Drop det psykiatriske system, som vi kender det, og start forfra med fokus på psykisk sundhed

Jeg synes, det er ærgerligt, at vi igen skal ud i den sædvanlige diskussion om psykiatrien, der også har udspillet sig i Informations debatspalter. Det er en diskussion, som altid ender i for eller imod medicin, for eller imod diagnoser samt en drøftelse af nødvendigheden af tvang.

Det forekommer mig, at den diskussion skygger for de egentlige problemer i psykiatrien i Danmark. I min optik skyldes problemerne i høj grad den måde, som man fra politisk side har valgt at strukturere psykiatrien på. Lad mig komme med fem eksempler:

1. Psykiatrien ledes af læger

For det første vælger man at lægge hele det område, der burde hedde psykisk sundhed og trivsel (eller manglen på samme) ind under en fællesbetegnelse, der kaldes psykiatri. Psykiatri er som udgangspunkt et medicinsk speciale, og det er derfor uundgåeligt, at netop det medicinske paradigme og sygdomsforståelse bliver det dominerende på området.

Dette forstærkes af, at psykiatrien ligger under hospitalerne og ledes af læger. Derfor kan man snakke, lige så meget man vil, om modeller og teorier om stress og sårbarhed samt bio-psykosociale forståelser eller tværfaglig indsigt, men det batter ikke meget, når systemet er bygget op med udgangspunkt i en overvejende biologisk forståelse af psykiske problemer. Sådan er det, når psykiatrien ledes af mennesker med lægefaglig baggrund.

2. Nedskæringer, ringe arbejdsmiljø og ventetid

For det andet har man i årevis politisk valgt at spare på ikke bare psykiatrien, men hele det område, der omhandler psykisk trivsel. Når de fysiske rammer ikke er i orden, medarbejdernes psykiske arbejdsmiljø er for dårligt, og tiden til dialog med den enkelte patient er i bund, så er det ikke mærkeligt, at det halter med at begrænse tvangen i psykiatrien.

Hvis vi skal begrænse tvangen, kræver det mere end bare uddannelse af medarbejderne og øget velvilje. Det kræver også, at de får det arbejdsmiljø og de rammer, som er nødvendige for at kunne arbejde på en helt anden måde.

Problemerne på området forstærkes af, at der er ventetider på op til seks måneder på psykologsamtaler og op til et års ventetid hos privatpraktiserende psykiatere samt et voldsomt pres på Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Alt dette medfører, at meget af det, som måske kunne være forebygget, ikke bliver det.

På psykologområdet skyldes ventetiden ikke engang mangel på psykologer, men snarere Danske Regioners forsøg på økonomistyring. Dette gøres dels ved at begrænse antallet af psykologer, man kan blive henvist til, og dels ved at sætte en begrænsning på, hvor mange penge der er afsat til psykologbehandlinger per år. Med andre ord risikerer man, at man ikke kan få en behandling hos en psykolog sidst på året, fordi kassen er tom.

Jeg tvivler på, at man kunne forestille sig noget lignede på det somatiske område. 

3. Uhensigtsmæssig silotænkning og spareøvelser

For det tredje har man valgt at opdele området i behandlings-, lokal- og socialpsykiatri, hvor de forskellige dele varetages af enten regionerne eller kommunerne. Det gør samarbejdet vanskeligt og er ikke befordrende for de mennesker, som skal bevæge sig på tværs af skellene. Systemet er ikke bygget op med hensyn til de mennesker, som skal benytte sig af tilbuddene, men af hensyn til de eksisterende strukturer i samfundet og sundhedsvæsenet i særdeleshed. Og det forstærker kassetænkning.

Kassetænkningen kommer til udtryk, hvis man for eksempel har misbrugsproblemer, hvor man som regel ikke er velkommen i psykiatrien. Hvis man omvendt har en psykiatrisk diagnose, så er man ikke velkommen i misbrugsbehandling. Virkeligheden er desværre bare den, at mange har begge dele, da misbrug og psykiske problemer ofte følges ad.

Tanken om at nedlægge sengepladser i behandlingspsykiatrien var jo god nok i forhold til at forsøge at undgå institutionalisering og undgå at gøre folk mere hjælpeløse som følge af lange indlæggelser. Desværre endte det med at blive en spareøvelse, hvor ressourcerne ikke blev flyttet over i andre tilbud i stedet. Resultatet heraf er tydeligt på alle tre områder. Dertil tabte det psykiske sundhedsområde – ligesom mange andre områder – en del tilbud og specialiseret viden, da man nedlagde amterne.

4. Diagnoser må ikke blive en endestation

For det fjerde er de overordnede diskussioner om, hvad der er årsag til psykiske problemer ganske uinteressante for langt de fleste mennesker, som bruger det psykiatriske system.

En diagnose i systemet er jo som regel aldrig et endemål, men er i bedste fald begyndelsen på at få hjælp til at lære at leve med de følgevirkninger, som psykiske problemer skaber. Måske er det ligefrem begyndelsen på helbredelse.

Diagnosen er i værste fald et mærkat, som kan gøre ens liv endnu værre, end det var i forvejen, fordi det nu kan blive brugt imod én i hele det offentlige system. Det skal forstås i den forstand, at alt, hvad man siger og gør, bliver set i lyset af det mærkat, man har fået. Det er tilmed et mærkat, som det er yderst vanskeligt at få fjernet eller få taget op til revision.

5. Problemer med misrøgt

For det femte er vi nødt til at kigge på og acceptere, at der er en hel del mennesker, som faktisk bliver udsat for overgreb og misrøgt i det behandlingssystem, som egentlig er sat i verden for at hjælpe dem. Vi bliver nødt til at indse, at en del psykiske problemer bliver forværret i mødet med behandlingssystemet. Hvad gør det ved de mennesker, der er udsat for det overgreb, som tvang jo er?

Selv om tvangen måske var nødvendig, påvirker det stadig dem, der oplever det. Vi er nødt til at stille spørgsmålet om, hvordan det påvirker deres i forvejen dårlige psykiske sundhed. Hvad gør det ved en persons angst eller paranoide tanker, når de er bevidste om, at der bliver talt og skrevet om dem bag lukkede døre?

Vi er nødt til at undersøge, hvad det gør ved folk med psykiske problemer, når vi stuver dem sammen i gamle plejehjem eller lignende, hvor de måske skal dele bad og toilet med mange andre. Det er omgivelser, hvor enkeltes misbrugsproblemer skaber utryghed og kaos for alle andre. Det hænder, at der ikke er nogen logik i, hvem der bor på stedet, andet end det, at de måske har en diagnose, og at man derfor ikke ved, hvad man ellers skal stille op med dem. Får de psykisk syge det bedre der? 

Gentænk området for psykisk sundhed

Da jeg arbejdede i socialpsykiatrien, havde jeg en ældre, garvet sygeplejerske som leder, og vedkommende sagde noget, som jeg har tænkt meget over siden: »Forandringer i psykiatrien vil aldrig komme indefra«. Jeg må give sygeplejersken ret.

De problemer, som vi har med psykisk sundhed i Danmark, kan kun løses politisk. Det kan kun løses, hvis vi holder op med at tænke i psykiatri som et lægefagligt speciale og i stedet fokuserer på hele det liv, som mennesker med psykiske problemer lever.

Vi skal fokusere på det hele liv, inklusive menneskers økonomiske og sociale livsbetingelser samt deres psykiske forhistorie. Det kræver en gentænkning af hele området for psykisk sundhed og en helt anden prioritering af området og de ressourcer, der bliver tilført. Det kræver, at vi fokuserer på den enkeltes liv og udfordringer, frem for hvilken kasse de skal puttes ned i, og hvilken kasse der skal betale regningen.

Jeg vil opfordre politikerne til at gøre, som statsministeren foreslog på ældreområdet: Start forfra, og skriv loven om. Lav et selvstændigt område for psykisk sundhed, hvor psykiatrien er et lægefagligt speciale under det, men hvor andre behandlingsformer og -tibud samt metoder og viden bliver prioriteret og vægtet lige så højt. Ledelsen skal også bestå af andre faggrupper end de rent sundhedsfaglige. Sidst, men ikke mindst, kræver det selvfølgelig, at der afsættes ressourcer til det. 

Derfor er spørgsmålet blot, om der er politisk vilje og mod til det.

Oliver Adams er psykolog