Ville du synes om, at dele af dit hjem periodisk var ubeboeligt, at håndværkere kom og gik, når det passede ind i deres arbejdsplan, at grimme grå rør blev hængt op under loftet i dit bad og køkken, at stukken i din lejlighed faldt ned, og at dit hjem dagligt var præget af en infernalsk larm?
Forestil dig nu, at du midt i dette morads blev præsenteret for en huslejestigning. Ville du synes, det var fair?
Min familie og jeg har siden 2013 boet i en dejlig lejlighed, der oprindeligt var ejet af P+ – pensionskassen for akademikere. I sommer overgik ejerskabet til PFA Pension.
PFA lover at tage socialt ansvar
PFA har en CSR-politik. Naturligvis. Denne CSR-politik smykker sig med både FN’s verdensmål, FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder og lignende dokumenter. I forlængelse heraf tilkendegiver PFA, at man i sine investeringer tager hensyn til klima, miljø og mennesker. For eksempel hedder det i publikationen Politik for samfundsansvar i PFA-koncernen: »Vores kunder skal have tillid til, at deres opsparing investeres med respekt for mennesker, miljø og internationalt anerkendte konventioner.«
PFA Pension har tilmed nedsat et kontrolorgan, der skal tilse, at ovennævnte politik efterleves, nemlig det såkaldte PFA Responsible Investment Board. Det lader imidlertid ikke til, at dette såkaldte board aner, hvad der foregår i PFA’s ejendomme.
Derfor vil jeg nu orientere PFA Responsible Investment Board, PFA’s direktion, PFA’s bestyrelse samt PFA’s kunder om, hvilke oplevelser man har som beboer i en af PFA’s investeringsejendomme.
PFA’s forretningsmodel
PFA’s forretningsmodel går ud på, at man udskifter alt, hvad der kan udskiftes. Om det er nyt eller gammelt, er underordnet. Derpå konterer man det, der er udskiftet, som »forbedringer« frem for vedligehold. ’Forbedringer’ kan nemlig væltes over i lejernes husleje. Det kan vedligehold ikke.
I vores ejendom har man eksempelvis udskiftet det eksisterende varmeanlæg med et nyt varmeanlæg, fordi man bygger taglejligheder. Kun et nyt varmeanlæg kan føre varmen op i de nye lejligheder. For mig er der ingen forskel. Vi havde varme før, vi har varme nu. Til gengæld har vi alene på grund af denne såkaldte forbedring indkasseret en månedlig lejeforhøjelse på 895,73 kroner. Udover denne huslejestigning har vi modtaget flere andre gennemførte og varslede huslejestigninger på grund af påståede forbedringer.
Samtidig med at man har hævet vores husleje, er det et helvede at bo i vores lejlighed, da vi bor på femte, og de nye taglejligheder etableres på sjette. Min søns værelse har været ubeboeligt i to måneder på grund af en undertryksmaskine, der kørte dag og nat – også i weekenden. Vi har fået ophængt vandrør fra sjette sal under vores køkken- og badeværelsesloft, der har været kortslutning i elsystemet, fordi man havde knaldet de nye vandrør ind i den eksisterende el, stukken i vores loftsroset er faldet ned, så der står skyer af puds og mørtel ned derfra. Jeg kunne blive ved. Kombinér dette med en infernalsk larm fra morgen til aften, og du har et meget godt billede af min families boligsituation.
To veje ud af PFA’s hykleri
Jeg klandrer med denne klagesang ikke håndværkerne. Jeg klandrer ikke byggeledelsen. Det er almindelige mennesker, der går på arbejde og forsøger at få en dagligdag til at hænge sammen.
Jeg klandrer heller ikke PFA for at ville tjene penge. Det er jo en pensionskasses raison d’etre.
Jeg klandrer PFA for sit bundløse hykleri.
PFA tjener deres penge på kynisk at tilsidesætte al ordentlighed i sit ejerskab af i hvert fald den ejendom, jeg bor i. Samtidig smider de om sig med floskler om socialt ansvar og bæredygtighed, der på ingen måde er i overensstemmelse med virkeligheden.
PFA kan fremover gå to veje.
Enten kan de vedstå, at de er helt og aldeles ligeglade med, hvordan deres investeringer påvirker det omgivende samfund. Ren kapitalisme. Fair nok. I forlængelse heraf kan de så nedlægge deres Responsible Investment Board og overføre det honorar, boardets deltagere får, til PFA’s pensionskunder.
Ønsker PFA derimod at være en ansvarlig virksomhed, så er der flere veje, man kan gå i forbindelse med såkaldt udvikling af ejendomme.
For det første kan PFA overveje at tilbyde særligt udsatte beboere et alternativt lejemål, der modsvarer den bolig, de bebor, når et projekt påbegyndes.
For det andet kan PFA overveje, om det er rimeligt at kontere vedligehold som forbedringer.
Endelig kan PFA overveje at give massive nedslag i huslejen, i den periode et ’udviklingsprojekt’ står på.
Nu tænker læseren måske, bliver beboerne i den berørte ejendom slet ikke kompenseret for de massive gener, de er genstand for?
Hertil er svaret jo. Vi kompenseres med godt 10.000 kroner. I marts 2023.
Byggeprojektet løber over cirka tre år.
Er det socialt ansvar, PFA?
Suzanne Gudbjerg-Hansen er gymnasielærer.
Det lyder forfærdeligt. Jeg bor i en AaB-ejendom og havde en vandskade for nogle år siden, fik er erstatningslejlighed, som jeg boede i i tre måneder. Derefter flyttede jeg tilbage. Alt var Ok.
Det, du beskriver, er jo ren tortur fra PFA og deres advokaters side, for de er jo også skyldige. Alle er skyldige, som de ordremodtagere de er for ussel mammon.
Skattevæsenet skelner skarpt mellem vedligehold og forbedringer! Måske kan de hjælpe. Denne manglende skelnen, mellem vedligehold og forbedringer, er udbredt blandt bolig-entreprenører!
"For det første kan PFA overveje at tilbyde særligt udsatte beboere et alternativt lejemål, der modsvarer den bolig, de bebor, når et projekt påbegyndes."
"Særligt udsatte beboere" det er et vidt begreb, hvornår er man særligt udsatte?
"For det andet kan PFA overveje, om det er rimeligt at kontere vedligehold som forbedringer."
Etablering af taglejligheder er ikke vedligeholdelse.
"Endelig kan PFA overveje at give massive nedslag i huslejen, i den periode et ’udviklingsprojekt’ står på."
Ja, 10.000 kr. i kompensation.
Hvilken gyser!
Har du overvejet at kontakte Lejernes LO?
Den ene udlejer er åbenbart ikke bedre end den anden - ingen anstændighed nogen steder. Som Freddie Vindberg påpeger; "etablering af taglejligheder er ikke vedligeholdelse". Nej og - tværer man den regning af på eksisterende lejere så er det kriminelt - er PFA mon så dumme?
En gyser? Det er snarere et dårligt lystspil.
Men lad os høre hvad LLO siger?
Jeg ville skynde mig væk fra den lejlighed.