Læserbrev

Vi skal ikke have særlige krisecentre, der kun er målrettet LGBT+-personer

I stedet for at forlange krisecentre målrettet LGBT+-personer bør vi sørge for, at fagpersoner i de allerede eksisterende centre kan hjælpe alle mennesker uanset deres køn, seksuelle orientering og hudfarve, skriver Kurt H. Jørgensen i dette debatindlæg
Debat
10. januar 2022

»Et stærkt signal vil være at starte med at sikre lighed i serviceloven på tværs af køn og seksualitet.« Således slutter en kronik i Information den 5. januar 2022, og hvem kan være uenig heri.

Emnet er krisecentre, og her er der i dag den skævhed, at systemet primært er opbygget for at tilgodese voldsramte kvinder. Mænd lades ofte i stikken. Kronikken argumenterer for, at der må oprettes særlige tilbud målrettet LGBT+-miljøet.

Jeg går ud fra, at hvis man fysisk eller psykisk smadres som kvinde/homoseksuel/transseksuel/dansk/anden etnisk baggrund/eller noget andet og henvender sig til akutmodtagelsen eller politiet eller lægen, så mødes man som det menneske, man er – uanset hudfarve, tro eller udstyret under tøjet. Er det ikke tilfældet, er det vel her, man skal sætte ind. I stedet for at forlange nye tiltag for alle mulige segmenter.

Det er rigeligt grænseoverskridende som mand at henvende sig og bede om krisehjælp. Og det er ikke for at underkende homoseksuelle og andre, men er der belæg for at sige, at lige præcis én gruppe er så meget mere skrøbelig end andre? Er det noget, der er viden om, eller bare en fornemmelse?

Jeg vil da langt hellere, at man lever op til ønsket om lighed for loven ved at sikre fagpersoner, som kan håndtere alle afskygninger af vold og krisehjælp, end at begynde på at opdele fagpersonerne i fragmenterede tilbud.

Kurt H. Jørgensen er tidligere byrådsmedlem i Herning for De Radikale.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

"Jeg går ud fra, at hvis man fysisk eller psykisk smadres som kvinde/homoseksuel/transseksuel/dansk/anden etnisk baggrund/eller noget andet og henvender sig til akutmodtagelsen eller politiet eller lægen, så mødes man som det menneske, man er – uanset hudfarve, tro eller udstyret under tøjet."

Antagelsen om at der ikke er et problem er from, men ikke tillidsvækkende. Ydermere lægger den absolut al byrden over på mindretallene ved at gå ud fra at deres problemer ikke eksisterer (men HVIS de eksisterede, skulle vi da i teorien gøre noget ved det). Det er desuden betegnende, og ikke lovende, at antagelsen er at HVIS der er et problem, handler det om medarbejderes individuelle kompetencer, snarere end strukturer og procedurer. Simpel uvidenhed som vi kan løse med lidt efteruddannelse.

Altså, det ville selvfølgelig være super hvis samfundets institutioner rent faktisk hjalp alle lige godt (og godt!), men det er et endemål som vil have nogle delmål, hvis vi skal derhen. At afvise delmål i endemålets navn er måske ikke den bedste idé.

Kirsten Hansen

Hvis man er udsat for vold i hjemmet er det vel ikke en prioritet ikke at være i nærheden af en mulig cis person der også er udsat for vold i hjemmet.

Troels Ken Pedersen

@Kirsten Hansen: Det kan godt være en prioritet ikke at være i nærheden af personer som freaker ud over at man er trans.

Kirsten Hansen

Jamen er de da at finde på et krisecenter for udsatte mænd og/eller kvinder?

Er det noget der ligger til grund for en antaget intolerance på lige netop disse institutioner?

Troels Ken Pedersen

Altså, du skal ikke længere væk end den artiklel fra LGBT+ Danmark, som der er linket til i toppen af denne artikel, for at finde folk som siger at der er. I øvrigt ville det da være bemærkelsesværdigt, hvis en fordom som i øvrigt er at forefinde i samfundet skulle være umulig at støde på på et krisecenter.

(Jeg fandt et par eksempler på nettet men har ikke meget lyst til at dele dem her, for det er altså ikke lækre sager.)

Kirsten Hansen

Troels hvor stopper det så? Har bestemte grupper krav på et total seperat system kun til dem fordi der et sted kunne være en fordomsfuld person?

Troels Ken Pedersen

Spørgsmålet er vel om man betragter diskrimination som et spørgsmål om isolerede, individuelle og i bund og grund uvæsentlige problemer, eller som udtryk for bredere strukturer og tendenser, der ud over at finde individuelt udtryk er bagt ind i institutioner og procedurer. F eks i den måde, de eksisterende krisecentre er indrettet og opererer.

Forhåbentlig stopper det når problemet er løst. Ellers vel når solen brænder ud?