Klumme

Vi skal lære at nøjes med mindre end det perfekte, både i vores private liv og i politik

Vi kan aldrig få det hele og skal ikke forvente det. Vi skal glæde os over, hvad vi har, og stoppe med at abonnere på politisk maksimalisme, hvor vidtløftige verdensmål og hensigtserklæringer ender med at skabe afsavn og ulykke, skriver sognepræst Henrik Gade Jensen i denne klumme
Maksimalisme orienterer sig mod det perfekte og resultatlighed. Al den værdighed og ret, man har som menneske, og som tilkommer alle, men som ikke kommer af sig selv, hverken fra naturen eller samfundet. Misforholdet mellem forventningen og virkeligheden giver savn, stress, ulykke og sorg, skriver Henrik Gade.

Maksimalisme orienterer sig mod det perfekte og resultatlighed. Al den værdighed og ret, man har som menneske, og som tilkommer alle, men som ikke kommer af sig selv, hverken fra naturen eller samfundet. Misforholdet mellem forventningen og virkeligheden giver savn, stress, ulykke og sorg, skriver Henrik Gade.

Thomas Lekfeldt

Debat
13. januar 2022

Minimalisme er blevet en livsstil, lidt er godt, og man kan klare sig med mindre, ryd op i skuffer og skabe, vi behøver ikke så meget. Men det drejer sig ikke kun om ting og sager. Det drejer sig om ikke at definere sit gode liv i forhold til at have.

Minimalisme er en sympatisk bevægelse, men ikke ny. I bogen Mormorliv – råd til at leve mere enkelt besøger Jane Ibsen Piper sin 101-årige mormor på Lolland og får fortalt om hendes liv siden 1920. Man levede med meget mindre, smed ikke noget ud, alt kunne genbruges fra madrester til tøj. Og man var selvforsynende med grøntsager, havearbejdet fyldte meget, det tog tid at plukke bær og sylte. Bæredygtighed, før det blev et modeord.

Det var det gode, enkle liv med meget arbejde fra morgen til aften, men alligevel med mindre stress og uro.

Minimalisme har noget at give os.

På det personlige plan: Lidt er bedre end ingenting. Lad os begynde fra nul. Glæde os over, hvad vi har og ikke fokusere på, hvad vi måtte ønske os. Længe leve de små og beskedne ting i hverdagen, at være sammen, vågne til en ny dag. Vi kan aldrig få det hele og skal ikke forvente det.

Forventninger om det ideelle

Nutidens maksimalisme forventer det ideelle og perfekte. I privatlivet at kunne klare og nå alt med karriere og velopdragne curlingunger. Men også med ideale fordringer til hinanden.

Som da man ændrede karakterskalaen fra 13-skalaen, der byggede op nedefra, til den nye 12-skala, der tager det modsatte udgangspunkt, i det perfekte, og så trækker fra. I gamle dage begyndte eleven med nul og blev belønnet for det gode, i dag begynder man med 12 og fratrækker ved fejl. Hvad giver mon mest stress?

’Den er rig, som kan nøjes’, lyder et gammelt ordsprog. Det er rigtigt. Det at nøjes er ikke et nederlag, men en daglig hverdagssejr. Derfor skal vi også passe på med hensigtserklæringer. En fugl i hånden er bedre end ti på taget. Lidt bedre end intet. Liv bedre end ord.

Det gælder også i vores samfund. Den moderne styreform sætter ideelle mål for politikken, ja, sågar verdensmål, og den form for målstyre dikterer dagligdagen at stræbe hen mod disse mål. Og så får dagligdagen ikke nok i sig selv, men bliver en vandring mod lyset. Med stor fare for at symbolhandlinger overtrumfer analyser af de reelle effekter.

Eksistensen går forud for essensen, sagde Jean-Paul Sartre, og det betyder, at det at være til og kunne ånde og være i live altid har forrang for vores meninger og identitetsforestillinger om det sande liv. Vi skal ikke fokusere så meget på menneskets essens, måske findes den slet ikke, men snarere på vores levende liv og daglige kamp og indbyrdes kærlighed.

Maksimalismen dominerer politisk

Nutidens ligestillingspolitik er maksimalpolitik, der tilstræber resultatlighed. Der skal partout være lige mange af hver slags i job og på poster. Den klassiske lighed for loven-politik så på processen, og at ingen blev krænket eller diskrimineret undervejs, og så måtte endetilstandene gerne variere.

Menneskerettighedserklæringer tager også udgangspunkt i det perfekte, al den værdighed og ret, man har som menneske, og som tilkommer alle, men som ikke kommer af sig selv, hverken fra naturen eller samfundet. Misforholdet mellem forventningen og virkeligheden giver savn, stress, ulykke og sorg.

Der er behov for mere politisk minimalisme.

Med nutidens øjne var den oprindelige velfærdsstat nærmest som en minimalstat, fordi den så sin opgave i udelukkende at afbøde onder, det vil sige dække elementære behov og udspænde et vist socialt sikkerhedsnet. Nutidens maksimalstat har erstattet sikkerhedsnettet med en lighedsmålsætning. Det er ikke nok at sikre de dårligst stillede, vi skal alle være mere lige – en omfattende og maksimalistisk målsætning.

Over for dette er minimalismen en tiltrængt modvægt. Vi skal lære at moderere os. Nøjes og være tilfredse med lidet. Og ikke sammenligne sig med naboen eller tv-programmer, men med sig selv og sin Gud. Og så måske se bagud, og se hvilken glæde man kunne have over en mere beskeden tilværelse.

Klummen her er ikke bare nostalgi, for vi skal være glade for fremskridt. Jeg takker Gud for vaskemaskinen og vandklosettet. Vi skal lære af tidligere generationers moderation og nøjsomhed i både livsstil og politik og samtidig glæde os over nutidens teknologi og fremskridt, som har givet os muligheder for et godt liv, som ingen generation før på kloden. Hvis vi kan finde ud af det.

Henrik Gade Jensen er sognepræst på Lolland

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Der er en meget stor mængde af VI i denne artikel.
Men VI er ikke en enhed.
VI lever meget forskellige liv. Har forskellige rammer og drømme og virkeligheder.
Hvem VI er det, der skal lære at nøjes?
Jeg har lært det. Men kan stadig fejle.

Hvem er sognepræstens VI et udtryk for?

Niels-Simon Larsen, David Zennaro, lars søgaard-jensen, Mads Horn, Eva Schwanenflügel, erik pedersen og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Så får vi igen et ord med på vejen:
“at det at være til og kunne ånde og være i live altid har forrang for vores meninger og identitetsforestillinger om det sande liv.”

Hallo, er der ikke en kristen til stede, der kan citere, hvad det gælder om, fx at man ikke kan tjene både Gud og Mammon, og at den, der griber til sværdet, også skal også omkomme ved sværdet? Nej, enhver ateist kan skrive under på 99% af det som præster siger i dag. Til sidst er der lige det der med Gud, som skal nævnes, men det er hurtig gjort.
“Vidtløftige verdensmål’ står der øverst. Jeg kender de 17, og de er ret almindelige, så hvad snakkes der om?

Vi giver ca 2000 præster en månedsløn. Når de ikke siger andet, end så mange ateister siger, hvorfor kan ateister så ikke være præster? Eller en masse præster er det måske allerede? Ser vi på tingene i dag, må jeg nok spørge, hvad forskellen er på en kristen ateist og en ateistisk kristen. Der findes jo ikke andet.

erik pedersen

Jeg var egentlig ret enig - indtil jeg nåede til afsnittet om menneskerettighedserklæringer.

Mvh Hanne Pedersen

Magnus Fischer, Niels-Simon Larsen, Mads Horn og Lis djørup anbefalede denne kommentar
lillian simonsen

Hvor smukt! Som et lys i mørket, tak

Et andet gammelt ord siger "Ligemeget hvilket standpunkt du tager vil du finde folk på dkn side som du ville ønske var på modstanderens" og Henrik Gade Jensen rammer lige i skabet her.

Ja, Henrik, vi skal forbruge færre ressourcer, men det betyder ikke at vi skal tilbage til de onde gamle dage hvor præsterne havde magt til at skamme "afvigerne" ud.

Det er usmageligt at koble sig på den økologiske krise for at fremme anti-feminisme og konservative magtfantasier.

Fremtiden kan blive både bæredygtig OG lys.

Der er ikke modsætning mellem at bygge apparater der holder og at droppe præstationskulturen på den ene side og et rationelt verdensbillede, ligestilling og tolerance overfor LGBTQ+ på den anden side.

Der kan oven i købet blive plads til gamle stivstikkere - hvis de holder deres angst og væmmelse indenfor deres egen køkkenhave.

Fam. Tejsner, Magnus Fischer, Viggo Okholm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Denne kronik henvender sig til middelklassen, som har noget af give af. For os andre, som frygter, at køleskabet eller telefonen skal gå, er det intetsigende.

Heidi Larsen, Lise Lotte Rahbek, Ib Gram-Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kurt Lindy Hansen

Jeg kan nikke genkende til "mormor skildringen". Blev glad for at blive mindet om en sådan tilværelse. Sådan levede min farmor. Nok rigtigt, at der her ikke var stress men en stille tilfredshed med tilværelsen. Tak til Henrik Gade Jensen, som jeg altid læser med interesse.