Et enigt Folketing vedtog i 2017 en stor reform om Forberedende Grunduddannelse (FGU). Den skulle være hovedvejen for de 45.000 unge uden arbejde eller uddannelse. FGU samlede mange mindre tilbud og skulle være et sted, de unge ville have glæde og gavn af at komme. FGU lægger vægt på nye tilgange gennem praksislæring og fællesskabets tryghed.
Det er en lærende begyndelse, der giver afsæt til at komme videre.
Evalueringsinstituttet EVA er kommet med sin første delrapport i en større evaluering af FGU. Mange steder har FGU godt fat i opgaven, men de mangler elever, for de er ikke blevet hovedvejen. EVA viser, at kun 16 procent af de sårbare unge kommer på FGU. Det er kun lidt over det halve af dem, man forventede. EVA-undersøgelsen viser også, at det især er storbyerne, der ikke bruger FGU.
Samfundet mangler arbejdskraft til omsorg, håndværk og service. Lige opgaver for de unge her, hvis de fik den rigtige start ikke mindst på FGU, hvor man kommer ind med det samme, og hvor man slutter, som det passer for den enkelte.
Er tilgangen til de unge ikke kvalificeret og individuelt tilpasset, kan de blive hængende i kontanthjælp. Det koster i længden. Det er samfundsinvestering at få dem godt i gang. Ren win-win.
Der er gode grunde til, at det er gået så galt med FGU. FGU er bunden af uddannelseshierarkiet. Taxametersatsen for hver ung er for lav. Det er politisk erkendt, men ikke løst.
FGU er en statsinstitution. Alligevel afgør kommunens nye ungeindsats gennem en såkaldt målgruppevurdering, om den unge skal på FGU.
Hertil kommer en mærkelig konstruktion. For selv om FGU er en statsinstitution, betaler kommunerne 65 procent af udgifterne til FGU. Staten overfører forlods et fastsat rammebeløb til dækning af kommunens forventede udgift via Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT-midlerne).
Det kan friste kommunerne til at henvise færre elever til FGU og lade de sparede penge blive i kommunekassen. Staten sparer ikke noget. Kommunen kan nøjes med at sende de unge i virksomhedspraktik. Det koster dem ikke noget, eller de kan sende dem i egne projekter.
Derfor bør FGU gøres til statsinstitution uden omveje omkring kommunernes økonomi. Lad de unge få en enklere adgang til FGU.
Gunvor Auken er bestyrelsesmedlem i Foreningen til Fremme af Praksislære
12/jan/2022
Mmm ... det lyder som en fornuftig mulighed,
så lad "os", og især de unge, komme i gang :-) ...
Venlig hilsen
Claus