Pressen har den seneste måneds tid været præget af situationen ved Ukraine grundet vestlig frygt for en russisk invasion. Information har deltaget med ledere, klart valgt side og blandt andet skrevet den 28. december 2021: »De, som truer med krig for at trumfe krav igennem, bør ikke belønnes«.
Og den 31. december 2021 havde Information endnu en leder, der giver udtryk for, at »Rusland er bøllen i skolegården«. Disse udsagn er helt på linje med Politiken, der blandt andet skrev den 12. december 2021, at vi ikke må svigte Ukraine igen.
Fra politisk side lød det fra forsvarsminister Trine Bramsen i Politiken den 19. december, at støtten til Ukraine er urokkelig. Hun skriver, at hvis vi vælger »i stedet at lade stå til, viser al erfaring, at Rusland vælger en vej, vi ikke ønsker for hverken Ukraine eller Europa. En vej, hvor magtsproget, denne sabelraslen og den aggressive oprustning kun er blevet mere markant«.
Mod tendensen skal Information dog anerkendes for at bringe to artikler med divergerende synspunkter henholdsvis den 10. januar og den 13. januar.
Vi må dog huske at stille os selv spørgsmålet om, hvem der truer hvem. Dernæst må vi spørge, om der er fare for krig – men lad os først lige stoppe op og se os lidt tilbage.
Husk på Krims historie
Årsagen til det spændte forhold mellem Rusland og Vesten er primært den russiske anneksion af Krim i 2014. I den sammenhæng er der et par ting, der er vigtige at holde sig for øje.
Først og fremmest må man huske, at Krims befolkning er orienteret mod Rusland og ikke mod Ukraine. Efter Ruslands anneksion af Krim blev der i marts 2015 afholdt et valg, hvor Krims befolkning med stort flertal vedtog at lade sig indlemme i Rusland. Valget blev ikke anerkendt af internationale observatører, men jeg mener ikke, at det rokker ved Krims befolknings orientering mod Rusland. Men det hører vi ikke meget om i vestlige medier.
Resten kender vi udmærket: Vestlige sanktioner mod Rusland. Beslutning om oprustning i NATO til to procent af BNP. Optrapning af fjendskab. Borgerkrigen i de to ukrainske østregioner, der grænser op til Rusland, Donetsk og Luhansk, hvor prorussiske oprørere er i krig mod ukrainsk hær og frivillige.
Husk også, at den dengang selvstændige sovjetrepublik Krim blev lagt ind under den Ukrainske sovjetrepublik i 1954. Det skete af uforklarlige grunde og trods flere faktorer, der burde pege i stik modsat retning: Dels spiller Krim en stor rolle i den russiske nationale bevidsthed, dels har Krim et russisksindet flertal, og så er Krim et ferieparadis for russerne – samt meget vigtigt: Krim er base for sortehavsflåden.
Det var ikke så vigtigt dengang i 1954, da Ukraine og Rusland var med i samme union, men det blev det til gengæld, da Ukraine blev uafhængigt i 1991. Den historie hører også med til fortællingen om den russiske anneksion af Krim, men også her vender danske medier, herunder Information, det blinde øje til.
Parallel til Cubakrisen
Nu taler man om vestlig frygt for russisk invasion og anneksion a la Krim 2014. Jeg synes, at pressen, herunder Information, mangler at drage en parallel mellem situationen i Ukraine nu og Cubakrisen. Parallellen er ellers oplagt. Dengang kom der en meget skarp amerikansk reaktion mod at få russiske raketter i deres såkaldte baggård. Det kan man sagtens forstå. Tænk så på, at NATO de seneste 30 år har udvidet mod øst og opstillet raketter klos op ad Rusland.
Man taler desuden om Ukraines ret til selvbestemmelse, og det er jo fair nok. Men sådan så man ikke på det i 1962 med hensyn til Cuba. Dengang var det selvforsvar mod aggression. I 1962 skete der så det, at Sovjetunionen undlod, ganske vist under maksimalt pres, at opstille raketter på Cuba.
Men nu er det modsat. Jeg vil mene, at det ville være en god idé i et forsøg på at mindske spændingen, at USA og NATO giver en klar garanti for, at det ikke også kommer til at ske i Ukraine. Men det er næsten lige så utænkeligt, som at russerne skulle forlade Krim.
Russerne vil ikke invadere Ukraine
Til spørgsmålet om, hvorvidt russerne faktisk vil gå ind i Ukraine, er mit bud nej. Det er der særligt fire grunde til.
For det første er flertallet i Ukraines befolkning i modsætning til på Krim orienteret mod Vesten og ikke mod Rusland. Det viste oprøret mod den russiskorienterede præsident Janukovitj og hans flugt til Rusland i 2014. Ukraine er ikke Krim, og det ved russerne godt.
For det andet er russerne bekymrede for, at Ukraine, ligesom de andre østlande, bliver en del af EU og NATO. Det er ligesom en rød linje for Rusland. Det kunne være en grund til at slå til først, kunne man mene. Men i november 2017 overværede jeg et foredrag med Niels Bo Poulsen fra Forsvarsakademiet med titlen »Kommer russerne?«, hvor han sagde, at et lands trussel var et produkt af dets vilje og dets evne til krig. Han sagde også, at russerne ikke havde viljen til at erobre landområder, ej heller evnen til en langstrakt krig. Men han mente samtidig, at Rusland godt kunne finde på at bruge såkaldt hybride virkemidler eller sågar militær magt, hvis de føler sig truet på deres eksistens.
For det tredje er det med evne og vilje vigtigt, for NATO-landenes samlede militærbudget var i 2019 hele 16 gange større end Ruslands. Hvor mange mon er klar over det? I 2017 var forholdet til gengæld ’kun’ 1 til 13. Det siger dels noget om oprustning, men også om, hvem der også har grund til at føle sig truet.
Forsvarsbudgetter er ikke nødvendigvis lig med militær slagstyrke, men Stockholm International Peace Research Institute peger på, at et land med et ti gange større forsvarsbudget næsten med sikkerhed har en større militær slagkraft.
For det fjerde udtalte professor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jacobsen til Zetland den 21. december 2021, at »Forventningen er, at der ikke sker noget. Risikoen for krig er ekstremt lille. Det er sådan set det, FE har sagt siden 2014. Man skal ikke være bange for at sove om natten, heller ikke på Bornholm«.
Pressen må ikke nære fordomme
Man fristes til at spørge, om danske politikere er klar over ovennævnte forhold, og om de er villige til at inddrage dem i vurderingen af den reelle trussel fra Rusland. Det kan være endog meget svært som et lille land at tale NATO midt imod.
Da forsvarsordførere tilbage i oktober 2017 var samlet i DR Debatten for at tale om forsvarsforliget for 2018-22, var Rasmus Jarlov (K), Martin Lidegaard (R) og Eva Flyvholm (EL) helt enige om en militær overlegenhed i NATO’s favør. Alligevel blev der vedtaget en stigning i forsvarsbudgettet på 20 procent.
Derfor bør man afsluttende spørge, om pressen tør røre ved den varme kartoffel.
Der er ingen tvivl om pressens ansvar, når det drejer sig om at give eller ikke at give næring til fordomme og fjendebilleder. Det er utrolig let at fortsætte i det gamle, vedtagne spor. Men pressens mål burde være gennem oplysning at bidrage til en fredelig løsning på det spændte forhold.
Der er med andre ord grundlag for en hel artikelserie i Information, der særdeles belejligt kunne udkomme forud for et nyt forsvarsforlig. Hvis ikke er alternativet måske, at vi igen på bekostning af velfærd skal opruste med 20 procent, ligesom i 2018.
Dan Sørensen er tidligere gymnasielærer
Fin kommentar. Afbalancering af styrkeforholdet. Nu skal "viljen til konflikt" også afbalanceres, men her støder man på det amerikanske militære kompleks/carlyle og NATO. Ved konflikt taber russerne mest, salg af energi og indefrysning af oligarkers råderet i vesten! Såhh, mon?
Tak Information for at bringe dette meget faktuelle bidrag til en ioevrigt mestendels krigsliderisk debat, der er loebet helt loebsk i den vestlige verden.
Jeg haaber at I tager imod debattoerens opfordring om en artikelserie paa oplyst grundlag. Det er en historisk opgave. Alternativet: at hyle med de andre ulve er ubaerlig, og konsekvenserne enten ganske uforudsigelige eller ekstremt farlige.
Dan Sørensen
Hvordan kan du lave en troværdig analyse af en mulige invasion i Ukraine uden at komme ind på situationen i Østukraine?
Poul Henrichsen
Tak til kronikøren for et meget vigtigt og relevant indlæg. Det er på høje tid, at mediernes rolle bliver sat til debat, når det drejer sig om vores udenrigs- og militærpolitik – som for øjeblikket ved krisen omkring Ukraine. Jeg håber virkelig, at Information vil påtage sig kronikørens opfordring og bidrage til dette vigtige emne. En undtagelse fra Informations efter min mening noget ensidige tendens er dog blandt flere en meget fin artikel den 19. jan. med interview af unge og lidt ældre borgere i Sct. Petersborg. Her fremgår det fra disse søde og reflekterende mennesker, at den russiske presse i høj grad betegner USA som ansvarlig for Ukrainekrisen. I DK og i vesten er det fuldstændig modsat. Her er det Rusland og Putin, der er den store skurk. Allerede dette faktum burde få medierne til at standse lidt op og se på sig selv – for hvad er virkeligheden? Er det vores eller deres udlægning – midt imellem eller ingen af dem? Og hvorfor er følelserne kørt sådan op? Mit indtryk af danskernes holdning i almindelighed er, at nu skal Putin sættes en stol for døren. Uanset en potentiel risiko for egen udslettelse (ved en eksskaleret krig). Dertil er det kommet – selv om ingen europæere ønsker krig. Så noget er galt! Men det er vel forståeligt - ved mediernes ensidighed og overfladiskhed – for det kræver en ekstra, individuel og interesseret indsats at sætte sig ind i situationens baggrund og kompleksitet. Tag fx Berlingskes ensidige krigshysteri – og TV-avisen. To sekunder til den russiske udenrigsminister – og flere minutter til USA.s. Krydret md dumme spørgsmål som det nylige: ”Hvorfor melder Sverige sig så bare ikke ind i NATO?” (Så det skal såmænd nok lykkes at få skræmt Sverige ind i NATO, hvilket nok også er formålet med hysteriet og i øvrigt USA.s ønske.) Ja - der er nok at tage fat på for gode, kritiske journalister og fordomsfrie redaktører.
Det ser ud til, at invasionen i Ukraine allerede er i gang for nogen tid siden. Såeee...
Fake news på mange måder. Vi kan tage budgettet. NATOs er meget højere. Ja selvfølgeligt er det det. Og den store årsag er de levevilkår, som vi har i vesten. Når løn og pensionsvilkår er meget højere, bliver budgettet også højere. Der burde være logik, selv for venstre side af salen.
Hvad er Rusland bange for? De er jo øjensynligt ikke længere en ideologisk modstander, hvilket var årsagen til rivaliseringen under den kolde krig.
Rusland i dag er blot et land, et stort land, der må forsøge at rette op på sine ubalancer og dårlige sociale vilkår, hvilket vist er et felt, hvor man kan tage sin øjensynlige modpart USA i hånden.
I det hele taget bør disse lande besinde sig på at tage sig af deres befolkninger og iøvrigt blive til forbilleder for lande og befolkninger, der måske nok byder folk de samme eller værre vilkår at leve under, men som i modsætning til de to store ikke råder over midlerne til i en forholdsvis håndevending at skabe den større lighed.
Tak til Dan Sørensen for et vigtigt og fint indlæg. Man kan spørge, hvem der har interesse i konflikten og øget spænding? Hvem vil profitere yderligere, hvis spændingen udløser krig? Hvem vil tjene på efterfølgende oprydning og stabilisering? Svaret på alle spørgsmålene er: de militærindustrielle komplekser i vest og øst, der også inkluderer statsmedier og mange såkaldt 'uafhængige' medier. Det tragiske er, at det er disse komplekser, der styrer sikkerhedspolitikken, og at politikerne (gælder både Biden, Putin, europæiske ledere herunder vores egne danske) ser erhvervs fordele deri. Flere og flere militære områder varetages af private børsnoterede firmaer. Derfor er det nemmere at starte en konflikt end at stoppe den
Jeg er så enige og vred over Informations krigs retorik , hvor man har systematisk fremmet et billed af Rusland som fjende og talt om krigen som noget naturlig og acceptabel.
Medier har et enormt ansvar og jeg synes ikke at Information lever op til sit ansvar vedrørende Ukraine.
Det vil også klæde Information at grave lidt i hvorfor er det så vigtigt for USA at udvide NATO i øst Europa, hvad er plan endelig og lade være med at lade os tro at det handler om demokratiet og vores værdier for den nuværende Ukrainske regering lever i hvert fald ikke op til det.
Der er en stavefejl i overskriften: usandsynlig ikke "usandsynligt".
Dan Sørensen kan meget vel få ret i, at større dele af nationalbudgetterne fremover vil blive brugt på militære formål, men det er nok også det eneste, han vil få ret i. Territorial integritet, folkenes selvbestemmelsesret og respekten for suveræne staters beslutninger er de principper, landene i den efterhånden enorme kontrastgruppe til Rusland vil handle efter.
Det var allerede før Ruslands krav til Bulgarien og Rumænien blevet forstået, at Rusland nu søger at brække den eksisterende sikkerhedsstruktur i Europa (Sørensen og andre kan kigge i Die Zeit / 4), og vi venter på at se, hvilke konsekvenser det har for EUs udenrigspolitik og EUs grænsepolitik. De militære udgifter i NATO-landene kan hurtigt komme til at vokse gennem våbenleverancer og anden militær støtte til Ukraine, og selv et dansk forsvarsforbehold kan blive væltet.
Der vil blive andre udgifter end de militære. Allerede nu betaler man en forhøjet pris for gas, men Nord Stream 2 kan kun opretholdes, hvis det lykkes at deeskalere. Alligevel vil krisen virke som en turbomotor på den grønne omstilling, - det var torsdag et af de implicitte budskaber fra udenrigsminister Baerbock, og den kommer ikke gratis for nu skal tempoet sættes op.
Vi kan med sikkerhed vente ændringer i finanslovene.
@Anders Thornvig Sørensen
Det kommer an på om usandsynlig(t) skal opfattes adjektivisk eller adverbielt i den pågældende sætning.
Vi tæver løs på Rusland, måske fordi det er en gammel vane fra sovjettiden og indrømmet - har var der al mulig grund til holde en vis afstand. Men nu er det en anden tid og russerne har kun haft ganske få år til, at få et demokrati til at fungere efter 70 års kommunistisk diktatur og inden da, enevælde.
Lad os dog omfavne russerne og samarbejde med dem på alle fronter i stedet for, at blokere for samhandel og øvrigt samarbejde. Vi skal heller ikke evig og altid belemre dem med vore spidse bemærkninger og utidige indblanding i deres interne anliggender. Vi danskere er ikke for dydige selv og selv om vi ikke for øjeblikket okkuperer fremmed territorium, så er der dog et antal lande, der har haft besøg af vore jagerfly og soldater - uden at disse lande har gjort os det mindste.
Det var ren chikane at gøre det så besværligt for Rusland som muligt, at transportere gas gennem en pipeline på havbunden af dansk farvand, når vi ikke kunne forbyde den samme transport - med tankskibe. Det var åbenlyst, at det var kapital- og politiske interesser der skulle plejes for det havde intet med sikkerhed af nogen art at gøre. Danmark, EU og USA må komme til fornuft og være åbne og imødekommende overfor Rusland. Vi skal samarbejde og ikke bekrige hinanden.
@Flemming Olsen
Det overordnede verballed i sætningen er "er", verbets subjekt er "invasion" med "russisk" som adjektiv, og "usandsynlig" er subjektsprædikat. For at opnå kongruens, skal subjektsprædikatet bøjes i køn og tal efter subjektet. Da "invasion" er fælleskøn, skal "usandsynlig" skrives uden t.
Det er kun at håbe, at Dan Sørensen får ret i sin antagelse om, at angrebet udebliver. Jeg er ikke fremmed for hans ræsonnementer, idet jeg stadig tror mere på et geografisk begrænset angreb i Østukraine end en invasion i fuld skala. Det er ikke helt tydeligt for mig, men mit indtryk er, at Dan Sørensen primært refererer til frygten for en invasion i fuld skala.
@Gert Romme
Engbergs analyse som refereret giver mening. At ødelægge Ukraines militær mest muligt ville være både mål og middel.
Problemet er imidlertid, at et sådant angreb ikke kan camoufleres som i 2014. Der bliver overskredet nogle vigtige psykologiske og symbolske grænser ved bombeangreb uden for kampzonen i snæver forstand. Argumentet mod en geografisk begrænset landoffensiv er derfor, at når de politiske selvskader ved at overskride disse grænser alligevel tages med i købet, kan angriberen lige så godt søge de maksimale fordele gennem invasion i fuld skala.
@ Anders Thornvig Sørensen
Problemet er, at Dan Sørensen har efterladt os med en underligt ufuldendt sætning. Der står netop ikke "EN russisk invasion" men kun ubestemt "russisk invasion" Man kunne tænke sig følgende muligheder.
(en) Russisk invasion af Ukraine er usandsynlig
eller
(scenariet om en) Russisk invasion af Ukraine er usandsynligt
eller
(at forestille sig en) Russisk invasion af Ukraine er usandsynligt
Eller noget lignende. Sidste sætning halter nok lidt, men journalister er journalister.
Jørgen Mathiasen
"Territorial integritet, folkenes selvbestemmelsesret og respekten for suveræne staters beslutninger er de principper, landene i den efterhånden enorme kontrastgruppe til Rusland vil handle efter."
Joe, måske.
Så er det jo bare liige, HVEM der bestemmer, HVOR afvejningen mellem territorial integritet - folkenes selvbestemmelsesret - og respekten for suveræne staters belutninger ligger - og ikke mindst HVORDAN...?
Jeg venter (måske forgæves) på svaret!
@Inger Pedersen
Der er nu et utal af diplomatiske møder og udvekslinger, hvor man aftaler, hvordan man vil gå frem, men det kræver blot en enkelt formuleringsfejl hos den amerikanske præsident, at få maskinen begynder at køre uregelmæssigt. Den der bestemmer, er i øjeblikket Rusland, men de videre svar vil du få på pressekonferencerne med politikerne og i interviews med nøglepersoner i den højere presse. (Die Zeit har et med den finske præsident.)
I øvrigt har den tyske regering bekræftet min hypotese om den grønne omstilling her til aften. De manglende russiske gasleverancer sætter turbo på omstillingen, men naturligvis også på det, som kaldes diversificeringen, hvad der i praksis betyder, at man søger en alternativ leverandør.
@Flemming Olsen, 21. januar, 2022 - 18:36
De muligheder kan man tænke sig. Men der må gælde reglen om, at den mest korrekte læsning af sætningen er den, der hviler på færrest hypotetiske forudsætninger. Den enkle og ligefremme læsning er, at den ubestemte artikel "En" blot er udeladt. Hvis man mener "scenarie", "at forestille sig", eller lignende sætninger med et andet subjekt end "invasion", er det nødvendigt at skrive ordene.
@Gert Romme
Under overskriften: "Keynes warned the world against using economic sanctions. His alternative is worth considering" har forfatteren til The Economic Weapon: The Rise of Sanctions as a Tool of Modern War, Nicholas Mulder, en analyse i The Guardian af sanktionsvåbnet.
Keynes argumenter (det er den store Keynes) vil næppe virke på det korte sigt, men på det lidt længere kan de ikke afvises og meget tyder på, at russerne allerede har læst ham.
Mulders bidrag til meningsdannelsen er uden at være en blank accept af russernes krav uden tvivl væsentligt.
@ Anders Thornvig Sørensen
Nu kan ingen af os jo læse den gode hr. Sørensens udødelige tanker om Rusland og Putin og al hans væsen, men meningen har vel været (TROR jeg):
(at der skulle komme en) Russisk invasion af Ukraine er usandsynligt.
Og den har de fleste grammatikalsk svagere funderede læsere nok fanget, selvom det ikke står eksplicit. Men denne sætning er for lang til en overskrift. Journalistik skal jo være fyndigt og fange læserens opmærksomhed med det samme. Alene det at starte med "at" virker klumset. Så må man længere nede i teksten give sig af med de mere grammatisk korrekt formulerede tanker :-)
@Flemming Olsen
Det kan sagtens forholde sig præcis som du skriver. Ikke desto mindre er stavefejlen en realitet. Jeg forholder mig ikke til den redaktionelle proces, men kun til slutresultatet.
Den sætningsanalytiske ekskurs er imidlertid relevant for kronikkens indhold. Det er ikke ganske klart, om kronikøren taler om enhver russisk invasion (uanset omfang og virkemidler) - eller kun om en russisk invasion i en større udgave.
Brugen af ubestemte eller bestemte artikler, eller "enhver", osv., foran "russisk invasion" ville nøde kronikskriveren selv til at foretage en præcisering: konkret hvilken invasion tænkes det på?
Det ville igen kunne påvirke argumentationen med udtrykkelig anførelse af forudsætninger, afgrænsninger, osv. Det er ikke ment som negativ kritik fra min side: jeg har set andre artikler om emnet, hvor forskellige forfatteres forsøg på konkrete, detaljerede forudsigelser ender i den samme ugennemtrængelige skov af spørgsmålstegn.
Russisk invasion af Ukraine er meget farligere for Rusland er den er for Vesten:
Krig er uforudsigelig: Man skulle tro at Sovjetunionen nemt kunne banke afghanerne på plads. Men det kunne de ikke, de sovjetiske tropper forblødte. Så skulle man til gengæld tro at NATO kunne – NATO har jo i praksis ubegrænsede ressourcer. Men NATO led samme skæbne som Den Røde Hær.
Det har almindelige russer ikke glemt og de har heller ikke glemt Anden Verdenskrig. Der er ingen appetit på krig i den russiske befolkning. Så hvis Vladimir Putin roder dem ind i én – endda mod Vesten! – så bliver han ikke populær – og da slet ikke når der begynder at omme lig hjem til Rusland.
En besættelse af (dele af) Ukraine giver ikke Rusland noget: De kommer til at skulle besætte et område med 10-15 millioner indbyggere, der ser dem som en besættelsesmagt og plaffer dem ned når de kan se deres snit til det. Russere har set hvordan det gik amerikanerne i Irak.
Krig er svimlende dyrt, ikke bare skal der finansieres krudt og kugler, Rusland kan imødese kostbare sanktioner, aflysning af NordStream 2 o.s.v. Den russiske middelstand er ikke indforstået med at miste sin velstand for at finansiere en krig, hvis formål den næppe forstår eller ikke anser for livsvigtigt.
En russisk invasion i Ukraine vil få Finland og Sverige til at intensivere samarbejdet med NATO – måske ligefrem melde sig ind. Ikke en gevinst for Rusland’s ”sikkerhed”.
Endelig, så drejer det her sig ikke om Ruslands sikkerhed. NATO kan banke Rusland til pindebrænde når de ønsker det – ikke så meget på grund af et seksten gange så stort forsvarsbudget, men på grund af en produktions-kapacitet, der formentlig er 50 eller 100 gange større end Ruslands. Det er industriel kapacitet der vinder krige, ikke hærene størrelse når første skud falder.
Hvad det virkelig drejer sig om er at hvis Ukraine (og andre) melder sig ind i NATO (og EU) mister Rusland enhver indflydelse i de pågældende lande.
Ruslands problem er at EU og NATO har noget at tilbyde, så overladt til sig slev vil Ukraine søge den vej. Rusland har ikke noget at tilbyde, så Rusland kan kun gøre sig gældende med (trusler om) vold.
Nato kalder sig en forsvarsalliance, ihh ja, men i virkeligheden har det jo vist sig at være noget ganske andet, faktisk har Nato slet ikke på noget tidspunkt forsvaret nogen, men der er blevet bakket op om USAs ambitioner om at lege politi, og straffe dem som ikke var villige til at lade pengemagten bestemme, man har overfaldet lande for at få kontrol over resurser især olien, og man har ført an i en sindssyg rustningsspiral og "tvunget" andre lande til at opruste, selv om der jo ikke har været nogen trussel imod USA rent militært,
jeg beklager Gert, men dit indlæg er det mest elendige du indtil nu har præsteret, du bakker tilsyneladende helhjertet op om krigspropagandaen som USA oversvømmer os med og gør løgne til fakta,
er det faktisk ikke USA som suverænt har vist den største vilje til at bruge militær magt overfor andre lande eller hvad,
og ignorerer du alle fakta som kunne gøre dig bare lidt objektiv i et ønske om at vise at du har valgt side,
du udslynger flere rigide og unuancerede postulater som er hentet direkte fra USAs dæmoniserings kampagne, og så vidt jeg husker har du også været på banen med at bakke op om dæmoniseringen af Kina.
En historisk rettelse til kronikken:
Krim var ikke en selvstændig sovjetrepublik indtil 1954, men derimod en del af den Russiske Sovjetrepublik.
Så når du, Gert, skriver, at der (citat) "fuindes i øvrigt ingen historisk "undskyldning" for at tage Krim", så mener jeg, at den historiske undskyldning vel er til stede.
I øvrigt bør befolkninger selv bestemme, hvor de vil høre til. Det var, hvad der i høj grad skete efter Første Verdenskrig i Slesvig, men som der ikke skete andre steder i Europa efter samme krig.
Det er fuldstændig virkelighedsfjernt, at sammenligne NATO landenes samlede forsvarsbudgetter med Ruslands forsvarsbudget, og derefter konkludere noget omkring Ruslands militære muligheder.
Faktum er, at Rusland har opmarcheret 100.000 soldater, og alle europæiske ledere med indsigt i egne militære kapaciteter ryster i bukserne. Alle med en smule indsigt ved, at de samlede militære kapaciteter til rådighed i europa er for svage til at modstå Rusland. Udmeldingerne fra de europæiske lande er teatertorden, og det ved Putin. Ruslands eneste bekymring er USA.
Vesteuropa er ikke engang i stand til at mobilisere, manøvre og forsyne en enhed på 50.000 mand med alle nødvendige kapaciteter til kamp mod en modstander som Rusland. Bare se på Danmark. Tre år inde i sidste forsvarsforlig, og håndklædet er kastet i ringen. Vi er ude af stand til at stille en brugbar enhed på 4.000 mand i løbet af en periode på SEKS år! Det fortæller alt om europas vilje til selvforsvar.
Nato skulle i princippet være nedlagt samtidig med Warszawa pagten.
Hvorfor er det ikke sket ?
Var det fordi, at det ville være synd for den amerikanske våbenindustri ?
@Martin Trolle Mikkelsen - Delvis enig, men jeg tror nu ikke vi skal forlade os på, hvad den russiske befolkning mener om en krig i Ukraine. Den vil formodentlig meget langt hen ad vejen se det som legitimt selvforsvar.
Det er jo fuldstændigt korrekt, som fremført af Dan Sørensen, at NATO's samlede militær kapacitet på den lange bane er Ruslands overlegen. Men skal vi ikke lige holde fokus. Det er ikke NATO som truer Rusland med krig - det er faktisk Rusland, som truer Ukraine. Rusland har fortsat en betydelig militær styrke og fremfor alt en absurd mængde atomvåben.
Rusland skal selvfølgelig ikke bestemme om Ukraine (eller Finland og Sverige) kan blive medlemmer af NATO. Men vi skal selvfølgelig tage Deres bekymringer alvorligt.
NATO blev grundlagt før Warszawa pagten, så hvorfor i alverden skulle NATO opløses fordi Warszawa pagten blev opløst, blot for at blive afløst af CSTO?
@AP - Ja, det er i virkeligheden den store bekymring. Vesteuropa er IKKE i stand til at forsvare sig selv og det er fuldstændigt uacceptabelt.
Det burde efterhånden være feset ind på lystavlen, at Vesteuropa IKKE skal overlade sig sikkerhed til andre. Det er jo tankevækkende, at det er USA og Rusland der tale sammen om Europæisk sikkerhed - vi er ikke inviteret.
Det er tilsyneladende lykkedes, at bilde befolkningen ind, at vi anvender store ressourcer på militæret. Gymnasielæren tror, at forsvarsforliget 2018-2023 betyder oprustning med 20% og stor reduktion i velfærden.
Forsvarsbudgettet øges reelt først i 2023 hvor det når niveauet før de store besparelser før sidste forlig. Al den snak om løft af forsvaret har været en stor løgn, designet til at give Danmark lidt ro på i forhold til NATO. Men nu kan det ikke skjules længere at Danmarks forsvar kun findes på papiret.
I modsætning til de misinformationerne vi ellers må lade os nøje med, er det en god og alsidig kronik. Dog er det et åbent spørgsmål, hvor vest-orienteret Ukraine i virkeligheden er. Da det amerikansk initierede kup fandt sted i 2014, måtte den folkevalgte præsident, Janukovits, som havde et folkeflertal bag sig, flygte for ikke at blive myrd et. Og situationen eller misinformationerne er siden taget til, så Ukraine i dag, som Lavrov hævdede, er et fascistisk halv- diktatur, hvor mulighederne for at implementere Minsk-aftalen, som Ukraine ellers har underskrevet, ikke er til stede, fordi de paramilitære grupper Svoboda og Højre reelt har magten, og de truede i 2015, da den tidligere præsident gjorde mine til at føre Minsk aftalen ud i livet og give de to udbryder-republikker, Donetsk og Lugansk, selvstyre, ja så truede depræsidenten. Han ville blive likvideret i en kælderhals. Otte mennesker blev offer for de uroligheder, som de ukrainske nationale fascister foranstaltede.
Og det er en vigtig grund til spændingerne i Ukraine, at vesten forsyner de militære nationalister med magt og muligheder for at blokere.
I det lys skal Ruslands opmarchering af tropper ses, tror jeg.
Krister Meyersahm
"Det var ren chikane at gøre det så besværligt for Rusland som muligt, at transportere gas gennem en pipeline på havbunden af dansk farvand, når vi ikke kunne forbyde den samme transport - med tankskibe. Det var åbenlyst, at det var kapital- og politiske interesser der skulle plejes for det havde intet med sikkerhed af nogen art at gøre. "
For en gangs skyld må jeg tilslutte mig det, du skriver :-)
A P
"NATO blev grundlagt før Warszawa pagten, så hvorfor i alverden skulle NATO opløses fordi Warszawa pagten blev opløst, blot for at blive afløst af CSTO?"
Måske - jeg ved det ikke, er ikke militærekspert, - men kunne logisk måske tænkes - af samme grund, som de såkaldte rød- og blå-blok-fraktioner i det danske Folketing efterhånden ses som overflødige?
Af alle andre end folketingsmedlemmerne og deres journalister selv...
Vi skal passe på ikke at fokusere på Putin eller trumps meninger og ønsker. Det svarer til at fokusere på ønsker og ambitioner hos en bankrøver eller voldtægtsmand.
Vi skal naturligvis i det demokratiske vesten fokusere på kastration og uskadeliggørelse af voldtægtsmanden, og først senere snakke om, hvordan de ønsker at leve deres liv, når vi har etableret en sikkerhedszone, så de ikke skader andre.
Når Putin ønsker at snakke om gasledninger, er den eneste, absolut eneste, gyldige overvejelse, om han kan kastreres hvis vi tillader en gasledning, eller om vi er nødt til at afvise ibrugtagelse af en gasledning. Fuldstændig ligesom hvis Trump havde været medejer.
I en krigs-situation, hvor magtliderlige generaler og tyranner som Putin og Trump og Rumsfeld viser deres afskyelige ansigter, der skal vi, efter min mening, bruge hare-fods-metoden først, og flygte fra konflikter, hvis vi kan.
Vi skal naturligvis omhyggeligt lukke af for alle økonomiske relationer, og EFTERTRYKKELIGT afstraffe alle krigs-kollaboratører, som fx AP Møller, og sørge for, at de økonomisk set udslettes, hvis de samarbejder med apartheid eller nazister eller Putin. At bøje af militært betyder ikke, at vi skal vise eftergivenhed overfor fjendtlige nazistiske magter som Maersk og AP Møller.
Jeg tror aldrig, det bliver nødvendigt at konfrontere Putin militært. Hans interesser er i at underkue sine russiske ofre, ikke at angribe frie lande. Og hvis vi kastrerer hans kapitalistiske venner (fx Maersk), så kan russerne muligvis selv skille sig af med ham.
Det virker i mine øjne latterligt at gå med på Putins idiotiske regler, og lege fyrværkeri-krig i et østligt land. Jeg synes ikke, at vinderen i en fyrvrkeri-konkurrence har nogen ret til at "bestemme" i Ukraine. Ukraine bør afholde helt almindelige valg.
Vi skal insistere på frie, lokale valg, og vi skal smadre, afstraffe, udslette alle kapitalistiske aktører, som ikke respekterer de demokratiske regeringer.
Så finder Ukrainerne nok selv ud af, hvordan de vil administrere og samarbejde med deres naboer.
Hvis ikke andet så skal det til protokollen lige anføres, at Eva Flyvholm på Enhedslistens vegne tog stilling til den aktuelle konflikt i DRs Debatten den 13 januar 2022. Sørensen klager over medierne, men foretager selv en skæv fremstilling. Diplomatisk sagt, har hans folkeretlige standpunkt har ingen synlig repræsentation i det danske folketing, men alle (verden uden for kongeriget inklusive) bifalder naturligvis, at der bliver forhandlet om en deeskalalation. Dog ikke med en genetablering af Stalins sikkerhedsstruktur som mål.
Til protokollen skal det også anføres, at Rusland allerede har indført sanktioner mod vesten. Det sker ved en reduktion af gasleverancer gennem ledningen i Ukraine. Fuldstændig efte Keynes bog søger de sanktionerede straks efter udveje, nemlig den nævnte diversificering af leverandører og en forstærket omstilling til alternative energikilder. Det vil, hvis man skal undgå uopvarmede boliger, med ret stor sandsynlighed føre til omposteringer på finanslovene.
Uffe og hvad skal man så gøre hvis de "demokratiske" regeringer er ondsindede og i virkeligheden smider benzin på bålet, i "håbet" om selv at øge deres magt,
som jeg ser det er Rusland og USA farlige allierede i militarismens tjeneste, og for mig er selve militarismen fjenden ikke nogen lande ( især ikke deres befolkninger)
jeg anser det som et faktum at; krig, produktion og salg af militære våben alt sammen er grove forbrydelser imod menneskeheden,
Hvad er det der gør, at ellers intelligente mennesker bliver tiltrukket af totalitære systemer? Det er med gru, at jeg læs om er den forherligelse af lande og systemer, der er så gode, at lederne hvert sted sidder for livstid. Men de passer også godt på hinanden. Syriens diktator kan ikke stilles for den internationale domstol fordi at Kina og Rusland har nedlagt veto mod det! Med det er selvfølgeligt de onde amerikaneres skyld. Nyttige idioter?
@Jørgen Mathiasen
Klager over mediernes rolle er et gammelt tema i dansk politik.
Diskussioner om fjernsynsmediers ejerskab, ledelsessammensætning, beslutningsprocesser, programflader, finansiering, budgetprioriteringer og indholdsvinkling i de enkelte udsendelser har siden 1970'erne været forbundet med en anden dansk klassiker: når vi holder folkeafstemninger, kommer debatten ofte til at handle om, ikke det vælgerne skal krydse ja eller nej til, men debatten i sig selv.
“ In a recent tweet, Strobe Talbott, the original choreographer of NATO expansion in the post-cold war order, triumphantly congratulated Blinken and Jake Sullivan for cornering Russia! Suffice to say, the Clinton Team of Russophobes is steering Russia relations and their dubious agenda all along has been to finish off Russia! “
https://www.indianpunchline.com/blinken-delays-us-response-to-russia/
From Russia with Revenge
How the Clinton Administration’s Meddling in Boris Yeltsin’s 1996 Re-election Campaign and Overall Policies Towards Russia Destroyed its Economy and Nascent Democracy, Paved the Way for Putin, Doomed Hillary, and Set the Stage for Trump
https://medium.com/@NedSnark/from-russia-with-revenge-eeb7cebf01f7
@Anders Thornvig Sørensen skrev:
"Klager over mediernes rolle er et gammelt tema i dansk politik."
Jeg er gammel nok til at vide besked med Erhard Jacobsens folkeforførelser. Han har til gengæld selv oplevet McCarthyismen, - åbenbart uden at have været i stand til at uddrage andet end gift af det, men dermed kommer vi i nærheden af medieforskningens udspring. (Som Jacobsen ikke ønskede at vide noget som helst om. Det rakte at være dansk politiks største tilbeder af kanyleteorien.)
Om Dan Sørensen kender medieforskningen eller dens teorier, ved vi ikke, men gamle travere løber her ved siden af de (gamle) russiske, vi også har diskuteret.
Bent Nørgaard får nok ikke et svar på sit spørgsmål fra de adspurgte, men han kunne lede efter medieteorien under argumenterne. Inden han får set sig om, er han tilbage hos Platon.
The Economist bragte for et par år siden et kort over, hvilke dele af Europa Rusland kan nå med sin pallette af også atombestykkede missiler (jord til luft, luft til jord osv.) Avisens kort var baseret på data fra analyseinstittuttet under det svenske forsvarsministerium. Alt var dækket (Island inklusive) undtagen det sydligste Portugal (Faro-området).
Jørgen Mathiasen, 22. januar, 2022 - 13:50
Nærværende kronik ligger på grænsen mellem de to emner: international politik og mediedækningen af samme. Dan Sørensen mener, at medierne ikke er kritiske nok over for vestlige regeringers udlægning af situationen. Han nævner størrelsesforskellen mellem Ruslands og NATO-landenes samlede militærudgifter som et forbigået aspekt.
For mit vedkommende ville jeg hellere fremhæve forskellen mellem Rusland og Vesten i samlet krigsøkonomisk kapacitet, herunder befolkningstal og bruttonationalprodukt. Styrkeforholdet er omkring 5-1 til Vestens fordel. Det vigtigste er efter min mening ikke de aktuelle militærbudgetter, men potentialet til at forøge og fastholde dem over lang tid.
I den umiddelbare situation har Rusland et militærtaktisk overtag, fordi de russiske styrker er større end noget europæisk lands, Tyrkiet undtaget, og de er under én kommando med strømlinede våbenstandarder, ikke delt mellem et stort antal lande. Det eneste europæiske land, som virkelig har noget militært at sætte mod Rusland, igen Tyrkiet undtaget, er netop Ukraine. Derfor er dette land så vigtigt for magtbalancen i Østeuropa og i den sidste ende hele Europa.
Groft sagt har Rusland 3 angrebsmuligheder at vælge mellem.
1. Begrænset landoffensiv i Østukraine, uden luftangreb, evt. camoufleret ligesom i 2014.
2. Samme som (1), men med omfattende luftangreb mod Ukraines militær.
3. Invasion i fuld skala, f.eks. besættelse af hele Ukraines Sortehavskyst.
Mulighed 1 ville blotlægge Vestens strukturelle politiske svaghed, som er demokratiets. Men det ville blot gøre ondt værre for angriberen selv på langt sigt, fordi Ukraine blot bliver såret men ikke besejret.
Mulighed 2 tilgodeser derimod de militære motiver til at angribe, men de politiske og økonomiske omkostninger kan blive store.
Mulighed 3 vil blive opfattet som et forsøg på at tage magten over Østeuropa, og reaktionen vil blive derefter. Men herved kommer Ruslands militærtaktiske overtag til fuld udnyttelse, og det politiske regnestykke bliver bedre samlet set.
Jeg tror stadig mest på mulighed 1. For mig at se ligner mulighed 2 et ufordelagtigt kompromis mellem 1 og 3.
Det er let at kritisere medierne, men det er ikke dem alle, som har ressourcer nok til konstant at lave dybdeborende journalistik alle steder på én gang.
@Anders Thornvig Sørensen
Russerne har adskillige gange erklæret, at de ikke har til hensigt at angribe Ukraine, og når man siger det i Tyskland, tænker vi altid på Walter Ulbricht & muren. »Niemand hat die Absicht...«. Interessant nok er det de færreste, som tror på hensigtserklæringerne.
Dine militære optioner forekommer mig plausible, men om de militære valg kan jeg ikke dømme. Jeg noterer mig, at Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet heller ikke kunne pege på en gylden militær løsning (set fra en russisk synsvinkel), men nu har amerikanerne påbegyndt en rømning af ambassaden i Kiev, og hvis det ikke er dramaturgi, betyder det, at de ikke giver freden mange chancer.
Dan Sørensen skrev i kronikken, at der er 4 grunde til, at der ikke kommer en invasion, og det tror jeg, at Putin-apologeterne her skal satse på. Jeg satser på, at diplomatiet kan finde en løsning.
Putin har formentlig blot kastet kortene op i luften, og handler rent opportunistisk alt efter de reaktioner der kommer. Indtil videre kan Rusland bare trække tropperne hjem og sige “øvelsen” er slut. Det efterlader ham måske bare med et forklaringsproblem over for den russiske befolkning, hvis den nationale propaganda kommer ude af kontrol. Så er han måske nødsaget til at løbe linen ud, selv om vestens reaktion blev langt skarpere end han regnede med.
Forhåbentlig kan forløbet endegyldigt få europa til at acceptere, at sikkerhed her på kontinentet har nogle omkostninger. Forhåbentlig er det slut med at snige nedskæringer i forsvaret igennem som “effektivisering”. Forhåbentlig er det slut med at politikere foregiver at europa har militær magt, og foregiver overraskelse når de militære begrænsninger når offentligheden.
Jørgen Mathiasen 22. januar, 2022 - 19:59
Så vidt jeg kan se, går amerikanerne gradvist og lempeligt frem. Den formelle ordre kommer ikke straks, men indvarsles nogle dage i forvejen. Man begynder med familierne til ikke-essentielt personale på ambassaden. Min første tanke var, at det kunne være falske nyheder, men et officielt dementi er foreløbig udeblevet.
Hvis angrebsmotivet er Ukraines militære oprustning, er det ikke tilstrækkeligt at bombardere allerede opstillede færdigprodukter. Så er det hele den militærindustrielle produktionsproces, som skal ødelægges med luftangreb, for ellers har angriberen blot vundet lidt tid og betalt meget dyrt for den.
AP ingen fornuftige mennesker bør acceptere løgnen om at sikkerhed opnås ved at øge truslen,
og det du kalder forsvaret er en del af militarismen som slet ikke forsvarer noget som helst, og da slet ikke demokrati eller retfærdighed,
at kalde det for forsvar skal bare dække over sandheden som er, at militarismen er årsag til alle krige,
afrustning er den eneste mulige vej imod mere fred i verden,
man er efter min mening idiot hvis man lader sig narre af militarismens massive propaganda, og bakker op om oprustning og modernisering, (større militærbudgetter) og om diverse fjendebilleder som udelukkende skabes for at forberede og legitimere krig
og man er sådan set medskyldig i forbrydelse imod menneskeheden når man er fortaler for mere militær,
uanset hvilke syge begrundelser man finder på, er krig, produktion og salg af militære våben grove forbrydelser imod menneskeheden.
Jan, det lyder fint. Hvis du starter med at overtale Rusland til at nedruste og afstå fra at bruge militær magt, så tror jeg det bliver nemmere for politikerne at fortsætte med at bilde befolkningen ind at vi rent faktisk har et forsvar.
Hvorfra kommer ideen, at en trussel bedst mødes ved at hejse det hvide flag? Jeg forstår helt ærligt ikke hvordan man kommer frem til at ensidig nedrustning udelukker militær aggression mod et lands grænser. Det kan umuligt være kendskab til verdenshistorien der leder en frem til den ide.
AP den eneste vej til en bedre verden er altid at begynde med sig selv som det gode eksempel, og i hvert fald ikke at forlange de andre gør det, og med hensyn til de miltære trusler så er de jo gensidige,
vores militærs trussel imod "de andre" legitimerer deres militærs trussel imod os, altså skaber vi selv de trusler vi mener vi skal ruste os imod, ( ond cirkel) og ligesom oprustning "smitter" så vil dialog og nedrustning også "smitte",
men militarismen er jo baseret på den store løgn at vi er gode og har kun gode hensigter og har (derfor?) ret til at have militær magt,
men de andre er onde og har kun onde hensigter, og derfor er de en trussel,
og hvis vi skal se på historien så bekræfter den jo at krige opstår med den begrundelse at man føler sig truet,
at der bagved den officielle begrundelse er en anden mere ægte årsag som handler om ønsker om at øge sin magt er sådan set sandheden bag militarismens eksistens, og dette gælder i lige så høj grad for "vores" militær som det gælder "fjendens",
og nej vi har ikke et forsvar vi har et militær, kan du forklare mig hvorfor vi har valgt klart offensive fly som erstatning for F16,
F35 er ikke egnet til at forsvare de er tænkt som offensive våben, man kan jo ikke forsvare sig ved at smide bomber,
faktisk er det en almindeligt accepteret løgn at våben egner sig til forsvar, er du bevæbnet gør du ikke dig selv mere sikker, tværtimod øger det risikoen markant for at nogle får den ide at skyde på dig,
af den simple grund at de med god ret anser dig for at være en potentiel trussel.
så almindelige mennesker som tror på militærets "velsignelser" er ført bag lyset af de magthavere som ikke kan få nok magtmidler, og af medierne som altid bakker op om magthaverne.
Sider