Jeppe Druedahl, der er lektor på ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, gav forleden i Information en grundig og relevant kritik af min ph.d-afhandling om Finansministeriets regnemodeller og regneregler.
Druedahl undervurderer dog efter min mening, hvordan regnereglerne begrænser politikernes manøvrerum både i forhandlingslokalet og i medierne, hvor Finansministeriets beregninger ofte får karakter af en objektiv dom over god og dårlig politik. Den dynamik fører til en form for nødvendighedens politik, som både blå og røde regeringer har ført de seneste årtier.
Lad mig starte med at kvittere for Druedahls tilgang. Jeg betragter ham som en progressiv økonom, der er åben over for dialog på tværs af faggrænser. Det er der behov for i en tid, hvor samfundsøkonomien er udfordret af fortsat voksende udledning af drivhusgasser og en stadig mere grotesk ulighed mellem rig og fattig. Samfundsøkonomien kan ikke og har aldrig kunnet analyseres som et system for sig selv.
Druedahl erklærer sig fra starten enig i, at regnemetoder er politiske og indebærer »valg af fokus og valg af, hvad der inkluderes og ikke; gennem vurderinger, hvor der fagligt kan argumenteres begge veje; gennem stiafhængighed, hvor man holder fast i det kendte ...«. Det handler ikke om konspirationsteorier i forhold til, at embedsmændene skulle have en særlig partipolitisk agenda, men det handler simpelthen om, »at det er en illusion at tro, at Finansministeriets regnemetoder kan være objektive«. Jeg kunne ikke have skrevet det bedre.
Langt fra bred anerkendelse
Ifølge Druedahl er dette synspunkt ukontroversielt. Jeg ville ønske, at han havde ret. Men det er ikke just min oplevelse af den debat, der har fundet sted om økonomi og regnemodeller de senere år i Danmark.
Her har økonomiske professorer og vismænd forklaret mig, at økonomiens begreber og modeller sagtens kan være neutrale og ikke er politiske. Og jeg er endt i shitstorm på Twitter, hvor det virker, som om de samme 30 økonomer bekræfter hinanden i, hvor objektive de er, og hvor skørt det er, at nogen kunne finde på at påstå, at økonomiske modeller er politiske. Jeg håber derfor, at Druedahls kolleger vil lytte til ham.
At regnemetoderne er politiske, betyder i øvrigt ikke for mig, at de er ufaglige, eller at anything goes. Vi har for mig at se nogle dygtige økonomer i Finansministeriet, der hjælper os med at overskue økonomien.
Men deres antagelser om, at mennesket er rationelt og reagerer på økonomiske incitamenter, som man fagligt godt kan argumentere for, kommer, når de står alene, til at føre os i en politisk retning, der involverer mere ulighed og mindre prioritering af velfærdssamfundet.
Modelberegninger mod hinanden
Som jeg læser Druedahls analyse, mener han, at jeg overdriver, i hvor høj grad de valg, der ligger i Finansministeriets regnemetoder, indsnævrer politikernes manøvrerum. Han mener for eksempel, at jeg tillægger regnemetoderne for stor vægt, når det kommer til at forklare, hvorfor Thorningregeringen gennemførte en række ulighedsskabende reformer.
Druedahl skriver: »Jeg kan ikke se, at det politiske manøvrerum var så snævert (...) Nødvendighedens politik er en politikeropfindelse, hvor pseudoøkonomiske argumenter bruges i stedet for at fremlægge de faktiske politiske motiver.«
Selvfølgelig dikterer regnemetoder og modeller ikke politikken. Men når de bruges i forhandlingslokalet og i offentligheden, kan de få stor magt. Det skyldes, at modellernes beregninger fremstår neutrale og objektive, og politikere kan derfor bruge disse mod hinanden, når de vil vise, hvorfor nogle politikker er bedre end andre.
Dermed bliver det politisk vigtigt, hvilke sammenhænge der er henholdsvis inkluderet og ekskluderet i regnemodellen, da det vil få henholdsvis den ene eller anden politik til at se bedre eller værre ud. Det er derfor vigtigt, at modellen bruges på en måde, så det klart fremgår, at modellerne er mangelfulde på nogle områder og over for nogle politikformer.
Nødvendighedens politik
Thorningregeringens reformer fulgte i høj grad den logik, der ligger i Finansministeriets regnemodeller for, hvordan man øger arbejdsudbuddet (og dermed øger beskæftigelse og bnp) ved at hæve den reelle pensionsalder, sænke ydelser til arbejdsløse og sænke skatterne. Politikken gik imod Helle Thorning-Schmidts valgløfter om at reducere uligheden, og Socialdemokraternes traditionelle bagland og fagbevægelsen var modstandere af reformerne. Så hvorfor blev de gennemført?
Det er klart, at det kan der være flere årsager til, herunder at De Radikale, som deltog i regeringen, ønskede dem. Men det er næppe hele forklaringen. De Radikale havde trods alt også brug for Socialdemokraterne, ligesom Socialdemokraterne havde brug for De Radikale, og Bjarne Corydon havde før valget stået bag ’Fair Løsning’-planen, som blandt andet gik ud på at øge skatten for de rigeste og aflyse dagpengeforringelserne.
Lars Løkkes regering fik før valget i 2011 Finansministeriet til at regne på Fair Løsning, og resultatet så ikke pænt ud. Planen var underfinansieret, og i pressen kunne man læse, at »Finansministeriet slagter rød plan«, mens de borgerlige nu kunne hamre løs på planen, der af Venstre blev udlagt som »et kæmpe bluffnummer«.
Socialdemokraterne og SF blødte vælgere, men kom efter valget i regering ved at inkludere De Radikale. Da Corydon trådte ind i Finansministeriet, erklærede han, at man fremover ville bruge »gængse regnemetoder«.
Tilhængerne af de efterfølgende reformer havde i modsætning til modstanderne et stærkt våben i Finansministeriets regnemetoder. De Radikales leder, Magrethe Vestager, kunne i pressen fortælle, hvordan forslag om at sænke skatter og rykke topskattegrænsen opad ville øge arbejdsudbuddet med 14.600 personer. Modsat måtte Enhedslisten ved forhandlingsbordet se prisen på den offentlige saldo for deres forslag om at indføre en midlertidig arbejdsløshedsydelse blive 40-doblet, fordi forslaget sænkede arbejdsudbuddet.
Det indsnævrede manøvrerum
Min pointe er, at de partier, der ifølge Finansministeriets fremskrivninger kan øge arbejdsudbuddet, står bedre end dem, der ikke kan – både i pressen og ved forhandlingsbordet. Druedahl argumenterer modsat for, at politikerne med de gældende regnemetoder blot kan sætte sig et andet mål end arbejdsudbud, for eksempel lighed, såfremt de ønsker dette, og at »den politiske konklusion på ingen måde er skrevet på forhånd«.
Ja, det kan politikerne godt, men hvis de beskatter progressivt og hæver ydelser, må de samtidig forklare vælgerne, hvorfor deres politik ifølge Finansministeriets fremskrivninger gør landet fattigere og sænker beskæftigelsen. I virkelighedens verden er det ikke nogen vindersag. Det er noget, man taber valg på. Hvis man derudover balancerer på budgetlovens grænse for underskud på den såkaldt strukturelle offentlige saldo, kan politikken tilmed være ulovlig.
Derfor indskrænker anvendelsen af regnemodellerne det politiske manøvrerum. Hvis jeg som politolog skal forklare, hvorfor Thorning og Løkke førte en anden politik end Anker Jørgensen (S) og Poul Hartling (V), så mener jeg, at anvendelsen af regnemodellerne giver en bedre forklaring end partiernes ideologier. Thorning og Løkke delte samme regnemodeller, der gav samme opskrift på, hvordan man øger arbejdsudbuddet, og forudså samme gavnlige effekter af et øget arbejdsudbud. Derfor nåede de frem til samme politik.
Og derfor er debatten om regnemetoderne vigtig. Det er ikke kun økonomernes ansvar. Det er en fælles opgave for vores demokrati.
Niels Fuglsang er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og ph.d. i politologi
Politiske regnemodeller?
Er finansministeriets regneregler politiske eller udtryk for den tilgængelige fagøkonomiske evidens? Begrænser regnereglerne politikernes manøvrerum eller er det politikerne, der gemmer sig bag modelberegningerne i stedet for at argumentere politisk for deres sag? Her har Information samlet debatten om regnereglerne.
Seneste artikler
Lyt til vores nordiske naboer: Dynamiske effekter er for usikre til at regne med
6. april 2022Regnemetoderne i det danske finansministerium adskiller sig markant fra den måde, man regner på i resten af Norden, og det har stor effekt på det politiske handlerum i Danmark, skriver direktør Asbjørn Sonne Nørgaard og analytiker Magnus Thorn Jensen fra Tænketanken Cevea i denne kronikVismændene burde have sagt fra over for Finansministeriets brug af regneregler
22. februar 2022Det er vanskeligt at forstå, hvorfor vismændene fagøkonomisk ikke går mere offensivt til værks, når de vurderer evidensen bag Finansministeriets regneregler. Der bør stilles større krav, ellers bliver det for let at få tallene til at passe, skriver professor emeritus i økonomi Jesper Jespersen i dette debatindlægHvis vi var vokset op med Jane Eyre, ville flere måske turde kritisere regnemodellerne
14. februar 2022I 1800-tallets litteratur finder vi personer, der sætter moral og åndelige værdier højere end rationel egennyttemaksimering. Det menneskesyn findes knap nok i dag, og derfor tør kun få kritisere vores regnemodeller: risikoen er for stor og ønsket om at udvise karakter for lille, skriver ph.d. i statistik Alexander Sokol i denne kronik
Oplysende diskussion af vægtninger i den økonomiske politik. Men er det ikke lige før Fuglsang bliver så deterministisk, at forskellen på borgerlig og socialdemokratisk økonomisk politik helt forsvinder? Det er vel muligt at modellere beregninger over incitamenter, der fremmer social og økonomisk lighed uden at sænke velfærden og øge arbejdsløsheden?
Eller havde Blå Bjarne så alligevel ret: Der findes kun een forsvarlig politik - Nødvendigheden politik?
Næppe.
Tak for debatten om Finansministeriets regnemodeller.
Et forslag hvad med at prøve at tage andre ting med i modellen og se hvad resultatet så giver . Vil det ikke kunne fører debatten videre og forhåbentligt til bedre og mere retfærdige måder i fremtiden. Resultaterne til disse prøvekørsler skal naturligvis være offentlige.
Nemlig Gert Romme - men derfor er det også meget godt at få andre ting med i modellerne og få dem afprøvet i åbne kørsler så resultaterne kan debatteres åbent- så der kan tages politiske beslutninger på en mere retfærdig modelkørsel.
I mine øjne er problemet mere politikske blokader at få andre sider med i kørslerne.
Der kunne jo også køres en kørsel med skattelettelser med den forudsætning at så ville folk arbejde mindre, når de gennem skattelettelserne vil få flere penge til forbrug. Det er da tosset at antagelsen om at folk vil arbejde mere hvis de få skattelettelser som eneste fakta. Bare et eksempel.
Men de eksterne effekter ved fx. minimumsnormeringer mht. færre børn og unge der falder i "grøften" senere i livet kan vel være ligeså gode at beregne som værdien af andre usikker udviklinger der i dag tages med.
Jeg tager vel forhåbentlig fejl når jeg får indtrykket af at have læst ovenstående, at det er økonomer og ikke politikere, der fører landets politik.
Er politikerne i virkeligheden i lommen på økonomerne? Eller wafanden?
Hvad har økonomi egentlig med politik at gøre?
Enhedslisten burde forklare helt firkantet og jordnært, så alle vælgere kan forstå det, at:
- Arbejdsudbuddet er en omskrivning for folk, der er arbejdsløse, ikke for folk, der får et job.
- Arbejdsløse kan ikke bare 'tage et arbejde, for det kræver at en arbejdsgiver vil ansætte dem.
- Når arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, 'glemmer' de at opslå ledige stillinger eller være opsøgende i de relevante fagforeninger, de ansætter ikke seniorer, folk uden tidligere erfaringer indenfor området, fleksjobbere eller skånejobbere, eller folk med handicap.
- Der er hvert år omkring 8.000 lærlinge, der ikke kan få en praktikplads.
- Mange arbejdsgivere foretrækker gratis arbejdskraft leveret af kommunernes jobcentre, eller billig udenlandsk arbejdskraft.
- 70- 80% af de ledige på kontanthjælp er syge.
Det burde de sige og skrive ved enhver given lejlighed i et sprog alle kan forstå.
Nåh nej, det gør de jo allerede.
Der er bare ingen, der gider høre om det, og de fleste medier gider slet ikke at skrive det eller vise det på TV eller på de sociale medier, ligesom når de kører kampagner imod muslimer.
Det er der flere klik ved.
Fredag den 2. Marts 2012 skrev Thorning-regeringen Danmark ind i EU's Finanspagt.
Der var tale om suverænitetsafgivelse, men alligevel kom det ikke til en folkeafstemning.
"Det er med Tyskland og forbundskansler Angela Merkel, at finanspagten er blevet til. Årsagen var Storbritannien og premierminister David Camerons modstand mod traktatændringer, der skulle sikre, at EU-landene holdt deres budgetter - og undgik kriser a la Grækenland.
Som - indtil videre - eneste land vil Irland sende finanspagten til folkeafstemning.
Selv om Danmark ikke er med i euroen, går vi med i pagten ved at lave en budgetlov med loft over udgifterne i kommuner og regioner."
https://www.berlingske.dk/politik/finanspagten-underskrevet-i-bruxelles
Dette skete midt i en finanskrise forårsaget af uansvarlige banker, og budgetloven har- sammen med Finansministeriets blåsorte regnemodeller- lagt Danmark i økonomisk spændetrøje.
Mange af de besparelser og nedskæringer vi har set i det offentlige og overfor de arbejdsløse har været med baggrund i budgetloven.
@ Gert Romme
Først et lille suk: Du svarer aldrig mig, når jeg kommenterer dine indlæg. Hvorfor kan man kun gisne om. Men jeg kipper med flaget - nu du direkte belærer mig om, hvordan regnemodeller er indrettet.
Jeg er fuldt ud klar over, hvordan regnemodeller fungerer, og det er ikke rigtigt, når du hævder, at Finansministeriets konventionelle regnemodeller uden videre indregner faktorer som social lighed i deres beregninger. Det kom i mit indlæg frem, da jeg nævnte, at Corydons udtalelse om at 'man fremover ville bruge »gængse regnemetoder«. Baggrunden var i kronikken at man netop IKKE uden videre kan ind arbejde dynamiske og politiske størrelser som 'lighed' i konventionelle modeller, der IKKE er skruet sammen til at arbejde på den måde.
Men som sagt. Tak for belæringen, men du skulle nok have adresseret den til andre.
Det er ikke nyt at de regnemodeler er mere hullet end en ost. Skal vi have nogen brugbare skal vi både have flere data ind og køre dem på samme måde som modeller for vejret - altså 30-40 gange med mindre manipulationer af data.
Smid regnemodellerne ad h. til.
Før politik, som politik skal føres. Coronakompensationerne, minkkompensationerne og fiskernes Brexit- kompensationer mv. viser jo med al ønskelig tydelighed, at der er penge nok. Det er kun, når det er de fattige, dårligt uddannede, arbejdsløse, syge og kontanthjælpsmodtagere, der skal tilgodeses, at der ikke er penge nok. Det samme når der peges på behovet for bedre skoler, daginstitutioner, plejehjem eller for forskning, uddannelse og grøn omstilling. Så kommer finansministeriets regnemodeller i sving, og hver gang viser de, at der ikke er penge nok, og at det går ud over arbejdsudbuddet eller noget andet uvæsentligt – budgetloven fx. I gamle dage var det handelsbalancen eller underskuddet på statsbudgettet. Man finder altid på noget.
Finansministeriet regnemaskiner er fodret med kapitalistisk, neoliberal tankegods. Lad Eva Schwanenflügels opfordring ovenfor til Enhedslisten være et første skridt på vejen til at forkaste disse modeller. Der er ikke meget politisk saft og kraft i at diskutere for eller imod Finansministeriet regnemodeller, og man kan ikke hente politisk inspiration og styrke i regnemaskiner. Borgerlige økonomer (og regnemaskiner) kommer med borgerlige analyser. Hvad andet kunne vi forvente.
Før gerne nødvendighedens politik. Men lad nødvendigheden definere ud fra, hvad mennesker og samfund har behov for, så vi kan afskaffe fattigdom, ”underuddannelse” og så vi kan få et solidt socialt sikkerhedsnet, velfungerende sociale institutioner, et højt uddannelsesniveau og forskning i verdensklasse. Nødvendighedens politik er det, der er godt for mennesker – ikke for regnemodellerne.
Kurt Nielsen
"Er politikerne i virkeligheden i lommen på økonomerne? Eller wafanden?
Hvad har økonomi egentlig med politik at gøre?"
1. Ja.
2. En hel del. Iflg. 1.
En hel del politikere fik "hjernerystelse" efter Anker Jørgensen, der for mig at se var den eneste politiker, der bedrev politik ud fra hvad han vitterligt fandt rigtigt.
Hans politik døde som følge af energikrisen - men den er efterfølgende blevet brugt som et skræmmebillede for alt, hvad der ikke bakker op om Thatcher og Reagan.
Herefter har samtlige politikere været pissebange for at foretage sig noget som helst, der kunne stille et hvilket som helst spørgsmål ved hvad som helst, Finansministeriets Regnedrenge har vedtaget som en Gudgiven Sandhed.
Uanset, hvad nogen politikere egentligt kunne tænke sig politisk, retter de ind fra bogstaveligt talt højre - for hvis de holder sig til egne politiske mål og visioner, vil de øjeblikkeligt kunne ved mindste afvigelse eller "løftebrud" skydes ned af de modstanderpartier, der holder sig til regnedrengenes "sandheder" med dertil hørende "kontroltjek af mål"-presse.
Og det vil gælde hele kommunikationsverdenen rundt: Du er DØD!
"Hans politik døde som følge af energikrisen - men den er efterfølgende blevet brugt som et skræmmebillede for alt, hvad der ikke bakker op om Thatcher og Reagan."
Læs:
Margrethe Vestager: Jamen det er jo bare sådan, det er...
Jeg vil nu holde fast i, at Schlüter-regeringerne faktisk i høj grad var nød til at videreføre velfærdssamfundets diskurs, selvom den liberalistiske del af firkløveret trak voldsomt i en anden retning.
Under Schlüter blev der givet betydelige tilskud til opførelse af nye almennyttige boliger, retten til at søge og få beskæftigelse indenfor sit fag blev snarere styrket, og igennem det meste af perioden var bistandshjælpen på et niveau, som sikrede folk et rimeligt liv, i hvert fald hvis man var ung og uden familiære forpligtelser.
Folk var uformelt bundet til fagforenings-og a-kassemedlemskab, ja, man kunne slet ikke blive medlem af en a-kasse uden at være medlem af den tilhørende fagforening, indtil EF-domstolen desværre satte en stopper for det.
Alt dette, fordi diskursen var rettet imod velfærdssamfundet, og det var førsti 90erne, at skuden vendte for alvor; men retfærdigvis var det også på flere områder en balancegang, Nyrup og Lykketoft gennemførte, hvor stramninger blev vejet op med fordele. Hele tiden blev der dog filet, først med forringelser for aktiverede på dagpenge (og endnu værre på bistandshjælp), senere på en lang række andre områder, kulminerende med aktiv-lovene, der reelt indførte nyfattigdom ved lov, samt de for Socialdemokratiet selvmorderiske forringelser efterlønnen, der reelt forhindrede partiet i at genvinde regeringsmagten i 10 år.
Problemet er at 'nødvendighedens politik' er blevet brugt politisk, som løftestang for ting som en regering gerne ville for at få politisk råderum, så de kunne lave ting der kunne få dem genvalgt.
Den rigtige 'nødvendighedens politik' er jo at der skal være penge til sygehuse, praktiserende læger, folkepension, folkeskoler, veje, forsvar, internationale forpligtelser etc. etc.
Spareøvelser, grønthøsteren og alle de andre tiltag går jo ud på at skabe et økonomisk rum, som en siddende regering kan bruge på at blive genvalgt. Der er jo ikke nogen (desværre) der blive genvalgt på at der IKKE sker noget. At tingene bare kører i olie.
Mht. finansministeriets regnemaskine, så synes jeg det er vigtigt at den er uafhængig af politisk manipulation. Men at det politiske krav til den er at den er mainstream, 'upolitisk', videnskabelig funderet og afspejler danske forhold.
// Jesper