Politikerne gemmer sig bag Finansministeriets regnemetoder

»Vi var nødt til at få styr på økonomien, og på den måde har vi jo grebet godt fat om dansk økonomi, fordi det er nødvendigt for at kunne bevare et velfærdssamfund«. Sådan sagde Helle Thorning-Schmidt, der blev kendt for at føre nødvendighedens politik.

Niels Fuglsang, europarlamentariker og socialdemokrat, argumenterer nu for på baggrund af sin ph.d.-afhandling, at nødvendighedens politik hverken var Thorning eller Bjarne Corydons påfund, men i stedet opstod, fordi »Finansministeriets beregninger ofte får karakter af en objektiv dom over god og dårlig politik«.

Lektor i økonomi Jeppe Druedahl mener derimod, at Fuglsang undervurderer politikernes reelle muligheder for at prioritere, regnemetoderne til trods, og at embedsværkets faglige argumenter også kan bruges som skalkeskjul for politikernes prioriteringer.

Var Thorning et redskab for regnemodellerne, eller brugte hun og Corydon embedsværkets faglige autoritet som et redskab til at skabe en fortælling om det politisk nødvendige?

Med pisk og gulerod

For det første er ideen om det politisk nødvendige altid en spejling af nogle politiske prioriteter. Og hvor der er prioriteter, er der alternativer. Selvsagt har alle politiske prioriteringer derfor også omkostninger. Nødvendighedens politik sætter derimod prop i den demokratiske samtale. Hvis man vil en velfungerende demokratisk samtale, må politiske prioriteter derfor ikke forklædes som uomgængelige tekniske fiks. Det er denne forklædende funktion, som regnemetoderne alt for ofte får, når politikerne refererer til dem.

Nødvendighedens forklædning bruges både som pisk, når et politisk forslag præsenteres som den eneste og nødvendige løsning på et givent problem, og som gulerod, når et tiltag præsenteres som en soleklar, ensidig gevinst.

Hvis Thorning blev kendt for det første, kunne et typisk eksempel på sidste være Lars Løkkes 2025-plan, som han fremlagde i 2016. I et interview i DR Deadline den 8. september 2016 lovede Løkke en LO-familie 15.000 kroner mere om året. Udfordret på, at tallet var enormt usikkert, afviste han sit ansvar for den politiske vurdering med henvisninger til embedsværket.

To betydninger af objektivitet på spil

Embedsværket har stor kontrol med de regnemetoder, der sætter den politiske dagsorden i Danmark. Siden 1990’erne har Finansministeriet brugt deres egen version af regnemodellerne, som derfor ikke længere alene huses i politisk uafhængige institutioner som Danmarks Statistik eller De Økonomiske Råd. Dette placerer regnemodellerne i embedsværkets højspændte politiske miljø.

Embedsværket på Slotsholmen går på en line, hvor de skal finde balancen mellem faglige vurderinger og samtidig være servicerende over for deres politiske chefers ønsker. Og det kan have store politiske konsekvenser, hvilke tal medierne kan rapportere som omkostningen på et politisk forslag.

Derudover hersker der en betydelig forvirring om, hvad det overhovedet betyder, at regnemetoderne og embedsværkets rådgivning herom skal være tilstræbt objektiv, hvilket ellers er selve præmissen for metodernes troværdighed.

Forvirringen skyldes, at objektivitet har forskellige betydninger, afhængigt af om vi snakker om embedsværket eller videnskabeligt-faglige regnemetoder. Objektivitet i embedsværket henviser traditionelt til idealet om en værdifri, ikkepartipolitisk indstilling: Alle politiske partier behandles ens. På den anden side er objektivitet i de fleste samfundsvidenskabelige sammenhænge synonymt med vurdering ud fra værdineutrale kriterier. Det vil sige, at den økonomfaglige analyse eksempelvis, i modsætning til embedsværket, godt åbent kan konkludere til fordel for et parti frem for et andet, så længe udgangspunktet har været fordomsfrit, altså et sæt værdineutrale kriterier.

Regnemodellerne lander her ofte pladask mellem de to forskellige betydninger af objektivitet; lige dele embedsværkslige og videnskabelige forventer vi, at de værdifrit behandler alle partier ens, som et embedsværk bør, og bruges til værdineutralt at veje et partis politik over for et andet, som en samfundsvidenskab bør.

Teknokratiske politikere og politiske embedsmænd

Men lad os vende tilbage til den grundlæggende uenighed i debatten: er det politikerne, der gemmer sig bag regnemodellerne, eller embedsværket, der bruger regnemodellerne til at indsnævre politikernes manøvrerum?

I virkeligheden er svaret nærmere både-og end enten-eller.

På den ene side har vi også i Danmark været vidne til det, den irske politolog Peter Mair har kaldt udhulingen af demokratiet. Sat over for faldende medlemstal har partierne selv omformet sig fra folkelige bevægelser til professionelle, semibureaukratiske organisationer. Det har skabt en tendens til, at politikere kommer til at ligne deres embedsmænd. Og det gælder også i forhold til deres brug af regnemetoderne. Det er uden tvivl blevet attraktivt for politiske beslutningstagere at afpolitisere alt fra nye bilafgifter til pensionsreformer ved at pakke det ind i et teknisk sprog og gemme prioriteringerne væk i diskussioner om skyggepriser og dynamiske effekter.

Men på den anden side er det også blevet gradvist tydeligere over de seneste tre årtier, at topembedsmænd i mange situationer har svært ved at fastholde deres faglighed ved siden af deres politiske rådgivning af regeringen. De jævnlige politiske skandaler, vi har haft fra Tamilsagen til senest Minkkommissionen, har ofte handlet om, at denne balancegang ikke har været mulig at gå for embedsværket. De peger med al tydelighed på, at embedsværket også navigerer efter deres egne og deres politiske chefers politiske strategier, hvilket også må antages at være tilfældet for regnemodellerne, nu hvor de ikke længere varetages udelukkende af uvildige organer.

Behov for modige politikere og åbne eksperter

Så hvad er vejen frem, hvis regnemetoderne på den ene side skader den politiske samtale, men på den anden side er de bedste redskaber, vi har til at styre landet? Og når både politikere og embedsværk bærer en del af ansvaret for det demokratiske problem, at store politiske beslutninger præsenteres som uomgængelige tekniske løsninger?

Først og fremmest er det oplagt at pege på, at vi alle bør forvente os mere af politikerne. Mod til at stå på mål for sine prioriteter og ikke gemme sig bag et embedsværks regnemodeller. Mod til eksempelvis at tage diskussionen om, hvorvidt vi vil have højere skat eller højere pensionsalder, i stedet for bare at præsentere sidstnævnte som en nødvendighed. Og til at turde indrømme det, når stigninger i boligbeskatning bare ikke er politisk spiseligt i Folketinget, selv hvis de fleste eksperter skulle anbefale det.

Dernæst bør vi også forvente os mere af de samfundsfinansierede eksperter. Både universitetsforskere og embedsmænd kan blive langt bedre til åbent at debattere uenigheder og fremlægge begrænsninger for deres analyser. Det er desværre et kronisk problem for de akademiske fag, der er tættest på magten, at de har en tendens til at arve den lukkethedskultur, der gennem århundreder har kendetegnet statsapparatet, selv om dette er direkte uforeneligt med forskningsidealer om åbenhed, gennemsigtighed og selvkritik.

Mere end en samtale om, hvorvidt regnemodellerne er politiske, er det, vi har brug for altså politikere, der tør være det. Og vi har brug for eksperter og et embedsværk, der tør vægte den langsigtede tillid til deres erhverv over kortsigtet optimering af egen indflydelse. Også når det kommer til at stå ved egen tvivl, begrænsninger og kritik af fagfæller.

Ludvig Goldschmidt Pedersen skriver ph.d. om den historiske udvikling af økonomers rolle i dansk politik ved Aarhus Universitet.