Klumme

Mette Frederiksens Instagram lyser af velvilje over for kunsten. Lad os da tage hende på ordet

Når kulturlivet lukkes ned, sker det med et skuldertræk, selv blandt branchens egne folk. Som om vi godt selv ved, at vi ikke er så vigtige, som vi troede. Men måske har kulturen faktisk en højere stjerne i dansk toppolitik, end nederlagsfortællingen tilsiger, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i denne klumme
Debat
14. januar 2022
Når kulturlivet lukkes ned, er det, som om det sker med et skuldertræk, selv blandt branchens egne folk. Som om vi godt selv ved, at vi ikke er så vigtige, som vi troede, skriver Katrine Wiedemann.

Når kulturlivet lukkes ned, er det, som om det sker med et skuldertræk, selv blandt branchens egne folk. Som om vi godt selv ved, at vi ikke er så vigtige, som vi troede, skriver Katrine Wiedemann.

Emilie Lærke Henriksen

Vi har en statsminister, der mere end de fleste af sine forgængere har talt kulturlivet op. Hun sendte en tanke til kunstnerne i sin tale ved Folketingets afslutning inden sommerferien og talte kunsten og kulturen op ved åbningstalen i oktober. Hun har fortalt, at hun er en flittig læser, for eksempel har hun rost Morten Papes bøger og frygter sågar ikke at dele, at hun læser noget så elitært som Rune Lykkebergs netop udgivne Samtaler om Shakespeare.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jens Thaarup Nyberg

“ … som om vi godt selv ved, at vi ikke er så vigtige, som vi troede. “

Arh - næh !
Men i fylder lidt rigeligt, indimellem.

Rosa Maluna Dahl

Der kan sikkert være flere grunde til at lukke kulturlivet ned. Det gælder dog for det, som for andre åbne institutioner, at de per definition er potentielle supersprederbegivenheder.

Ja, det er bestemt ikke beskedenhed, overblik, udsyn og rummelighed, der plager kulturens selvbestaltede talsmænd i disse tider. Jeg tror faktisk, de fylder mere under pandemien, end de gjorde før.

De vrede kulturligheder, kunne få det langt bedre med sig selv, hvis de forstod, at musik, teater, billeder, skulpturer og museer ikke er basisføde og derfor ikke et basalt behov under en pandemi, hvor der skal spares i smitteregnskabet.

Hvis de forstod, at de er fløden på kagen, ja måske endda selve kagen, ville de kunne glæde sig over denne fantastiske rolle, der bringer så megen livsglæde blandt os, når de basale behov er dækket, og samfundet fungerer uden grus i mekanismen.

De ville kunne byde ind med positiv tænkning, styrke moral, sammenhold og livskvalitet, nu hvor fællesskabet er tvunget i knæ af en virus. Og det er nøjagtig den kulturformidling vi har brug for under pandemien. Pak venligst tudekoret sammen, og udvis lidt ansvarlighed, når I udfolder jer i medierne.

Steffen Gliese

Forkert, Erik Jensen, i en tid, hvor der er langt mindre travlt for de fleste, fordi det almindelige liv er sat ned i omdrejninger, er der brug for kunsten til at give sunde vitaminer til tanken.
Desværre har vi været rigtigt karrige med det, som ellers har været udbredt i mange andre lande: streaming og transmissioner af scenekunst og musik.
Vi har desværre udviklet en national mistro overfor den form for formidling, som vi ellers er flere generationer, der kan bevidne som grundlæggende dannende for den brede befolkning. Selv her mere end et halvt århundrede efter står det absurde teater stærkere i den brede befolknings kunstoplevelse end de fleste andre steder - fordi vi havde et positivt syn på at bringe kunsten ud igennem de teknologiske muligheder, der var.
Pointen er selvfølgelig, at der var meget, som folk ikke forstod umiddelbart; men de færreste slukkede, fordi de vidste, at det under alle omstændigheder ville være samtaleemnet i næste dags frokostpause - og dermed tjente udsendelserne deres formål: de fik folk til at overveje værkerne sammen.
Desværre er den form for formidling forsvundet - og der spilles ikke engang i nævneværdigt omfang længere ny, international dramatik på de danske teatre, hvor man føler en større forpligtelse til at hjælpe de unge danske dramatikere i vej.
HVIS DR og TV2 ville være med til at løfte den opgave, ville der blive lidt bedre plads til et bredt og interessant repertoire, der ikke mest består af sceneversioner af litteraturen eller formstøbte tv-serier uden eksperimentel kraft.