På Lolland, hvor jeg bor, har 41 procent af befolkningen ikke en egen læge. Som tilflytter har jeg heller ikke, men er henvist til et Nordic Medicare Center med skiftende vikarlæger.
Det er en falliterklæring, at et land som Danmark ikke er i stand til at forsyne sig selv med læger. Eller i hvert fald ikke kan gøre det i provinsen. Og det, på trods af at der hele tiden bliver flere læger og samtidig færre indbyggere i provinsen.
Da jeg sad i Etisk Råd, blev der tit talt om den praktiserende læge som en, der kendte patienten og kunne tages med på råd om etiske afgørelser. Sådan er det også ideelt set. Men virkeligheden mange steder i Danmark er en anden. Man ved aldrig, hvem der dukker op i kitlen, hvis man går til lægen. I mine sogne er der folk, der er holdt op med at gå til lægen.
Førhen var der på landet en læge, skolelærer, landbetjent, jordemoder og præst. Nu er der kun præsten tilbage. Folkekirken har formået at fastholde lokaliteten, men hvis den var fulgt med udviklingen, var der kun præster i storbyerne.
@Henrik Gade Jensen
Du indrammer problemstillingen så helt præcist.
Et land som Danmark skal selv kunne uddanne det nødvendige sundhedspersonale - og vi skal slet ikke brain-draine ulandenes sundhedspersonel.
Skal man så stoppe samtlige både på Middelhavet og sende sundhedspersonalet tilbage?