Læserbrev

SF vil stoppe bandernes rekruttering af unge, men ønsker ikke fodlænker og hårdere straffe

Baggrunden for SF’s bandepakke er, at det ikke i sig selv er straflængden, der får banderne til at forsvinde. Synlighed og relationsarbejde for at undgå banderekruttering er vigtigt, skriver gruppeformand for SF, Karina Lorentzen Dehnhardt, i dette debatindlæg
Debat
14. januar 2022

Det ærgrer mig, at SF’s forslag om en bandepakke fremgår af et indlæg, som Iman Azamigilan skrev den 3. januar 2022, der egentlig handler om noget andet. Indlægget kritiserer ellers med god grund Morten Messerschmidts forslag om, at hvis en person tre gange begår banderelateret kriminalitet, skal det udløse livstidsstraf. Det er dog ærgerligt, at indlægget misrepræsenterer SF’s bandepakke. 

Jeg skrev selv på Twitter, at »Vi har desværre til gode at se mere straf virke. Tror mere på bedre retshåndhævelse, pres på banders økonomi og flere efterforskningsredskaber! #dkpol«. 

Når SF’s forslag hedder ’bandepakke’ og dermed lyder som den samme gamle hammel om at skærpe straffe, som Morten Messerschmidt trækker på, så er det langtfra sådan, det forholder sig.

SF ønsker i vores forslag, at politiet i højere grad og løbende skal være i dialog med borgere, butikker, cafeer og restaurationer om situationen i de bydele, der oplever bandekriminalitet og -aktivitet samt indsamle viden om beskyttelsespenge, trusler, hærværk eller anden utryghedsskabende adfærd.

En rapport fra Statsrevisorerne viser, at politiet ikke patruljerer målrettet efter kriminalitetsmønsteret i næsten 30 procent af deres patruljer. En bedre udnyttelse af ressourcerne kunne her bruges til at udvide politigarantien til at omfatte bydele med høj grad af utryghedsskabende adfærd.

Viden er helt væsentligt for at løse problemet. Det er det ikke kun for at fængsle de kriminelle for lovovertrædelser, men også for med synlighed og relationsarbejde at undgå banderekruttering, ekspansion og eskalering.

For det er klart, at det ikke i sig selv er straflængden, der gør, at banderne forsvinder. Men risikoen for at blive opdaget i kriminelle aktiviteter er vigtig, og dermed bliver retshåndhævelsen central. Det er baggrunden for SF’s bandepakke, der dog ikke kan stå alene, men bør suppleres med forebyggende sociale indsatser.

Senest kunne man læse her i avisen, at Justitsministeriet har overvejet brug af fodlænke til børn og unge. Det er dybt problematisk, at det overhovedet overvejes. Netop blandt børn og unge har vi en stor opgave med at sætte ind med hjælp for at undgå, at banderne kan rekruttere. Fodlænker løser intet, det er en social og pædagogisk indsats, der skal til.

Hverken fodlænker eller hårdere straffe er en del af SF’s løsning, kan jeg forsikre Iman Azamigilan om.

Karina Lorentzen Dehnhardt er gruppeformand for SF.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her