Kommentar

SF: For mange udsættes for tvang i psykiatrien, derfor skal der mere fokus på forebyggelse

Tvang er et alvorligt indgreb, som i mange tilfælde kan undgås, hvis der er bedre forebyggende indsatser omkring mennesker med psykiske lidelser. Vi skal sørge for kapacitet og personale nok til, at det er nemt at få den hjælp, der er behov for, skriver SF’s psykiatriordfører og regionsrådsmedlemmer for SF i alle fem regioner i dette debatindlæg
Målene for at nedbringe tvang de seneste ti år ikke er nået, viser Sundhedsstyrelsens seneste opgørelse af tvang i psykiatrien for perioden 1. juli 2020 til 30. juni 2021. Der er i stedet sket en stigning i antal voksne, der udsættes for en eller flere former for tvang.

Målene for at nedbringe tvang de seneste ti år ikke er nået, viser Sundhedsstyrelsens seneste opgørelse af tvang i psykiatrien for perioden 1. juli 2020 til 30. juni 2021. Der er i stedet sket en stigning i antal voksne, der udsættes for en eller flere former for tvang.

Kenneth Lysbjerg Koustrup

Debat
15. januar 2022

Tvang er et alvorligt indgreb, som kan være traumatiserende for patienten. Vi har derfor i lang tid talt om målsætninger for tvang i psykiatrien og diskuteret tallene. Lad os fokusere mere på at finde frem til årsagerne til den psykiske lidelse og ikke kun på at lindre symptomerne. Det kræver, at vi bliver bedre til at se menneskers hele liv og ikke bare symptomerne. Det kræver, at vi investerer i psykiatrien, for hvis psykiatrien er hårdt presset, så bliver tvang den simple løsning.

Desværre viser Sundhedsstyrelsens seneste opgørelse af tvang i psykiatrien for perioden 1. juli 2020 til 30. juni 2021, at målene for at nedbringe tvang de seneste ti år ikke er nået. Der er i stedet sket en stigning i antal voksne, der udsættes for en eller flere former for tvang. I alt blev 5.705 voksne udsat for en eller flere tvangsforanstaltninger svarende til en stigning på 72 personer.

Målsætningerne om at halvere brugen af bæltefiksering og nedbringe den samlede brug af alle former for tvang er en forpligtigelse på at skabe bedre behandling af patienterne og langt bedre forhold for de ansatte at arbejde under, for de ønsker heller ikke at bruge tvang, hvis det kan undgås.

Det gode budskab er, at det oftest kan undgås, hvilket også nævnes i opgørelsen: »Satspuljeprojektet ’Forsøg med bæltefri afsnit i psykiatrien’ viste ligeledes, at anvendelsen af bæltefikseringer næsten helt kan undgås – også uden stigning i anvendelsen af øvrige tvangsformer. Resultaterne skyldes […] også tværfaglig, tilstrækkelig og øget normering.«

Et projekt som dette er løfterigt, men afslører også, at der ikke løbende er blevet indsamlet og formidlet viden om god praksis i forhold til at nedbringe brugen af tvang.

Forebyg situationer, hvor tvang bliver nødvendig

Vi er nødt til at fokusere mere på at forebygge de situationer, hvor tvang i dag bruges som løsning. Det er vigtigt, at regionerne anvender de lovpligtige forhåndstilkendegivelser, hvor patienten har meddelt, hvilken type tvang man bedst kan acceptere, for eksempel bæltefiksering, fastholdelse eller medicinering. Og eftersamtalerne, hvor tvangssituationen tales igennem med henblik på at lære at forebygge tvang en anden gang og få klarlagt patientens overordnede præferencer. Hvis ikke regionerne gør det, har vi et utilstrækkeligt grundlag for at vurdere, hvilken tvangsform der vil være mindst indgribende for patienten, hvis det bliver nødvendigt at anvende tvang.

Der bør også komme større fokus på, hvordan tvang undgås ved bedre indsatser før indlæggelse. Vi ved, at megen tvang sker ved indlæggelser – både konkret ved tvangsindlæggelse, men også i tiden på afdelingen lige efter indlæggelse.

I flere regioner er der oprettet fremskudte forebyggende teams, som rykker ud, hvis der er risiko for en tvangsindlæggelse, og får det ofte forebygget, så indlæggelsen bliver frivillig. De tager også til bosteder, hvilket personalet og borgerne er meget glade for.

Der er også iværksat kompetenceforløb for ambulancepersonale, som ofte er de første, der møder borgeren ved en tvangsindlæggelse. Dette første møde kan have afgørende betydning for borgerens videre forløb, og om der anvendes fysisk magt under tvangsindlæggelsen.

Ikke kun regionernes ansvar at forebygge

Det er oplagt at se på, om vi kan gøre det nemmere at få hjælp, også uden for den regionale psykiatri, noget tidligere. Det vil også være vigtigt i den tiårsplan for psykiatrien, regeringen har bebudet.

I de kommende forhandlinger om den skal vi sørge for, at der er kapacitet og personale nok til, at behandling af psykiske lidelser i højere grad tager udgangspunkt i den enkelte patient og de erfaringer, som patienten har med sig. Det er det, som skaber et håb om at komme sig igen, og i det spiller tillidsfulde relationer en stor rolle. Det opnår man ikke ved at anvende tvang.

Tvang eller magtanvendelse er lige slemt, om det foregår på et bosted eller et hospital. Derfor bør der være samme visioner, mål og monitorering på socialområdet, for eksempel på bosteder som på psykiatriske afdelinger.

Det bør ikke kun være regionernes ansvar at forebygge tvang, og det skal ikke kun handle om det, der sker inde på hospitalet. Vi bør sammen med kommuner, politi mv. være forpligtet og ansvarlige for de forløb, der går på tværs.

Vi må udvikle en behandling af psykiske lidelser, som fokuserer mere på den enkelte patients behov og liv. Tilgangen til behandling af psykiske lidelser bør i langt højere grad fokusere på den bedst mulige tilgang, kultur, tid, ro og indflydelse på egen behandling for at forebygge, at der opstår voldsomme situationer og følelsen af afmagt, som ender med fastholdelse, bæltefiksering eller tvangsmedicinering.

Det er en vigtig opgave at få nedbragt brugen af alle former for tvang. Magtanvendelse i form af tvang bør kun anvendes for at forhindre, at man er til fare for sig selv eller andre. Det kræver forandringer i psykiatrien.

Trine Torp er psykiatriordfører

Annette Blynell, Lene Linnemann, Tina Boel, Jacob Klærke og Peter Westermann er regionsrådsmedlemmer for SF i alle fem regioner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lene Falgreen

Tvang i psykiatrien er kun toppen af isbjerget. Direkte tvang er underlagt love og regler, der sikrer data om anvendelsen deraf. Men der er også undersøgelser, der peger på, hvordan en stor del patienter både på hospitalet og udskrevne tror sig under tvang uden at være det i psykiatrilovens forstand.
Det er hele den lægefaglige tilgang sammen den flig af psykiatrien, hvor strafferet og behandling blandes. Det præger hele hospitalspsykiatrien, som får dette autoritative præg, der gør mennesker til patienter, og gør livshistorier med begivenheder og reaktioner til anamneser med diagnoser.
Dette er også en magt, der udøves over mennesker bl.a. via psykoedukation, der oplærer folk i, hvordan deres liv og reaktioner skal forstås. Skal man gøre op med symptombehandling og med tvang, så skal man have en helt anden tilgang.
Man burde lave en særlig psykiatri-uddannelse, så man fik nogle veluddannede fagfolk, der vidste noget både om, psykofarmaka, psykologi, psykoterapi, traumatologi, kriminologi, sociologi, sundhedsøkonomi, jura og om psykiatrihistorie, diagnoser mv.
De kunne så blive de hovedansvarlige, dem der visiterede, og dem der sad for bordenden både på afdelingerne og i ledelsen. Lægerne med deres psykofamaka kunne blive en af flere ligestillede behandlere med deres forskellige behandlingsformer. De ville rykke noget.
Så var der nok nogle psykiatere, som ikke gad mere. Men dem, som er der for patienternes skyld, og ikke for magtens skyld. De gider sikkert godt.