Vi har brug for en debat om, hvordan vi bedst beskytter retsstaten, og vi har brug for en politisk kulturændring. Vi har brug for et embedsværk, der administrerer landets love og sørger for at vejlede de folkevalgte i henhold til loven. Den stærke politisering af embedsværket har ført til uværdige situationer for det danske demokrati, og det skal vi standse. Slut med hu-hej-beslutninger, der føles godt i mavsen og i overskrifterne.
De seneste års udvikling i form af næser og rigsretten viser, at vi har brug for at styrke det danske demokrati og embedsværk i en verden, der udvikler sig hurtigt. Vi skal styrke de dygtige embedsfolk, der kan omsætte ideer til lovgivning, og et Christiansborg, der ikke bringer retsstaten i fare.
I december foreslog medlem af Borgerrepræsentationen i København Christina Olumeko (Å) her i avisen, at Danmark skulle have en forfatningsdomstol, fordi politikere både er inhabile og juridisk ukvalificerede og derfor ikke burde bestemme, om nogen skal for en rigsret eller ej. Men vi skal gå længere end det.
En forfatningsdomstol kender vi måske bedst fra Tyskland, hvor Bundesverfassungsgericht i Karlsruhe løbende vurderer, om lovgivning er grundlovsstridig, men ikke om ministre og embedsmænd handler ulovligt. Og sidstnævnte er der også behov for. Vi har brug for bedre eftersyn af vores politikeres arbejde – inden læseren bemærker, at det er embedsværkets opgave: Hvorfor ser vi så de mange fejl?
Ulovligheder en masse
Én årsag kan være, at embedsværkets adfærdskodeks er blevet udvandet i en sådan grad, at embedsfolk føler sig presset til at udføre ulovlige ministerielle ordrer, som vi så det i Støjbergsagen. Det skal vi etablere et stærkt bolværk imod.
Kodekset for embedsmænd blev opdateret i 2015. Her udspecificeres det eksempelvis, at embedsmænd skal gå til deres overordnede, såfremt der er tvivl om deres pligter i en konkret sag. Men hvad så, når ens overordnede insisterer?
Tiden er inde til at diskutere, om Danmark har brug for et permanent, uvildigt juridisk organ, der løbende kan vurdere ministres handlinger ud fra retsstatsprincipper. Et organ, der er politisk uafhængigt og juridisk kompetent. Efter de seneste års kritik af de øverste politiske lag, politiseringen af embedsværket, den lukkende offentlighedslov og den åbne svingdør mellem politik og erhvervsliv burde det ikke være op til politikerne selv at vurdere, om de har begået noget ulovligt eller ej.
For de gør det tit.
I 2009 fik daværende skatteminister Kristian Jensen (V) en næse for at handle uden hjemmel i forbindelse med en skattereform. I 2018 gav skatteminister Karsten Lauritzen (V) ikke fyldestgørende svar under et samråd, og i 2016 blev Venstre kritiseret for, at flere ministre tilbageholdt essentiel viden fra folketinget i forbindelse med Landbrugspakken.
Danske politikere har fået 60 næser siden 1990, og dermed tegner der sig et mønster, som vi ikke må være blinde for.
I Sigge Winthers bog Entreprenørstaten beskriver både embedsfolk og tidligere politikere, hvordan beslutninger ofte træffes uden nok viden – at det går for hurtigt. Vi har for bare få uger siden fået det bekræftet i granskningskommissionens afhøringer af statsministeren: at de beslutningsdygtige politikere ikke havde læst baggrundsinformationen.
Endelig ser vi beslutninger truffet på trods af viden, mest markant med hjemsendelser af flygtninge til krigszoner. Behovet for forandring har eksisteret længe.
Forebyggelse af rigsretssager og næser
Et permanent, uvildigt juridisk organ, der kan kommentere på den retsstatsmæssige udvikling, vil bakke embedsværket op og være en garant for borgerne i forhold til, om deres regering arbejder inden for reglerne. Et sådant forslag rører ikke ved rigsretten, men kan forhåbentligt forebygge fremtidige rigsretssager. Det ville nok også forebygge nogle af alle de næser, der deles ud.
Det endelige og ønskelige udfald står dog klart: et embedsværk, der administrerer landets love og vejleder de folkevalgte inden for lovens rammer. Vi skal have mere gennemsigtighed, og vi ønsker at styrke de enkelte embedsfolk i deres arbejde.
Havde vi haft et sådant organ, da Inger Støjberg udsendte sin berømte pressemeddelelse, ville dette organ have bedt ministeriet om at levere en ministeriel bekendtgørelse på linje med loven. Embedsmændene i ministeriet ville så have haft en uvildig bekræftelse på, at nye love og regler ikke kan indføres via pressemeddelelser – og vi kunne have undgået fem års polemik.
Retsstaten kan ikke tages for givet. Hverken i lyset af vores egne nationale sager eller i forhold til udviklingen i vores nabolande. Retsstaten er borgerens sikkerhed, og vi har brug for mere end kommissioner og rigsretssager. Vi har brug for en kulturændring i dansk politik.
Kathrine Richter er forperson i partiet Volt Danmark
Jeg savner skribentens overvejelser over, hvorledes dette uvildige juridiske organ skal placeres inden for den eksisterende forfatningsmæssige struktur. Fordi: skal organet have politisk og juridisk vægt, må det vel skulle forankres direkte i grundloven. Det er jo tilfældet med den tyske forfatningsdomstol, som der henvises til i indlægget. Dette peger på det principielle problem: at vi har en grundlov der, på nogle stræk, ganske enkelt er utidssvarende. Men - som vi også har erfaret, er det ganske svært at få sat et arbejde i gang med at revidere grundloven. Manu Sareen forsøgte for nogle år siden, men det led skibbrud. Så, kære forfatter, hvordan griber vi dette dilemma an?
Noget andet er så, så vidt jeg kan se det, at nogle af de sager, der er nævnt i læserindlægget vel er opstået, fordi de daværende borgerlige regeringer har været villige til at lade politiske hensyn veje tungere end hensynet til den moralske pligt der er til at overholde lovens ånd og bogstav. Dette har i særlig grad vist sig på udlændingeområdet, hvor Dansk Folkeparti ganske succesfuldt har været i stand til at afpresse regeringerne - uden at den siddende statsminister viste sig tilbøjelig til at markere at der var grænser for udskejelserne. At han så efterfølgende gør det, siger en hel del om mandens forhold til magt og indflydelse! Men det centrale spørgsmål er vel, om en forfatningsdomstol i sig selv vil kunne ændre på denne politiske logik. Det aspket må med i overvejelserne, i diskussionen om indførelse af en forfatningdsomstol i Danmark.
mvh. poul.
Der er allerede, i Grundloven, regler for håndteringen af folketingsmedlemmer, der overskrider deres mandat. Desværre lever folketinget ikke op til Grundlovens krav om, at tage ansvar og agere. Man vil helst overlade det ubehagelige arbejde til kommissioner eller rigsret. Man har den opfattelse, at folketinget ikke skal omgøre vælgernes valg og bortvise et medlem fra folketinget. Men det er en urimelig holdning og opsætsighed mod Grundloven.
Paragraf 33 i Grundloven er til for, at man i løbet af en valgperiode, kan gøre sig af med et medlem der har forbrudt sig mod loven. Grundloven påbyder i øvrigt folketinget, at forkaste vælgernes valg af nye kandidater iht. § 30, hvis disse ikke lever op til valgbarhedskriteriet, dette sker efter § 35. stk. 2.
Det vil være utåleligt, hvis der i den lovgivende forsamling sidder medlemmer der er dømt for lovbrud. Grundlovsgiverne var kloge nok til at indse, at folket ikke skulle skulle have mulighed for at fylde folketinget med uhæderlige borgere.
Der er således allerede regler for håndteringen og flere er ikke nødvendige. Desuden; må det være vælgernes pligt at protestere og fravælge personer med blakket ry.
Før i tiden var det jusitsministeriets lovkontor, der førte kontrol med om lovene var "lovlige" og mit indtryk også noget mere omkring processer - hvordan er det med det nu om dage.
Man kunne nok også ganske enkelt give ombudsmandsinstitutionen en eller form for kompetence/mulighed/ magt til at gribe ind tidligere og en ministerpligt i forhold til ombudmandsudtalelser. En pointe i de seneste år er eksempler på at ministre har ignoreret eller bestridt ombudmandsafgørelser uden at folketingets medlemmer har reageret på det, bla. Inger Støjberg