Sæt pædagogerne fri, og indfør forberedelsestid til dem

Claus Holm, der er leder for Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), skriver i en kronik i Information den 6. januar, at der er opstået en omsorgskrise i de danske daginstitutioner. Hvor læring har overtaget fokus fra den basale omsorg.

Jeg tror godt, jeg forstår Claus Holms intention med hans indlæg, men jeg mener helt grundlæggende, at det er forkert at kalde det en omsorgskrise. Jeg tror faktisk aldrig, der har været så stor en bevidsthed om vigtigheden af omsorg som en grundlæggende del af det pædagogiske arbejde. Ja, faktisk brænder pædagoger på stribe ud, fordi de giver al den omsorg, de har, på deres arbejde.

For mig at se står den værdimæssige kamp på de pædagogiske arbejdspladser ikke mellem læring og omsorg; de to ting hænger uløseligt sammen – værdikampen står derimod om, hvad børnene skal lære, når de er i daginstitution, og hvorfor.

Sociale skel

Folkeskolen har uomtvisteligt fået et langt højere fagligt niveau de seneste 25 år. For nogle børn vil det ikke være noget problem. Men for en stor gruppe børn fra den lavere middel- og underklasse betyder det, at deres sociale arv slår endnu hårdere igennem, og skolen bliver uoverkommelig.

Det har været et politisk mål at bruge vores samfundskonstruktion til at udligne sociale skel. Mens vi gennem historien med større og mindre held er lykkedes med netop det – gennem forskellige tiltag som for eksempel SU-systemet, børnepenge, boligpolitik og ikke mindst vores overenskomstsystem – er det, som om vi har ramt loftet og nu har utrolig svært ved at bryde koden til, hvordan vi får de sidste 10-20 procent helt med.

Det velfærdspolitiske samfunds arkitekter på Slotsholmen har derfor i højere grad end nogensinde før rettet opmærksomheden på vores daginstitutioner. Noget, jeg overordnet set hilser velkomment.

For al forskning viser, at daginstitutioner kan gøre en forskel for at sikre gode livsmuligheder for flere børn. Men kæden hopper alligevel af, når de gode intentioner skal omsættes i praksis. For kampen for at bryde den sociale arv for flere børn er de seneste år blevet til flere og mere omfangsrige førskolelæringsprogrammer i daginstitutionerne. Tanken er, at daginstitutionerne skal kompensere for den manglende sproglige og førskriftlige dannelse i nogle hjem ved at formidle den i børnehaven i stedet for.

Dette kommer ofte til udtryk ved, at kommunerne pådutter daginstitutionerne – især i socialt belastede boligområder – en mængde koncepter for, hvordan man tillærer børn sprog, alfabetet og førmatematiske færdigheder. Ofte koncepter, der er udviklet på baggrund af engelske og amerikanske teorier og forskning, og som i en dansk børnehavekontekst virker dybt godnat.

Børn lærer hele tiden

Mange pædagoger giver udtryk for, at de omfangsrige læringsaktiviteter tager fokus fra omsorg, fordi de aktiviteter, pædagogerne skal lave, er påduttet fra oven og ofte ikke hænger sammen med hverdagen. Omfangsrige teoretiske skemaer og vejledninger man skal følge til punkt og prikke, før de ’virker’ – men som ikke tager udgangspunkt i, at børn er børn. I konstant bevægelse og meget svære at få til at følge en plan. Førskolelæringen er blevet så upopulær i mange daginstitutioner, fordi den er mekanisk.

Men læring i sig selv er nødvendigt at udøve og forstå i daginstitutioner.

Børn lærer hele tiden, hver dag, i stort set alle situationer, de befinder sig i, skaber de erfaringer, som er med til at danne deres verdensforståelse og give dem de mestringsstrategier og færdigheder, de har resten af livet. Og jeg har i hvert fald stadig til gode at møde den pædagog, der ikke ønsker at lære de børn, hun er i kontakt med, noget. Derfor giver det ikke mening at tale om en modstand mod læring.

Modstanden bør være mod de samfundsarkitekter, som er begyndt at tegne vores velfærdshuse uden at inspicere det byggemateriale, de skal bygges med; uden at se, om der er råd til materialerne, og om der er håndværkere nok til at bygge dem.

Det er blevet alt for let for embedsmændene i ministerierne og kommunerne at indføre tiltag, der på papiret har en masse gode intentioner, men som i praksis ikke kan omsættes til andet end dårlig samvittighed hos de udførende led.

Vigtige ambitioner

Hvis jeg skulle komme med et konkret forslag til, hvordan vi højner kvaliteten endnu mere i vores daginstitutioner, skulle det være at indføre forberedelsestid til landets pædagoger.

Tid, hvor den enkelte pædagog eller hele teamet omkring en børnegruppe kan sætte sig ambitiøse, realistiske mål for den børnegruppe, man nu har, og lægge planen for, hvordan man når dem.

Det kræver selvfølgelig, at der er pædagoger nok, det giver sig selv.

Betyder det, at politikerne ikke må mene noget om, hvad der skal ske i daginstitutionerne? Nej tværtimod, jeg ville ønske, vi havde endnu større politiske ambitioner for det vigtige arbejde i vores daginstitutioner. Men vi skal have de faglige indholdsdiskussioner væk fra ministerierne og forvaltningerne og ud på institutionerne, hvor de hører hjemme.

Det er trods alt os, der er uddannet i børns udvikling, mens statskundskaberne på tegnestuerne er uddannet i forvaltning.

Mette Skovhus Larsen er pædagog