Mine døtre skal lære i skolen, at de har større risiko for at dø under narkose end drengene

Jeg er en afvigelse fra standardmennesket. Det er vi milliarder af mennesker, der er.

Jeg er ikke bange af mig. Jeg er hverken bange for autoriteter eller for ikke at passe ind. Jeg er heller ikke bange for at sige min mening.

Der er dog to ting, som jeg altid har været bange for. Det første er at dø i en bilulykke og aldrig at vågne igen efter at have været i narkose. Jeg har faktisk altid følt det skamfuldt at tale om det og har affejet det som irrationel dødsangst, som jeg skal have til at forsvinde i en fart, så jeg igen kan blive en nyttig samfundsborger.

Men det viser sig, at angsten for lige præcis disse to ting er datadrevne. Derfor bør jeg faktisk være bange. Meget bange.

Bogen Usynlige kvinder – skævvredne data i en verden designet til mænd af Caroline Criado Perez har bibragt mig en række indsigter, som har fået mig til at tænke over den verden, mine døtre vokser op i.

Man har gennem århundreder sat den mandlige krop som model for forskning. Derfor har jeg som kvinde eksempelvis større risiko for at dø i et trafikuheld, fordi sikkerhedsseler, airbags og crashtest med kollisionsdukker er udviklet med mandekroppen som forbillede.

Det skyldes, at kvinder i gennemsnit har en anden højde og vægt samt et andet forhold mellem fedt og muskler end den gennemsnitlige mand, der repræsenterer det designmæssige standardmenneske. Derudover er vores bryster tit i vejen for, at sikkerhedsselerne kan sidde ordentligt. Det gør, at vi kvinder er mere udsat for eksempelvis piskesmæld.

Det er skræmmende, at der er større risiko for aldrig at vågne igen, hvis jeg er under fuld narkose, fordi kvinder systematisk er underrepræsenterede i kliniske test og lægevidenskabelig forskning. Anæstesimedicin bliver fortsat doseret kønsneutralt, hvilket gør, at jeg er i større risiko.

Min frygt er altså ikke irrationel. Det er både godt og skidt, fordi jeg ikke er en nedskaleret mand, mandekroppen er ikke min idealtilstand, og det vil jeg ikke straffes for. Jeg vil heller ikke have, at mine tre piger bliver det.

De milliarder af andre afvigere verden rundt skal heller ikke straffes. Derfor går jeg nu ned på skolen og smider denne bog på skolelederens bord, så den kan komme på pensum. Wish me luck.

Rikke Hedeager er chefdramaturg på Østerbro Teater

information.dk/deltag