Med konservatismens fremgang i Danmark opstår en unik mulighed for at skabe grundlæggende borgerlig forandring og sætte en ny retning for vores land. Nu er opgaven at fremlægge en klar, helstøbt vision for, hvor vi vil hen med samfundet; der er behov for en konservativ kulturændring med ideologisk udgangspunkt i kommunitarismen.
Kardinalpunktet for al konservativ politik skal være fællesskab. Vi skal have et opgør med det enorme individfokus, som præger vores moderne samfund, og i stedet fokusere på at skabe de bedst mulige rammer for de nære og mellemmenneskelige fællesskaber. Alt for mange mennesker i Danmark føler sig fremmedgjorte og fortabte som følge af den enormt individualistiske kultur, som kulturradikalismen har fremelsket de seneste mange årtier.
Unges problemer er et produkt af tidsånden
På trods af en historisk høj levestandard, høj social mobilitet og lav arbejdsløshed, er der flere og flere unge i Danmark, der har det dårligt, føler sig ensomme, og som diagnosticeres med mentale og psykiske lidelser. Siden denne tendens ikke kan tilskrives socioøkonomiske faktorer, må årsagen snarere findes i kulturen og de samfundsnormer, som danske børn og unge påvirkes af.
Der er med andre ord noget galt med tidsånden, og den livsfilosofi, som danske unge opfostres med. En livsfilosofi, hvis grundlæggende budskab er, at individet bør tilstræbe at blive så frigjort og uafhængigt af andre mennesker som muligt.
Denne frigørelsesideologi tilsiger, at meningen med livet er at ’følge sit hjerte’ og igennem et livslangt selvrealiseringsprojekt at ’finde og og udfolde sig selv’ – og står familielivet eller andre forpligtende fællesskaber i vejen for dette, bør de nedprioriteres.
Disse forholdsvis substansløse floskler er kulminationen af den ekstreme individualisering, som kulturradikalismen de seneste mange årtier er lykkedes med at implementere i vores samfund. Det er en skadelig og antikonservativ udvikling, som gør en masse unge mennesker fortvivlede og fortabte. Og siden ungdommen er den tydeligste indikator for, hvor vi er på vej hen som samfund, så det er bydende nødvendigt, at vi vender denne udvikling.
Vi mennesker bliver nemlig ikke lykkelige af at dyrke os selv og vores eget ego. Lykken er at finde i fællesskab med andre mennesker.
Som Cecilia Zade Iseni skriver i sin kronik, er det selvfølgelig vigtigt, at vi opprioriterer psykiatrien til at hjælpe de unge, der har brug for det nu – men bedre psykiatri er blot symptombehandling. Der er behov for at fremme andre normer for, hvad det gode liv er. Vi skal ikke bilde unge ind, at lykken er at finde ved at dyrke selvet.
Individets mentale og åndelige velvære skal ikke afhænge af egen evne til at præstere og udfolde sit potentiale, det skal have sit udgangspunkt i forpligtende fællesskaber og det givne. Det er fællesskabet i den familie, man fødes ind i eller selv stifter, det er fællesskabet i det lokalsamfund, man vokser op i, det er det nationale fællesskab, fællesskabet i den lokale kirke, i den frivillige forening, man er engageret i, eller på uddannelsen eller arbejdspladsen.
Vi skal styrke disse fællesskaber fra politisk side, og første skridt på vejen er et opgør med den efterhånden alt for omfattende velfærdsstat.
Mindre stat, mere lokalsamfund og familie
Velfærdsstaten har kvalt civilsamfundet. Når der i dag tales om, at lokalsamfundene er ved at uddø, skyldes det velfærdsstatens centralisering, men også det faktum, at velfærdsstaten har overtaget den sociale rolle, som fællesskabet i lokalsamfundene, familien og kirkerne tidligere havde. Hvor det tidligere var de små lokalsamfunds ansvar at hjælpe dem, der havde brug for hjælp, får de udsatte i dag et fast beløb ind på deres konto hver måned fra staten, og så kan de ellers sidde og kukkelure inde i deres lejligheder uden noget incitament til at gå ud og møde andre mennesker i deres nærområde.
Velfærdsstaten gør individer økonomisk uafhængige – men faktisk er der en utroligt stor værdi i, at vi er afhængige af hinanden. For denne afhængighed betyder, at vi kommer hinanden ved, den forpligter os til at hjælpe hinanden og agere næstekærligt over for vores medmennesker. Medmenneskeligheden er så at sige blevet udliciteret til staten.
Den høje skat bliver en slags moderne afladsbrev, fordi vi ’slipper’ for at tage os af mennesker i vores nærmiljø og i stedet lader det offentlige bureaukrati om det.
En forudsætning for en genoplivning af de små lokalsamfund er derfor et opgør med velfærdsstaten, en højere grad af decentralisering og en mindre skattebyrde, så folk har ressourcer og mulighed for at frigive tid til at engagere sig i de lokale fællesskaber.
Derudover bør vi føre en proaktiv familiepolitik, for familien er det vigtigste nære fællesskab for ethvert menneske. Den politiske bundlinje skal være, at det ikke må være en økonomisk belastning at prioritere sit familieliv. Barslen bør udvides og omfatte bedsteforældre og andre tætte familiemedlemmer, og der skal indføres et skattefradrag for hjemmegående forældre. Jeg har for den sags skyld heller intet imod at bruge offentlige kroner på at hæve børnepengene.
Familien skal anerkendes som en vigtig samfundsinstitution ved at afskaffe arveafgiften, fordi det er prisværdigt at lægge penge til side til sine børn i stedet for at bruge dem på sig selv. Og så skal skatten sænkes helt generelt – ikke for at få økonomisk vækst, men for at give folk mere frihed og ressourcer til at prioritere familielivet og lokalsamfundet.
Styrk dansk kultur
Det nationale fællesskab skal styrkes med en samlende og opbyggelig kultur- og uddannelsespolitik – og så må kulturradikalisterne for min skyld gerne kalde det nationalromantisk. Vi er en del af et folk, som har en historie, der går flere tusinde år tilbage. Vi lever på ryggen af den historie, de overleverede traditioner og de kristne normer og værdier.
Vores identitet som danskere får sin betydning i kraft af den sammenhæng og det fællesskab, vi fødes ind i. Vi skal derfor ikke udvande den danske kultur; hvis alt er dansk, er intet dansk. Det er netop genkendeligheden, og den fælles måde vi opretholder traditioner, fejrer højtider og interagerer med hinanden på, der skaber sammenhængskraft og en følelse af at være en del af det danske fællesskab.
Det danner den tillid, der gør, at vi kan stole på hinanden og institutionerne.
Dansk historie, sangskat, kristendom og traditioner skal gennemsyre vores samfundsinstitutioner og formidles på en måde, så det er lettilgængeligt for alle.
I sommer oplevede mange danskere den nationale fællesskabsfølelse, da landsholdet deltog i EM. Dén følelse skal vi have meget mere af. Vi skal fejre at være danskere, blot fordi vi er det. Det skaber fællesskab og en følelse af at høre til – ikke på baggrund af individuelle præstationer, men på baggrund af det ophav og den arv, man enten er født ind i eller har taget til sig. Og det er der noget utroligt smukt ved.
Grundlæggende ville Danmark blive et lykkeligere land, hvis vi i langt højere grad dyrkede fællesskabet. Vi har indrettet et samfund med en kultur, der drives af nogle paradigmer om økonomisk vækst, individuel succes og selvudfoldelse. Det er en omskiftelig og stressende tilværelse, vi tilbyder børn og unge, når fokus hele tiden er på at optimere, effektivisere og udvikle.
Faktisk vil jeg gerne komme med en appel til, at vi afvikler en smule. Skruer tempoet ned. Giver plads til at trække vejret og leve lidt. For det er ikke selvrealisering på arbejdsmarkedet eller en vis procentuel stigning i BNP, der giver folk glæde og livskvalitet. Det er de nære fællesskaber og følelsen af at høre til.
Christian Holst Vigilius er landsformand for Konservative Studerende og statskundskabsstuderende.
En ny konservativ guldalder
De Konservative fik det bedste kommunalvalg i 36 år. Partiet har medvind i de landspolitiske meningsmålinger og ses for første gang i årtier som en reel udfordrer til Venstres position som førende oppositionsparti. Hvis den næste statsminister bliver konservativ, hvordan skal en konservativt ledet forandring af Danmark så se ud? Det undersøger Information i denne kronikserie
Seneste artikler
De unge fællesskabselskende konservative drømmer om et parti, der ikke findes
15. marts 2022Mange unge konservative er det med et hjerte, der ivrigt banker opad mod himlen, hvor idealer om stærke kulturelle og menneskelige fællesskaber findes. Men deres parti modarbejder realiseringen af de smukke idealer, skriver statistiker Alexander Sokol i denne kronikDitlev Tamm: Konservativ betyder hverken reaktionær eller egoist, men ansvarlig samfundsborger
11. februar 2022Det er ikke konservativt at være imod moderne kunst eller rase mod wokeness. De borgerlige er i defensiven, og der er en svaghed i formuleringen af, hvad man står for. Det ville nok være en overdrivelse at sige, at Søren Pape bidrager til en afklaring, skriver professor i retshistorie Ditlev Tamm i denne kronik i serien om De KonservativeNærvær, lokale løsninger og mindre detailregulering fra Borgen er den konservative vej
29. januar 2022Vores velfærdssamfund er i krise. Manglen på arbejdskraft vil kun vokse, og det samme vil utilfredsheden. Løsningen er mere nærvær, mindre enheder og mindre detailregulering fra Folketinget. Tillid og frihed til lokale løsninger er bærende værdier for konservative, skriver Helsingørs konservative borgmester Benedikte Kiær i denne kronik
Måske vi skulle starte med at få sognene, kommunerne og amterne tilbage. Det fungerede vist meget godt, så vidt jeg husker.
Tænk at man på et tidspunkt kan se flere positive perspektiver i ungkonservativ politik end hos venstrefløjspartierne!
Velkommen tilbage til det feudale samfund hvor alt afhænger af hvilken familie du er født ind i. Næste skridt bliver genindførelse af fattiggårdene hvor de udstødte kan stuves af vejen som skræmmebillede på hvor galt det kan gå hvis du ikke opfylder lokalsamfundets normer og kan klare dig selv.
@Jens V Crumlin
Forklar lige hvor du i indlægget kan se, at 'alt afhænger af hvilken familie du er født ind i?'
Vigilius sætter fokus på rigtig mange vigtige punkter. Individualismen gør os ensomme, syge, rodløse og bange. Men han tager fejl på to afgørende punkter: 1) Det er netop "socioøkonomiske" forhold, der nærer individualismen. Det er kapitalismen, der omdanner alt til varer inklusiv menneskene, som lige så stille opsplitter os til at være frit udskiftelige, lige gyldige komponenter, der henter vores værdi på markedet. Det paradoksale er, at Venstrefløjen og identitetstænkningen understøtter den udvikling. 2) Opløsningen kan ikke stoppes ovenfra. Folk kommer ikke til at føle fællesskab, blot fordi staten opmuntrer til det. Fællesskab vokser nedefra.
UPS - var det en smutter? - en konservativ statskundskabsstuderende, som vil stile mod "en mindre skattebyrde, så folk har ressourcer og mulighed for at frigive tid til at engagere sig i de lokale fællesskaber."
Det er vist ikke lige det, som han kan læse i sine lærebøger. Jeg er enig i, at en mindre skattebyrde ville få mig til at arbejde mindre, men det er ikke lige det, som man ellers hører de blå og lyserøde partier fremføre som argument for skattelettelser.
jamen, det er jo almene humanistiske værdier - langtfra opfundet af konservative. Det understøtter mistanken om, at de borgerlige partier og politikere mangler et reelt projekt, som de kan kalde deres eget.
Skribenten forveksler årsag og virkning, den ideologiske overbygning over de faktiske ejerskabs og produktionsforhold. Fremmedgørelsen og selvoptimering er et resultat af vores nytteværdi som produktions- og forbrugsenheder. Jovist har kulturradikalismen og frigørelsesbølgen efter 68 været medvirkende til opsplitning af gamle samfundsmønstre og familieformer. Men lykken er ikke en tilbagevenden til et rigidt Morten Korch-samfund. Endedestinationen er herregården, fattiggården og kirkegården - lig den sociale nedsmeltning og polarisering vi ser i det nuværende USA
Lugter det ikke af de identitære og Spenglers: Der Untergang des Abendlandes?
Citat fra artiklen "Grundlæggende ville Danmark blive et lykkeligere land, hvis vi i langt højere grad dyrkede fællesskabet"
Vi skal i vores lille familie, kultur, ideologi passe på os selv her i undergangslandet mod resten. Konservativ er blevet lig med gammel vin på nye flasker (med mere eller mindre nye etiketter)
Se fx
Mark Sedgwick, Key Thinkers of the Radical Right
Nej, det er IKKE kulturradikalismen, der står for ekstrem frigørelse, det er ultraliberalismen.
Konservatives vigtigste opgave er at bringe Socialdemokratiet ud af den liberalistiske fejlslutning og tilbage til kompromisset mellem interesser, som jo er det, der er den oprindelige danske model, før nogen udvandede det med den såkaldte 'flexicurity'.
Hvor det tidligere var de små lokalsamfunds ansvar at hjælpe dem, der havde brug for hjælp, får de udsatte i dag et fast beløb ind på deres konto hver måned fra staten, og så kan de ellers sidde og kukkelure inde i deres lejligheder uden noget incitament til at gå ud og møde andre mennesker i deres nærområde.
Hvad er det for lokal-hjælp, der "tidligere" fungerede? Taler den unge konservative om fattiggårdene med arbejdspligt, taler han om de enlige mødre som fik et rungende NEJ og en udskamning på kommunekonteret, fordi de stedlige rigmænd ikke ville tillade umoralske udbetalinger til horeunger - eller hvad er det lige for et velfungerende lokalsamfund som tog sig så pænt af
sine hjælpsøgende medborgere?
Herre Jemini for en omgang romantisering af fortidens hattedamer og moralstyring.
Der er i øvrigt ingen udsatte, (hvem det end er) som får lov at sidde og kukkelure. Det hedder "aktiv beskæftigelsespolitik" i dag og der er intet kukkelure indføjet i den plan. Personerne skal til gengæld passe på ikke at stikke snuden for langt ind i aktivitet, for så er der flux nogen som får ondt i røven over, at de jo sagtens kunne arbejde for et par skillinger.
Første skridt i den retning må være at sætte kontanthjælpsmodtagere fri fra absurde administrative byrder.
Fri til at være frivillige i lokalsamfundet som fodboldtrænere eller i den lokale genbrugsforretning. Eller måske at tjene lidt penge som ufaglært cykelsmed eller håndværker, eller sælge eget kunsthåndværk nogle få timer om ugen.
Samtidig med at de søger arbejde.
Det vil da hjælpe lokalsamfundene.
Understøttelse uden modkrav. Borgerløn.
Diagnosen er helt forkert.
Det er neoliberalistisk ideologi, der har smadret det gryende fællesskab og undermineret den solidaritet, venstrefløjen møjsommeligt opbyggede.
Talemåder som "det skal kunne betale sig at arbejde", "du er din egen lykkes smed" og "trickle-down effekten" er importeret direkte fra USA, liberalismens højborg.
Desuden har de Konservative ikke bestilt andet end at understøtte Anders Fogh Rasmussens projekt om Minimalstaten, og beskære de offentlige ydelser, så vi nu har flere fattige i landet end nogensinde før siden 1930'erne.
Det er en ommer.
Ja, Gert Romme, det er den liberale amerikanske livsform du hylder. Vi kunne ikke være mere uenige.
Jeg måtte også lige vende skråen, da jeg læste dette her: "Alt for mange mennesker i Danmark føler sig fremmedgjorte og fortabte som følge af den enormt individualistiske kultur, som kulturradikalismen har fremelsket de seneste mange årtier."
Jeg var ung i 68, og jeg har været glad for at gennemleve de nye måder at være sammen på. For det er netop det - forskellen på individualisme og kollektivisme. Så min glæde var på vores vegne, og dermed også mine, som en del af os.
Hvor kommer den fortælling fra, at kulturradikalisme er en individualistisk tilgang til tingene?
Beskær kontanthjælp og dagpenge endnu endnu mere, og henvis de arbejdsløse til at tigge hos naboen? Det er enten meget naivt eller meget kynisk.
@Eva Schwanenflügel
Spot on.
Læg dertil struktur/kommunal reformen der lukkede alle de små samfund og som blev båret igennem af bl.a. konservative stemmer.
“det sku’ vær’ så godt – og så blev det faktisk skidt” Sangen om Larsen er måske mere aktuel end nogensinde. 30-40 % unge er ”ulykkelige” i nogen mening af ordet: den Danske befolkning har akut behov for kraftigt udbygning af hjælp til psykisk syge – som de fleste bliver under deres livstid, ifølge ”avisen”. Det er overraskende glædelig at det er en ung konservativ som stiller spørgsmål ved kultur/samfundsudvikling i Danmark: Samfundsdebatten handler næsten 100% om at få mere af det samme. Siden kan der være forskellige opfattelser af hvad ”det gode samfund” burde være – men indsigten i at det ikke er det vi har – det er første skridt på vejen til forandring. Selv tror jeg at den ”extreme individualisering” er et produkt af den grundlæggende extreme ufrihed alt liv er underkastet i det extremt institutionaliserede samfunds nødvendige strikte og rigide regelværk. Svingrummet findes ikke i det små, i hverdagens ufrihed. Individualisering kan kun ske i det extreme.
Skribenten skriver: "(...) får de udsatte i dag et fast beløb ind på deres konto hver måned fra staten, og så kan de ellers sidde og kukkelure inde i deres lejligheder uden noget incitament til at gå ud og møde andre mennesker i deres nærområde."
Og:
"(...) og en mindre skattebyrde, så folk har ressourcer og mulighed for at frigive tid til at engagere sig i de lokale fællesskaber."
Så for nogle mennesker (de der betaler meget skat) betyder penge, at de kan engagere sig i lokalsamfundet, mens andre mennesker (de der arbejder for lidt) får nok i sig selv?
@ Mads Iversen Rasztar
Rigtigt set.
Det er ligesom den meget mystiske analyse, der forudser at de, der tjener mest vil arbejde mere, hvis man sænker deres skattebetaling, mens de der er arbejdsløse vil 'tage et arbejde' (der altså stadig kræver, at en arbejdsgiver ansætter dem) såfremt man sænker deres ydelser.
Det må I sidste ende handle om, at de velhavende anses for bedre og mere arbejdsomme mennesker, end folk der af den ene eller anden årsag er røget ud af arbejdsmarkedet, ikke..?
Eller også handler det i bund og grund om at give mere til dem, der ligner én selv, og tage det fra dem man foragter, fordi de er fattige og udsatte.
Det andet er bare en dårlig undskyldning, der virker smaddergodt i et land, hvor folk som flest er præget af årtiers harperi om 'dovne ledige' og 'udlændinge der nasser på samfundet'.
Der er meget, der ikke er på plads i kronikken, men som som strømpil er retningen både relevant og nødvendig.
I stedet for kirke, konge og kernefamilie som basis for fællesskaber, der understøtter og indrettes efter lønarbejdet, kunne man vælge en anden vej. Den engelske sociolog Anthony Giddens kaldet det for den 3. vej. Andre igen kalder det for øko-lokalisering. Og endnu andre hæfter sig ved organisationsformen og kalder det for lokalråds-aktivisme. Hensigten er at slå flere fluer med et smæk: Leve ressourcebevidst, arbejde mere meningsgfuldt og genoplive lokale fællesskaber mv. Det vil gøre en grøn omstilling mere effektiv, men overflødiggør ikke nationale initiativer. Tværtimod. En bevidst øko-lokalisering vil aktivere befolkningen. Demokratisk og miljøbevidst.
Øko-lokalisering er først og fremmest en proces, der satser på mindre afhængighed af globaliseringen. Ressourcer skal fremskaffes og bruges tættere på brugsstedet. Opgaver i lokalsamfundet varetages af professionelle og af folk der lønarbejder på deltid. Staten har omregningsfaktorer, så lokalsamfundene betaler mindre lønskat og får flere økonomiske ressourcer til opgavevaretagelsen.
Sådanne lokaliserede, sammenhængende systemer vil gøre en grøn omstilling mere effektiv, og lokaliserede valg er mere overskuelige. Man ser tydeligere effekten af fælles beslutninger og handlinger. Samtidig trænes alle i genbrug og reparation.
Og det er ikke en gentagelse af 70ernes decentrale, privatiserede og selvvalgte fællesskaber (’kollektiver’).
Hvor store enhederne skal være kan diskuteres, men som udgangspunkt kommunerne som før kommunesammenlægningen i 2009. Så kan der skabes landspolitisk basis for rammesætning af en national øko-lokalisering. Omstillingen skal ske etapevis, men udfra en klar national plan, hvor lokalområderne varetager dele af omsorgs- og socialarbejde: Børnepasning, folkeskole og ældrepleje, genoptræning og samvær - det kan de faktisk allerede idag. Eller hvis kompetencerne findes så produktionsopgaver. Deltagelse er ikke en frivillig ting. Alle der kan deltage, skal deltage. Her ihukommende Løkkes nye ide om en 'social værnepligt' eller hvad han kalder det.
Det skal gøres lettere at se forbindelserne fra Individuelle, økologiske og sociale valg til det overordnede økonomiske system. Vi har brug for, som nogle kalder det, øko-læsefærdigheder (eco-literacy): folk skal kunne dekonstruere de myter, der ligger til grund for globale vækstøkonomier og blotlægge globaliseringhegemoniet.
Det betyder ikke globaliseringsmodstand, men globaliseringsskepsis. For de nationale økonomier betyder det en nedgang i resourceforbrug, men vækst i omtanke og fællesskaber.
Det kan lade sig gøre. Kun fint hvis man kan få Konservative med på den tanke.
Jeg kommer da ud når jeg handler ind.
Jeg står altid alene ved busstoppestedet, for de rigtige kører bil på Ærø.
Så møder jeg tre gange ugenligt på øens "fattiggård".
Mine striber på hånden har altid sagt at det ikke går.
Næste uge skal have taget en vævsprøve pga. et modermærke.
Jeg kender ikke tilstanden på min ryg og den tjekkede lægen heller ikke. Der er nok lagt i ovnen til "fremtiden".
Det som fylder suverænt mest er .... gæt 5 gange ... økonomien. Det er dér jeg lige var ved at knække sig jeg vendte det overfor et menneske.
Selvfølgelig forbander jeg konservatismen for alt negativt som er hændt for DK.
Jeg tror hele tiden at vi har nået bunden. Men den er åbenbart kilometer dyb.
De har brugt utallige menneskealdre på at smadre det meste.
@ Anders Hüttel
Så sandt, så sandt.
"Da Svendborgs byråd i december 1872 kunne præsentere den nye fattiggård, som var blevet opført uden for byen på markedspladsen efter tegninger af arkitekt Jens Juel Eckersberg, vidste borgerne næppe, at dette bygningskompleks var en af de mest moderne sociale institutioner i datidens Danmark. Men borgerskabet havde fået et kedeligt socialt problem bragt uden for bykernen.
Mens byggeriet på de tre fløje var i gang, fremsatte Eckersberg forslag om, at der som en fjerde fløj opførtes et kapel med tilliggende lighus, så der kunne holdes gudstjenester på stedet. Der var nemlig tit klager over, at lemmerne tiggede i forbindelse med søndagens kirkegang nede i byen. Dette forslag vakte en hidsig debat på tre møder i træk i byrådet, DER I PARENTES BEMÆRKET BESTOD AF 11 KONSERVATIVE (min fremhævelse) og en kongevalgt borgmester, der næppe afveg meget i politisk henseende fra de øvrige. Nogle byrådsmedlemmer fandt det for dyrt, aldeles overflødigt - ja, ”måske endda skadeligt”. Omsider blev dog denne ekstra udgift på 350 rigsdaler vedtaget med 7 stemmer mod 5.
Under byrådsdebatten blev det foreslået at kalde den nye institution ”forsørgelsesanstalt” i stedet for det belastende udtryk ”fattiggård”. Men flertallet holdt på det navn, som tydeligt sagde, hvad meningen var: ”Fattig- og Arbejdsanstalt”.
https://www.svendborghistorie.dk/historier/ejendomshistorier/277-viebael...
Vi er snart tilbage.
"Vi mennesker bliver nemlig ikke lykkelige af at dyrke os selv og vores eget ego. Lykken er at finde i fællesskab med andre mennesker"
Korrekt. Og dit parti har været med til at dyrke ideen om at fattigdom netop er et individualistisk problem, et spørgsmål om "svag karakter", mistænkeliggørelse af bunden af det nuværende danske samfund alene på baggrund af deres indkomstniveau og nationale herkomst. Når det "fællesskab" du taler om, kun skal og må gøre tilværelsen bedre for fællesskabets udvalgte dele af samfundet og ikke de såkaldte "parallelsamfunds-danskere", hvis fællesskab er det så du egentlig fremmer? Hvis fælles-skab er det egentlig du ønsker at forbedre? Hvis samfund er det man finder sammen om?
Denne kritik er ikke "kulturradikal". Det er en kritik af at du romantiserer et fællesskab, på samme tid som dit parti ser ned på og ikke bare har lovliggjort, men gjort det obligatorisk at man diskriminerer mod samfundets fattigste (uanset hvorfor de så er fattige, for det betyder jo ikke noget..) og enhver der er så uheldig at komme fra eller have to forældre der kommer fra et ikke-vestligt, ikke-EU land.
Tag du bare "et opgør med den ekstreme individualisme". Men måske skulle du gøre det ved at tage et opgør med ideen om at nogle individer skal have en højere, eller lavere, "rang" og rettigheder i fællesskabet end andre. Dét er ikke et fællesskab. Det er flere fællesskaber, der holder de mindre, svagere fællesskaber nede. Det er netop hvad kommunitarisme IKKE går ud på.