Kronik

LGBT+-personer i voldelige forhold har brug for et krisecenter målrettet dem

Bi- og homoseksuelle udsættes oftere for partnervold end heteroseksuelle. Samtidig frygter mange LGBT+-personer, hvordan deres kønsidentitet og seksualitet opfattes på de nuværende krisecentre. Derfor er der brug for specialiserede tilbud, skriver direktør i Forenede Care, Stine Louise Eising von Christierson, og sekretariatschef i LGBT+ Danmark, Susanne Branner Jespersen, i denne kronik
Bi- og homoseksuelle mænd og biseksuelle kvinder bliver procentuelt oftere udsat for partnervold end heteroseksuelle. Dertil forventes et mørketal, da partnervold kan være tabubelagt, skriver Stine Louise Eising von Christierson, direktør i Forenede Care, og Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef i LGBT+ Danmark, i denne kronik.

Bi- og homoseksuelle mænd og biseksuelle kvinder bliver procentuelt oftere udsat for partnervold end heteroseksuelle. Dertil forventes et mørketal, da partnervold kan være tabubelagt, skriver Stine Louise Eising von Christierson, direktør i Forenede Care, og Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef i LGBT+ Danmark, i denne kronik.

Illustration: Mia Mottelson

Debat
5. januar 2022

Forestil dig, at du lever i et parforhold præget af både psykisk og fysisk vold. Forestil dig så, hvilke barrierer du skal overkomme for at opsøge den hjælp, du har brug for:

Du skal acceptere, at situationen er kommet ud af din kontrol, og at den person, du har elsket og måske fortsat elsker, forvolder dig stor skade. Du skal indstille dig på, at parforholdet formodentlig skal slutte, og du skal aktivt opsøge kvalificeret hjælp hos for eksempel et krisecenter.

Læg dertil, at hvis du er mand, skal du ovenikøbet overkomme det stigma og den skam, som mange mænd føler, når de er udsat for partnervold.

Er du homoseksuel, skal du kunne overskue risikoen for, at beboere og personale på det krisecenter, du opsøger, vil reagere negativt eller stille sig uforstående over for din identitet. Er du transperson, skal du overvinde bekymringen for, hvordan du vil blive mødt på et kønsspecifikt krisecenter.

Hvornår bliver det for uoverskueligt for dig? Hvornår giver du op og bliver i det voldelige forhold?

Det er de helt centrale spørgsmål, der viser det helt åbenlyse behov for krisecentre målrettet LGBT+- personer udsat for partnervold. Et sted, hvor personale møder de voldsudsatte i øjenhøjde med indblik i deres situation, og hvor der er andre beboere at spejle sig i.

Bi- og homoseksuelle udsættes mest for partnervold

For dig som læser er det kun et tankeeksperiment, men for mange danskere er det desværre virkelighed. Ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed udsættes flere end 50.000 danskere hvert år for vold i nære relationer. Og partnervold er langtfra et fænomen, der kun eksisterer i kernefamilier med far, mor og børn.

19.000 mænd bliver hvert år udsat for partnervold, og blandt dem er der en uforholdsmæssig stor andel af mandlige partnere, der står bag den fysiske voldsudøvelse. Faktisk er både bi- og homoseksuelle mænd og biseksuelle kvinder procentuelt oftere udsat for partnervold end heteroseksuelle. Dertil kommer, at man forventer et vist mørketal, fordi det for mange er tabubelagt og en ekstremt følsom situation at blive udsat for partnervold.

Der er behov for en ekstra indsats for målgruppen. Særligt har vi brug for, at mænd og nonbinære sikres samme ret til hjælp og tryghed og midlertidigt anonymt ophold, som kvinder i dag har efter servicelovens paragraf 109.

Hjælpen til voldsudsatte kan sagtens tage højde for, at partnervold ofte også handler om køn og målrettes derefter. I en retsstat kan vi dog ikke være tjent med, at der er den form for skævheder i vores lovgivning, så juridisk bør der være de samme rettigheder til alle partnervoldsudsatte i Danmark.

Der mangler lighed for loven, og der er et presserende behov for handling. For voldsudsatte er det helt afgørende, at alle tilbud tager udgangspunkt i den personlige situation og oplevelse. Ikke to voldshistorier er ens, og det samme gælder ofrene.

Det princip bliver kun forstærket, når vi har at gøre med voldsudsatte fra LGBT+-miljøet. Når de ankommer til krisecentre, er de ofte sårbare på to fronter: De skal både håndtere en voldssituation og samtidig frygte, hvordan omgivelserne reagerer på deres identitet.

Transpersoner skjuler deres identitet

Transpersoner står i en særligt skrøbelig situation, når de kommer ind på krisecentre. Nogle transkønnede vil måske blive opfattet af de andre beboere som et andet køn, end det de er, og det kan give anledning til stor utryghed og udsathed for den transkønnede. I nogle tilfælde afspejler cpr-nummeret heller ikke ens køn, og hvor henvender man sig da?

Alt i alt er der et stort behov for særlige tilbud, hvor voldsudsatte kan få hjælp, uden at de også føler, at de skal veje sine ord i mødet med de ansatte og andre beboere, holde deres identitet skjult eller direkte frygte negative reaktioner.

De manglende tilbud til LGBT+-personer skyldes imidlertid ikke en manglende politisk bevågenhed om de særlige udfordringer, der knytter sig til LGBT+-personers trivsel og tryghed. Blandt andet søsatte den tidligere regering i 2018 en handlingsplan til at fremme tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBT+-personer.

Handlingsplanen er indtil nu faldet på et tørt sted med forebyggende indsatser og rådgivning til personer i risikogruppen. Desværre har de gode intentioner ikke udmøntet sig i konkrete tilbud til personer i eskalerede situationer, hvor der er behov for akut hjælp med tag over hovedet og en tryg base.

Der er behov for at ændre fokus, så vi med den nye handlingsplan også får skabt de rette fysiske tilbud til en meget udsat målgruppe.

Nye specialiserede tilbud

Trods de administrative benspænd håber vi på, at vi kan åbne det første krisecenter målrettet LGBT+-målgruppen herhjemme i det nye år. Men det er vigtigt, at grundstenene lægges rigtigt. Det er afgørende for en effektiv rehabilitering, at man bliver mødt i øjenhøjde af mennesker, der kan sætte sig ind i de problemstillinger, man står med til daglig.

Det betyder blandt andet, at vi vil inddrage folk fra LGBT+-miljøet til at sidde med til samtaler med potentielle ledere på centret. På den måde kan vi sikre, at der, ud over en stærk faglighed, også er den rette forståelse for målgruppens andre dilemmaer, der ikke er direkte relateret til voldsudøvelsen.

Vi oplever heldigvis også, at der er bedring på vej på området. Og at der begynder at være et bredere fokus i stedet for den sporadiske italesættelse af, at ’der altså må gøres noget’.

Med finansloven for 2021 blev der etableret et specialiseret tilbud til LGBT+-personer med etnisk minoritetsbaggrund som et supplement til de nuværende krisecentre til henholdsvis mænd og kvinder.

LGBT+-personer med minoritetsbaggrund står over for særlige udfordringer, så det er et rigtig godt første skridt på vejen. Vi håber, at det øgede fokus spreder sig, så vi kan udvide de specialiserede rådgivningstilbud med fokus på målgruppens særlige problemstillinger til også at omfatte den resterende del af LGBT+-befolkningen.

Tag udgangspunkt i den enkelte

Der er også en større indsats i gang for at sikre et bedre vidensniveau på et område, hvor der forventes store mørketal. Blandt andet er der igangsat en større undersøgelse hos forskningsinstituttet VIVE, af hvordan partnervold i LGBT+-forhold påvirker de udsatte, og hvilke tilbud de enten har benyttet eller overvejer at benytte.

Der er dog ikke behov for mere viden, før man tager de åbenlyse første skridt. Og her er der et helt presserende behov for at sikre en bedre adgang til både krisehjælp og rehabilitering i forbindelse med partnervold.

Lad os sikre adgang til den rigtige hjælp for de mange partnervoldsudsatte, der står i en akut livskrise. Lad os sikre, at de juridiske rammer giver ens rettigheder til alle. Og lad os tage udgangspunkt i den voldsudsattes individuelle behov uanset kønsidentitet og seksuel orientering.

Det skal aldrig nogensinde være det mest attraktive valg at blive i et voldeligt forhold, fordi der er for mange usikkerhedsmomenter forbundet med at vælge de eksisterende tilbud.

Derfor bliver vi nødt til at nedbringe mængden af barrierer, som lige nu forhindrer LGBT+-personer i at søge hjælp og komme ud af voldelige forhold. Et stærkt signal vil være at starte med at sikre lighed i serviceloven på tværs af køn og seksualitet.

Stine Louise Eising von Christierson er direktør i Forenede Care, og Susanne Branner Jespersen er sekretariatschef i LGBT+ Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ninna Maria Slott Andersen

-Det virker på mig som om, at LGBT+ bevægelsen, om nogen, er dem, der skaber mest polarisering, flest skel og afstand blandt de forskellige 'segmenter' i vores samfund...
De påberåber sig selv så mange særhensyn, -mens deres forståelse og solidaritet med 'de heteronormative' er lig nul. Det virker på mig pænt hyklerisk.

"Tag udgangspunkt i den enkelte" - ja, det enkelte menneske, ikke den enkelte seksualitet eller kønsidentiet.
Stræb efter kompetente, rummelige krisecentre, prioritér området.
Det burde være muligt derved, at rumme alle mennesker - for det er dét, det handler om - det menneskelige, ikke kønsidentitet eller seksualitet.

Bent Nørgaard, Kurt H Jørgensen, Mette Bulloch, Carsten Bjerre, jan sørensen, Nicolaj Ottsen, Erik Fuglsang, John Poulsen, Ole Olesen, Jeppe Bundgaard, Per Torbensen og Søren Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Lesbiske forhold er vel ikke fuldstændig immune overfor problemet...

Nike Forsander Lorentsen

@Steffen Gliese

Næ, Lesbiske adskiller sig ikke nævnvert fra andre människor, de er jo også mennesker.

Per Torbensen og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

@Nina Maria Slott Andersen

Ja, riktigt nok så er lesbiske, bøsser, transpersoner og bisexuelle mennesker, ligesom heterosexuelle er mennesker. Men sant at sige så oplever nok mange homosexuelle og transpersoner en vis afstand eller bliver betragtet ligesom en slags kuriosa hos lægen eller andre steder. At f.eks. blive udsat for at blive stirret på kan være besværende, selv bruger jeg spørge om de vil noget, om stirrendet vedbliver, så holder det op i regel, men en del kan blive forærmede eller truende. Så nogle gange er det en balancegang en minoritet skal foretage sig, og det gælder alle minoriteter.

Jeppe Bundgaard

Bær din forskellighed som en rustning, så kan ingen bruge den imod dig.

Ninna Maria Slott Andersen, Nicolaj Ottsen, erik pedersen og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar
Ninna Maria Slott Andersen

@ Søren Nielsen

Ja, præcis. Kan godt huske den artikel.

Ninna Maria Slott Andersen

@ Nike Forsander Lorentsen

Jeg er enig i, at det en balancegang.
Men jeg tror bare ikke på, at vi løser problemerne, i det større perspektiv, på sigt, hvis vi bliver ved med, at symptombehandle ved, at segmentere, og derved skabe flere skel og mere polarisering,

Hvad med fokus på et opgør med det der netop skaber vore mentale fængsler.
Og et fokus på alt det, der rent faktisk forener os som mennesker.
Men kan godt udveksle erfaringer med, måske tilmed lære noget, af et andet menneske, der er fuldstændig forskelligt fra en selv - men som vi rent faktisk deler nogle oplevelser, følelser og erfaringer med. -Måske ikke altid 1-til-1, men rent menneskeligt tror jeg genkendelse og spejling er muligt, hvis man tør stille sig åben og vove, at dele.

-Og ja, vi skal helt klart derhen, hvor ingen føler sig stirret ned på, eller føler sig besværende, blot fordi, man er det menneske man er.

Det er dét, jeg ønsker, at vi bliver meget mere velfunderede i vores værdier, og rent faktisk praktiserer alt det gode, vi påstår, at forstå. Tolerance, rum for forskellighed, respekt.

Det bliver jo ikke uden bump på vejen, men jeg tror, det kunne blive en bedre verden, end hvad øget polarisering, segmentering og udskamning vil bidrage os.

Troels Ken Pedersen

Det er fint at møde mennesker som mennesker. Men når første reaktion på en artikel om hvordan samfundsinstitutioner pga homofobi ikke betjener LGBT+ i problemer som de burde, er at homofobi skyldes at homoerne bare er alt for meget, så styrker det artiklens argument snarere end at svække det.

Selvfølgelig ville det da være bedre hvis vi generelt var bedre til at møde også mindretal som mennesker & hvor de er, men lige nu virker det desværre ikke så realistisk på kort bane. Personligt er jeg ikke glad for idéen om at mindretal skal holde kæft og rette ind indtil vi kan realisere utopien.

Ninna Maria Slott Andersen

Jeg syntes bestemt ikke, et mindretal skal holde kæft og rette ind.
Men som alle mennesker, må vi overveje vore adfærd og ytringer - forhindrer vores adfærd og retorik vores budskab i at trænge igennem, bedriver vi egentlig undergravende virksomhed for vores egne ønsker og intentioner?

Hvis der skal mere forståelse til, hjælper det ikke, at segmentere, diskriminere og udskamme 'de heteronormative'.
Når (nogen fra) mindretallet gør sig skyld i meget af det, de bebrejder (nogen fra) flettallet, så bliver det altoverskyggende netop deres hykleri og dobbeltmoral - det handler, som jeg ser det, så ikke om 'en bedre verden for alle' - men blot en ændring af magtstrukturer, hvor dem der før var de undertrykte nu er dem, der skal have love til, at undertrykke og hævde sig selv på bekostning af andre.

Hvis man erkender, at vores samfundsinstitutioner diskriminerer, så ville det være virkelig progressivt og meningsfuldt rent faktisk at udfordre og ændre dette, forbedre det - i stedet for blot, at symptombehandle ved at etablere noget nyt, mere specifikt for en gruppe.

Nike Forsander Lorentsen

Det er hele vores samfund som er totalt gennemstrømmet og domineret af 'de heteronormative', se på alle reklamer unge heterosexuelle par, biografernes filmer, hele litteraturen, Ældresagens reklamer, ældre heterosexuelle par osv, osv. Det siges at det er vigtigt at kunne identificiere sig, hvorhen kan de lesbiske, bøsserne og transpersoner så identificiere sig, det er jo til 99%, normernes disciplinering i hele dette samfund. Det heteronormative samfundet trænger til at tænke om, indtil nu er det Hot, Hot Garbage!

Troels Ken Pedersen

@Ninna: Helt grundlæggende kan jeg ikke se det rimelige i at kalde det 'udskammelse', polariserende retorik eller lign at LGBT+ siger at samfundets standard-løsninger ikke som det er nu virker godt for dem. Når de siger at det ville virke bedre for dem med tilbud som var rettet mod dem, så har det formentlig den fordel at være både sandt og ladsiggørligt. Det ville være super fint hvis standardløsningerne på bedre vis kunne rumme dem, men du gør det til 100% deres problem, og kalder dem hyklere tilmed. Det forekommer mig ikke at være en rimelig anklage, alt taget i betragning.

Jeppe Bundgaard

Troels Ken Pedersen: "Helt grundlæggende kan jeg ikke se det rimelige i at kalde det ’udskammelse’, polariserende retorik eller lign at LGBT+ siger at samfundets standard-løsninger ikke som det er nu virker godt for dem. Når de siger at det ville virke bedre for dem med tilbud som var rettet mod dem..."

Hvor stopper denne "safe space" mentalitet?
Først krisecentre, så lægehuse, borgerservice, biblioteker, svømmehaller osv osv.
Der skal måske kigges indad i stedet for at mene, samfundet bare skal ændre sig fuldstændigt for at tilgodese 3-6 procent af befolkningen.

Troels Ken Pedersen

@Jeppe Bundgaard: Er du med på at artiklen bogstaveligt handler om voldsofres behov for et sikkert sted at være?

Jeppe Bundgaard

Og det har de allerede på krisecentrene. Centre fyldt med kompetente og professionelle medarbejdere, der er der for at hjælpe alle, der har brug for det.

Troels Ken Pedersen

@Jeppe Bundgaard: Så, for at opsummere - krisecentrene er opdelt efter køn (og transkønnede passer noget akavet ind i denne models antagelser), og opererer ud fra en antagelse om at den voldelige partner er af det modsatte køn (og homo- og biseksuelle passer noget akavet ind i denne models antagelser). Men dette er ikke et problem, fordi det er et mindretalsproblem. Med mindre mindretallene prøver at stable en praktisk løsning på benene, som faktisk tager højde for deres situation, for så er det et overgreb mod Vores Frihed.

Ikke at jeg vil gøre dette til et spørgsmål om individuelle krisecenter-medarbejderes individuelle mangel på personlig moral og dyd, så langt fra. De arbejder bare i institutioner, som er indrettet efter nogle markante antagelser om deres brugere.