Claus Holm skriver i Information den 6. januar, at den tiltagende læringsinteresse i daginstitutionerne tager opmærksomheden væk fra den nødvendige omsorg, nærvær og tryghed. Vi anfægter ikke problemet, men finder det forkert at skabe en modsætning mellem omsorg og læring. At tænke enten læring eller omsorg er en konstrueret forståelse, der ikke giver mening hverken begrebsligt eller i praksis.
En sådan insisteren på at adskille læring fra omsorg er bagudskuende og smager af en epoke, feltet allerede har været igennem op gennem 00’erne, hvor mange pædagoger og forskere drømte sig tilbage til en daginstitution præget af leg og selvforvaltning.
Frem for at sætte en modsætning op mellem omsorg og læring er det mere frugtbart at støtte pædagogerne i at udføre en praksis, hvor det omsorgsmæssige og det læringsmæssige indgår i en helhed. Det er ingen nyhed. Småbørnspædagogikken har de seneste 20 år teoretisk og praktisk søgt at knytte omsorg og læring sammen, en stræben, man internationalt betegner educare med en sammenskrivning af care og education.
Omsorg og læring er knyttet sammen
Educare rummer tre dimensioner: undervisning, opdragelse og omsorg. Disse har hver for sig deres egen logik og indholdsbestemmelse, men må tænkes sammen for at komme til at udgøre en enhed.
Fra en filosofisk betragtning er omsorg en grundlæggende dimension ved det menneskelige liv. Det er et dybt menneskeligt træk at bekymre sig om sine nærmeste, at interessere sig for og involvere sig i andre mennesker. Omsorg er i daginstitutionen kendetegnet ved pædagogens empatiske relation til barnet, hvor han/hun tager barnets perspektiv og søger at tage barnets behov og interesser i betragtning for herigennem at bidrage til dets trivsel og velbefindende.
I omsorgssituationen drejer det sig dog ikke bare om at være sammen. Pædagog og barn er altid sammen om noget. For eksempel at læse en bog eller samtale om et relevant tema, hvorigennem barnet får mulighed for at tilegne sig kundskaber og indsigt i verden, hvorigennem det opnår en læring. Når pædagogen bevidst reflekterer over og organiserer samværet på en sådan måde, at der åbnes for børns læring, er der tale om undervisning, der netop er defineret ved gennem mangfoldige måder at give støtte til barnets læring.
Endelig indgår en tredje dimension i samværet, nemlig opdragelse, det vil sige formidling af normer, holdninger, indstillinger og værdier. I ethvert samspil indgår normer og værdier. Pædagogik er normativt. Afgørende er det at afklare, hvilke værdier man ønsker at fremme. I et nordisk studie viste vi, at danske daginstitutioner især bidrager til at udvikle tre hovedværdier, nemlig demokratiske, omsorgsorienterede og disciplinerede værdier. Sidstnævnte dækker over forventningen om at kunne indrette sig i fællesskabet og deltage i fælles aktiviteter samtidig med at udøve en vis selvstændighed.
Læring sker i omsorgsfulde relationer
Det er ikke muligt at isolere omsorg – eller læring for den sags skyld: Onsdag yder vi omsorg, og torsdag skaber vi læring. Fredag opdrager vi. En sådan opsplitning er absurd. Det er ikke en mulighed. Læring i en daginstitution er via pædagogens omsorg knyttet til hans/hendes tilstedeværelsesform, det vil sige vedkommendes særlige omsorgsarbejde.
Læring beskriver forskellen mellem barnets aktuelle niveau og det potentielle niveau. Dette indebærer, at pædagogen designer, faciliterer og skaber momenter af erkendelse for barnet for eksempel gennem børnenes aktive deltagelse i pædagogens omsorgsfulde interaktioner, børnefællesskabet og diverse former for relationer samt en nysgerrig forholden sig til og brug af institutionens mange materialer og værktøjer. Det vil sige formelle og uformelle processer, gennem hvilke barnet formes og forandres i omsorgsfulde relationer og mangfoldige, spændende, udfordrende aktiviteter. Det involverer forskellige dimensioner og kombinationer af undervisning, opdragelse og omsorg.
Den konkrete udformning af forholdet mellem omsorg og læring er afhængig af børnenes alder og de specifikke og aktuelle omstændigheder. Her ønsker vi, at pædagogens dømmekraft vinder indflydelse frem for Claus Holms kunstige adskillelse af omsorg og læring, som er et brud med den nordiske tradition på området.
Stig Broström er professor emeritus, og Ole Henrik Hansen er lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet.
Et ganske eftertænksom nyt indlæg i denne vigtige debat fra den strukturerede gamle "kommunist" professor Brostrøm, som jo i 70 erne kørte den stramme læringslinje i den materialistiske ånd/ ideologi, og hermed gik ind for en struktureret hverdag i daginstitutionerne., modsat den anden mere bløde "røde" Erik Siggsgaard. De to stod overfor hinanden og mangfoldigheden i børnehaverne kunne vokse frit i det felt.
Jeg opfatter ham i dag som mere blid :) så derfor er det nok rigtigt at læring altid er der og ingen læring har værdi uden omsorg.. Men hvem siger at den læsring for en 3-6 årig skal ske på et bestemt tidspunkt og uden mulighed for fravalg?
Ole Henrik Hansen, har uddannet et utal af pædagoger til at tænke læring ind i institutionerne, som noget der sker hele dagen, i garderoberne, ved håndvasken, i den frie leg og i de mere voksenstyrede lege og aktiviteter.
Der er ikke højtlæsning på et bestemt tidspunkt, man ikke kan sige nej til, men tilbud om at deltage i højtlæsning ( dialogisk læsning ) og andre aktiviteter der gerne skulle tiltrække børnene og berige dem med læring i positive, anderkendende læringfællesskaber. Jeg har selv været med i den forandringsproces, det er at se læring hele dagen og planlægge aktiviteter ud fra hvad det enkle barn samt det store børnefællesskab lige nu har brug for.
Jeg kunne ikke tænke mig at gå tilbage til den mere ubevidste tilgang til børnene . Det branchen kunne undvære er al dokumentationen som bliver afkrævet skriftligt. Planlægning, hvem gør hvad. Hvorfor vælger vi at lave den aktivitet. Hvad vil vi opnå. Hvad forventer vi børnene vil lære. Efter aktiviteten evalueres der, fik vi det ud af det vi ville. Der skal skrives læringshistorier, filmes og tages billeder. Det tager meget tid fra kerneopgaven.
At være sammen med børnene, følge dem i fri og strukturet leg, guide dem i at mestre livet på godt og ondt, give dem omsorg og viden.
Sovjetpsykologiens talsmand nummer 1 i Danmark, Stig Brostrøm er på sine ældre dage begyndte at skrive om "omsorg" og sågar "leg" i Information. Dog lød der ikke et pip fra ham, da den borgerlige regering i 2004 indførte Læreplaner, hvor der ikke én eneste gang blev brugt begrebet "leg" - 15 år skulle der gå, før leg blev inkluderet i disse Læreplaner!
Behændigt undlader både Stig Brostrøm og Ole Henrik Hansen at forholde sig til den pædagogiske virkelighed med 2 voksne til 20 børn i børnehaverne. "Pædagog og barn er altid sammen om noget" skriver de to akademikere for eksempel, men hvor ofte er det nu, at én pædagog er sammen med ét barn??
Derudover skal man være tonedøv for ikke at forstå, at der er ét og kun ét massivt fokus på, hvad stat og kommuners hensigt er med daginstitutionen (ud over ren pasning) - og det er Stig Brostrøms indlæringsagenda. Desværre!
b Jensen: Så fik du det sagt ! Jeg var lidt pænere, men ingen skal være i tvivl om hvem af de to guruer jeg var mest til i den tid, uanset vi også brugte emnearbejde i 77 .
Kære Stig Broström og Ole Henrik Hansen, jeg mener ikke I har forstået Claus Holm og alle vi andre, der beklager den ensidige fokus der har været på læring i institutioner og skoler.
Hverken CH, eller andre der arbejder inden for dette felt, vil hævde er der er modsætningsforhold mellem omsorg og læring - tværtimod!
Det alle fagfolk ved, er at der netop er en symbiose mellem omsorg (som jeg foretrækker at kalde trivsel), og læring. Og det vi påpeger, er at det er en skændsel, når politikere sætter ensidigt fokus på (ind-)læringen, når de samtidigt fjerner ressourcer til omsorg.
Enhver der har fulgt udviklingen i folkeskolen, vil vide, at de mange politiske tiltag, der alle har været øremærket indlæring, ikke har givet pote. Det skyldes netop -, og det viser netop, at trivsel og læring skal følges hånd i hånd, hvis der skal være udbytte af indsatsen.
Den modsætning I har manet op af jorden, er ren fiktion, så vidt jeg kan se, Hvis den bygger på en teori om, at folkene på gulvet jo bare selv kan doserer trivsel og læring optimalt, skyldes det desværre, at I har tilbragt for lang tid bag skrivebordet.