Konservativ politik handler om at skabe et godt liv for sin familie og sine landsmænd

Hvis den næste statsminister bliver konservativ, håber jeg, at regeringen vil føre konservativ politik. Den har nemlig været en mangel, også i de perioder hvor Det Konservative Folkeparti har været i regering og endda haft statsministerposten. Ideologi er som bekendt noget bras, og vi er jo ikke så konservative, at det gør noget. Og i øvrigt skal vi jo forandre for at bevare. Med tryk på forandre.

De konservative slagord har alt for ofte fungeret som undskyldninger for manglende vilje og mod, måske indsigt, til at føre konservativ politik. Men noget rigtigt er der dog i denne slaphed, for konservatisme er snarere en førpolitisk holdning – et ønske om at bevare de gode ting, man holder af – end en fasttømret ideologi med svar på alle spørgsmål.

Konservatismen bygger på historiske erfaringer og er skeptisk over for utopiske forsøg på at planlægge samfund ud fra abstrakte idealer. Det perfekte er det godes værste fjende, for nu at turnere endnu en konservativ traver.

Konservative er ikke liberale. De er ikke individualister, men anser mennesket for et socialt væsen, de afviser ikke markedet, men foretrækker civilsamfundet, de betoner ikke rettighederne, men pligterne, og de forsvarer en fælles offentlig moral. De lader sig med andre ord lede af forestillinger om det gode liv. Og til det gode liv hører ønsket om at skabe et hjem for sig selv, sine nærmeste og sine landsmænd, et sted, man hører til og kan være sig selv.

Hvordan vil en konservativ regering bevare det gode samfund? Og vil en konservativ regering under Søren Pape gøre det? Man kan måske have sine tvivl, selv om jeg håber det. Så i det følgende beskriver jeg, hvad jeg selv mener, der bør gøres, og hvordan det bedst mulige samfund i så fald kommer til at se ud.

Familierne og civilsamfundet styrkes

Civilsamfundet bliver styrket. For det er her, man finder de fællesskaber, der vokser op nedefra, og som giver menneskers liv mening og styrke, så de kan leve deres liv i frihed og med det ansvar, der følger med.

Den vigtigste byggesten er kernefamilien med to forældre, der har indgået en pagt med hinanden og afgivet et løfte om at være hinanden tro. Familien bygger på kærlighedsbånd mellem ægtefæller, som udvides til at omfatte de børn, de som forældre vælger at få sammen, og som de forpligter sig på at opdrage i et trygt hjem.

Det er veldokumenteret, at børn trives bedst, hvis de vokser op i stabile familier. De bliver mere tilfredse med livet og bliver bedre til at tage en uddannelse og få job. De Konservative støtter derfor familierne ved at lave skattereformer, der giver dem flere midler til for eksempel at passe deres børn. Tilsvarende minimeres støtten til enlige, og statsstøtten til solomødre, der får børn uden fædre, afskaffes. Det bliver også vanskeligere at blive skilt, ligesom hjælpen til kriseramte familier udvides.

Også civilsamfundets øvrige institutioner som lokalsamfund og foreninger styrkes. Centraliseringen rulles yderligere tilbage – domstole, skoler, politi og visse uddannelser og offentlige myndigheder knyttes til lokalområdet – en proces, der allerede er begyndt af den nuværende regering, der med indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad har erobret en konservativ, kommunitaristisk dagsorden.

Stop for uddannelsessnobberi og cancelkultur på universiteterne

Foreningslivet får bedre vilkår, så de frivillige ildsjæles glæde ved at se frugten af eget arbejde bliver større. Uddannelses- og praktikpladser til unge prioriteres også højt. Som kommunalvalget viste, er De Konservative ved at få en dybere forankring uden for de større byer.

Derfor er det kun naturligt, at en konservativ regering ser mod det så ofte ringeagtede Vestjylland for at finde et forbillede. I Vestjylland har man nemlig ifølge blandt andet VIVE og Danmarks Statistik landets laveste andel af skilsmisser og den højeste andel af frivillige og af unge, der får en praktikplads og uddannelse, ofte en erhvervsuddannelse. Under De Konservative får også uddannelsessnobberiet en ende.

Hvad angår de højere uddannelser, bliver identitetspolitikken stækket. Universiteterne forpligtes på at efterleve Chicagoerklæringerne om åndsfrihed, der er under pres fra især venstreorienterede aktivister og deres cancelkultur rettet mod kritikere af køns-, race- og seksualitetsdogmerne. De uddannelser, der ikke lever op til kravet om pluralisme, lukkes. Men samtidig sikres de humanistiske uddannelser mod yderligere nedskæring, og det bliver lettere at etablere private universiteter, foruden private seminarier, gymnasier og grundskoler.

Også kulturlivet styrkes. Det gælder især museer, arkiver, biblioteker og andre institutioner, der har som erklæret mål at føre kulturarven videre, men også litteraturen, især den trykte bog. Det skal ikke blot ske gennem offentlig støtte, men også ved at inddæmme digitaliseringen af uddannelserne, der skaber dårligere indlæring. De klassiske, kulturbærende dannelsesfag som dansk, historie og kristendomskundskab styrkes i skolerne.

Hjemsendelser af udlændinge uden statsborgerskab

Det gode liv leves i samfund, der har en høj grad af sammenhængkraft. Det forudsætter en uhyre stram udlændingepolitik. Under en konservativ ledelse medvirker den danske regering til, at der i europæisk regi sker en reform af asylsystemet, der gør det umuligt at søge asyl i europæiske lande. Kun et fåtal af flygtninge kan dermed komme til landet, familiesammenføringer bliver stærkt begrænset, og der iværksættes massive hjemsendelser af ikkeintegrerede udlændinge uden dansk statsborgerskab, som samtidig bliver meget vanskeligere at opnå. Det vil kun blive skænket til nogle få hundreder personer, der har ydet noget ekstraordinært godt for Danmark.

Dertil bliver kriminelle udlændinge udvist allerede efter den første overtrædelse af straffeloven. Det vil kræve opgør med internationale konventioner, som regeringen sammen med allierede i Europa påbegynder.

Atomkraft og Fort Europa

Hvad med Europa- og udenrigspolitikken under en konservativ ledelse? Den begynder med den grønne dagsorden. Klima- og miljøkrisen løses ikke gennem såkaldt grøn energi, herunder den ineffektive brug af vindmøller. Den kalder i stedet på atomkraft, der er en renere og mere effektiv og dermed også sikkerhedspolitisk bedre energiform. Europa har i dag gjort sig afhængig af russiske naturgasleverancer. Vi har med andre ord spillet et trumfkort i hånden på vores geopolitiske modstander.

De Konservative vil arbejde for et nationernes Europa, der sikrer den nationale suverænitet. Tysklands nye regering går i modsat regering, og derfor bør Danmark i højere grad orientere sig mod Frankrig, men også mod Central- og Østeuropa. Med både materiel og soldater vil den konservative regering aktivt støtte Polens kamp for at forsvare Europas østlige grænse mod indvandring. Regeringen følger professor Uffe Østergaards forslag om at opbygge Fort Europa med effektive grænseværn, herunder udstationering af militære fartøjer i Middelhavet.

Udenrigspolitikken vil bygge på forsvarspolitik. Danmark hæver forsvarsbudgetterne, så vi lever op til NATO-forpligtelserne. Aktivistisk udenrigspolitik, der med militære interventioner søger at sprede demokrati og menneskerettigheder, er endegyldigt fortid. De Konservative besinder sig i stedet på realismen, på at indgå alliancer med de øvrige vestlige, demokratiske eller provestlige nationer for at inddæmme fjendtlige staters manøvrerum – Rusland og Iran, men især Kina. Også selv om det koster økonomisk.

Der kommer aldrig en guldalder. Dertil er mennesket en alt for syndig skabning. Men vi kan bevare det gode samfund. Det kalder på en konservativ regering. Men det kalder især på konservativ politik. Der mangler ikke ideer. Der kræves først og fremmest vilje og mod.

Kasper Støvring er ph.d. i Kunst- og Kulturvidenskab og forfatter