Læserbrev

Det er ikke nok at tale med forældrene, når man skal hjælpe et barn, der mistrives

Forældrene ved sjældent alt om, hvad der sker i deres børns liv. Når børn oplever problemer i skolegården eller på sociale medier, fortæller de det ikke altid. Derfor er det uundværligt at snakke med barnet selv, når det viser tegn på mistrivsel, skriver familieterapeut Ingelise Nordenhof
Debat
11. januar 2022

Det er en tynd kop te, når psykolog Lars Rasborg i Information den 5. januar mener, at vi udelukkende skal tale med forældrene, når vi skal have indblik i baggrunden for et barns vanskeligheder. Det minder mig om tiden før det nye børnesyn.

Jeg er enig i, at vi skal undersøge barnets miljømæssige baggrund, før vi tænker i diagnoser, men kun at tale med forældrene er – ud fra min erfaring fra børnepsykiatrien og som privatpraktiserende familieterapeut – forfejlet og kan i værste fald give et misvisende billede af barnets problematik.

Børns vanskeligheder kan ikke kun forstås ud fra forældrenes perspektiv. Børn lever i dag i mange sociale arenaer, hvor blandt andet lærere og pædagoger er vigtige medspillere. De ser børnene næsten dagligt og i mange timer. De kan se, hvordan barnet indgår i og reagerer på problemer i samspil med andre. Barnet kan også opleve vanskeligheder på de sociale medier. Her ved forældre ikke altid, hvad børnene har gang i, og derfor kan de have svært ved at vide noget om de vanskeligheder, barnet kan have der.

Jeg har mødt flere børn og unge, der i individuelle samtaler fortæller om alvorlig mobning i skolen eller på de sociale medier som baggrund for en periode med skolefravær, social angst eller spiseforstyrrelse, men hvor skamfølelsen forhindrede dem i at fortælle om det til andre.

Nøglen til det, Rasborg efterlyser, ligger i min optik i, at barnets stemme hjælpes frem, og at dets historie tages alvorligt. Vi skal naturligvis først gøre en indsats for at skabe en tillidsfuld relation, så vi kan lære barnet at kende. Vi skal både kende det, der fungerer godt, og det, som barnet bekymrer sig for eller synes er vanskeligt.

Børn kan bekymre sig for mange ting. Det kan for eksempel være, at en i familien er ramt af sygdom, at forældrene skal skilles, eller at de føler sig i klemme i søskendeflokken. Men det er ved at spørge barnet selv, vi får adgang til dets eget perspektiv på det, der er vanskeligt, og dermed hvad der skal til for at hjælpe barnet og familien videre.

Jeg vil opfordre til, at alle, der arbejder med udredning og behandling af børn, som en naturlig del af arbejdet indlægger samtaler med børnene. Børnenes fortællinger skal have betydning og indflydelse på tilrettelæggelsen af det videre forløb. Det er for barnets bedste.

Ingelise Nordenhof er familieterapeut

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

helt eller delvis enig i indlægget, men uanset så skal forældrene inddrages da de "officielt" har ansvaret.
Men i mine 35 år som pædagog har jeg så oplevet total mangel på situationsfornemmelse fra psykologer.
Den værste var da vist at en psykolog skulle give råd om en dreng, og brugte 1ti minutter på at vurdere at hele problematikken lå i hjemmet.
PS: mangler at læse Lars Rasborgs indlæg.

Eva Schwanenflügel

@ Viggo, du har vist bare glemt Rasborgs indlæg, for du har faktisk kommenteret på det ;)

Eva:
Ja i dag efter at jeg kommenterede her og jeg kan jo ikke dy mig :)

Eva:
Ja i dag efter at jeg kommenterede her og jeg kan jo ikke dy mig :)