Læserbrev

Velfærdsloven er hverken symbolpolitik eller paladsrevolution, men reelt politisk fremskridt

Velfærdsloven er ikke symbolpolitik, som Andreas Steenberg anfører, men et reelt politisk fremskridt. Den tvinger ikke politikerne til at føre en bestemt økonomisk politik, men tvinger dem ganske rimeligt til at forklare sig over for Folketinget og befolkningen, hvis de udhuler velfærden, skriver senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Jon Nielsen i dette debatindlæg
Debat
28. december 2021

De Radikales politiske ordfører, Andreas Steenberg, skriver i Information den 10. december, at regeringens forslag til en velfærdslov er symbolpolitik, og at den ikke kan finansieres uden økonomiske reformer. Velfærdsloven pålægger regeringer nu og i fremtiden at afsætte penge nok på de kommende finanslove til, at det offentlige forbrug som minimum stiger i takt med antallet af børn og ældre. Ellers skal finansministeren stå skoleret i Folketinget.

Umiddelbart kan det lyde som en selvmodsigelse fra De Radikale, at en sådan lov på den ene side er ren symbolik og på den anden side vil tvinge politikerne til at gennemføre reformer. Men faktisk er begge påstande forkerte.

For det første er der ifølge Finansministeriet og vismændene allerede finansiering til at lade velfærden følge demografien. Den stigende pensionsalder betyder nemlig, at der er råd til at lade velfærden følge demografien og mere til, uden at vi behøver hæve skatterne eller sænke de offentlige ydelser.

For det andet er velfærdsloven ikke bare spil for galleriet. Den økonomiske forskning viser, at det generelt har en betydning for finanspolitikken, hvad de politiske omkostninger er ved forskellige økonomiske politikker.

Det viser erfaringerne med budgetloven også. Budgetloven gør det mere ubekvemt for politikerne at køre med offentlige underskud og påvirker derved fordelingen mellem nutidige og fremtidige generationer. Velfærdsloven har en anden, men lignende effekt. Den øger de politiske omkostninger ved at udhule velfærden og bruge pengene på for eksempel at sænke skatterne. Det vil med stor sandsynlighed påvirke fordelingen mellem de borgere, der typisk har gavn af lavere skatter, og de borgere, der har brug for velfærdssamfundet.

Derfor er velfærdsloven ikke et stykke symbolpolitik. Men den er heller ikke en paladsrevolution. Den tvinger ikke politikerne til at føre en bestemt økonomisk politik, men tvinger dem til at forklare sig over for Folketinget og befolkningen, hvis de udhuler velfærden. Selv om det krav kan påvirke finanspolitikken, er det svært at se urimeligheden i, at politikerne skal forsvare deres valg. Derfor er velfærdsloven et reelt politisk fremskridt.

Jon Nielsen er senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her