Treårige Paloma er blind. Når hendes far henter hende i børnehaven om eftermiddagen, sidder hun alene på gulvet med en legoklods i hånden. Hun kan ikke selv finde ud på toilettet, og pædagogerne på stuen kan ikke tage sig særligt af hende, da der er 26 andre børn på stuen.
Dette eksempel på omsorgssvigt er fra TV2 Lorry, men medierne fyldes med talrige andre eksempler fra forskellige dele af den danske omsorgssektor. Den professionelle omsorg er ikke tilstrækkelig i omfang og kvalitet, om det så forklares ved ressourcemangel, nedprioritering af det basale omsorgsarbejde, faglig utilfredshed blandt pædagogerne, manglende anerkendelse af professionen eller rekrutteringsudfordringer i forhold til pædagoguddannelsen.
Det må siges at være en omsorgskrise for det danske velfærdssamfund, som stadig har sværere ved at tage kvalificeret ansvar for vores børn.
Flere børn og færre pædagoger
Lad os tage ressourceproblemet først. I de kommende år vil Danmark få flere ældre og flere småbørn, men der vil være langt færre i de mellemliggende generationer til at tage sig af dem. Danske Professionshøjskoler har via Damvad Analytics estimeret, at der i 2030 vil mangle godt 14.000 pædagoger. De skal findes, rekrutteres, uddannes og fastholdes på et arbejdsmarked, som stadigt færre finder attraktivt, og ingen ved hvordan.
Mange af årsagerne til fagets manglende tiltrækning er velkendte og omhandler løn, anerkendelse og arbejdsvilkår. Af FOA’s nye rapport Daginstitutionernes hverdag 2021 fremgår det for eksempel, at lidt under halvdelen af de adspurgte pædagoger dagligt eller flere gange om ugen er nødt til at vende ryggen til børn, der trænger til trøst, der ikke er med i legen, har problematisk adfærd, konflikthåndtering og så videre.
Problemerne er selvforstærkende, for jo færre pædagoger, der er til at forholde sig professionelt til børnene, og ikke mindst de udsatte af slagsen, des værre. Vedtagelse af minimumsnormeringer i 2021 er et ansvarligt skridt, som dog ikke bringer os i mål.
Fokus forskydes fra omsorg til læring
Fra midten af 1990’erne er der sket en forskydning i den samfundsmæssige prioritering af basal omsorg, til alt det der har et læringsmæssigt sigte. Det afspejles blandt andet i den gældende dagtilbudslov, hvor leg og læring er gennemgående temaer, mens omsorg og alt det, som pædagoger i praksis arbejder med, kun nødtørftigt anerkendes som formål. »Omsorg« nævnes kun én gang i loven, mens »læring« optræder mere end 70 gange.
Når omsorgsarbejdet — altså nærværet, trøsten, eftermiddagsfrugten og bleskiftet, får mindre plads i det officielle anerkendelseshierarki, får det betydning for pædagogernes selvforståelse og arbejdsglæde.
Professor Charlotte Ringsmose og lektor Lone Svinth fra Aarhus Universitet har interviewet pædagoger i 20 dagtilbud, og mange af dem oplever, at det at stimulere læring og gøre børnene skoleparate har taget opmærksomhed fra omsorg, nærvær og tryghed. Arbejdet med læreplaner, sprogstimulering og aktiviteter med fokus på læring og social udvikling er godt og nødvendigt, men når den basale omsorg, der kræver flest ressourcer i arbejdsdagen, ikke rigtig anerkendes som pædagogisk kerneydelse, så anfægter det den professionsfaglige stolthed.
Forældrenes skuffede forventninger
Mens fokus har ændret sig fra omsorgs- til læringsmiljø, er forældre blevet mere krævende, for de forventer selvfølgelig begge dele, og deres forventninger er med nutidens forbrugerøjne rimelige. Men pædagoger skal derfor give det enkelte barn historisk megen opmærksomhed, og måske er dagtilbuddene dermed også havnet i en forventningskrise.
For som pædagog forventes man at være ekspert i både omsorg og læring og at være leveringsdygtig i rådgivning om trivsel, udvikling og dannelse – og det i forhold til såvel særligt begavede som udsatte børn. Prioritering bliver umulig, når alle børn skal have lige og udelt opmærksomhed.
Og når forældre, der afleverer deres barn om morgenen, forventer garanti for omsorg og udvikling, bliver de lette at skuffe, hvilket sikkert bidrager til den forståelige forargelse over mediehistorierne om Paloma og andre som hende.
Pædagoguddannelsens faglige niveau skal hæves
Det er ikke underligt, at færre unge ansøger om at blive pædagog, og at mange af de fagligt stærkeste går i en stor bue uden om denne uddannelse.
Det fremgår af Uddannelses- og Forskningsstyrelsens nylige evaluering af pædagoguddannelsen, at mange ledere af dagtilbud vurderer, »at der er langt mellem top og bund med hensyn til de studerendes faglige kunnen og færdigheder i forhold til at kunne begå sig på en pædagogisk arbejdsplads«.
Desuden kræver det specialiseret viden at udøve kvalificeret omsorg for børn med særlige udfordringer og som for eksempel har udadreagerende adfærd. Den viden er der for lidt af.
Med evalueringen in mente er omsorgskrisen en tilståelsessag. Alle interessenter med ansvar for uddannelsen, fra ministeren over arbejdsgivere og fagforeninger til forsknings- og uddannelsesinstitutionerne selv, har erkendt, at den skal være mere ambitiøs. Det arbejde er gået i gang, men det er næppe tilstrækkeligt med en bedre kobling mellem teori og praksis, der er også behov for teoretisk tyngde.
For vidensniveauet og det faglige niveau skal hæves, pædagogernes myndighed skal styrkes, og omsorgen skal anerkendes som professionelt kernefelt.
Omsorg skal anerkendes på lige fod med læring
Omsorgskrisens anatomi er altså omfangsrig, kompleks og en stor mundfuld, og løsningerne må udtænkes i forhold til rekruttering, ressourcer, uddannelse og ikke mindst vores kollektive forventninger til prioriteringer. For som nogle påpeger, rækker det selvfølgelig ikke alene at tale pædagogprofessionen op — selv om den generelt set fortjener det.
Det drejer sig også om generelle prioriteringer i dagtilbudssektoren og prioriteringer af dem, der har behov for mere opmærksomhed end andre.
Det danske samfund må afgive et omsorgsløfte. Et sådant løfte forudsætter selvfølgelig ressourcer, og godt er det, at politikerne nu indfører minimumsnormeringer. Måske vil fremtiden også byde på lønstigninger i et eller andet omfang, forhåbentlig til et niveau, som kan sammenlignes med professionsbachelorer i andre omsorgsfag.
Men det er vigtigt ikke at overse konflikten mellem omsorg og læring i læreplanssammenhæng og i loven om dagtilbud. Her kan man kigge mod Sverige, hvor man i 2017 besluttede at revidere læreplanerne for førskolerne og tydeliggøre, at omsorgsmiljøet er en forudsætning for et godt, trygt læringsmiljø.
En tilsvarende anerkendelse af danske dagtilbuds rolle som omsorgsmiljø vil være et vigtigt bidrag til at løse omsorgskrisen. Et velfærdssamfund måles nu engang på, om det drager omsorg for dets børn og svage borgere, og for tiden kniber det.
Claus Holm er leder af Danmarks Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)
Der er begreber uden videnskabeligt hold - som forplumrer den pædagogiske debat, fx omsorg - et levn fra et udlevet sundhedsfaglig paradigme, et ældre teologisk retorisk domæne? Læring er til nød til at forstå - men trækkes alt for langt ned i årgangene og mister al logisk substans. Come on det kan ikke være rigtigt at den slags er lødigt og legitimt?
Yes!
Det er simpelthen det, det handler om.
Nærværet og relationsarbejdet med barnet og med gruppen af børn er grundlaget for at læring kan finde sted, for det giver barnet den tryghed og oplevelse af sig selv som værende "god nok "der er selve grundlaget for at læring kan blive til noget.
Kunne du ikke videreføre dine tanker til skolen?
Den samme glidning væk fra omsorg, nærvær og etablering af relationer er over de seneste 20 - 25 år sket i skolen - med katastrofale resultater af utrygge børn til følge.
Først afskaffede de klasselæreren.
Ingen klasselærer, ingen klassens time.
Væk med omsorgsarbejdet og hele det menneskelige grundlag.
Og i stedet har de indført trivselsmålinger.
Da jeg var lærer indtil sidste år var det en overfladisk måling en gang om året med 25 spørgsmål mest om toiletforhold på skolen.
Men Herre Jemini nogle farvestrålende grafer, de sendte målingsresultaterne ud i.
Er det, hvad magthaverne forstår ved omsorgsarbejde?
Tak for en væsentlig kommentar om et afgørende problem.
Kære Margit Johansen
Fordi noget ikke kan vejes og måles, er ikke ensbetydende med at begrebet ikke eksisterer. Hvis du er interesseret i at vide mere, vil jeg gerne anbefale dig forskere, der har, og stadig forsker i børns udvikling. Start med vores danske Dion Sommer.
God fornøjelse
Det eneste tidspunkt i uddannelsernes historie i Danmark, hvor pædagoger og andre studerende fra mellemlange videregående fik selvstændig viden om omsorg var dengang faget psykologi stadig eksisterede i professionsuddannelserne. Det er længe siden.
Når så det er sagt, er der ikke så langt mellem læring og omsorg, som Holm synes at mene, at der burde være. I de svenske uddannelser er omsorg ligesom i Danmark og Norge tæt knyttet til - læring.. En pudsighed ved Sverige er, at de har en statsgaranti for, at forældre kan få deres barn passet i hjemmet. Her bruges begrebet pedagogisk omsorg, som ikke findes i institutionsomsorgen, der altid er knyttet til udvikling og læring. Også i lovgivningen efter 2017.
Det eneste land, jeg umiddelbart kan komme i tanke om, hvor omsorg stadig spiller en selvstændig rolle i studieplanerne, er i Tyskland., hvor omsorg historisk har været knyttet til Heilpædagogikken, dvs en interesse i og omsorg for det syge barn. Ofte indlagt og fjernet fra samvær med andre børn.
Det ser derfor ud som om der er lang vej igen før Claus Holm får gennemført sin noget regressive interesse i kun at være tæt, varm og følsom i samværet med børn. Hvis andre lande og historien kan lære os noget, er det at sålænge børn passes sammen med andre børn, vil der være knyttet til fremtidsperspektiv til omsorg. Som fx læring.
"Men det er vigtigt ikke at overse konflikten mellem omsorg og læring i læreplanssammenhæng og i loven om dagtilbud. Her kan man kigge mod Sverige, hvor man i 2017 besluttede at revidere læreplanerne for førskolerne og tydeliggøre, at omsorgsmiljøet er en forudsætning for et godt, trygt læringsmiljø.
En tilsvarende anerkendelse af danske dagtilbuds rolle som omsorgsmiljø vil være et vigtigt bidrag til at løse omsorgskrisen. Et velfærdssamfund måles nu engang på, om det drager omsorg for dets børn og svage borgere, og for tiden kniber det."
Kære Claus Holm,
Mit pædagoghjerte blev så glad da jeg læste dit debatindlæg her. Du ser helheden og du ser mig som pædagog og værdien af omsorg, ikke bare indenfor det pædagogiske arbejdsfelt, men som et helt grundlæggende forhold og fundament som vores udvikling og trivsel hviler på, og som vi lever vores liv udfra.
Sverige er et foregangsland når det kommer til anerkendelse af omsorgens værdi, både i familieliv, arbejdsliv, børneliv. Dem skal vi lytte til og tage meget mere ved lære af.
Dion Sommer, som er professor i udviklingspsykologi, er inde på samme "remse" hvor det trygge miljø, hvor legen er fri og autonom, sætter gang i den form for læring der hænger ved. Og vi kan se virkninger både neurologisk og epigenetisk. Der er hardcore evidens for betydningen af omsorg, det er bare om at forbinde prikkerne/lægge puslespillet.
Jeg håber dit indlæg når ind til forhandlingerne om den nye pædagoguddannelse, og ud i andre sammenhænge hvor omsorgen trænger til er styrket løft.
Bedste hilsener
Nanna Høyrup
PS, mit motto er, omsorg først.
@Nanna Høyrup
'...Sverige er et foregangsland når det kommer til anerkendelse af omsorgens værdi, både i familieliv, arbejdsliv, børneliv. Dem skal vi lytte til og tage meget mere ved lære af.'
Hvordan og hvorfor er Sverige et foregangsland? Når det drejer sig om omsorg i uddannelsen af förskolpersonal, har de stort set samme foressilllinger om en tæt kobling mellem omsorg og læring som i Danmark.
Jeg vil meget gerne oplyses om noget andet.
Det er jo så simpelt, at stort set enhver, der har oplevet opadstigende social mobilitet, efterfølgende har kunnet hæfte det på en lærer, der så og forstod og motiverede, der anerkendte den enkeltes kunnen og vilje.
Der er ingen vej tilbage – hvad er vejen frem? ”Det kræver en landsby at udvikle et barn” – om jeg husker devisen ret. Udvikles til hvad? Uddannes til hvad” I det danske samfund: for at kunne ”stå til rådighed for arbejdsmarkedet” - som et valg eller som en tvang. Det er det danske samfunds mening med at være Dansk. Til det starter i vuggestuen konformismen til at kunne det. For ikke dansker et obligatorium. Da vi ikke kan tilbyde ”en landsby” er det næstbedste at tilbyde en familie, hvor barnet kan lære at leve t iakt med det udvikles i interaktion med det miljø det er født ind i. i nudansk kultur er det ikke muligt, far og mor står til rådighed for arbejdsmarkedet og bedsteforældre er sig selv nok, hvor de bor. Den totalitære velværestat fungerer nu så godt i den institutionelle skabelse af ”menneskelige resurser” = arbejdskraft, at ca. 60 % opvoksende unge passe ind i formen. For 30% + har staten mislykkets, de kræver behandling af en diagnose indenfor området mental insufficiens og mistrivsel. Angivelig er mistrivsel i skoler øgende. Er vi fanget? Øgende BNP tvinger os til underkastelse i den livsform vi har nu.
Hvornår skal man så lufte den med at "jorden nok går under", "og du er en luder hele livet" ene og alene på kapitalens alter.
Fagligt niveau : Det er det Claus Holm her argumenterer for ,hvilket i sig selv vel altid er legalt .Men hvilket fagligt niveau ? jeg er som pædagog gennem 35 år og i alle roller og stadig som 76 årig har et lille ben i lejren som frivillig. Jeg kan ud fra det absolut tilslutte mig styrkelsen af omsorgen, men i min optik sal den altid være før styret læring og planer og igen skal legen igen være før styret læring. Forskellen mellem styret læring og spontan læring vil vel altid være flydende. Det er nok lige her kvaliteten af pædagogens arbejde og engagement er central og bestemt også de andre medarbejdere/pædagogmedhjælperne for de er stadig centrale i dagligdagen. Personlig giver jeg intet for institutioner ,hvor de udannede udstikker retningslinjer i arbejdstiden, mens de uuddannede står med ansvaret uden indflydelse.
Jeg har fornemmelsen af at pædagogernes status dyrkes lidt rigeligt visse steder og hermed danner et skel mellem de "rigtig" vidende og "slaverne".
En institution skal spejle livet som det er og hermed leg, sjov, alvor, udvikling i et trygt og ligeværdigt miljø, hvor børnene ser personalet som voksne der kan give og tage lige fra læringssituationer til støvsuger og opvask og oprydning.
At uddannelsen skal være i orden og i udvikling bør være en selvfølelighed og jeg har på fornemmelsen at de nære diskussioner og praktisk erfaring i kreativitet og leg blandt de studerende er gået fløjten i de senere år.
Lidt nostalgisk har jeg nok en forestilling om at klasseundervisningen med næsten mødepligt i 1970 i sig selv gav stærkere sammenhold og diskussioner end den nu meget projektorienterede hvor nærmiljøet er væk visse steder.
"gamle" dage er ikke altid godt men jeg ser stadig tilbage på den første årgang med en 3 årig uddannelse med tre praktikperioder og en lærerstab og en rektor som var psykolog og underviser som et stærkt grundlag for de kvaliteter om Holm her efterlyser.
Nu er for meget syltet ind i systemer-dokumentationer områdeledelse i hverdagens institutioner., hvor der er alt for langt mellem de enkelte ansatte.
I øvrigt mener jeg at det ikke i sig selv er et gode at unge kan komme på pædagoguddannelsen direkte fra et gymnasium.