteret?

Ventetiden for at kunne booke en test er ikke det eneste. Hvis ikke man får sit testsvar hurtigt, kan det ske, at man går rundt og tror, man er negativ, og kommer til at smitte en masse andre uden selv at være klar over det. Når man så har fået sit testsvar, er det for sent.

Man kunne indvende, at det er muligt at købe sine egne kviktest. Der er så bare det ved kviktestene, at de ikke er 100 procent præcise. Staten siger jo selv, at de ikke er lige så troværdige som PCR-testene. Hvis man nu ser bort fra, at det kan medføre falsk tryghed, er der stadig flere grunde til, at nogle ikke vil købe dem. Få mennesker vil bruge mange penge på at købe en test, du kan få gratis, hvis du venter.

Derfor ville det være meget gavnligt med flere testcentre. Ikke bare for enkelte personer, men for hele samfundet. Alle er trætte af corona. Vi har brug for ordentlige test uden lang ventetid, og desuden at folk følger restriktionerne. Ellers kommer vi ikke af med virussen.

Marina Scheel Agersnap er elev på Ingrid Jespersens Gymnasieskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her