Klumme

Frigørelsen fra arbejdet kan kun lykkes, hvis vi går sammen i en organiseret bevægelse

Fagbevægelsen og arbejderpartierne har i mere end hundrede år holdt på, at det var gennem arbejdet og kampe for ordentlige arbejdsforhold, at vi kunne skabe det gode samfund. Men nu er der brug for kamporganisationer, der vil frigøre os helt fra arbejdet, skriver forfatter Eskil Halberg i denne klumme
Arbejde var den vigtigste politiske faktor i det 20. århundrede, men arbejdspladsen har vist sig som et sted, der suger livet ud af os, skriver Eskil Halberg.

Arbejde var den vigtigste politiske faktor i det 20. århundrede, men arbejdspladsen har vist sig som et sted, der suger livet ud af os, skriver Eskil Halberg.

Emilie Lærke Henriksen

Debat
7. januar 2022

I USA sagde 4,5 millioner amerikanske lønmodtagere op i november sidste år. Det er det højeste antal i de 20 år, man har opgjort tallene. Og på det sociale medie TikTok filmer unge mennesker ligefrem sig selv, mens de siger op – typisk i protest over dårlige arbejdsforhold.

Herhjemme truede nogle sygeplejersker også offentligt med kollektive opsigelser i november i frustration over arbejdsforholdene på hospitalerne, alt imens både sygeplejersker, pædagoger og lærere siver væk i en bemærkelsesværdig ubemærkethed.

Hvad går det ud på?

Det er, som om en mere grundlæggende pessimisme over for lønarbejdet og arbejdsmarkedet breder sig i den vestlige verden. Selv folk med såkaldt spændende job i symbolindustrien er begyndt at genoverveje deres evige kamp for en karriere. Spørger man folk på deres dødsleje, hvad de fortryder mest, siger de, at de har arbejdet for meget.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

"Spørger man folk på deres dødsleje, hvad de fortryder mest, siger de, at de har arbejdet for meget". Hvor ved du i grunden det fra, Eskil Halberg?
Selvom jeg er gammel, er jeg endnu ikke nået til dødsleje-stadiet Så jeg kan naturligvis ikke garantere, at jeg på mit dødsleje ikke fortryder mit arbejde, men jeg tror det ikke. Arbejdet giver viden, indsigt, færdigheder, indtægt, somme tider anerkendelse og - for de meget heldige - måske ligefrem prestige. Glæden ved at skabe og frembringe noget er heller ikke at foragte. Det hvad enten man fremstiller fysiske og konkrete ting som vindmøller, huse og broer, parterer en gris eller servicerer kunder ved at svinge varer over disken eller rådgive om TV-abonnementer eller forsikringer. Vil man arbejde med mennesker er der meningsfuldt arbejde at finde i børneinstitutioner, skoler, med uddannelse eller i pleje-, omsorgs- og behandlingssektoren. Og så er der arbejdet med at få det alt sammen til at fungere i offentlige og private organisationer og i samfundet som helhed. Hvor fedt er det ikke at være med til at opbygge en organisation, der tjener sit formål, fungerer og vedligeholdes stort set gnidningsfrit og til brugeres, borgeres, kunders og medarbejderes tilfredshed. Gartnere, reparatører, sanitører og chauffører er som regel ikke de mest vellønnede. Derimod har de nogle af de mest centrale jobs, for at bevare folkesundheden (kloakarbejdere, renovationsarbejdere, sanitører), for at holde hjulene i gang (chauffører og reparatører) og for at holde det hele pænt, ordentligt og velholdt (gartnere, sanitører m fl.).
Jo, der er masser at glæde sig over ved at arbejde.
På arbejdet møder man mennesker med vidt forskellig baggrund, alder og erfaring. Man lærer at samarbejde og respektere andre. På det personlige plan er der også noget at hente. Hvis jeg ikke arbejdede, ville jeg ikke stifte bekendtskab med de udfordringer, der er ved at være børnefamilie og institutioner med lukkedage, barsels- og forældreorlov og de seneste nye bæreseler eller hoppegynger. Hvor eller skulle jeg stifte bekendtskab med sprogets nyskabelser, hvis jeg ikke talte med unge og hørte om deres optagethed af forholdet mellem kønnene, LGBT-personer, brug personlige pronominer mv. Ja, jeg er imponeret over de mange forskelligartede temaer, der kommer frem under samtalen ved frokostbordet.
Godt vi har arbejdet.
Men som klummeskriveren så rigtigt gør opmærksom på, er også omsorg, opdragelse, graviditet og husholdning afgørende elementer i vores liv. Disse ting er ikke prissat. De har derfor en tendens til at glide i baggrunden i vores markedsstyrede kapitalisme, hvor kun det der kan omsættes til pengeværdier medregnes som værdifuldt. Hvordan vi får disse private, men afgørende ting til at passe sammen med lønarbejdet er bestemt en overvejelse værd.
Men der er intet galt ved at arbejde- tværtimod!

Dorte Sørensen

Tak for den vinkling i mod sætning til det "vi" ellers høre om det "hellige" arbejdsmarkedet som det eneste der giver værdi i livet.

I mine øjne burde "vi" kunne se værdien i frihed fra arbejdet eller se på alle de ting , der bliver udviklet i "vor" fritid.
Tænk fx. hvis børnefamilier fik mere tid til rigtigt at gøre noget for og med deres børn i stedet for at lærer dem den stressede levevis med at skulle tidligt op i børnehave- skole-pasningsordningerne osv..... samt så til diverse fritidsaktiviteter.

Når der tales så meget om værdier, er det så ikke netop disse værdiændringer "vi" og hele samfundet burde arbejde for i stedet for at stresse og nedbryde endnu flere.
Ligeledes ville et mindre forbrug også være til gavn for klimaet og miljøet.

Steen K Petersen, Lillian Larsen, Niels-Simon Larsen, Mette Johansson, Egon Stich, Uffe Gammelby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Lønarbejdets absurditet - åhja.
Det er vildt underligt.
For nemheds skyld kan vi starte med at opdele funktionerne i a. og b.
A betegner det lønarbejde, som udføres af mennesker uden særlige beføjelser eller vilkår.
B betegner arbejde som går ud på at handle fra en markedsplads og vinde konkurrencer om at kapre kapital og fordele .

På arbejdsmarkedet tjener mennesker i kategori a penge ved at producere eller yde service, som omfordeles til kategori b, som opgjort i pengeværdi anses for af højere værdi. Det er lidt finere at stå og faldbyde de varer, som andre laver - af en eller anden årsag som fortaber sig i historien. Man kan undre sig over at det er af større værdi at være markedsopråber end at tage sig af børn, gamle, mad og andre fornødenheden.

Men nu bliver det yderligere kompliceret. Der findes også kategori c og d arbejde. Kategori c arbejde er det arbejde, som Mette Frederiksen i sin tid som beskæftigelsesminister var meget begejstret med til at støtte: Nyttejobbet. Det er arbejde, som er så vigtigt, at menneskene ikke skal have løn for det, men bare være taknemmelig for at lære at stå op om morgenen. I denne kategori befinder sig også arbejde som f.eks at følge børn i skole, hjælpe sine forældre, at lytte til andre og forsøge at hjælpe dem og en hel masse andet, som får hverdagene til at hænge sammen.
Kategori d arbejde udføres af er politikere og bestyrelser og udvalg. Det er så vigtigt at det udløser en høj løn, for man skal sikre sig, at lønnen er tilstrækkelig høj til, at de ikke begynder at tage af kassen selv. Denne form for arbejde beviser sit værd ved enorme mængder af rapporter, beskrivelser, research og analyser.

Og hvor vil jeg så hen med det - jo, det er komplet umuligt at skille tingene ad på den måde og derfor er lønnet arbejde stillet op overfor ulønnet arbejde også absurd.
For noget arbejde er lønnet i visse situationer og ikke i andre situationer. Foreningsarbejde i interesseorganisationer er f.eks ulønnet i mange situationer, mens bestyrelsesarbejde i erhvervsorganisationer i høj grad er lønnet arbejde.
I nogle situationer er det lønnet arbejde at passe børn og gamle, i andre situationer er det ulønnet. I nogle erhverv bliver man lønnet for at lytte til andre mennesker. Dem som kører med affald får løn, men det gør man ikke som privatpersen.
Det er pålagt alle borgere at tjekke sin post, men ikke alle formår det og må have lønnet hjælp.

Absurd og komplekst? Jo så fuldstændig og jeg så gerne en anden måde at have et samfund på.

Det er dejligt at læse at nogen har så stort et personligt udbytte af et lønnet arbejde som Søren Dahl. Det har jeg aldrig selv oplevet, men har været valgt fra af det lønnede arbejdsmarkedet i årevis uden at få en forklaring på hvorfor.

Steen K Petersen, Marianne Jespersen, Ebbe Overbye, Niels-Simon Larsen, Eva Schwanenflügel, Uffe Gammelby og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Den moralistiske italesættelse af arbejdet som en 'samfundspligt', der skal retfærdiggøre tvangsarbejde, og ophøjelsen af arbejderismen som dét saliggørende fællesskab, der går forud for alle andre, er pinligt forældet og i en klimakrisetid, direkte destruktivt.

Nogle af de vigtigste funktioner i samfundet er slet ikke lønnede, som Eskil Halberg så rigtigt påpeger, eller også er lønningerne de nederste i hierarkiet.

For nogle mennesker er arbejdet et gode, hvis de vel at mærke selv har valgt at beskæftige sig med noget, der til forveksling ligner deres hobbyer.
Men for langt fra alle er dette tilfældet.

Desuden kan selv den mest spændende arbejdsplads udvikle sig til en spændetrøje, hvis man fx bliver syg af stress eller oplever mobning.
Iøvrigt har NPM ødelagt arbejdsmiljøet de fleste steder i det offentlige.

Det sociale sikkerhedsnet er blevet så stormasket efterhånden, at man har svært ved at få øje på det.
For folk med sygdom og handicap eksisterer det ikke.
De får blot pålagt arbejde som helbredelsesmetode.

Steen K Petersen, Ebbe Overbye, Niels-Simon Larsen, Mette Johansson, Uffe Gammelby, Dorte Sørensen, Lillian Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Tak Eskil Halberg for et vigtigt indlæg. Det er en debat, som er vigtig at få tilbage igen. Ja, pga klimakatastrofen har den aldrig været vigtigere. I 80´erne drømte man om "fritidssamfundet", hvor automatiske funktioner ville overtage store dele af arbejdet, men kapitalismens vækst er tilsyneladende betinget af, at mennesker sættes i sving. Men langt de fleste opgaver mennesker udfører er reelt overflødige, da de fx handler om at propagandere for øget forbrug eller at vedligeholde automatiseringen (eller afbøde følgerne af den). Der er ikke noget kapitalisterne og deres tjenere frygter mere, end at almindelige mennesker lever på et bæredygtigt niveau, og foretager sig hvad de har lyst til.

Jeg tænker, at det ikke er selve arbejdets omfang, der nødvendigvis er det store problem, det er mere arbejdets karakter. Det er OK at sundhedshjælperen arbejder fx 35 timer om ugen, hvis vedkommende har mulighed for at gøre det på en værdig måde, hvor der er tid til snakke med den syge/ældre, og hver der er tid til at få sjælen med undervejs.

I en bæredygtighedssammenhæng bør vi se på, hvad der er nødvendigt arbejde, hvad der er mindre nødvendigt, og hvad der skal afskaffes. Fødevareproduktion er selvfølgelig nødvendig, men bidrager alle serviceopgaver positivt? Reklameindustrien er lige så selvfølgeligt unødvendig og bør afskaffes.

Sådanne tanker kan være gode at have, men de rykker ikke ved Kapitalismens magt, Hvad stiller vi op, når politiet står derude og banker på? Ikke-vold er en forudsætning for en forandring til et bæredygtigt samfund.

Steen K Petersen, Lillian Larsen, Uffe Gammelby, Niels-Simon Larsen, Mette Johansson og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Maya Drøschler

Hørt! Fremtidens arbejdskamp bliver en kamp for at arbejde mindre. Og jeg er helt enig med forfatteren i, at den feministiske kritik og klimabevægelserne er de naturlige allierede i den kamp. For mig er det helt oplagt, at der skal produceres og forbruges mindre som et delelement i at opnå gunstigere forhold for kloden og dens ressourcer.

En anden knap ressource er tid. Det moderne menneske har ikke tid/overskud til at engagere sig i ret meget andet end arbejdet, og fritiden er som regel en restitueringsperiode, hvor man gør sig klar til at komme på arbejde igen. Fritiden burde i stedet være noget, som var fyldt med spændende, meningsfulde aktiviteter, man selv vælger, tid, man selv råder over.

Det er fuldstændig vildt, at vi tillader det.

Steen K Petersen, Lillian Larsen, Uffe Gammelby og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Nanna Andersen

Tak for det indlæg Eskild!

Måske kan du udlede noget af et af de indlæg jeg har skrevet om det bæredygtige samfund?

Jeg er selv fhv vuggestuepædagog, og nu førtidspensionist efter en tur med stress og sygdom. Og livet kan leves på så mange bæredygtige måder, vi skal bare være modige og nysggerige på dem, og hjælpe hinanden på vejen.

Bedste hilsener

Nanna Høyrup

https://www.information.dk/debat/2021/06/familier-tage-del-groenne-omsti...

Freddie Vindberg

Lønarbejde...
min tidsrøver, du ved, at efter du er tilfredsstillet, så kan du rende mig. Der er ikke noget efterfølgende kæleri - eller nogen forelskelse.

Niels-Simon Larsen

Enig med dig, Eskild, og har læst dine bøger. Kunsten er nu at finde sammen om en ide. Det er ikke nok at sige, ud med lønarbejdet, selvom det er rigtigt. Der skal være noget positivt at samles om. Den gamle, venstreorienterede metode er netop at kritisere, og den går ikke mere. Der skal peges på en retning. Der er ingen hjælp at hente fra klimabevægelsen. Den vil bare have vind og sol ligesom erhvervslivet. Den har ingen visioner for et ikke-forbrugersamfund, og det er der i øvrigt ingen, der har mig bekendt. Jeg synes, at vi skal lave et grønt borgerlønssamfund, hvor sigtet er at sørge for, at der bliver en tålelig tilværelse for de kommende generationer. Det betyder, at vi forandrer vores syn på arbejde og løn, og organiserer os på en helt anden måde end nu. Her er der nogle, der skal begynde, så hvad med om du gav bolden op til at samle en gruppe?

Steen K Petersen, Uffe Gammelby, Erik Christensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Den er gal med det grundsyn som er på spil.
Jeg er grundlæggende træt af at 3/4 af landet er eget af kapitalfonde som eneste mål er at berige nogle ganske få.
Huslånene udlånes af tyskerne mens de få danske og deres ejendomsmæglere føjer mere, til den kage.
Når jeg skal købe brænde, får jeg historien om den fejlede verdens trafik og de stigende fragtpriser. Det er jo ikke fordi at Mærsk lige nu sejler "grønt"! Ganske og helt urimeligt at vi skal forholde os til og dække kapitalens uduelighed. Og det er imens at kapitalfondene praler med deres vækst.

Nogle lever og resten overlever med op- og nedturer og betaler selv til det som må komme. Vi er på vej mod en nation af lalleglade oldinge som tror at en el-bil er grøn retfærdighed og en køkkenhave med round-up er løsningen. Sådan er haver jo flest.

Jeg ville gerne købe økologi og biodynamisk mad for miljøet og alt det som de unge tydeligt frygter. Men som ufri og syg er dette umuligt. Derfor går jeg selv i kapitalens retning som en anden prostituret. Og det huer ingen, når det er dag ud og ind her det 7/1-2020 kl. 16.26.

Lorte land!

Erik Christensen

Godt indlæg af Eskild Halberg!
En løsning er en ubetinget borgerløn - og der findes en bevægelse Borgerlønsbevægelsen, BIEN Danmark - se https://basisindkomst.dk/bien/pdf/bog/borgerloen_reel_frihed_2021.pdf

Steen K Petersen, Uffe Gammelby og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
henrik poulsen

Jeg havde i mange år et godt job og en god arbejdsplads. Gennem de senere år gik det dog ned ad bakke med arbejdsglæden, flere og flere forandringer man skulle forholde sig til oven i sit normale arbejde. Nye IT-systemer, mere og mere omfattende procedurer for arbejdet, strategimøder i lange baner osv, og man skulle helst også vise begejstring og at man er "omstillingsparat", i stedet for bare at passe sit arbejde. Det var faktisk og til min store overraskelse en lettelse, da jeg røg ud i en massefyring som 62-årig og kunne gå på efterløn. Egentlig havde jeg det fint med at arbejde.

Der er en del i min omgangskreds, som har stoppet eller ønsket at stoppe med arbejde før tid af ovennævnte grunde. Kun en tåbe frygter ikke en nyansat mellemleder, som skal demonstrere lederskab og handlekraft. Eller en HR-medarbejder med for meget tid. Mange jobs bliver simpelthen ødelagt.

Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar