Kronik

Her er tre grunde til, at vi skal rydde op i vores slemt forringede folkeskole

Kombinationen af besparelser, inklusions- og folkeskolereform har bragt folkeskolen i den sørgelige situation, den er i nu. Ministeren mener, at skolen skal have ro, men der er behov for at rydde op efter de seneste 12 år først. Og det er et politisk ansvar, skriver gymnasielærer Morten Rudfeld Henriksen i denne kronik
Omkring 2013 havde folkeskolen aldrig tidligere havde været ramt af så mange besparelser som på det tidspunkt og var samtidig pålagt at skulle inkludere tidligere specialskolebørn med langt færre ressourcer. Derefter kom folkeskolereformen, der kun forværrede situationen, skriver gymnasielærer Morten Rudfeld Henriksen i denne kronik.

Omkring 2013 havde folkeskolen aldrig tidligere havde været ramt af så mange besparelser som på det tidspunkt og var samtidig pålagt at skulle inkludere tidligere specialskolebørn med langt færre ressourcer. Derefter kom folkeskolereformen, der kun forværrede situationen, skriver gymnasielærer Morten Rudfeld Henriksen i denne kronik.

Joachim Adrian/Ritzau Scanpix

Debat
10. december 2021

De åbenlyse problemer i folkeskolen, der i november kom til udtryk i TV 2-dokumentaren Smertensbørn, der også tidligere er blevet omtalt her i avisen, er resultatet af 11 års politiske forringelser af folkeskolen. Vores nuværende undervisningsminister signalerer i en kronik i Berlingske fra maj 2021, at der nu skal være ro omkring folkeskolen. Men ro alene hjælper ingenting. Der skal ryddes op først.

Det er min påstand, at mange børn i dag lærer mindre, end de kunne have gjort, og at især nogle af dem lider unødvendigt i folkeskolen. Men for at forstå hele puslespillet er jeg nødt til at gennemgå tre af de vigtigste brikker, så vi kan danne os et overblik over problemet. Brikkerne er overlappende både i tid og betydning, men udgøres af besparelser, inklusions- og folkeskolereformen.

1. Besparelser i det offentlige i almindelighed og i folkeskolen i særdeleshed

Som reaktion på finanskrisen påbegynder den daværende VK-regering en massefyring i den offentlige sektor i 2010. Genopretningsaftalen fra 2010 indfører en besparelse i bedste grønthøsterstil af de offentlige udgifter på 0,5 procent af BNP hvert år i perioden 2011-2013. Om genopretningspakken var en nødvendighed eller ideologi, må andre slås om. Det har jeg ikke nok anslag til at skrive om, desværre.

For folkeskolen betyder det, at der allerede fra 2010 tilbydes dårligere undervisning, simpelthen på grund af kommunale fyringer af lærere. Det ved jeg, fordi jeg anvender indikatoren elever per lærerårsværk, hvilket er en bedre indikator for kvalitet i undervisningen end for eksempel udgifter per elev, da udgifter kan være andet end lærerens løn.

I skoleåret 2009/2010 var der således 12,1 elever per lærerårsværk, mens der i skoleåret 2012/2013 var 13,1 elever per lærerårsværk.

Et andet oplagt sted at spare nogle skattekroner er på klassernes størrelse. I 2009 var der gennemsnitligt 20,4 elever i en klasse, mens der i 2019 var 21,7 elever i gennemsnit. Desuden har man også udregnet andelen af elever, der går i klasser bestående af 25 eller flere elever. Den andel stiger fra 17 procent i 2009/2010 til 28 procent i 2018/2019.

Den næste store besparelse i det offentlige sker i forbindelse med omprioriteringsbidraget, der betyder, at kommunerne skal spare én procent af deres budget i perioden 2016-2019. Dette forværrer i sig selv de allerede igangværende problemer i det offentlige, herunder folkeskolen. Behold gerne denne brik i baghovedet under den videre læsning, kære læser.

Vores daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen var i 2010 endda meget tilfreds med sit arbejde: »Jeg er stolt over at kunne sige, at det lykkedes«, siger han og uddyber »Krisen har kostet det danske samfund dyrt. Nu kan vi komme videre. Regningen er betalt.« Danske skolebørn betaler stadig den regning i dag.

2. Inklusionsreformen og udviklingen i antallet af børn med psykiske lidelser

Der er sket noget med vores ungdom. Antallet af børn med en diagnose er eksploderet med en stigning på mere end 50 procent i perioden 2009-2019. Årsagen til dette skal jeg ikke kloge mig på, men den opmærksomme læser kan allerede ane, hvor dette bærer hen.

Lad os springe til fagkundskaben. Hvad mener for eksempel Rasmus Alenkær, psykologen fra Smertensbørn, om inklusion? Han mener såmænd, at det kan være en udmærket løsning, såfremt der afsættes tilstrækkelige ressourcer til inklusion i den almindelige klasse. Nuvel. Inklusion kan fungere for nogle under de rette forhold, men ikke for alle. Lad os nu finde ud af, hvad der faktisk skete i folkeskolerne efter 2012 og frem.

I 2010 bestiller Finansministeriet en analyse af specialundervisningen i folkeskolen, der ikke overraskende lægger op til, at der kan spares på dette område. Kommunernes Landsforening med flere griber straks bolden og skriver, at det giver et uheldigt incitament for skolelederen, at han ikke kan mærke, når han sender en elev til specialundervisning på sit eget skolebudget. At andre incitamenter end eget budget skulle være et uheldigt incitament, skal man vist være konsulent for at kunne påstå. Det er i hvert fald tydeligt, at inklusionsreformen sætter økonomi før barnets tarv.

I virkeligheden kan det sættes meget simpelt op: Gjorde man som fagkundskaben, repræsenteret ved Rasmus Alenkær, foreslog, altså indførte inklusion ved at tilføre ressourcer, da man lavede tiltagene? Svaret gives i et analysenotat af Danmarks Lærerforening i 2013, hvor der står:

»Udgifterne til specialskolerne per elev er faldet med næsten fem procent, og udgifterne til de almindelige folkeskoler per elev er faldet med godt én procent. Dermed kan man konstatere, at de penge, der er sparet på specialskolerne i 2012, ikke er blevet tilført de almindelige folkeskoler til at støtte inklusionen. Tværtimod«.

Det gør, at vi omkring 2013 har en situation, hvor folkeskolen aldrig tidligere har været ramt af så mange besparelser og samtidig har været pålagt at skulle inkludere tidligere specialskolebørn med langt færre ressourcer. Og så kan man jo tænke: Hvad kan mon forværre denne situation?

3. Folkeskolereformen

Nu skal vi til at lægge sidste brik i puslespillet: folkeskolereformen.

Folkeskolereformen tilfører flere undervisningstimer for de samme lærertimer i folkeskolen. Dog kan man hurtigt regne sig frem til, at antal pædagoger i folkeskolen stiger med cirka 340 procent.

Set udefra virker folkeskolereformen nærmest som en fusion mellem den gamle folkeskole og kommunernes SFO’er. Dette eksempel understøttes i et analysenotat fra Helsingør Kommune, som Helsingør Lærerforening sjovt nok har liggende på deres hjemmeside. I Helsingør kan lærernes nye måde at arbejde på næsten dække halvdelen af ansættelsesbehovet, når folkeskolereformens ekstra undervisningstimer skal bemandes. Den sidste halvdel tager pædagogerne fra den gamle SFO sig af ifølge planen. De penge, Helsingør Kommune får fra staten, ser ud til at skulle gå til andre områder, hvis implementeringen af reformen forløb, som notatet foreslog. Jeg ved godt, at Helsingør blot er én ud af 98 kommuner, men mon ikke de andre har gjort noget tilsvarende.

Folkeskolereformen har altså givet mange flere timer, 36 procent flere ifølge OECD, men med dårligere forberedt undervisning, da der er det samme antal lærere til at dække timerne. Pædagoger kan mange ting, men de kan ikke erstatte en folkeskolelærer i en undervisningssituation.

At folkeskolereformen indfører mere kvantitet på bekostning af kvalitet understøttes af, at danske elever blandt andet er blevet dårligere til matematik, ligesom fokus på kvantitet forstærker inklusionsproblemerne og forværrer elevernes koncentrationsevne. Trætte børn kan ikke instrueres i noget som helst. Det ved enhver, der har haft med børn at gøre.

Det er ikke børnenes ansvar at rydde op

Det er tydeligt, at de tre brikker tilsammen forstærker hinandens ugunst. Det er på tide, at vores politikere bider hovedet af al skam og opgiver ideen om, at flere og dårligere timer fører til bedre undervisning. Bedre timer fører til bedre undervisning. Vi skal normalisere timetallet til 2013-niveau og lade skolerne bestemme selv, hvordan mængden af de frigivne lærer- og pædagogtimer bruges bedst.

Hjemme i min egen husstand er vi ved at lære vores femårige, at man skal rydde op efter sig. Vores femårige, gentager jeg. Hun glæder sig i øvrigt til at starte i skole.

Kære politikere: Oven på finansloven får I lige et citat af Alanis Morissette formidlet fra mig til jer: »I’m here to remind you of the mess you left, when you went away.«

Morten Rudfeld Henriksen er gymnasielærer og far til kommende skolebørn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi skal tilbage til skolen fra dengang, hvor Bertel Haarder endnu ikke var begyndt at plyndre og hærge, og hvor det handlede om kvalitet i hvert enkelt tilfælde, ikke bare som helhed for den samlede masse.

Hans Houmøller, Bo Jensen, Torben Skov, Alvin Jensen, Viggo Okholm, Kim Houmøller, Helle Brøcker og jørgen djørup anbefalede denne kommentar

En fuldstændig troværdig gennemgang af de faktiske forhold i jernindustrien. Læg dertil, at man ansatte en masse unge mennesker, netop kommet ud af gymnasiet, som løse vikarer frem for uddannede lærere, samt holdt fokus på ledelse og prestigeprojekter fra private fonde, samt entrererede bevidstløst med portalbaseret læringsmålsstyret synlig læring, så har du en cocktail, der bombede vores børn og unge i hovedet hver dag i et helt grundskoleforløb.. Nu med covid-18 har de værst ramte skoler og kommuner, specielt i Storkøbenhavn, reelt mistet al normal undervisning i årevis og er blevet udsat for massive svigt.

Hans Houmøller, Alvin Jensen, Viggo Okholm, Kent Bajer og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Frits Rasmussen

Det er helt spot-on. Der mangler måske en fjerde bekymrende årsag. Nemlig at de nye lærer, der uddannes i dag, er fagligt dårligere funderet, end tidligere. Der bruges meget mere tid på pædagogik, klasserumsledelse, relatinskompetencer m.v., mens der bruges mindre tid på det faglige indhold. Det er selvfølgeligt vigtigt at vide, hvordan man underviser, mens hvis man fagligt ikke er tilstrækkelig inde i stoffet, bliver undervisningen alt andet lige ringere.