Kommentar

Det er udemokratisk, at Marie Krarup diskriminerer statsborgerskabsansøgere fra muslimske lande

Formand for Indfødsretsudvalget Marie Krarup erkender åbent, at hun forskelsbehandler ansøgere på baggrund af, om de kommer fra et »islamisk« land. Det er helt absurd, at man kan argumentere for diskrimination i tildelingen af statsborgerskaber, skriver kandidat i filosofi Hermon Shekol i dette debatindlæg
Marie Krarup, formand for Indfødsretsudvalget, har et forklaringsproblem, når hun forsøger at legitimere sin diskriminerende praksis.

Marie Krarup, formand for Indfødsretsudvalget, har et forklaringsproblem, når hun forsøger at legitimere sin diskriminerende praksis.

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Debat
9. december 2021

Det er en sjældenhed, at enkeltpersoner står frem og vedkender, at de diskriminerer.

De fleste, som har sagt noget, der kan forstås som diskriminerende, er hurtigt ude at benægte, at det har noget med diskrimination at gøre, eller de undskylder for deres udtalelser.

Derfor er det befriende og samtidig nådesløst, når Marie Krarup (DF), som er formand for Indfødsretsudvalget, siger til DR Detektor den 19. november, at hun »som hovedregel« stemmer nej til at give statsborgerskab til folk, som kommer fra »islamiske« lande, fordi hun formoder, at de vil bære deres hjemlands kultur videre. Hun vil gerne stemme ja til personer tilhørende de kristne mindretal i de pågældende lande.

Krarup uddyber, at når hun ikke kan få andre oplysninger, end at personen kommer fra et overvejende muslimsk land, vil det være tilstrækkeligt til, at hun stemmer nej. »Ja, jeg forskelsbehandler, det er tydeligt,« siger hun selv om sin praksis.

Udvalget skal ikke være et politisk værktøj

Den åbenlyse diskrimination og erkendelsen af den får mig til at stille følgende spørgsmål:

Er Indfødsretsudvalget et politisk værktøj, hvormed præmisserne for at godkende dispensationsansøgninger om statsborgerskaber afhænger af, hvem der sidder i udvalget?

Ønsker vi et Indfødsretsudvalg, som ændrer deres måde at godkende statsborgerskaber på, alt efter – og dermed hver gang – der er nye politikere med nye overbevisninger i forhold til udlændinge, som sidder i udvalget?

Og kan vi acceptere, at muslimer ikke får en fair behandling, udelukkende grundet deres religion eller kulturelle ophav?

Morten Messerschmidt angiver ligeledes i P1 Debat den 25. november, at intet af det, som Krarup siger, er kontroversielt, i og med at grundloven sikrer, at politikere kun er bundet af deres egen overbevisning og derfor selv må bestemme, hvad der er udslagsgivende i forhold til at godkende eller afslå en dispensation om statsborgerskab. Hvis Dansk Folkeparti har lyst til at sige ja eller nej til ansøgere som følge af religion, »så er vi fuldstændigt frit stillet til det«.

Men hvis vi skal acceptere, at Krarup og Messerschmidt træffer deres beslutninger i Indfødsretsudvalget på baggrund af religion, må vi også acceptere ethvert andet tilfældigt kriterium, som udvalgets øvrige medlemmer måtte komme op med. Og så bevæger vi os væk fra det grundlæggende demokratiske lighedsprincip om, at to ens sager også skal bedømmes ens. Dermed bliver Indfødsretsudvalget et politisk værktøj og ikke et udvalg, som fører opsyn og behandler dispensationssager om statsborgerskaber på præmisser, som er fair for alle.

Det er aldrig uskyldigt at gøre forskel

De åbenlyse problemer, som Krarups udtalelser medfører, er ikke det eneste, som er kontroversielt. Undervejs i Detektor-interviewet siger Krarup, at begrebet diskrimination har sit ophav i latin, hvor det blot betyder ’at gøre forskel’. Hun mener, at begrebet har fået en negativ klang, fordi folk fejlagtigt antager, at der er tale om at gøre uretfærdig forskel – i Krarups øjne kan forskelsbehandling godt være retfærdig.

Og det kan forskelsbehandling jo i princippet også – hvis der vel at mærke er tale om positiv forskelsbehandling. Men det er ikke det, Krarup praktiserer. Det er negativ forskelsbehandling og altså diskrimination.

Hvem vil minde Krarup om, at de værste begivenheder i menneskets historie har fundet sted med afsæt i diskrimination? Apartheid, slavehandel, krige med afsæt i religion, krige med afsæt i nationalisme og så videre.

Diskrimination har aldrig haft en uskyldig og neutral betydning, det har de seneste mange tusinde år været forbundet med at gøre forskel på folk og dermed legitimere de mest forfærdelige måder at behandle andre på.

Derfor er det absurd at påpege, at det at diskriminere blot betyder at gøre forskel og især i et demokratisk samfund, som hviler på, at diskrimination skal ophøre, og at alle er lige berettiget til at blive hørt i den offentlige samtale.

At formanden for Indfødsretsudvalget ikke ser diskrimination som værende problematisk i udvalgets arbejde i forhold til at træffe de rigtige afgørelser, forekommer mig at være udemokratisk og nærmest i strid med formandens arbejde.

I et liberalt demokrati skal man altid være påpasselig, når enkeltpersoner eller myndigheder forsøger at legitimere diskrimination.

Demokratiet er født ud af et opgør med myndigheder og enkeltpersoner, som retfærdiggjorde og legitimerede diskrimination for egen vindings skyld.

Derfor har formanden for Indfødsretsudvalget et forklaringsproblem, når hun forsøger at legitimere sin diskriminerende praksis i forhold til at godkende dispensationssager om statsborgerskaber.

Hermon Shekol er kandidat i filosofi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvad ville der ske, hvis et medlem af Dansk Folkeparti meddelte, at han eller hun altid nægtede at give statsborgerskab til den jødisk person?

David Breuer, Poul Genefke-Thye, Ete Forchhammer , Tommy Clausen, erik pedersen, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

*en ikke den

Kære Hermon Shekol

Tak for Deres debatindlæg om dansk indfødsret foræret til udlændinge.

Grundlovsgiverne har bestemt, at dansk indfødsret til udlændinge kun må foræres politisk ved lov, hvilket altså vil sige ved diskrimination.

Det følger af af grundlovens § 44, stk. 1, at ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov. Endvidere følger det af grundlovens § 56, at folketingsmedlemmerne ene er bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.

På det første lovforslag om meddelelse af indfødsret i Rigsdagen i 1850 blev de 10 ansøgere allerede dengang anset for at være et ikke ringe antal af indenrigsministeren, som fandt det rigtigst at henvise forslaget til behandling i et udvalg, inden det blev behandlet i Folketinget, da forslaget angik ”et ikke ringe Antal forskjellige Personer, med hensyn til hvilke der muligt ville være anledning til at indhente specielle Oplysninger”. Grundtvig foreslog under behandlingen, at man i det mindste opdelte forslaget i to dele.

Dansk indfødsret til udlændinge må kun foræres ved at folketingsmedlemmer (herunder Marie Krarup) sidder og tygger og smager på, hvem de kan lide. Også hvis de af ansøgerne forlanger, at de skal hinke rundt på et ben eller sjippe foran udvalget. Vælgerne kan blot stemme på politikere der vil give indfødsret til alle, f.eks. Frie Grønne.

Med venlig hilsen
Peter Jensen