Kommentar

Når historien bliver et propagandaredskab, skabes evige fjender og evig krig

Den officielle historieskrivning søges i mange lande nøje formet efter propagandaformål, men de foretrukne narrativer varierer: Kina foretrækker en fortælling om ydmygelser og oprejsning, Rusland en heroisk historie om triumf og storhed, skriver forfatter Ian Buruma i denne kommentar
Stalins fødselsdag med en ceremoni i Moskva. Ruslands præsident Vladimir Putin er et eksempel på ønsket om at kontrollere den historiske fortælling: Stalinismens rædsler nedtones, det russiske folks heroiske sejr over fascismen i Anden Verdenskrig fremhæves.

Stalins fødselsdag med en ceremoni i Moskva. Ruslands præsident Vladimir Putin er et eksempel på ønsket om at kontrollere den historiske fortælling: Stalinismens rædsler nedtones, det russiske folks heroiske sejr over fascismen i Anden Verdenskrig fremhæves.

ALEXANDER NEMENOV

Debat
1. februar 2022

En lektor i journalistik fra Shanghai blev for nylig fyret for at passe sit arbejde. Hun havde bedt sine studerende om at bore i belægget for den officielle fortælling om Nanjing-massakren i 1937 – et amokløb af massemord, som Japans hær begik i den daværende kinesiske hovedstad. Da en anden lærer protesterede mod fyringen, blev hun tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital.

At holde sig til det, der kan dokumenteres, er, hvad journalister skal. Imidlertid er massakren i Nanjing under den Anden Kinesisk-Japanske Krig blevet omdrejningspunkt for tidens kinesiske nationalisme. Og derfor oplever regimet granskninger af, hvad der præcist skete, som implicit kritik.

Frem til Maos død i 1976 fokuserede officiel kinesisk historieskrivning ikke på Nanjing-massakren. Kinas historie under Mao var en heroisk fortælling om kommunisternes sejr over fascistiske og borgerlige undertrykkere. Nanjing var de kinesiske nationalisters hovedstad, da Japan invaderede i 1937. Massakren var en historie om deres nederlag, ikke om kommunistisk heltemod.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Christian Mondrup

Nuanceret og tankevækkende, bl.a. denne tanke: skal forfatteren indberettes for antisemitisme, når han stiller spørgsmål ved staten Israels omgang med sin historie?

jens christian jacobsen

'..At holde sig til det, der kan dokumenteres, er, hvad journalister skal.'
Det er i hvert fald ikke det, Ian Buruma selv gør. Hans påstand om psykiatrisk indespærring af en universitetsansat er genbrug fra den kolde krigs tid, hvor befolkningerne i vesten blev oversvømmet af den slags agitprop.
Når man så går Burumas meritter efter opdager man, at han er en del af en gruppe ledet af den neo-kristne anti-kommunist Adrian Zenz, der hader Kina og fylder de vestlige medier med fantasier fra Xinjiang. Og det er ikke engang løgn, men ganske enkelt at efterprøve. Bare googl løs. Så skal I se løjer.
Afslutningsvis et eksempel på hans løse påstande:
'..Som da serbiske nationalister i 1990’erne drømte om at hævne Slaget ved Kosovo i 1389, hvor en serbisk hær led nederlag til tropper fra Det Osmanniske Rige.'
Fort det første fandt slaget ikke sted VED Kosovo men I Kosovo nærmere betegnet 4-5 km nord for Pristina. Desuden var udgangspunktet for serberne ikke ikke hævn, men påstande om forfølgelse af det serbiske folk. Slaget er stærkt omdiskuteret, og der er rimelig tvivl om, hvem der vandt - og tabte. I serbisk nationalisme er slaget blevet fremstillet som en moralsk sejr over en fremmed tyrkisk overmagt, som de på trods af talmæssig underlegenhed alligevel vandt.
Utrolig at den mand har været redaktør af NY Review of Books. Utrolig at Inf. giver spalteplads til hans agitprop.

Tak til Information for at oversætte og bringe dette indlæg, der rammer hovedet på sømmet. Vi skal være overmåde kritiske overfor officielle historiefortællinger, der som hovedregel altid rummer en hel del løgn og fordrejninger. Alle de nævnte eksempler er velvalgte, men det gælder også vores egen officielle historiefortællinger, hvor mange ting vi tager for givet, godt kunne tåle at blive gået efter i sømmene.

Ib Gram-Jensen

Slaget i 1389 kaldes på engelsk også the Battle of Kosovo - det blev (uanset hvem, om nogen, der vandt det) udkæmpet på Kosovo Polje (Solsortesletten), så oversættelsen til dansk: "Slaget ved Kosovo" kan man ikke bebrejde Buruma for.

Jens Christian Jacobsen er (1. februar 2022 - 17:43) ikke så hjælpsom at henvise til nogen kilder, men, uden at fælde dom i sagen: Der skal nok være mange steder på nettet, hvor kinesiske og andre kilder kritiserer Zenz. Hvis man går ind på en.wikipedia.org/wiki/Uighur_genocide, kan man se, at der er andre kilder end Zenz, der understøtter påstanden om forfølgelse af uighurerne - deriblandt rapporter fra Amnesty International og Human Rights Watch.