Da jeg så satirefilmen Don’t Look Up, blev jeg ramt lige i mellemgulvet. Filmens hovedpointe er, at vi har smadret vores planet. Vi havde det hele, og vi har tabt det på gulvet. Og det er vores alle sammens skyld. Filmen opsummerer fuldstændig, hvordan jeg og mange forskere, jeg kender, har haft det i adskillige år.
Netflix-filmens astronomiske katastrofe udgør bagtæppet for et alarmerende portræt af vores samtid og igangværende intellektuelle krise. Den spidder, måske en anelse uelegant, vores politiske systemer, og placerer et særligt ansvar for den situation, vi er i, hos medierne.
Lige den sandhed har dog været ilde hørt. Medier i ind- og udland har følt sig ramt og derfor fornærmet angrebet filmen for at være for klodset, for direkte og for skinger i sin satiriske kritik.
Samme kritik blev den 3. januar gengivet i Information – på lederplads endda. Opsummeret gik kritikken i lederen på, at filmen havde misforstået klimaproblemet, og at den på selvforherligende vis latterliggør almindelige mennesker og giver onde forretningsmænd og hjernedøde medier skylden for klimakrisen.
Kritikken virker ret bizar på mig. Som journalist på videnskabs- og klimaområdet gennem 15 år synes jeg, at filmen rammer klokkerent. Vi ville slet ikke have et klimaproblem, hvis politikere, erhvervsliv og medier havde lyttet til klimaforskerne til at begynde med.
Da astrofysikeren Carl Sagan (som Leonardo DiCaprios hovedperson i filmen har en lille actionfigur af) i 1985 afgav vidneudsagn til den amerikanske kongres om klimaforandringer, var videnskaben allerede afgjort – men ingen lyttede.
Medierne interesserer sig ikke
Der, hvor filmen i mine øjne særligt stikker kniven ind, er i dens kritik af mediernes behandling af forskning og videnskab. Her synes jeg, at filmen er mest ægte og gør mest ondt.
Tidligt i filmen inviteres de to hovedpersoner og astronomer ind i en fiktiv version af et morgentalkshow a la Good Morning America. De tror, at programmet er dedikeret til deres opdagelse: at en planetdræbende komet rammer Jorden om seks måneder.
Men programmet begynder med et indslag om en sexskandale i politik efterfulgt af et tåkrummende kendisbreakup, før der bliver plads til et »lille videnskabseksperiment«.
Værterne stiller fjollede spørgsmål til ligegyldige detaljer og griner af deres forskning. Leonardo DiCaprios karakter kan ikke forklare forskningen kortfattet og medrivende nok, og det hele ender med, at Jennifer Lawrences karakter skriger mod kameraerne: »Der er en komet på vej mod Jorden, og vi skal alle sammen dø!« Værterne ryster på hovederne over, at nogen tør ødelægge den gode stemning.
Den scene gjorde næsten ondt at se som mangeårig videnskabsjournalist. Det mindede mig om mine år som videnskabsredaktør i DR, hvor jeg for eksempel gentagne gange måtte kontakte DR Nyheder, fordi de havde skrevet »astrolog« på navneskiltet, når der en sjælden gang var en astronom i studiet. Eller de utallige møder om tv- og radioproduktioner, hvor bare ideen om at have ægte videnskab og forskningsformidling i programmerne blev grinet af og rutinemæssigt afvist.
Programforslag om klimaforandringer, der udlagde situationen fra forskernes synspunkt, blev modtaget af uforstående kolleger og hurtigt lukket ned med sætninger som: »Folk orker ikke at høre dårlige nyheder.« Sjovt nok gælder det ikke, når det kommer til krig, skattepolitik, indvandring og mink.
Søgt og gumpetung kritik
Informations leder kritiserer filmen for at være en selvforherligende fortælling, der glorificerer en veluddannet middelklasse, og gør en korrupt overklasse, en kynisk medieverden og en dum underklasse til skurkene.
Information skriver: »Enhver indvending afvises som uvidenhed, ethvert forbehold som ’blah, blah, blah’, og det store flertal afskrives som tåber, der nægter at kigge op, acceptere realiteterne og trykke på knappen.«
Ud over en bizar sviner til Greta Thunberg falder den mildest talt søgte kritik til jorden. Problemet med klimakrisen er netop, at indvendinger er baseret på uvidenhed eller bevidst sløring af den faktuelle sandhed. Grunden til, at forbehold kritiseres som ’blah, blah, blah’ er, at forhalingen sker mod bedre vidende.
Politikerne, medierne og befolkningen nægter netop at acceptere realiteterne, at lytte til forskerne og sætte planerne for at bremse katastrofen i gang.
Ingen har sagt, at løsningen på klimakrisen er nem. Eller at vi med sikkerhed ved, hvad vi skal gøre. Filmens eksperter ved heller ikke med sikkerhed, hvordan de løser kometkrisen, men de sætter en plan i gang baseret på den bedste viden og håber, at det virker.
I stedet for at gøre som filmens præsident Orlean og »afvente og vurdere situationen« af politiske årsager burde vi nok komme i gang og sætte alle sejl for at løse vores virkelige krise.
Journalister bør se scenerne i det fiktive talkshow The Rip og tænke: Vi bør tage videnskab og forskning mere alvorligt – også når det er tørt og svært. Så kan befolkningen måske blive bedre oplyst, og politikerne kan forstå, hvor vigtigt det er, at vi forstår, hvordan videnskab fungerer. Så vi kan løse vores egen globale katastrofe, inden det er for sent.
Søren Bjørn-Hansen er klimajournalist
information.dk/deltag
Godt set. Tak for kommentaren.
En rigtig god kommentar. Som lederskribenten kunne lære af
"Der, hvor filmen i mine øjne særligt stikker kniven ind, er i dens kritik af mediernes behandling af forskning og videnskab. Her synes jeg, at filmen er mest ægte og gør mest ondt."
God kommentar, helt enig. Og at Information saa ovenikoebet i den tidligere leder synger med paa disse vers, er taakrummende.
Vi vil have Joachim Jerrik tilbage!
Filmen er ikke elegant, men hver gang jeg blev irriteret tog det kun 0.2 sekund at se parallellen til klimakrisen, og at det er virkeligheden og ikke filmen der har et problem.
Filmisk er det dybt utroværdigt og langt ude at rigmanden får stoppet en potentiel løsning af hensyn til mulig fremtidig profit, men vi ser det jo hver dag i forhold til klimakrisen i drømme om carbon capture, geoengineering og Power to X.
Vi har allerede viden og redskaber til at omstille samfundet til noget der er anderledes, men ikke nødvendigvis dårligere.
Det kræver blot at vi tager bæredygtighed alvorligt og dropper myten om evig vækst.
Hvis vi bygger apparater der holder kan vi arbejde mindre og leve mere.
Det vil være anderledes end shop-til-you-drop, men anderledes er ikke ækvivalent med dårligere.
Desværre er trenden lige nu at vi bliver lovet at vi kan fortsætte som nu, hvis bare en masse spekulative teknologier leverer.
Historien viser at teknologier ikke altid kommer blot fordi vi har brug for eller lyst til dem: fusion, flyvende biler, ....
Og selv hvis vi kunne blive carbon neutrale med fremtidige teknologier, hvad så med de andre kriser der skyldes vækstparadigmet?
Jeg tænker på manglen på sjældne jordarter, metaller, rent vand, sand(!), jorderosion, biodiversitetstab, opfostring af vira og bakterier i industrifarme, ....
Hvis man ikke kan se at Don't Look Up! er uhyggelig præcis burde man måske se den igen. Ikke som filmoplevelse, men som kommentar.
Har ikke set filmen, en er enig i at der i medieverdenen, og især i den angelsaxisk dominerede del er en udtalt mangel på (natur)videnskabelig dannelse.
Det er meget tydeligt i både klimadebatten, diskussionen af diverse tiltag mod coronapandemien, men også i hele den neoklassiske økonomiteori, hvor man forsøger at iklæde sig naturvidenskabelige teorier, som ikke kan bruges på samfundsvidenskab.
Alt for meget ; jeg føler. For lidt; jeg ved. Men ok, så er verden også nemmere.
Tak for kommentar.
"Vi ville slet ikke have et klimaproblem, hvis politikere, erhvervsliv og medier havde lyttet til klimaforskerne til at begynde med." Uhyggeligt om det er sådan.
Det er jo del af en større medie trend. Alt skal være sjovt før det bliver alvor - så rigtigt alvorligt bliver det aldrig. Kurt Strands "Mennesker og medier" på P1 søgte at se seriøst på den 4. statsmagt. Det er nu erstattet af "Tabloid" - et snakkeprogram ala Bagklog på P1, hvor kendte snakker med hinanden som man nu gør, når man mødes i Brugsen.
Medierne burde ses efter i kortene - men det ender i -- ja -- sjov og hygge-nygge. Spørgsmålet er, hvor går man hen med den frustration.
Spørgsmålet er, hvor går man hen med den frustration - når det virklig bliver uhyggeligt.
Jeg genså filmen igår. Den handler slet ikke om klimakrisen.
Den undersøger og udstiller mekanismer i det moderne samfund.
Først bliver videnskabsfolk anholdt for at oplyse, så går der kommunikationsstrategi i den og valgtaktiske overvejelser. Da “ folket” bliver informeret kører SoMe universet helt af sporet og endelig kommer storkapitalen og teknofantasterne til fadet og kører det hele i sænk.
Og tænk på at Dont Look Up rimer ganske fint på Lock Her Up, men det er der ikke en eneste anmelder der har fattet….
Filmen er ikke perfekt, men viser at globale kriser har gode rammer for at forblive uløste og kynisk udnyttede. Jeg har ikke løsningen.
Vi skal bare ikke have Trump typer ved roret når stormen blæser.
Jeg tænkte flere gange på "Idiocrazy" mens jeg så den.
1000 tak for fuldkommen rammende kommentar!
Godt brølt, Søren Bjørn-Hansen. Filmen er ikke på Stanley Kubrick-niveau, men mindre kan da gøre det. I rigmanden Peter ser jeg Elon Musk, der også gerne vil forlade denne elendige og mishandlede klode til fordel for, ja, det må guderne vide og i stedet for at gøre noget ved den nuværende katastrofe. Tusind tak for kommentaren.
Jeg er 89 år - da jeg var yngre skrev journalister mm om forhold ude i verden - nu skriver de om sig selv og deres familie.
Hvis medierne seriøst skrev om vores situation, s ville de ikke være til at udholde at læse,
OG DET ER MÅSKE LIGE NETOP DER VI SKAL HEN, FØR VI GØR NOGET VED SITUATIONEN.
Hvad nu, hvis filmen holder så langt, at vi ikke lige får løst "klimaet"? Klimaet benyttes af medierne i dag, brugt lidt i flæng om global ophedning, problemer med biodiversitet, energipolitik og elbiler mm. Alle snakker om klima, som om det nok skal gå alt sammen, hvis bare vi holder den forbandede temperatur nede. Hvad med det slidte ord man ikke bruger så meget længere: Bæredygtighed?
Man er sikkert trætte af at høre om corona og bæredygtighed, men det sidste er bæredygtigheden ret ligeglad med. Vi har nu i næsten 50 år pløjet med næsen i plovfuren mod noget, der er så modbydeligt og katastrofalt for os allesammen, at det er en form for tabu. I disse 50 år har der ikke været nogen tvivl om, hverken hvad det var der skete undervejs (af Rom Klubben kaldet BAU eller Business as Usual). Der er heller ikke nogen tvivl om, hvad Rom Klubbens model viser der vil ske om 20-30 år fra nu, hvis vi fortsætter som de sidste 50 år. Pandemien har officielt kostet 5,5 millioner mennesker livet. Det reelle tal er sikkert minimum fire gange højere. Hvis vi fortsætter som Rom Klubbens BAU scenarie, som vi har fulgt snorlige de sidste 50 år, så flader befolkningstallet med milliarder, ikke millioner, over en tidshorisont ikke voldsomt ulig en pandemi. Jeg ved ikke hvordan i andre har det, men den tanke får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, indtil jeg erstatter tanken med noget andet.
Hvad nu, hvis vi hele tiden gerne har villet ændre tingene til noget bedre, men at vi simpelthen ikke magter opgaven? Hvis ikke vi helt får slået hele biosfæren ihjel, og så "unikke" er vi næppe, så vil de overlevende organismer udvikle sig videre mod øget kompleksitet, og hvem ved, måske rammer evolutionen en dag rigtigt, i dens blinde trial and error, og hoster op med en art intelligente aber eller lignende, som er tilpas lidt krigeriske og grådige til at overleve på sigt. Alternativt lever vi i et stort Univers.
Vi kunne også, for en gangs skyld, pille os selv lidt ned fra pedistalen og se virkeligheden i øjnene. Indse at vi nok ikke får bygget alle vindmøllerne, elbilerne, fusionsreaktorerne, raketterne til Mars hvis det andet slår fejl, eller blot skruet lidt ned på vores absurde forbrug af begrænsede ressourcer. Det går i så fald meget galt, så måske var det på tide at se på en plan B, uden at alle nødvendigvis går ud i Dyrehaven og bygger beskyttelsesrum af containere fyldt med krudt og konserves. I det mindste kunne det være vi skulle til at forberede os lidt mentalt på menneskehedens potentielle snarlige undergang. Måske ville det gøre emnet lidt mindre tabubelagt. Jeg tvivler.
"Here we are now, ENTERTAIN me, here we are now"
Citat fra Nivanas berømte sang fra for efterhånden mange år siden.
Underholdning og BAU er vigtigere end at tænke sig om og gøre det gode og det rigtige.
Sørgeligt, men sandt.
Ikke sandt, Bent Nørgaard?
Utroligt at så megen videnskabelig funderet viden kan bruges på så dum og forkert facon.
Men sådan er der jo så meget...
Tak for en øjenåbende kommentar, Søren Bjørn-Hansen.
"»Folk orker ikke at høre dårlige nyheder.« Sjovt nok gælder det ikke, når det kommer til krig, skattepolitik, indvandring og mink."
^-- Den der burde gøre ondt på de (nok desværre få) journalister, der læser denne kommentar og rent faktisk reflekterer lidt over den.
Godt skrevet!
Journalistik er i høj grad et humanistisk erhverv og journalister siger jo dybest set ikke andet en det politikerne forventer af dem. Det er nok svært at lave om på...
Tak, Søren Bjørn-Hansen, for at skrive et svar til den ulidelige leder, som jeg ikke havde forventet fra Informations hånd. Det er let at rynke på næsen af filmen og anklage den for at sparke nedad, men den sparker egentlig til alle - medier, politikere, kyniske forretningsmænd, alle os i middelklassen, der kunne have gjort mere - måske med undtagelse af den unge videnskabskvinde, der opdager kometen. Selv Leonardo DiCaprios astronom lader sig forføre af rampelyset.
Det er ganske morsomt, at den største anke mod filmen er, at den er klodset, eller med andre ord: den er for præcis. Det er ikke rart at blive konfronteret med hvor fuldkomment absurd håndteringen af klimakrisen egentlig har været. Vi har for tiden en dansk regering, der ikke vil indføre en simpel klimaafgift, fordi deres vælgere ikke ville bryde sig om at skulle betale mere for deres spaghetti med kødsovs. Hvad mere er der at sige?
Søren Bjørn-Hansen skriver:
"Kritikken virker ret bizar på mig. Som journalist på videnskabs- og klimaområdet gennem 15 år synes jeg, at filmen rammer klokkerent. Vi ville slet ikke have et klimaproblem, hvis politikere, erhvervsliv og medier havde lyttet til klimaforskerne til at begynde med."
og
"Problemet med klimakrisen er netop, at indvendinger er baseret på uvidenhed eller bevidst sløring af den faktuelle sandhed. Grunden til, at forbehold kritiseres som ’blah, blah, blah’ er, at forhalingen sker mod bedre vidende."
Så hans analyse siger, at det stadig er oplysning/viden, der mangler. Der er uden tvivl forskel på, hvad man ved i DK, Europa USA, men vi er alle blevet informeret om i efterhånden mange år, at det er nu eller aldrig. I Glasgow sagde Boris Johnson (højrepolitiker), Prince Charles og mange på venstrefløjen alle sammen netop dette. Artiklen er snublende nær på en selvmodsigelse, når den siger "at forhalingen sker mod bedre vidende" . Vi er altså vidende (= har information). Hvorfor stiller skribenten så ikke spørgsmålet: hvorfor vi ikke handler når vi allerede ved? Det er lige præcis der Informations anmelder har ret, når han påpeger, at der er et politisk problem: at det handler om et opgør med "vækst-religionen". Det kan vi ikke oplyse os ud af. Det kræver politisk handling.
Kritikken af medierne er jo helt på sin plads. Deres prioritering handler om, hvad der kan tiltrække et publikum. Desværre er det sådan, at klimahistorier bestemt også kan komme på forsiden - nemlig når der sker store katastrofer (New Orleans, tornadoer, oversvømmelser i Tyskland osv.), men formålet er jo stadig at sikre sig det store publikum.
Så tak til Information for et god anmeldelse og for at følge debatten op.
Filmens budskab og præmis rammer præcist, det er bare synd, at den er så pinagtigt tåkrummende og minder mig om 1980ernes "Højt at flyve"-film med Leslie Nielsen osv, at jeg kun kom 40 minutter ind i den, før jeg blev nødt til at stoppe.
Men hvis den virker, er det super, og jeg er bare gammel og gnaven. Jeg havde det på samme måde, med Greta Thunbergs "How dare you" tale: Hvis det virker; fint med mig.
Jeg vil også tillade mig at anfægte præmissen om at vi ikke ved nok - og at vi derfor gør alt for lidt, alt for langsomt.
Der er snarere tale om en form for kollektiv fortrængning eller virkelighedsflugt, der dels har baggrund i afmagt og dels i bekvemmelighed.
Hvis menneskeheden skal have en langsigtet og bæredygtig fremtid på denne klode, vil det kræve en omkalfatring af vores samfund, der er så gigantisk at det er svært at forestille sig, at det overhovedet ligger inden for det mulige. Og ikke mindst fordi omstændighederne tilsiger, at det skal gå meget hurtigt.