Klumme

Formandsopgøret i Dansk Folkeparti har været som en familiefejde om et dødsbo

Det er historiens ironi, at det parti og den bevægelse, der engang var kendetegnet ved enestående sammenhold, under formandskampen er forfaldet til gensidige beskyldninger, frygt for udrensning og trusler om udmeldinger
DF har ikke formået at appellere til den store del af Danmark, som ikke kunne identificere sig med deres paroler, skriver Rune Lykkeberg forud for partietss formandsvalg på søndag.

DF har ikke formået at appellere til den store del af Danmark, som ikke kunne identificere sig med deres paroler, skriver Rune Lykkeberg forud for partietss formandsvalg på søndag.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Debat
22. januar 2022

I et dramatisk opgør med den venstrefløj, han selv var formet af, og den bevægelse, han selv havde deltaget i, erklærede Jürgen Habermas i 1968, at ungdomsoprøret var en »skinrevolution«.

De unge havde forvekslet deres aktioner med en revolutionær kamp og troet, at de talte på vegne af arbejderklassen, som de i realiteten ikke havde fået etableret en alliance med, og som ikke kunne se sig selv i deres paroler og krav:

»En rød fane på det rigtige tidspunkt på det rigtige tag kan have en oplysende virkning. Den kan bryde et tabu, den kan åbne for en oplysningsproces«, konstaterede Habermas i ’Skinrevolutionen og dens børn’. Ungdomsoprøret havde været tiltrængt som en kulturel frigørelse og som en udstilling af autoriteter, der var forstenede og reaktionære, anerkendte Habermas. Men det var noget helt andet, fortsatte han, hvis man virkelig antog, at sådan et symbol i sig selv var »en storm på Bastillen«.

»En så graverende forveksling af symbol og virkelighed kvalificerer i klinisk forstand til betegnelsen en vrangforestilling«. Og så var man ifølge Habermas ikke oprørske unge, men forfaldet til det, han med et tysk udtryk for barnlighed kaldte »infantilismus«.

Deres politiske modstandere fremstillede de med overdrevne fjendebilleder, og »skinrevolutionens taktik« kom ifølge Habermas »til udtryk ved, at de søgte polariseringen for enhver pris«.

Bevægelsen DF

Det siger sig selv, at der er meget store forskelle i indstilling, normer og mål mellem den tyske ungdomsbevægelse i 1960’erne og Dansk Folkeparti. Og at mens førstnævnte var kategorisk kompromisløse over for det etablerede samfunds autoriteter, har sidstnævnte demonstreret en forbløffende pragmatisk vilje til at gå på kompromis med magthaverne til gengæld for ekstreme tilståelser på deres egne mærkesager.

Men lidt over tyve år efter de fik deres systemrystende gennembrud ved folketingsvalget i 2001, og efter et pinagtigt formandsopgør, ligner Dansk Folkepartis projekt som protestparti en »skinrevolution«.

Man skal ikke tage fejl af, at partiet for tyve år siden var en slags bevægelse, der tiltrak intellektuelle som Søren Krarup og Jesper Langballe, engagerede idealister og folk, der troede på, at de kunne være med til at gøre op med noget, de fandt helt uretfærdigt.

»Dansk Folkeparti er vel det eneste parti i øjeblikket, der både er et parti og en bevægelse«, sagde Jesper Langballe i et interview her i avisen i 2003:

»Det har alle partier været på et eller andet tidspunkt, også Socialdemokratiet og Venstre, men de bevægelser, som de repræsenterer, er gået i stå.«

Det var ikke forkert. Dansk Folkepartis vælgere var lidenskabelige, deres repræsentanter engagerede sig stolt i kulturkampe, og i modsætning til mange andre partier sagde de altid, hvad de troede på. Det havde en appellerende effekt, at de hejste det danske flag som symbol på det, de kæmpede for. Men de har ikke formået at appellere til den store del af Danmark, som ikke kunne identificere sig med deres paroler. Deres kulturkamp forekom latterlig, fordi deres fjendebilleder som regel var overdrevne, og deres positive idealer var institutioner som pølsevognen og grænsestationen.

Men de gennemførte et moralsk opgør med kulturelle og moralske autoriteter, som vi andre var chokerede over at opdage kunne virke så forsvarsløse og forstenede. Deres autoritetsopgør er en blivende sejr for dem. Antiracismen er stadig i dag uhyggeligt marginaliseret, og deres opgør med den politiske humanisme er blevet til en parlamentarisk konsensus, som gør Danmark til forbillede for Frankrigs nationalister. Og på samme måde som den ene generations ungdomsoprørere blev næste generations professorer, blev protestpartiets leder formand for Folketinget.

Gemene beskyldninger

Det er, som om Dansk Folkeparti har vundet den kamp, de kunne vinde, og der ikke er meget andet tilbage. Historiens ironi er det, at det parti, der engang var kendetegnet ved et sammenhold grænsende til kærlighed, nu gennem en formandskamp er forfaldet til gensidige beskyldninger, frygt for udrensning og trusler om udmeldinger. Og at de tiggede og bad en kvinde fra et andet parti, som var under anklage i en rigsretssag, om at blive deres leder.

Formandskampen har været et opgør uden egentlige politiske modsætninger, der mest af alt har lignet en familiefejde om et dødsbo. De kan sagtens få stemmer og fortsætte som parti i Folketinget. Men deres tid som bevægelse er forbi. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

21/jan/2022

Helt enkelt,
jeg ønsker mig, at Dansk Folkeparti
opløses og forsvinder mest muligt ...

Med bekymret hilsen
Claus

Alvin Jensen, Birte Pedersen, Ole Frank, Gitte Loeyche, Ninna Maria Slott Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

Men deres forbandede ånd lever videre. Den er svær at slå.

Per Klüver, Alvin Jensen, Birte Pedersen, Ole Frank, Gitte Loeyche, Ninna Maria Slott Andersen, olivier goulin og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Ja, uanset partiets videre skæbne, så kommer det til at trække lange spor i dansk politik. Men det er nu nok ikke alene partiets ’fortjeneste’ - de har været båret frem af af en global tidsånd, som måske ligefrem har overhalet dem nu.

Støjberg ville formentlig være deres bedste chance for en revival. Hun er Danmarks mest fremtrædende repræsentant for det nye Trumpske paradigme. Når det vinder frem for alvor, vil vi tænke tilbage på DF med vemod.

/O

Susanne Kaspersen, Ninna Maria Slott Andersen, Per Klüver, Alvin Jensen og Niels østergård anbefalede denne kommentar

DF har tiltrukket en type mennesker, hvis højeste intellektuelle niveau, er at se på verden som sort (ond, forkert, farlig) eller hvid (god, bedre, bedst), Der er intet derimellem. De er selvfølgelig hver især pr selv-definition en af de hvide.

Når man er udstyret med et så primitivt værdiapparat, så bruges det jo ikke kun til at udstøde og udskamme de grupper i samfundet, man ikke bryder sig om. Men også den/dem, der formaster sig til at blive deres modstandere i enhver anden forstand.

Ole Olesen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Ole Frank anbefalede denne kommentar

At kalde Langballe og Krarup for intellektuelle....!

Ole Olesen, Kurt Nielsen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Mogens Holme anbefalede denne kommentar