Der er brug for et grundlæggende opgør med EU’s sparepolitik – ikke et kompromis

Med Frankrig som formandsland kommer de finanspolitiske spilleregler i EU på dagsordenen. Frankrigs ønske om ændrede spilleregler støttes af i hvert fald Italien og Spanien, da disse regler stiller sig i vejen for grøn omstilling og vækst især i Sydeuropa.

Hertil kommer, at den midlertidige suspension af det finanspolitiske rammeværk efter planen ophører fra januar 2023. Så Danmark undgår ikke at tage stilling, som udenrigsminister Jeppe Kofod (S) også tilkendegav i Information den 17. januar 2022.

Coronakrisen betød naturligvis, at næsten alle lande fik underskud på de offentlige finanser. I såvel 2020 som 2021 var der således ingen af de 15 eurolande, som OECD offentliggør statistik for, som overholdt treprocentsgrænsen for underskud bortset fra Luxembourg i 2021. I 2020 havde syv og i 2021 otte af disse lande endda underskud på over seks procent af bnp.

Underskud på de offentlige finanser i næsten alle verdens lande modsvares imidlertid af lige så store overskud i den private sektor (målt ved opsparing minus investeringer). Dette følger af, at betalingsbalancen for verden under ét pr. definition altid er i balance – altså er nul, og af at betalingsbalancen for hvert land igen er lig summen af den offentlige saldo (som målt ved opsparing minus investeringer) og opsparingsoverskuddet i den private sektor.

Derfor er underskud – selv store underskud – på de offentlige finanser ikke nødvendigvis et stort samfundsøkonomisk problem, når det ikke mindst ihukommes, hvad alternativet hertil kunne være – for eksempel en løbsk pandemi eller manglende grøn omstilling.

Forstærker interne spændinger

Det er ikke alene aktuelle udfordringer, der gør det nødvendigt at tage et opgør med de hidtil gældende finanspolitiske spilleregler og deres enøjede fokusering på de offentlige finanser, der ikke kan begrundes samfundsøkonomisk, men kun politisk.

Min vurdering er, at disse spilleregler i realiteten har fritaget nordlige eurolande for at tage hensyn til især sydlige eurolande. Siden euroens de facto-indførelse primo 1999 er den økonomiske kløft øget markant mellem de oprindelige syv nordlige eurolande (Tyskland, Østrig, Holland, Irland, Belgien, Luxembourg og Finland) og de oprindelige fire sydlige eurolande (Italien, Spanien, Portugal og Frankrig) målt ved betalingsbalancen og ledigheden.

Det må være helt afgørende at tage stilling til, om de interne spændinger i EU og især mellem euro-landene forstærkes af de hidtil gældende økonomiske spilleregler, som jo efter planen igen træder i kraft ved det kommende årsskifte.

Det urovækkende er, at de nuværende reglers tendens til at løse de nordlige eurolandes økonomiske problemer ved at forværre de sydliges har været meget stærke, selv om euroen jo blev indført blandt andet for at undgå dette.

Ensidigt fokus

Derfor bør de grundlæggende makroøkonomiske spilleregler i EU og især i euroområdet ændres. Der bør fokuseres på betalingsbalance i stedet, idet det jo især er gennem de transaktioner, der indgår i betalingsbalancen, blandt andet eksport og import, at landene påvirker hinanden.

Det betyder ikke, at den offentlige saldo og den offentlige gældsudvikling skal ignoreres, da der som anført er et tæt bånd mellem den offentlige saldo og betalingsbalancen (samt det private opsparingsoverskud). I øvrigt et bånd, som de gældende regler i realiteten ignorerer.

Kort sagt. Der er behov for et grundlæggende opgør med især de ideologiske – og ikke faglige – finanspolitiske spilleregler i EU, der meget ensidigt fokuserer på de offentlige budgetter og stort set ignorerer betalingsbalancen.

Den tyske ideologi

Spillereglerne hænger sammen med essensen i den ordoliberale forståelse: at sunde offentlige finanser er lig med balance eller overskud, samt markedskonkurrence. Denne ideologi er født i Tyskland og har spillet en stor rolle i landet, og med Tysklands stærke stilling i EU-samarbejdet er det også blevet kendetegnende for EU’s finanspolitiske rammeværk.

Derfor vil det ikke blive let at gennemføre større ændringer i de finanspolitiske spilleregler i EU med deres ensidige fokusering på de offentlige budgetter og den offentlige gæld.

Det er da givetvis også mindre ændringer, der er på dagsordenen under det franske formandskab – også i den danske regering. Det mest sandsynlige er, at investeringer i grøn omstilling med videre holdes uden for det budgetunderskud, der skal indgå i de finanspolitiske retningslinjer, da offentlige investeringer er afgørende for en tilstrækkelig hurtig grøn omstilling.

Dette vil være et fremskridt, men det løser ikke nord-syd-problematikken – og denne burde også indgå i det danske udspil til nye regler.

Christen Sørensen er professor i økonomi og tidligere økonomisk vismand