De danser synkront TikTok-koreografier, holder kreative julesalg med pynt, de selv har lavet, og vinder konkurrencer i tv, hvor de bygger sommerhuse. Hvis man ser på nogle af de mest synlige homoseksuelle fædre i offentligheden, Lambang og Kaspar Arianto, så virker de ret perfekte. Men det er også mere end blot konkurrencerne i tv, de kæmper for at vinde.
Det er samtidig en kamp for at ændre holdninger og vinde danskernes hjerter. Med deres instagram-posts og medieoptrædener er de med til at mainstreame LGBT-fædres liv, så også danskere, der bor vest for Valby Bakke, bliver eksponeret for en lykkelig regnbuefamilie, der har fået børn ved hjælp af surrogaci, også kaldet rugemoderskab.
Lambang og Kaspar virker til at være fantastiske forældre. Men hvis nogen skulle påstå, at homoseksuelle er bedre forældre end heteroseksuelle, ville jeg mene, de lyver. Heri ligger potentielt den vigtigste kamp i retten til at stifte familie for LGBT-personer: Muligheden for at være lige så uperfekte forældre, som heteroseksuelle forældre får lov til.
Progressiv lovændring
Et nyt borgerforslag, der har til hensigt at sikre juridisk anerkendelse af medfædre, har fået 65.000 underskrifter på to dage, og de politiske vinde synes nu at pege i retning mod en lovændring, der ligestiller forældreskab for to fædre med heteroseksuelle familier og familier med to mødre.
For fædre, der har fået et barn sammen gennem surrogaci, vil det ikke alene betyde, at medfar ikke er udelukket fra sundhedsvæsenet og dagtilbud, men også at i tilfælde af parret går fra hinanden, vil begge fædre juridisk være registreret som barnets forældre, og dermed har barnet automatisk ret til samvær med begge sine fædre. Denne rettighed har vi i mange år tildelt børn af heteroseksuelle forældre, nu skal børn af to fædre ligestilles.
Forandringer som den progressive lovændring, der ser ud til at blive til virkelighed nu, er ikke kommet af sig selv. Ud over et mangeårigt juridisk benarbejde af ngo’er som landsforeningen LGBT+ Danmark og Dare Gender er det enkeltpersoner som stilleren af borgerforslaget, Søren Juliussen, der har skubbet på for at få både borgere og politikere med om bord.
Søren er medfar til et barn, som hans søster har båret for ham og hans mand. Da Søren ikke er biologisk far, står han uden rettigheder, og skulle det ske, at han går fra sin partner, vil han stå uden juridisk fundament for fortsat af være far for barnet.
Forældede forståelser
Som politikken fungerer i dag, er det de færreste lovændringer, der bliver gennemført uden folkelig opbakning. Derfor er det ikke uden betydning, at så mange borgere så hurtigt har skrevet under på borgerforslaget. Den opbakning har folk som Søren, Kasper og Lambang en andel i.
Men det er hårdt arbejde at ændre både på lovgivning og holdningen i majoritetssamfundet. For de to ting hører sammen. Den potentielle lovændring taler ikke kun ind i en fortælling om, hvorvidt homoseksuelle har ret til at få børn sammen, men også om, hvorvidt det er normalt. Det er derfor, vi ser homoseksuelle fædre springe badutspring for resten af Danmark. De er nødt til at bevise, at de er gode, almindelige og sunde forældre. At man skal arbejde ekstra hårdt, konstant bevise sit værd og udvise taknemmelighed for den plads, man bliver tildelt, er en præmis, mange minoriteter kender og lever under.
Ligestillingsminister Peter Hummelgaard har udtalt, at han har sympati for borgerforslaget, men at det rejser nogle komplekse etiske og principielle spørgsmål i forhold til brug af rugemødre. Det har han bestemt ret i, surrogaci, hvad enten det er homoseksuelle eller heteroseksuelle forældre, der benytter sig af det, rejser etiske dilemmaer om økonomisk ulighed og manglende rettigheder for rugemødrene.
Men den nuværende lovgivning bygger på forældede forståelser af, hvad det vil sige at være en familie. Dem, der argumenterer mod denne slags forslag, siger ofte, at man ikke skal ’ændre betydningen af familien’. Men familiemønsteret har allerede ændret sig, nu må lovgivningen følge med. Så kan flere LGBT-forældre måske også få lov at være lige så uperfekte, som deres heteroseksuelle modstykker.
Fahad Saeed er diversitetskonsulent
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.
Hvem kæmper for barnets rettigheder til en biologisk mor. Foreløbig er det kun de voksnes rettigheder der tales om.
For et barn er det en menneskeret st kende sit biologiske ophav
Det er ikke en menneskeret at få barn/børn, og endnu mindre at blive forældre for andres biologiske børn.
Et barn er ikke en handelsvare, som man bestiller på nettet - endnu! Det skal ikke være et behovs tilfredsstillelse at bestille et barn. Det er barnets tarv der skal i højsædet, og det er det næppe for et projektbarn. Folk kan for min skyld gøre hvad de vil, men har man en seksualitet, der ikke giver børn skal det ikke være muligt at tilkøbe børn.
Jeg synes faktisk, vi bør have pligt til at være ordentlige forældre. Det gælder uanset seksuel observans. Gad vide, hvem der skulle udstede ret til at være dårlige forældre?
Ingen er, som bekendt, forpligtet over evne, men vi bør alle stræbe efter at give vores børn en anstændig tilværelse. Hvis bøsser ikke formår dette, skal det håndteres på samme måde, som når andre svigter i forældrerollen, naturligvis.
Bare jeg forstod hele det kontradiktorisk felt, hvor LGBT+ - miljøet, gør forståeligt krav på at blive opfattet - og behandlet som "normale" på lige fod med hetrobefolkningen, og samtidigt gør uforståeligt krav på, at blive fremstillet som en særlig gruppe i samfundet.
Hvorfor stiller de sig i rampelyset, for at udstille deres seksualitet? Hvorfor Pride - bevægelsen, når alle dannede mennesker tager afstand fra pride-bevægelser der hylder bestemte racer, religioner, eller andre undergrupper, der marcherer i gaderne, og optræder som ophøjede?
- Nej, jeg har ikke det fjerneste imod nogen form for seksuel præference, så længe den ikke indbefatter ufrivillig tvang og misbrug. Det er LGBT+ - miljøets praksis med at udskille sig -, og deres samtidige krav om at blive betragtet som "normale", jeg ikke forstår.
Det er ikke en menneskeret at forplante sig. Det er noget, som nogen er i stand til. Og forhåbentlig uden at lyde alt for fascio-darwinistisk er det nok også bedst for os alle, at det er sådan.
Jeg synes, at bøsser skal melde sig som adoptanter på lige fod med alle andre adoptanter og håbe det bedste. Brugen af rugemødre er efter min mening forkert, fordi den åbner Pandoras uetiske æske.
Homoseksualitet er naturligvis helt normalt. Men det er det altså ikke, at bøsser får biologiske børn.
Folk kæmper gang på gang imod for bedringer i samfundet. Jeg forstår ikke bagstræbet, men det er på alle området vildt udbredt at argumentere med, hvordan ting var i de dårlige gamle dage - mens det, der herskede i de gode gamle dage, får samme fur, f.eks. når det gælder den betydelige bedre sociale sikring, de mest udsatte kunne få.
Uagtet at jeg godt forstår provokationen i overskriften, har ingen selvfølgelig ret til at være dårlige forældre.
Det eneste der i virkeligheden skulle tale imod, at et barn har 2 fædre, er at fædre i heterofamiier historisk ikke er kendt for at være gode primære omsorgspersoner - det job har de typisk udliciteret til moren. Men det er jo også en kultur, der er under forandring, senest med delvist delt barsel. Og at dømme en familie med 2 fædre ud fra denne dårlige reference, er, synes jeg, uretfærdigt.
Børn bliver allerede adopteret væk fra deres biologiske mor, så at bruge det som undskyldning for at ekskludere 2 fædre som forældre, er vist det man kalder en dårlig undskyldning
@Jakob Sanvig - tak for din kommentar. Jeg synes du udtrykker det jeg tænker på en fin måde - jeg har ej heller et ønske om at støde nogen - men denne holdning kan være svær at udtrykke for en cisperson