International kommentar

Joseph E. Stiglitz: Argentinas præsident har leveret et økonomisk mirakel under pandemien

Det dybt forgældede Argentina var allerede i recession, da coronaen ramte, men klog økonomisk politik fra landets nytiltrådte centrum-venstre-regering har sat gang i en bemærkelsesværdigt vellykket genopretning, som nu trues af mulige sparekrav fra IMF, skriver den nobelpristildelte økonom Joseph E. Stiglitz i dette debatindlæg
I betragtning af det rod, den nye argentinske centrum-venstre-præsident, Alberto Fernández’ regering måtte overtage sidst i 2019, har den bedrevet et økonomisk mirakel, skriver Joseph E. Stiglitz.

I betragtning af det rod, den nye argentinske centrum-venstre-præsident, Alberto Fernández’ regering måtte overtage sidst i 2019, har den bedrevet et økonomisk mirakel, skriver Joseph E. Stiglitz.

Juan Mabromata

Debat
18. januar 2022

COVID-19 har været hård for alle, men har ikke ramt alle lige hårdt. Værst ramt er mennesker med dårligt helbred især i fattige lande med svækkede sundhedsvæsener. Få nationer har, som USA, råd til at afsætte store midler til at beskytte deres økonomier. Udviklingslande og nye vækstøkonomier er underlagt hårde finansielle og skattemæssige begrænsninger og har på grund af de rige landes hamstringer måttet tage til takke med de vaccinedoser, de kunne få.

Når lande lider akut, vil vreden mod deres ledere vokse, berettiget eller ej. De kan derved blive forledt til overilede improvisationer, der kun gør det sværere at løse de reelle problemer. Selv med vanskelige odds imod sig, har nogle lande dog præsteret stærke opsving. Lad mig fremhæve Argentina, som allerede var i recession, da pandemien ramte, primært på grund af tidligere præsident Mauricio Macris økonomiske misregimente.

Historien gentager sig

Vi har set filmen før: En højreorienteret og erklæret erhvervsvenlig regering vinder de internationale finansmarkeders tillid. Pengene strømmer ind. Men så viser dens politik sig mere ideologisk end pragmatisk og mere at gavne rige end almindelige borgere. Når politikken slår fejl, vælger befolkningen en centrum-venstre-regering, der dog skal bruge så mange kræfter på rydde op i forgængerens rod, at den aldrig når frem til at forfølge sin egen dagsorden. Vælgerskuffelse sætter så scenen for valg af en ny højreorienteret regering. Mønstret kan gentage sig.

Macri-regeringen, der kom til magten i 2015, arvede relativt lidt udenlandsk gæld på grund af tidligere gennemførte omstruktureringer. De internationale finansmarkeder var således mere entusiastiske end normalt og lånte regeringen milliarder trods fraværet af et troværdigt økonomisk program.

Så begyndte tingene at gå skævt. Den Internationale Valutafond (IMF) trådte til med sin hidtil største redningspakke til 57 milliarder dollar, hvoraf 44 milliarder af mange sås som et direkte forsøg fra IMF – under pres fra Trumps regering – på at holde en højreorienteret regering ved magten.

Hvad der fulgte, er typisk for politiske lån. Indenlandske og udenlandske finansmænd fik tid til at tage deres penge ud af landet. De argentinske skatteydere måtte holde for. Endnu en gang stod landet stærkt forgældet uden at have fået spor ud af det. Og endnu en gang mislykkedes IMF’s ’program’, hvorved økonomien blev styrtet ud i dyb nedtur. Og en ny regering kom til.

I betragtning af det rod, den nye argentinske centrum-venstre-præsident Alberto Fernández’ regering måtte overtage sidst i 2019, har den bedrevet et økonomisk mirakel.

BNP-væksten skønnes at være på ti procent for 2021, og også beskæftigelse og investeringer er over niveauerne, da Fernandez tiltrådte. Landets offentlige finanser er forbedret.

Også eksporten er vokset markant takket være udviklingspolitikker, herunder reduktion af eksportafgifter til nul i sektorer med værditilvækst, samt investeringer i offentlig infrastruktur, forskning og udvikling.

IMF kan slukke for miraklet

Finansmarkederne ser dog stadig med bekymring på bjerget af forfalden IMF-gæld. I betragtning af den enorme størrelse af de lån, der skal refinansieres, vil en aftale, der blot forlænger afbetalingen fra 4,5 til ti år næppe afhjælpe Argentinas gældsbekymringer.

At rydde op i den forrige regerings økonomiske rod vil tage år endnu. Næste store udfordring er at nå til enighed med IMF om Macri-tidens gæld. Fernández-regeringen har tilkendegivet, at den er åben for alle programmer, forudsat de ikke underminerer økonomisk genopretning og ikke øger fattigdom.

Selv om alle i dag burde have lært, at austerity-politik er kontraproduktiv, vil indflydelsesrige IMF-medlemslande måske stadig presse på for at gå den vej. Det ironiske er, at de lande, som insisterer på nødvendigheden af ’tillid’, derved kan undergrave tilliden til, at Argentinas genopretning bliver på sporet.

Vil de gå med på et program, der ikke indebærer stramninger? I en verden, der stadig kæmper mod COVID-19, kan eller bør ingen demokratisk regering kræve dem.

I de senere år har IMF vundet ny respekt med effektive reaktioner på globale kriser fra pandemi og klimaforandringer til ulighed og gæld. Falder fonden tilbage til gammeldags sparekrav til Argentina, vil konsekvenserne blive alvorlige også for den selv. Andre landes vilje til at engagere sig i IMF vil mindskes med skadelige følger for den globale finansielle og politiske stabilitet. I sidste ende vil alle tabe.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Joseph E. Stiglitz er nobelpristager i økonomi

© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Gid det var så vel. Inflationen i Argentina er skyhøj, arbejdsløsheden ligeså, og priserne på el og varme og basale fødevarer kan befolkningen ikke betale.
Derfor: Ingen aftaler med bank-kapitalisterne i IMF.
Mejor murir de pie que vivir de rodillas