Kan man være højrepopulist og fagboss? I Sverige er det spørgsmål højaktuelt

Kan man være højrepopulist og formand for en faglig organisation? I Sverige er det spørgsmål højaktuelt.

I december blev Ulf Karlström valgt til formand for lokalafdelingen på stålkoncernen SSAB i Luleå. Men i sidste uge meddelte fagforbundet IF Metall, at man afsætter ham fra centralt hold. Ulf Karlström er nemlig også lokalpolitiker for Sverigedemokraterna. Ifølge IF Metalls talsmand burde Ulf Karlström ikke have været valgbar, fordi han repræsenterer et parti, »som ikke går ind for alle menneskers ligeværd«.

Episoden bunder i et dybere dilemma. Socialdemokraterna vil ikke afgive deres greb om fagbevægelsen, skønt halvdelen af Sveriges LO-medlemmer stemmer på andre partier end Socialdemokraterna, og Sverigedemokraterna ved forrige valg blev Sveriges næststørste arbejderparti.

Monopol på fagbevægelsen

Den udvikling skræmmer ikke overraskende sosserne fra vid og sans. I 130 år har de haft monopol på arbejderklassens faglige organisering og har i alle årene kunnet regne med politisk loyalitet og store økonomiske bidrag. Dagen efter, at IF Metall meddelte, at Ulf Karlström måtte fratræde sin post, erklærede LO’s formand, Susanna Gideonsson, at LO vil satse stort på at sikre en socialdemokratisk valgsejr til efteråret. I alt 50 millioner svenske kroner vil man investere i projektet.

Indtil for få år siden lo de fleste ved tanken om, at arbejderklassen igen kunne få bestemmende indflydelse i politik. I dag forstår alle, at det ikke er muligt at vinde et valg uden at have et flertal af arbejderne med sig. Vi kan kalde det ’Lex Trump’.

Derfor er statsminister Magdalena Andersson pludselig ivrig for at fremhæve partiets vilje til at tilgodese faggrupper som bygnings- og omsorgsarbejdere.

Og derfor har Socialdemokraterna hentet deres nye partisekretær, Tobias Baudin, fra netop fagbevægelsen.

Arbejderfjendtlig politik

Baudin lagde ud med at proklamere, at Socialdemokraterna må ændre strategi. Man må holde op med at kalde Sverigedemokraterna for racister og nynazister, ikke fokusere på deres højreradikale rødder, men forklare, hvorfor deres politik er dårlig for svenske arbejdere.

Baudin savner tilsyneladende blik for, at mange i befolkningen oplever, at Socialdemokraterna også selv har ført en højreorienteret politik, som i de senere år har været direkte arbejderfjendtlig.

LO-ledelsen har for nylig solgt ud af velerhvervede rettigheder inden for ansættelsesretten – en indrømmelse, Socialdemokraterna følte sig nødsaget til at give for at kunne samarbejde med det neoliberale Centerpartiet. De største tabere blev arbejdsmarkedets mest udslidte og de grupper, som selv har svært ved at tale for sig. Her finder vi store dele af den indvandrede arbejdskraft.

Politiske skridt som dette afslører henvisningen til menneskers ligeværd som tom snak. Socialdemokraterna har gjort sig til en del af det markedsliberale skråplan, som i praksis har medført større social udstødelse og forslummet arbejdsmarkedet med alt, hvad det indebærer af vækst i kriminalitet og fejlslagen integration. At sige, at man er for alle menneskers ligeværd, er en gratis omgang.

På den anden side: Hvert fjerde LO-medlem er født i et andet land end Sverige. Kan en sverigedemokrat repræsentere en så heterogen medlemsskare?

Apartheid light

Sverigedemokraternas arbejdsmarkedspolitik ligner den, man finder hos andre europæiske højrepopulister. Den kan beskrives som en slags apartheid light, hvor ikke alle skal have universelle ydelser eller nyde samme faglige rettigheder. Partiet har intet imod, at ansættelsestrygheden udhules, givet at det i første række vil ramme arbejdsmarkedets svageste grupper, det vil sige indvandrerne.

Dermed spilles svenske arbejdere ud imod hinanden på måder, som kun styrker arbejdsgiversiden og gavner dem, som gerne ser velfærdsydelser gradueret efter nationalistiske udvalgskriterier. At gå ind på denne tankegang vil naturligvis være livsfarligt for lønmodtagerne, uanset hvor tillokkende den kan fremstå for den mere begunstigede del.

Problemet er, at ingen af disse betænkeligheder rigtig kan kobles på Ulf Karlströms indsats som fagligt aktiv. De metalarbejdere, som har stemt på Karlström, kender ham som en tillidsvækkende person, som de tiltror gode evner til at kæmpe for deres interesser.

LO-ledelsens bekymring over for Socialdemokraternas indtrængere i fagbevægelsen er forståelig. Men at køre deres egne medlemmer over med centraldirektiver er ikke klogt. Det kan de komme til at fortryde.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

© Åsa Linderborg og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen