Kommentar

Pelle Dragsted: De Radikales drøm om en regering hen over midten vil ikke løse de problemer, partiet peger på

De Radikale afviser at støtte en socialdemokratisk etpartiregering efter et valg og drømmer om et regeringssamarbejde henover midten. De begrunder det med regeringens magtfuldkommenhed og behov for politisk nytænkning. Men ingen af delene er givet ved en bred regeringskoalition, skriver Enhedslistens Pelle Dragsted i denne klumme
Ifølge De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, vil partiet nu arbejde for en »regering ind over midten«, der kan bryde med blokpolitik, og som angiveligt skulle kunne åbne  for mere »politisk nytænkning«.

Ifølge De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, vil partiet nu arbejde for en »regering ind over midten«, der kan bryde med blokpolitik, og som angiveligt skulle kunne åbne  for mere »politisk nytænkning«.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Debat
27. januar 2022

»Vi udelukker at pege på en socialdemokratisk etpartiregering efter næste valg,« sådan lød den klare melding fra den radikale leder Sofie Carsten Nielsen kort inde i det nye år.

Der var i forvejen varmet op til meldingen med hård kritik af den socialdemokratiske etpartiregering for at være magtfuldkommen og enerådende.

De Radikale vil nu arbejde for en »regering ind over midten«, der kan bryde med blokpolitik og som angiveligt skulle kunne åbne op for mere »politisk nytænkning«. Partiet afviser dog heller ikke at pege på en regering til højre. End ikke hvis den er afhængig af Nye Borgerliges stemmer. Den nye radikale strategi rejser en række spørgsmål.

Flertalsregeringer ikke at foretrække

For det første er det en tvivlsom påstand, at etpartiregeringer skulle være mere magtfuldkomne og enerådende. Mindretalsregeringer som Mette Frederiksens er jo tvunget til hele tiden at forhandle og lave kompromis med Folketingets øvrige partier for at få sin politik igennem.

Den er også langt mere sårbar, hvis ministre træder ved siden af, fordi et flertal uden om regeringen kan kræve ministerens afgang, eller uafhængige undersøgelser og kommissioner, som det for eksempel er sket med Minksagen.

Den slags demokratiske begrænsninger af magten ville en bred flertalsregering ind over midten ikke have. Den ville kunne blive enig med sig selv og så tromle sin politik igennem over for et stort mindretal. Og den ville kunne beskytte sig selv og sine ministre – uanset om de blev taget med fingrene i kagedåsen.

Det er også et åbent spørgsmål, om en bred regeringskoalition ind over midten ville føre til den nytænkning, som De Radikale forestiller sig. Ser vi for eksempel på Tyskland og de brede koalitioner under Merkels ledelse, er erfaringerne nærmere, at de fører til en stilstand, fordi partierne holder hinanden i skak. Tyskland er sakket håbløst bagefter, både når det gælder grøn omstilling og digitalisering.

Endelig kræver en regering ind over midten jo, at ét af de store højrepartier accepterer en socialdemokratisk statsminister eller vice versa. Eller at de begge accepterer en radikal regeringsleder. I mine øjne lidet realistisk.

Fra slemt til værre

Endnu vigtigere er spørgsmålet om, hvad De Radikale vil vinde politisk med en regering med højrefløjens deltagelse.

Jeg forstår til fulde den radikale frustration over den socialdemokratiske regerings udlændingepolitik. Den er skammelig. Og mange spørger naturligt nok sig selv, om det kan blive værre. Desværre er svaret ja. Det kan, og det vil blive endnu værre, hvis en blå regering overtager efter næste valg.

Blot et enkelt eksempel: Højrefløjen har gjort det klart, at de vil sænke integrationsydelsen. Det vil – kan man læse på Venstres hjemmeside – betyde, at enlige forsørgere med flygtningebaggrund vil miste 2.000 kroner om måneden. Det vil betyde, at antallet af børn, der vokser op i markant fattigdom, vil stige med tusinder.

Og hvis en regering tilmed sidder på Nye Borgerliges mandater og skal give indrømmelser, hver gang der forhandles en finanslov, så er det kun starten på en lang række forringelser for minoritetsdanskere.

Når det gælder klimapolitikken, bliver det ikke spor bedre. Særligt når det kommer til at nedbringe landbrugets omfattende udledninger, er det tæt på utænkeligt at forestille sig, at en regering med Venstres deltagelse kan og vil levere de nødvendige initiativer.

Radikale vil med i S-ledet regering

Jeg tror egentlig, at de Radikale er ganske bevidste om, at forestillingerne om en regering til højre eller over midten både er lidet realistiske og lidet attraktive. Og den radikale melding handler derfor nok mest om at sætte sig selv i en fordelagtig position til at møve sig ind i en socialdemokratisk ledet regering efter et valg.

Det er ikke utænkeligt, at det kan lykkes. Men det vil kræve, at De Radikale tilslutter sig betydelige dele af den eksisterende udlændingepolitik. Og det vil derfor kræve et markant opgør med den aktivistiske kurs, som Morten Østergaard lagde, og som sikrede De Radikale et stærkt valg i 2019.

Samtidig vil De Radikale være nødt til at acceptere et nyt forståelsespapir, der sætter grænser for regeringens politik – ikke mindst når det gælder de arbejdsudbudsreformer, som De Radikale er stærkt optaget af. Men når det gælder ministerposter er kompromisvilligheden traditionelt ganske høj på Slotsholmen.

Serie

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Det er jo også muligt, at de Radikale benytter sig af samme taktik som da Socialdemokratiet omfavnede Dansk Folkeparti ihjel.

Det seneste forlig med Socialdemokratiet og andre burde give et hint.

Sig ét, gør noget andet.

Eva Schwanenflügel

PS. Hvad er de Radikale blevet lovet?

*Dragsted mener enerådig, ikke enerådende.