Kronik

Problemet er ikke regnemodellerne i sig selv, men den ekstreme centralisering af magten

At satse på mere arbejdsudbud er en rigtig og politisk beslutning, ligesom Finansministeriets regnemodeller bevæger sig i den rigtige retning. Men centraliseringen af magt i Finansministeriet og Statsministeriet vokser – og det er et problem, skriver den tidligere radikale klimaminister Martin Lidegaard i denne kronik
Manglen på arbejdskraft i både den offentlige og private sektor udgør i dag den egentlige spændetrøje i dansk økonomi og den største trussel mod den danske velfærdsstat. Tag bare den nuværende mangel på sygeplejersker, lærere, pædagoger, læger og SUSU’er, skriver Martin Lidegaard.

Manglen på arbejdskraft i både den offentlige og private sektor udgør i dag den egentlige spændetrøje i dansk økonomi og den største trussel mod den danske velfærdsstat. Tag bare den nuværende mangel på sygeplejersker, lærere, pædagoger, læger og SUSU’er, skriver Martin Lidegaard.

Morten Stricker

Debat
18. januar 2022

Det er væsentlige og spændende spørgsmål om Finansministeriets regnemodeller, som ph.d. og medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet Niels Fuglsang og økonom Jeppe Druedahl har diskuteret i Informations spalter de seneste uger.

De økonomiske modeller udgør et afgørende beslutningsgrundlag for os politikere, og da der er tale om menneskelige konstruktioner, giver det god mening løbende at debattere modellernes indretning og rolle i dansk politik.

Som jeg oplever det, blander de to debattører imidlertid flere væsentlige debatter sammen, hvilket kan gøre det svært at konkludere. Jeg vil derfor her prøve at skille dem ad.

Øget arbejdsudbud er en vigtig politisk prioritet

Den første debat er en nærmest historisk diskussion om, hvorfor arbejdsudbuddet både under Helle Thornings regering og senere har stået så centralt i dansk politik. Her er jeg helt på linje med Jeppe Druedahl: At kere sig om arbejdsudbuddet var og er et politisk valg, og som radikal står jeg gerne på mål for den økonomiske politik, vi førte før, under og efter Thornings regering, og som har lagt grunden til Danmarks stærke økonomi i dag.

Skulle man undervejs have været i tvivl om, hvorvidt det giver politisk mening at kere sig om udbuddet af hænder og hoveder på arbejdsmarkedet, burde man ikke være det i dag. For det handler ikke kun om balance på de offentlige budgetter. Manglen på arbejdskraft i både den offentlige og private sektor udgør i dag den egentlige spændetrøje i dansk økonomi og den største trussel mod den danske velfærdsstat.

Tag bare den nuværende mangel på sygeplejersker, lærere, pædagoger, læger og SUSU’er, der står til at stige markant frem mod 2030 – præcis i den periode, hvor vi både bliver flere børn og flere ældre. Får vi ikke skaffet flere hænder og hoveder til den offentlige sektor, vil der være en betydelig risiko for, at arbejdsmiljøet forringes yderligere i børnehaverne, på skolerne, sygehusene og plejehjemmene, og at de offentlige tilbud falder markant i kvalitet.

Derfor har jeg også så svært ved at forstå, at venstrefløjen ikke er mere optaget af disse åbenlyse udfordringer med at skaffe mere arbejdskraft. Mere udenlandsk arbejdskraft her og nu er åbenlyst nødvendigt, hvis flere centrale funktioner i vores velfærdssamfund ikke skal slides op – selvfølgelig på danske overenskomster og vilkår. Lige så vigtigt er det at arbejde målrettet på at skære gevaldigt ned i kontrol og bureaukrati for at skabe mere luft i de offentlige job. Men kigger vi ti år frem, mangler vi op mod 100.000 medarbejdere bare i den offentlige sektor. Det kræver flere og mere strukturelle tiltag.

Så uanset hvilke regnemodeller, Finansministeriet disker op med, vil det at skaffe flere hænder og hoveder forblive en prioritet for mange partier, herunder De Radikale og mig. Det giver jo også i sig selv mening at få flere mennesker med på arbejdsmarkedet af sociale hensyn. Vi har brug for en massiv indsats for at invitere flere med i fællesskabet, blandt andet ved tidlige og forebyggende indsatser, herunder i daginstitutioner, skoler og ungdomsuddannelser.

Faglig udfordring at indregne grønne og sociale investeringer

Hvilket fører mig til det andet tema, som Druedahl og Fuglsang diskuterer: Kvaliteten af Finansministeriets nuværende regnemodeller – og manglen på regnemodeller for især sociale og grønne investeringer.

Her har jeg selv tidligere været ude med riven, fordi det selvfølgelig giver en ubalance, at man kan regne på både økonomiske fordele og ulemper ved en investering i skattelettelser – mens man kun i begrænset omfang kan regne på de langsigtede økonomiske fordele ved sociale eller grønne investeringer. Simpelthen fordi man ikke har haft det faglige grundlag for sådanne. Det giver en skævvridning i det politiske beslutningsgrundlag.

Som jeg oplever det, har Finansministeriet faktisk erkendt denne ubalance, og allerede i år kan vi derfor forvente nye grønne regnemodeller, der løbende vil kunne indregne de fordele, som en given grøn investering vil kunne give i forhold til vores klimamål eller ved at blive mindre afhængig af dyr importeret gas. På samme måde indregnes nu den forøgede vækst ved offentlige investeringer, ligesom der løbende arbejdes på at dokumentere sammenhængen mellem forskellige investeringer på det sociale område og de udgifter, staten derved sparer på sigt.

Alt sammen er selvfølgelig forbundet med store faglige udfordringer, ligesom modellerne for skattelettelser er. Og derfor er det selvfølgelig alfa og omega, at alle modeller løbende udsættes for faglig kritik og debat, ligesom det er indlysende, at de økonomiske modeller ikke kan stå alene.

Finansministeriet skal sætte de andre ministerier fri

Hvilket fører mig til den tredje og måske vigtigste debat og pointe: Som jeg ser det, har Finansministeriet gennem de seneste årtier gradvist mistet viljen til at inddrage andre ministeriers faglighed i deres arbejde, ligesom centraliseringen af magt og beslutninger i centraladministration har taget endnu et nyk opad under den nuværende regering.

Finansministeriet har altid været et centralt ministerium, der er betroet den livsvigtige opgave at sikre koordination af politik på tværs af ministerierne. For 30 år siden indebar denne rolle både en nødvendig funktion som ’budgetbisse’ og en mere ’strategisk’ funktion, der skulle sikre, at der faktisk blev tænkt nye tanker, udviklet ny politik og investeret i den nødvendige udvikling af den danske model.

Under Fogh blev budgetdisciplinen eneste Gud i den røde bygning, og man kan stadig få det indtryk, at ethvert udgiftsdrivende tiltag er en fjende, uanset dets indhold og langsigtede potentiale. Ethvert ressortministerium, der måtte formaste sig til at tænke offensivt, slås som udgangspunkt ned med hård hånd, og der koordineres – eller styres – ned på et niveau, der sluger alt for mange politiske ressourcer, mens der skubbes ufattelige mængder af papir frem og tilbage mellem ministerierne.

Samtidig har Statsministeriet de seneste år styrket sin bestemmende rolle, hvilket har fjernet endnu mere magt fra de faglige ressortministerier – og i øvrigt fra Finansministeriet selv.

Jeg kender selv mest til det grønne område, både som minister og ordfører. Her har det i årtier været en kilde til frustration, at trods markante flertal i Folketinget, entydig opbakning fra erhvervslivet, store geopolitiske gevinster og en eksplosiv vækst i efterspørgslen efter grøn energi, har det i alle årene knebet med at få det strategiske, konstruktive og offensive medspil fra Finansministeriet.

Jeg oplever stadig, at Danmark som grønt foregangsland i centrale lag af Finansministeriet opleves som et irrationelt flip, at der simpelthen ikke er den faglige viden og forståelse for de politiske og økonomiske jordskælv, som klimaet allerede har sat gang i både herhjemme og i resten af verden. Men jeg oplever også økonomer i Finansministeriet, der ved, at dagsordenen ikke forsvinder, og som oprigtigt arbejder for at indarbejde den i de økonomiske modeller. Det er måske finansminister Nicolai Wammens vigtigste opgave at modarbejde det første og fremme det sidste.

For tænk, hvis Finansministeriets dygtige økonomer i højere grad ville respektere den faglige specialisering, der ligger i de andre ministerier, ikke mindst de grønne, og bistå dem med deres strategiske udvikling. Og tænk, hvis de forskellige ressortministerier kunne prioritere og udvikle deres politik mere frit inden for deres egne budgetter i stedet for at skulle kæmpe for overhovedet at få deres sager behandlet på de centrale udvalg og godkendt af Finansministeriet. Hvilken tiltrængt politisk innovation kunne vi så ikke få?

Nu tegner der sig et nyt nordsøeventyr, hvor den danske stat kan profitere stort på havvind og de mange års strategiske investeringer i ny vindteknologi trods indædt modstand fra Finansministeriet.

Måtte det skabe eftertanke i både regering og finansministerium: Ledelse er nødvendig, men hård centralisering og detailstyring dræber dynamikken og kan ende med at kvæle den danske model.

Martin Lidegaard er næstformand for Radikale Venstre og tidligere klimaminister

Serie

Politiske regnemodeller?

Er finansministeriets regneregler politiske eller udtryk for den tilgængelige fagøkonomiske evidens? Begrænser regnereglerne politikernes manøvrerum eller er det politikerne, der gemmer sig bag modelberegningerne i stedet for at argumentere politisk for deres sag? Her har Information samlet debatten om regnereglerne.

Seneste artikler

  • Lyt til vores nordiske naboer: Dynamiske effekter er for usikre til at regne med

    6. april 2022
    Regnemetoderne i det danske finansministerium adskiller sig markant fra den måde, man regner på i resten af Norden, og det har stor effekt på det politiske handlerum i Danmark, skriver direktør Asbjørn Sonne Nørgaard og analytiker Magnus Thorn Jensen fra Tænketanken Cevea i denne kronik
  • Vismændene burde have sagt fra over for Finansministeriets brug af regneregler

    22. februar 2022
    Det er vanskeligt at forstå, hvorfor vismændene fagøkonomisk ikke går mere offensivt til værks, når de vurderer evidensen bag Finansministeriets regneregler. Der bør stilles større krav, ellers bliver det for let at få tallene til at passe, skriver professor emeritus i økonomi Jesper Jespersen i dette debatindlæg
  • Hvis vi var vokset op med Jane Eyre, ville flere måske turde kritisere regnemodellerne

    14. februar 2022
    I 1800-tallets litteratur finder vi personer, der sætter moral og åndelige værdier højere end rationel egennyttemaksimering. Det menneskesyn findes knap nok i dag, og derfor tør kun få kritisere vores regnemodeller: risikoen er for stor og ønsket om at udvise karakter for lille, skriver ph.d. i statistik Alexander Sokol i denne kronik
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

17/jan/2022

Kære Venner,
måske skal vi give almindelige
mennesker mulighed for at ar-
bejde mindre og på mere lempe-
lige vilkår, end for nuværende :-) ...

Venlig hilsen
Claus

— — —

17/jan/2022

Ja, for så kommer der flere
personer og hænder i arbejde :-) ...

Venlig hilsen
Claus

— — —

17/jan/2022

Ja det, der i gamle dage
hed deltids-arbejde :-) ...

Venlig hilsen
Claus

Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Mere udenlandsk arbejdskraft her og nu er åbenlyst nødvendigt, hvis flere centrale funktioner i vores velfærdssamfund ikke skal slides op –
Hva'?
Har man politisk besluttet sig for en styreform, hvor udenlandsk arbejdskraft er nødvendig for at de centrale funktioner
(hvem/hvad det så end måtte være)
ikke bliver slidt op?

Det er da noget af en tilståelse.
Hvad blev der af den gode gamle liberale: "Lad falde hvad ikke kan stå", i.e hvis nogle virksomheder ikke kan tiltrække arbejdskraften med ordentlige arbejdsforhold og løn, så må man jo ændre arbejdsforholdene til det bedre ELLER blive nødt til at reformere, dvs lukke eller acceptere at sige nej til ordrer.
SÅDAN ER DET JO, som en tidligere radikal minister så kækt udtalte.

At man ikke kan finde ud af at tilbyde ordentlige arbejdsforhold i f.eks det offentlige sundhedsvæsen, det er en national politisk prioritering, som andre landes faglærte arbejdskraft ikke skal døje med.

I øvrigt så er arbejdskraft = Mennesker. Personer. Individer.
Hvis nu nogen i politik skulle have glemt det.

Ole Olesen, Dorte Sørensen, Inge Lehmann, Flemming Berger, Anne Schøtt, Hanneh Christensen, Mogens Holme, Lillian Larsen, Jette Bach, Carsten Munk, Marianne Jespersen, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Pedersen, P.G. Olsen, Bjarne Jensen, Inger Pedersen, Susanne Kaspersen, Rolf Andersen, Ebbe Overbye, Steen K Petersen, lars pedersen, Arne Albatros Olsen, Kim Houmøller, Jens Voldby Crumlin, Michael Hansen og Mette Johansson anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

Martin Lidegaard skriver:

"For tænk, hvis Finansministeriets dygtige økonomer i højere grad ville respektere den faglige specialisering, der ligger i de andre ministerier, ikke mindst de grønne, og bistå dem med deres strategiske udvikling."

Det minder mig om et udbredt bonmot i den internationale industri, hvor jeg har arbejdet i mange år:

"I'm here from the head-quarter, and I'm here to help you" ...

Eva Schwanenflügel

Martin Lidegaard skriver:

"Tag bare den nuværende mangel på sygeplejersker, lærere, pædagoger, læger og SUSU’er, der står til at stige markant frem mod 2030 – præcis i den periode, hvor vi både bliver flere børn og flere ældre. Får vi ikke skaffet flere hænder og hoveder til den offentlige sektor, vil der være en betydelig risiko for, at arbejdsmiljøet forringes yderligere i børnehaverne, på skolerne, sygehusene og plejehjemmene, og at de offentlige tilbud falder markant i kvalitet."

Det er jo helt rigtigt.

Desværre er det Radikale svar på denne udfordring at sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft, og (igen,igen) topskattelettelser.

I forhold til at den omtalte udenlandske arbejdskraft skal komme fra lande udenfor EU, og en sænkning af beløbsgrænsen handler om ufaglærte, altså mennesker der ikke kan indgå i det offentlige uden sprogkurser, opkvalificering og uddannelser, er det et mysterium, hvordan dette skulle afhjælpe manglen på læger, sygeplejersker, pædagoger, SOSU-assistenter, lærere, etcetera.
Det samme gælder i tilsvarende stillinger i det private erhvervsliv.

Med hensyn til topskattelettelser, er det kun meget få sygeplejersker og lærere, der kan prale af at være inkluderet i topskat.
Og hvem siger, at de vil veksle en sænkning af skattebetalingen ved at arbejde mere?
De kunne lige så godt vælge mere frihed.
Eller i disse inflationstider, vælge at betale de stigende priser på energi og madvarer med den sparede skat.

De Radikale har åbenbart opgivet at kæmpe for mere og bedre danskundervisning til herboende flygtninge, samt at protestere imod tildelingen af midlertidige opholdstilladelser til flygtninge, så en del af flygtningene nu placeres i limbo i udrejsecentre, istedet for at færdiggøre deres uddannelse, så de kan deltage i samfundslivet og på arbejdsmarkedet.

- Ihvertfald hvis man skal stole på Andreas Steensberg og Sofie Carsten Nielsen.

De fik måske ikke stemmer nok, efter Morten Østergaard havde været på turné?

Og når det gælder de skrigende halse hos arbejdsgiverne, så glemmer man at lytte til kontanthjælpsmodtagere, folk med handicap, fleksjobbere og andre langtidsledige.

De beretter nemlig, at der ikke er nogen, der har lyst til at ansætte dem, på trods af årelange forløb i Jobcentersystemet med arbejdsprøvninger, ressourceforløb og statsfinancieret virksomhedspraktik og løntilskud.

"Virksomhederne skriger på arbejdskraft; men universitetsuddannede Tina måtte vente i 8 år"
https://www.tv2lorry.dk/gribskov/virksomheder-skriger-paa-arbejdskraft-m...

Jeg kunne komme med endnu flere eksempler, men det er i forvejen et langt indlæg.

Konklusionen er at de Radikale forslag ikke vil afhjælpe flugten fra det offentlige.
Der skal helt andre boller på suppen som bedre arbejdsmiljø, højere (lige)løn, bedre normeringer, bedre praktikforløb, bedre undervisning, elevløn, og inklusion.

Ole Olesen, Dorte Sørensen, Inge Lehmann, Anne Schøtt, Poul Erik Pedersen, Hanneh Christensen, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, Mogens Holme, Lise Lotte Rahbek, Carsten Munk og Marianne Jespersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg vil dog lige tilføje en spritny undersøgelse fra Aalborg Universitet:

"Arbejdsgivere sorterer i høj grad kvalificerede ansøgere fra, som sidder i kørestol. Det viser en ny undersøgelse fra Center for Handicap og Beskæftigelse.

Undersøgelsen, som er repræsentativ og bygger på svar fra cirka 2.000 arbejdspladser, viser, at arbejdsgiveres villighed til at ansætte en kvalificeret ansøger falder fra cirka 70 procent til cirka 22 procent, hvis ansøgeren sidder i kørestol, og der skal laves mindre tilpasninger på arbejdspladsen på grund af dette."

"Chefer fravælger ansøgere i kørestol "
https://www.a4arbejdsliv.dk/artikel/chefer-siger-nej-til-ansoegere-i-koe...

Ole Olesen, Dorte Sørensen, Inge Lehmann, Poul Erik Pedersen, Hanneh Christensen, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, Carsten Munk og Marianne Jespersen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Eva Schwanenflügel: Præcis iagttagelse. Det kan så tilføjes at man ikke behøver at sidde i kørestol, det er mit indtryk at man bare skal skrive til arbejdsgiver at man søger jobbet under fleksjobordningen - så er man på forhånd ikke kvalificeret.
Dette forhold gælder, uanset om man nu søger inden for sit eget fagfelt eller om man søger helt almindeligt ufaglært arbejde.
Så der er to ting at sige:
1. Arbejdsgivernes klager over mangel på arbejdskraft kan klinge hult.
2. Politikernes henrivende drøm om at fleksjob skulle kunne være en vej, for at syge mennesker skulle kunne bidrage positivt på arbejdsmarkedet er netop det: en henrivende drøm. Hverken mere eller mindre!
Desværre har jeg ikke megen tiltro til at lige præcis disse aspekter kan adresseres politisk, endnu mindre tiltro til at der vil kunne ske kvalitative forbedringer for de der rent faktisk har behov for at blive beskæftiget under fleksjobordningen - men ikke er blevet det!

mvh. poul.

Ole Olesen, Lise Lotte Rahbek, Hanneh Christensen, Inge Lehmann og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

Jeg synes, du roder, Martin Lidegaard!

På den ene side kritiserer du - absolut med rette! - Finansens overherredømme over alt andet og dens enøjethed.

På den anden side kritiserer du, at statsministeriet arbejder på at overtage samme overherredømme.

Mener du så dermed, at

- hverken stats- eller finansminister skal have et samlet og bestemmende overherredømme med deraf følgende ret og pligt til koordinering af alle andre ministerier?

og i så fald:

- hvilken instans skal så have den overordnede og samlede koordinering af regeringens politik?

Jeg tillader mig at gå ud fra, at du ikke finder det hensigtsmæssigt med "alles kamp mod alle" i et ukoordineret kaos.
Eller hvad?
Måske den radikale partiformand skulle have tjansen?

Poul Erik Pedersen, Ole Olesen, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen, Hanneh Christensen, Steffen Gliese og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

Mmmh der er vist noget med, at de rigeste 1% i verden forbruger 50% af ressourcerne og de radikales løsningsforslag er, at lave de fattige endnu mere fattige for at hjælpe klimaet? Fordi det siger modellerne.

De radikales svar på de riges alternative fakta om arbejdskraftsmangel er som helikopter forældre, at trykke lønnen endnu mere vha Folketinget, igen uden om den famøse danske model.

Der har sjovt nok været udtalelser fra andre arbejdsgivere, der ikke kan genkende manglen. Jobopslagene er der vist også langt imellem.

Hvor langt er de radikale villige til at gå i deres servile adfærd overfor de formuende, næste gang de rige synes deres fortjeneste er for lav? Skal hoveriet anskaffes igen? Hvornår er de formuende tilfreds?
Hvad siger modellerne?
Fordi et værdigt liv er øjensynligt ikke et kriterie i modellerne eller i de radikales øjne, heller ikke for de syge eller handicappede. Modellernes mangler bliver i realiteternes verden ikke afbødet af de radikale.

Den danske flexicuritymodel er stendød godt hjulpet på vej af sådan er det jo radikale.

Den amerikanske brug og smid væk kultur er nu nået frem til anvendelse på de ikkeformuende af arbejdsgiverne og politikerne.
Hvis arbejdsgiverne manglede arbejdskraft, ville de måske passe bedre på arbejdsmiljøet igen, sådan at folk holder til pensionen og 40 årige håndværkere ikke kun kommer igennem dagen med Ipren, for så at blive erstattet af udenlandsk arbejdskraft, der ved sygdom kan tvangsudsendes.

Det er kun på papiret, at syge og handicappede, kan arbejde, så længe arbejdsgiverne ikke tvinges til at tage dem.
De krav man stiller til de syge og handicappede, svarer til at fordi Usain Bolt kunne klare 100m, kan man også kræve det af resten af verdens befolkning.

Kun en grusom person vil mene, at straffe syge og handicappede endnu mere, både økonomisk og psykisk, med uopnåelige krav er en god ide, fordi arbejdsudbud i en model.

Det er også uærligt at forplumre debatten, at sige arbejdsudbud istedet for arbejdsløse igen.
Så udbasuner dog offentlig, at i vil have flere arbejdsløse fordi en model siger det. Og at disse arbejdsløse skal fås ved at parkere og stresse endnu flere syge på kontanthjælp.

Kun en politikker kan med ansigtet i de rette folder påstå, at en syg kravudsat pædagog kan erstatte en ingeniør til havvind.

Kun en politikker kan med ansigtet i de rette folder påstå, at folk der snakker urdu, swahili, kanton kinesisk eller arabisk ville være gode valg til danske børnehavebørn, skoleelever eller patienter.

Hvad mon hedder, dine leverværdier er forhøjede, du har gulsot og vi skal lave en leverbiopsi på dig, på swahili?

Radikale politikere er Liberal Alliance folk med hat og kjole på, der følger modellerne slavisk og vurderer de ikkeformuende som uværdigt.
De er ikke politikere for hverken danskere generelt eller miljøet, kun for den formuende klasse.

Alt andet kan ikke forklare, denne påståede uvidenhed/skønmaleri om realiteterne på arbejdsmarkedet og beskæftigelsessystemets brutalitet overfor de svageste.

Poul Erik Pedersen, Ole Olesen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Dorte Sørensen og Hanneh Christensen anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

"Det er også uærligt at forplumre debatten, at sige arbejdsudbud istedet for arbejdsløse igen."

Men det virker.
Beklager!

Selv ret veluddannede mennesker køber den, har jeg ved selvsyn konstateret:
"Jamen, selv om de laver så meget lort - så er det da i det mindste godt, at de vil skabe flere arbejdspladser, ikke?"
Under Thorning-regeringen - og det er vel ikke meget anderledes nu?

Ind imellem har jeg været ved at pådrage mig et piskesmælds-syndrom af at ryste på hovedet...

Poul Erik Pedersen, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann og Hanneh Christensen anbefalede denne kommentar
Hanneh Christensen

Finansministeriets “dygtige” økonomer, har i mange år anvendt en rente (en såkaldt diskonteringsrente), der var alt for høj, når man skulle vurdere gevinsten af en investering, fx i grøn energi eller i uddannelser.

Bruger man en høj rente vil korte investeringer blive opgraderet og vice versa.

Fx. man investerer 70 mio. kr. hvert år i 5 år og forventer en gevinst på 70 mio. kr. om 10 år og i en periode på 10 år. Hvis man ikke tager højde for rente, vil det jo være en god investering. Du investerer 70*5= 350 mio. kr., og du får 70*10= 700 mio. kr. igen, altså en fordobling.

Men normalt bliver man nødt til at tage højde for renten, for man kunne jo også bare have investeret pengene til et vist rente. Diskonterer man med fx 6% såvel udgifter som indtægter, vil investeringen være dårlig, da den samlede gevinst vurderes til at være negativ med næsten -8 mia. kr. Hvis man i stedet brugte en rente på 2% ville man have en gevinst på 190 mio. kr.

Hvis man forblev på de 6% og rykkede afkastet på de 70 mio. 3 år frem så man allerede fik afkastet efter 7 år og så i en periode på 10 år, ja, så ville man få en samlet gevinst på 51 mio. kr. (en stigning på 59 mio. kr. ved at rykke afkastet 3 år frem). Hvis renten var 2% ville gevinsten være 221 mio. kr. (en stigning på 31 mio. kr.)

Eksemplet viser, at ved høj rente vil de hurtige investeringer få en bedre performance end de langsigtede. Og ved lav rente har det mindre betydning.

Jeg husker, at i 00’erne regnede Finansministeriet med en rente på 6% og på et tidspunktet hvor det generelle renteniveau var faldet til et langt lavere niveau.

Konsekvensen var, at man supporterede den grådige politik, hvor man investerede for at få et hurtigt afkast, mens de langvarige og bestandige investeringer som i uddannelser eller grøn energi fik langefingeren.

I dag ved vi, at grønt fokus havde været en ualmindelig god forrentning, og at vi havde stået et lang bedre sted i dag, hvis man allerede for 20 år siden havde taget seriøst fat om klimaproblemerne. Og i øvrigt mener jeg også, hvis man havde fået opnormeret efteruddannelsen markant. Så havde vi stået i et langt bedre udgangspunkt til den tekniske udvikling, end vi rent faktisk gør i dag. Selv om vi ikke står dårligt. Men det skyldes, at andre har været endnu ringere end os. Ikke, at det har været ligegyldigt.

Når Finansministeriet i den grad har kunnet tryne ministerierne skyldes det netop, at De Radikale i den grad har ligget flade og bukket og skrabet for “nødvendighedens” politik. Martin Lidegaard gør lidt grin med Fogh, der behandlede Finansministeriet som Gud. Det tror da pokker, da denne Gud konsekvent sikrede Foghs kernevælgere gode vilkår og gevinster. De fik skattelettelser og billig arbejdskraft. Hvad mere kunne de ønske sig? Uanset om Finansministeriet regnede rigtigt eller forkert, så kunne Foghs vælgere grine hele vejen til banken.

De Radikales vælgere smuttede derimod efter Thorning. R var så opsat på “nødvendighedens politik”, at de krævede flere skattelettelser og flere reformer under Thorning, idet I lænede jer op af Finansministeriets neoliberale beregninger. Og der var ikke en flig af empati over for reformernes ofre. Syge mennesker der blev sendt i sengepraktikker, ledige, der måtte gå fra hus og hjem. Men sådan var det jo.

Hvad var det egentligt, i sparede, Martin Lidegaard? Ingenting. I brugte pengene på jobcentre, og fik reelt ikke flere i arbejde. I fik blot i en periode en hel del mennesker ned på en lavere ydelse. Fattiggjorde folk. Næh, for jer var “nødvendighedens politik” Vor Herre selv. En politik udstukket af ja, Finansministeriet. Reelt var I fuldstændig på linje med Fogh. Den eneste forskel på Fogh og jer Radikale er, at Fogh nok fortsat synes, at det var genialt med den ulighedsskabende og sorte politik.

Og ja, er det egentlig ikke det, De Radikale også fortsat mener?

Forskellen på Venstres og De Radikales politik lå alene i udlændingepolitikken, også benævnt værdipolitikken. I dag kan i gå med til visse stramninger, og da I fortsat reelt bekender jer til “nødvendighedens politik”, ja, så er der reelt ikke den store forskel på R og V eller til jeres udbryderparti, LA. Det er vel også derfor, at jeres leder, Sofie Carsten Nielsen, er begyndt at flirte med Ellemann og truer regeringen med et mistillidsvotum, hvis I, og dermed “nødvendighedens politik” ikke atter kommer i centrum.

Det er fint, at R justerer sin politik. Det er blot trist, at det ikke foregik omvendt. At I fravalgte “nødvendighedens politik” og fastholdt jeres udlændingepolitik. Altså endnu mere human politik, fremfor endnu mere socialkynisme.

Ole Olesen, Eva Schwanenflügel og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

Den største trussel mod Danmark i dag er klimakatastrofen, og den klares ikke med større arbejdsudbud.
Og tåbelig snak om jeres beslutningers fortræffelighed er letkøbt argumentation, da ingen hvad hvad situation vi havde stået i nu, hvis I ikke havde rørt ved pensionen.

Poul Erik Pedersen, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann, Lise Lotte Rahbek, Dorte Sørensen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hvad med at indføre en korter arbejdsdag - fx 6 timer- Mange undersøgelser har vist at korte arbejdsdage giver højere effektivitet og er det ikke netop effektiviteten som politikerne vil sætte op.

Ligeledes hvis der var korter arbejdsdage så kunne mange familier bedre få både tid til at være noget for hinanden og ikke mindst børnene lave ting selv osv.... Med andre ord en anden livsværdi - end arbejde først og arbejde sidst. Var det ikke en værdi som der burde arbejdes for som en "dansk værdi"?
En sådan omlægning ville også være besparende med mindre stress osv......samt være godt for klimaet med et mindre forbrug.