Kronik

Sådan hjælper vi familier med stof- og alkoholmisbrug bedre

Kun fire procent af forældre med et alkohol- eller stofmisbrug får hjælp. Det skal vi ændre på blandt andet ved tidligere at opspore familier med misbrug og ved at gøre op med stigmatiseringen af mennesker med misbrug, skriver direktør i foreningen Fri af Misbrug Anne-Camilla Nielskov og kommunikationsansvarlig Marie Hundebøll Plum i dette debatindlæg
Kun fire procent af forældre med et alkohol- eller stofmisbrug får hjælp. Det skal vi ændre på blandt andet ved tidligere at opspore familier med misbrug og ved at gøre op med stigmatiseringen af mennesker med misbrug, skriver direktør i foreningen Fri af Misbrug Anne-Camilla Nielskov og kommunikationsansvarlig Marie Hundebøll Plum i dette debatindlæg

Mia Mottelson

Debat
26. januar 2022

Da telefonen ringede i sidste uge, fik jeg en mor i røret. Hun var tøvende og havde gråd i stemmen, da hun sagde: »Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre … Jeg er bange.« Hun fortalte, at hendes kæreste og faren til hendes børn igen var forsvundet fra jordens overflade en hel nat.

Hun vågnede, da han endelig kom hjem, og hun kunne tydeligt mærke, at han var påvirket. Både af alkohol og kokain. Hun følte sig magtesløs, fordi hun havde oplevet det her utallige gange før. Alligevel kunne hun mærke, at det her var dråben. Hun måtte få ham til at søge hjælp eller frigøre sig fra hans misbrug.

Men samtidig anede hun ikke, hvordan hun skulle gribe det an. For hun kunne aldrig drømme om at gå til kommunen. Hun havde nemlig hørt, at kommunen nogle gange laver en underretning, når de hører om misbrug i en familie med børn.

Hvad nu hvis de tog børnene fra hende? Hun havde jo også selv været påvirket i perioder, selv om det mest var inden, børnene kom til. Og den største udfordring af alle: Hvordan skulle hun få manden overbevist om, at han skulle i behandling? Det føltes som en håbløs opgave. Måske ville han først indse sit misbrug, når hun var skredet med børnene, og der lå en fyreseddel på hans skrivebord?

Grunden til, at jeg fortæller den her historie, er, fordi den langtfra er unik. Det er faktisk præcis den historie, vi hører dagligt i vores rådgivning. Frygt, skam, benægtelse, afmagt og ikke mindst uvidenhed er årsager til, at uhyggeligt mange familier skjuler et misbrug i årevis. Faktisk viser ny forskning, at kun fire procent af forældre med et overforbrug af alkohol eller stoffer får hjælp. Fire procent!

Jeg har selv arbejdet som rusmiddelbehandler i en kommune, inden jeg startede foreningen Fri af Misbrug. Her oplevede jeg, at det var svært at skabe kontakt til familier med misbrugsproblematikker, og når de endelig fik hjælp, var det alt for sent. Der havde misbruget stået på i så mange år, at de voksne ofte havde udviklet stress, angst og depressioner, og mange af børnene var traumatiserede. Ikke så mærkeligt viser tal derfor også, at en tredjedel af børn fra misbrugshjem selv udvikler misbrug som voksne. Og en dag vil de gentage samme mønster over for deres egne børn, og sådan fortsætter cirklen. Medmindre vi griber ind og bryder den.

Forældres største frygt er en underretning

Der er flere grunde til, at så få forældre får hjælp. Og det er de grunde, vi skal kigge på, hvis vi skal ændre på den uhyggelige statistik.

En af dem er, at det ikke er i alle kommuner, der arbejdes målrettet med opsporing af familier med misbrug. De har gode behandlingstilbud og misbrugsrådgivere, der sidder klar, ligesom jeg selv gjorde, og venter på, at nogen kommer ind ad døren og beder om hjælp. Men hvis vi skal hjælpe flere familier og helst gøre det, inden familierne er blevet opløst indefra, bliver vi nødt til at være langt mere proaktive i indsatsen.

For rigtig mange af dem, vi taler med i vores rådgivning, kender slet ikke til behandlingsmulighederne.

De aner ikke, at de kan få gratis behandling hos kommunen, og at det ikke nødvendigvis kræver et længere ophold, som det ellers gør i amerikanske film. Derfor er der behov for, at kommunerne laver mere oplysning om, hvilke tilbud der er derude. De skal ud i samfundet, der hvor familierne er, og møde dem i deres hverdag. På arbejdspladserne, dagtilbuddene, skolerne, hos lægen. De skal være til stede og give dem ikke-stigmatiserende information om, hvad misbrug er, og hvordan man får hjælp.

Den næste forklaring på, at så få forældre med misbrugsproblematikker får hjælp, er, at ikke alle kommuner har et godt image, når det kommer til at hjælpe familier med alkohol- eller stofproblemer. Og det er måske ikke så mærkeligt. For kommunen har den tvetydige opgave både at være den, der skal hjælpe forældrene med at give dem den rette behandling, og samtidig være den, der skal vurdere, om forældrene nu er i stand til at varetage forældreopgaven.

Det er et paradoks, at den instans, man skal søge hjælp hos for at redde familien, samtidig er den, der kan skille familien ad. For når en forælder, en skolelærer eller en anden pårørende kontakter kommunen for at få hjælp, vil kommunen i nogle tilfælde lave en underretning. Og selv om underretningen sjældent ender ud i, at børnene bliver tvangsfjernet, sætter det af gode grunde en ubeskrivelig frygt i forældrene. En frygt så stor at de hellere vil undgå kommunens hjælp og gemme deres misbrug bag lukkede gardiner end at risikere det brev i e-boksen.

Den barriere kunne kommunerne overkomme, hvis de samarbejdede langt mere med foreninger i civilsamfundet. Ngo’er som Fri af Misbrug har nemlig muligheden for at bygge bro over den tillidskløft, der er mellem helt almindelige familier og systemet.

Det skyldes, at vi står uden for det offentlige system og tilbyder familierne uvildig rådgivning, der klæder dem på med relevant viden til at skabe forandring. Når vi har skabt motivation hos familierne, finder vi sammen ud af, om de gerne vil tage imod et kommunalt behandlingstilbud og hvilket.

På den måde kan foreninger i civilsamfundet være et trygt første skridt mod den rette behandling, og det skridt har familierne brug for, før de kan tage det næste.

Vi stigmatiserer mennesker med et misbrug

En tredje grund til det lave antal forældre i behandling er, at der i Danmark stadig hersker en diskurs om, at misbrug er selvforskyldt. At man har for lidt selvkontrol, er røget i, og at man derfor også selv må hanke op og komme videre. ’Misbrugere’ kalder vi dem. ’Alkoholikere’ og ’narkomaner’.

Stigmatiserende retorik, der ikke bidrager til andet end yderligere skam og benægtelse hos dem, vi stigmatiserer. Men at misbrug er selvvalgt kunne ikke være mere forkert.

Afhængighed er en sygdom, som både er miljø- og genetisk bestemt, og som vi alle har et ansvar for opstår. Forældre, venner, skoler, arbejdspladser og kommuner. Det er helt afgørende, at både de mennesker, som har et overforbrug af rusmidler og alle andre, forstår det. For førstnævnte får vanskeligt ved at komme ud af afhængigheden, hvis de føler, at de selv er skyld i misbruget.

De bliver lammet af skammen over at føle sig forkerte og dårlige, og lammelsen kan gøre dem ude af stand til at række ud efter hjælp. Omvendt skal alle andre tage medansvar og tilbyde forståelse for afhængigheden. Ingen vælger afhængighed selv og har brug for at blive mødt med sympati, ikke fordømmelse. Omsorg, ikke straf.

Hvis vi fik ændret vores opfattelse af misbrug i hele samfundet, især i det offentlige system, ville vi ikke bare få øje på langt flere, der har brug for hjælp. Vi ville også give dem lysten til selv at række ud.

Samtidig skal vi prioritere misbrugsproblematikker langt højere på politisk plan. Vi skal som samfund tage ansvaret på os og gøre en proaktiv indsats for at oplyse og opspore flere familier for på den måde at forebygge det arvelige misbrug. Og det skal vi blandt andet gøre ved at bygge bro mellem kommuner og civilsamfund.

Hvis vi ikke tager det her mere alvorligt, vil der blive ved med kun at være fire procent af forældre med rusmiddelproblematikker, der får hjælp. Og så vil deres børn blive ved med at blive udsat for et svigt, der i sidste ende reproducerer afhængigheden.

Lad os nu få brudt det mønster ved at række familierne en kærlig hånd.

Anne-Camilla Nielskov er direktør og Marie Hundebøll Plum er kommunikationsansvarlig i Fri af Misbrug Familierådgivning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for indlægget!

Claus Bødtcher-Hansen og Nicolaj Ottsen anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

26/jan/2022

Kære Anne-Camilla Nielskov
og Marie Hundebøll Plum :

JA, jeres indlæg om misbrug
er relevant og rystende rigtigt !

Det danske samfund må gribe
ind her og nu og fremover dagligt !

Med bekymret hilsen
Claus