»Har du købt en enkeltbillet til denne rejse?«
Den flinke unge mand står ved mit sæde og stiller dette venlige, men himmelråbende irrelevante spørgsmål på en af mine mange togrejser mellem København og Jylland. Han oplyser, at han kommer fra konsulentfirmaet COWI, og at denne undersøgelse er bestilt af DSB. Ak ja, der er rigtig mange spørgsmål, som man kunne ønske sig, at DSB ville bestille et konsulentfirma til at undersøge.
Det er nemlig kun gået én vej med kvaliteten i togene gennem de sidste årtier: nedad.
Tænk på de nye intercitytog, vi fik i 1990’erne med de fine sæder, rene toiletter med puslebord, legehjørne og togstewarder eller -stewardesser, der solgte varm kaffe, varme pølser og aviser. Disse behageligheder er forsvundet en efter en, og ofte er der indsat pendlertog med meget lidt plads til bagage, toiletterne er ude af drift og aflåste, så der kun er ét toilet til rådighed til flere hundrede passagerer. Hygiejnen er som følge i bund, og toiletterne må være de rene bakteriesupper og grobund for smitte af alskens slags.
Stationerne er et andet sørgeligt kapitel i den danske togdrift. Stationer med opvarmet venterum, billetsalg, café og toiletter er et lukket kapitel i dansk stations- og toghistorie.
I stedet har vi fået nødtørftige skure med en lille bænk til to personer. Mange stationer er desuden, hvad sikkerhed angår, rene risikofælder med dårlig belysning og skumle udgange fra perroner og elevatorer.
Og tja, hvad kan der så gøres? Nogle gange får man det indtryk, at transportpolitikere, ledere og planlæggere i DSB, Banedanmark og andre knopskydninger simpelthen mangler kendskab til toget som et transportmiddel. De undersøgelser, som DSB sætter i gang, spørger aldrig ind til, hvad der virkelig er galt, eller hvad der kunne ændres, så flere ville finde toget tiltrækkende som transportform.
Togrejsen er uattraktiv
Egentlig behøver man ikke mange spørgeskemaer for at iværksætte nogle helt åbenlyse tiltag: Toget som arbejdsplads for passagererne kunne gøres meget mere attraktiv med flere borde og elstik, som virker, og gerne installeret under sæderne – i stedet for over.
Der kunne indsættes mere personale, især om aftenen, for at give tryghed og holde styr på de festglade passagerer. Toiletter skal sættes i stand og rengøres oftere, ikke mindst her i coronatiden. DSB kunne udvikle nye smarte ramper til den nuværende generation af S-tog og IC-tog. Der skal være hjælp at hente på perronerne til ind- og udstigning og bedre og tydeligere informationstavler. Og DSB-bygninger kunne udbydes til nye og spændende cafeer og kulturarrangementer – eller til nye grønne arbejdspladser, da stationerne ofte ligger centralt og tæt på den offentlige transport.
Man kunne såmænd også kigge til Sverige, hvor det både er forbudt at drikke egen alkohol i toget, og hvor der er spisevogne på de lange stræk. Endelig kunne der oprettes en hotline a la den, som er etableret i England, med tydelig annoncering på stationer og over højttalere, og hvor passagerer kan henvende sig på alle tider af døgnet, hvis de føler sig truet, eller elevatoren ikke virker, eller de på anden måde har brug for hjælp.
Det er en provokation, der er til at tage og føle på, når DSB i den sidste tid i store helsidesannoncer i de landsdækkende aviser har kørt en kampagne med sloganet: ’Uanset, hvor du skal hen, er vi på samme bæredygtige rejse.’ Nej, DSB. Det er lige netop det, vi ikke er. De fleste danskere har for længst opgivet toget som transportform, med dårlig service og komfort, med helbreds- og sikkerhedsrisici og frustrerede medarbejdere, der ikke orker at høre på sure passagerer.
For en stor del af befolkningen er den offentlige transport ikkeeksisterende som alternativ til bilen. Bilen bliver godt hjulpet af bilproducenter, og investorer tilgodeset i trafikpolitikken og ikke mindst i de aktuelle infrastrukturplaner og i klimapolitikken, hvor der uafladeligt tales om elektriske biler – til privat brug forstås. Den offentlige transport ofres meget mindre opmærksomhed og glamour og er ikke del af den nye smarte mentalitet, hvor digitale gadgets og motoriseret mobilitet indgår som et must.
Måske er der håb forude, fordi både unge og ældre er blevet meget mere bevidste om togets fordele i forhold til rejserytme – også når de skal udenlands. Så lad os få en ny togrevolution som i 1990’erne, hvor ikke alene toget, men rejsen fra start til slut bliver tilgodeset for alle grupper i samfundet.
Og for nu lige at gå tilbage til det, der startede dette indlæg – spørgsmålet om enkeltbillet. Tja, det, som DSB kunne tilbyde, mens vi venter på bedre tider, var da i det mindste billetter, enkelte eller dobbelte, til priser, som kunne matche det ringe serviceniveau, der tilbydes.
Hilda Rømer Christensen er lektor i sociologi
Måske lidt groft skåret ud, men ja.
Mine oplevelser på det seneste med flere togrejser gennem landet fra KBH til Aalborg er helt anderledes. Jeg orker ikke en biltur fra KBH til Nordjylland, og komme træt frem.
Udenfor myldretiden med orange billetter er priserne absolut attraktive.
Ikke mere personale, for ingen vil betale for det.
På de større stationer kan du købe sandwiches to go. Ved de små stationer kan du købe forplejning tæt på stationen.
Billetter købes let og hurtigt via mobilen eller PC.
Desværre har toget svært ved at konkurrere med den kære bil.
Nu må I bære over med skribenten. Det er en sociolog der ikke har kørt i tog i lang, lang tid. Men når sociologen skriver citat: "De fleste danskere har for længst opgivet toget som transportform", citat slut må jeg bemærke at sociologen ikke har gjort sit arbejde godt nok. Danskerne er i Europa dem der taget toget næstflest gange efter Schweiz.
Se bare her på denne toghjemmeside fra Schweiz: https://litra.ch/de/aktuelles/die-schweiz-bleibt-auf-dem-eisenbahn-thron...
Og jeg vil anbefale sociologen at kigge på den åbne Facebook - gruppe med navnet Togrejser. Der er også en del kommentarer der modsiger indlægget
Hilda Rømer Christensen. Lækkert hvis der igen kom opvarmede venterum med siddepladser og tog man nemt kan tage barnevogne og cykler med og alt det andet du skriver. Men Man bliver så nøjsom, så tog til tiden, bare tog til tiden …. Så skal jeg ikke brokke mig mere
DSB og Banedanmark er en skandale! I stellet for at pumpe milliader i dålige "djøffer"
lysninger, kunde Statens transport styrelse ringe til det modsvarende Japanske, og leje to tåg specialister , der ville kunde opbygge en jernbane der virkede, Hvis man vil tåg til tiden ,så se på Japan, der er verdens førende!
I de sidste 40 år har vi haft borgerlige regeringer i 25 år, og det sætter naturligvis sit præg på DSB, der må døje med New Public management, og chefer, der ikke er vokset op med DSB/jernbanen, men fx. kommer fra SAS, TDC og andre selskaber, og som Folketinget mener kan drive et jernbaneselskab. Det kan de ikke.
Når Hilde C. henviser til DSB i 90'erne, så var det i den periode, hvor der var jernbanefolk, der stod i spidsen for DSB. Da Fogh kom til i 2001, så overtog TDC-folk DSB....resten er historie
Tog skal køre til tiden. Hvis man skal skifte til et andet tog eller bus, skal tiderne passe sammen, og afstanden mellem dem være så kort som muligt.
Hvis folk skal vælge offentlige transportmidler i stedet for biler, skal de være pålidelige og bekvemme, og billigere end bilerne.
Busholdepladser gør ofte skiftene mellem tog og bus lange og uoverskuelige.
Hvor holder bussen, og hvornår kører den?
Eksempel:
På Lyngby Station holder busser mod Gladsaxe i den fjerneste ende af holdepladsen i den modsatte retning. Kommer man med bus til stationen, er der ét fælles stoppested lige ved stationen. Men kommer man med toget, skal man først finde frem til bussen på holdepladsen. Hvorfor laver man ikke et fælles stoppested for busser med afgang mod Gladsaxe mm?
Komfort:
Mine ben er ikke specielt korte, men jeg synes, at sæderne næsten overalt er for høje.
I busserne er de lave sæder ved hjul, trapper og lignende særlig eftertragtede. Noget at sætte fødderne op på. I stedet for skilte med påmindelser kunne man gøre sæderne lavere, i det mindste nogle af dem.
Elektroniske afgangangstavler skal være læselige også når solen skinner. Det kunne klares med en afskærmning.
Folk har sikkert mange forslag til forbedringer. Men hvor skal de gøre af dem?
Jeg er enig med skribenten bortset fra togenes "frustrerede medarbejdere, det ikke orker at høre på sure passagerer". Det har jeg aldrig oplevet. Togpersonalet er et fantastisk folkefærd, der yder service og får tingene til at hænge sammen på trods af nedslidt materiel og manglende forståelse for togbranchen fra topledelsens side. Stationer med aflåste eller ikke eksisterende toiletter breder sig. Det er ikke i orden. Vi er mange både i den ældre og den yngre generation, der ikke altid kan vente til vi kommer hjem. Det er en god vinkel, at vi førhen havde en rar oplevelse af at rejse med tog. Nedslidning og nedprioritering gør togrejser ulidelige. Især når rejsetiden på juledag fordobles pga signalfejl to steder mellem København og Aalborg. Nu er signalfejl ikke et uvant problem......... Eller når man hører trafikministeren udtale, at der de næste otte år kan påregner forlænget rejsetid pga sporarbejder. So what? Det har været dagligdag siden 2004 for alle os, der har valgt offentlig transport frem for privatbilisme. Prisen stiger og servicen falder.
Yes, lige i skabet ! Lige på den anden side, i Sverige, kan man fx køre i lokaltog fra Helsingborg til Landskrona, 23 km, El-tog, 160 km/t, på 13 min. Behageligt, rent og med togpersonale om bord.
Nej, der er alt for meget, der simpelthen ikke passer her.
For det første er stort set alle stationer over en årrække nu blevet forsynet med elevatorer fra perron til tunnel, så folk uhindret kan komme til deres tog.
For tiden er togdriften i hele landet i gang med at blive omlagt til el - men det tager selvfølgelig sin tid og er også et par årtier forsinket.
Når man skal med S-tog og andre togtyper som kørestolsbruger, lægger togføreren en rampe ud fra toget til stationen.
Jeg er bestemt ligeså træt som de fleste andre af 7-11s industrimad og tænker gerne på, hvor anderledes delikat udvalget er i f.eks. England eller Italien (eller i hvert fald de større stationer i Tyskland, selvom det nu også er gået tilbage: i gamle dage kunne man f.eks. udnytte ventetiden i Karlsruhe på en skøn 24-timers italiensk restaurant, men al den slags forsvandt overalt, ikke bare i Danmark.
På nogle punkter har vi harmoniseret i den gale retning - f.eks. burde det i dag være langt mere ukompliceret at købe en billet i toget end dengang, hvor man kunne købe en billet i toget. Eller i det mindste en pladsbillet; men vi er jo blevet meget selvhjulpne med automater og telefoner.
Jeg rejser også stort set udelukkende langt med orange billetter, men tænker også, at de burde have mindre karakter af lotteri og mere faste lave priser udenfor morgenmyldretiden.
Folk overser mange fremskridt, desværre - f.eks. den mange steder udbredte brug af 'plustur' eller 'flex' til de fjernere destinationer, hvor busserne ikke længere når ud.
Det kan være svært at følge med i den udvidede kundeservice, hvis man ikke gør brug af den; men for os andre er den kærkommen.
Det værste er, at det har taget så lang tid at få sat i værk, og at det tager så lang tid at fuldende.
Selv kan jeg god glæde mig over, at det igen tager kun godt to timer at komme fra Maribo til København, og at det ville kunne gå hurtigere, hvis Regionstog passede lidt bedre med DSB; men de har også deres for tiden med indkørsel af nye, langt mere tilgængelige tog.