Tvang er et alvorligt indgreb, som kan være traumatiserende for patienten. Vi har derfor i lang tid talt om målsætninger for tvang i psykiatrien og diskuteret tallene. Lad os fokusere mere på at finde frem til årsagerne til den psykiske lidelse og ikke kun på at lindre symptomerne. Det kræver, at vi bliver bedre til at se menneskers hele liv og ikke bare symptomerne. Det kræver, at vi investerer i psykiatrien, for hvis psykiatrien er hårdt presset, så bliver tvang den simple løsning.
Desværre viser Sundhedsstyrelsens seneste opgørelse af tvang i psykiatrien for perioden 1. juli 2020 til 30. juni 2021, at målene for at nedbringe tvang de seneste ti år ikke er nået. Der er i stedet sket en stigning i antal voksne, der udsættes for en eller flere former for tvang. I alt blev 5.705 voksne udsat for en eller flere tvangsforanstaltninger svarende til en stigning på 72 personer.
Målsætningerne om at halvere brugen af bæltefiksering og nedbringe den samlede brug af alle former for tvang er en forpligtigelse på at skabe bedre behandling af patienterne og langt bedre forhold for de ansatte at arbejde under, for de ønsker heller ikke at bruge tvang, hvis det kan undgås.
Det gode budskab er, at det oftest kan undgås, hvilket også nævnes i opgørelsen: »Satspuljeprojektet ’Forsøg med bæltefri afsnit i psykiatrien’ viste ligeledes, at anvendelsen af bæltefikseringer næsten helt kan undgås – også uden stigning i anvendelsen af øvrige tvangsformer. Resultaterne skyldes […] også tværfaglig, tilstrækkelig og øget normering.«
Et projekt som dette er løfterigt, men afslører også, at der ikke løbende er blevet indsamlet og formidlet viden om god praksis i forhold til at nedbringe brugen af tvang.
Forebyg situationer, hvor tvang bliver nødvendig
Vi er nødt til at fokusere mere på at forebygge de situationer, hvor tvang i dag bruges som løsning. Det er vigtigt, at regionerne anvender de lovpligtige forhåndstilkendegivelser, hvor patienten har meddelt, hvilken type tvang man bedst kan acceptere, for eksempel bæltefiksering, fastholdelse eller medicinering. Og eftersamtalerne, hvor tvangssituationen tales igennem med henblik på at lære at forebygge tvang en anden gang og få klarlagt patientens overordnede præferencer. Hvis ikke regionerne gør det, har vi et utilstrækkeligt grundlag for at vurdere, hvilken tvangsform der vil være mindst indgribende for patienten, hvis det bliver nødvendigt at anvende tvang.
Der bør også komme større fokus på, hvordan tvang undgås ved bedre indsatser før indlæggelse. Vi ved, at megen tvang sker ved indlæggelser – både konkret ved tvangsindlæggelse, men også i tiden på afdelingen lige efter indlæggelse.
I flere regioner er der oprettet fremskudte forebyggende teams, som rykker ud, hvis der er risiko for en tvangsindlæggelse, og får det ofte forebygget, så indlæggelsen bliver frivillig. De tager også til bosteder, hvilket personalet og borgerne er meget glade for.
Der er også iværksat kompetenceforløb for ambulancepersonale, som ofte er de første, der møder borgeren ved en tvangsindlæggelse. Dette første møde kan have afgørende betydning for borgerens videre forløb, og om der anvendes fysisk magt under tvangsindlæggelsen.
Ikke kun regionernes ansvar at forebygge
Det er oplagt at se på, om vi kan gøre det nemmere at få hjælp, også uden for den regionale psykiatri, noget tidligere. Det vil også være vigtigt i den tiårsplan for psykiatrien, regeringen har bebudet.
I de kommende forhandlinger om den skal vi sørge for, at der er kapacitet og personale nok til, at behandling af psykiske lidelser i højere grad tager udgangspunkt i den enkelte patient og de erfaringer, som patienten har med sig. Det er det, som skaber et håb om at komme sig igen, og i det spiller tillidsfulde relationer en stor rolle. Det opnår man ikke ved at anvende tvang.
Tvang eller magtanvendelse er lige slemt, om det foregår på et bosted eller et hospital. Derfor bør der være samme visioner, mål og monitorering på socialområdet, for eksempel på bosteder som på psykiatriske afdelinger.
Det bør ikke kun være regionernes ansvar at forebygge tvang, og det skal ikke kun handle om det, der sker inde på hospitalet. Vi bør sammen med kommuner, politi mv. være forpligtet og ansvarlige for de forløb, der går på tværs.
Vi må udvikle en behandling af psykiske lidelser, som fokuserer mere på den enkelte patients behov og liv. Tilgangen til behandling af psykiske lidelser bør i langt højere grad fokusere på den bedst mulige tilgang, kultur, tid, ro og indflydelse på egen behandling for at forebygge, at der opstår voldsomme situationer og følelsen af afmagt, som ender med fastholdelse, bæltefiksering eller tvangsmedicinering.
Det er en vigtig opgave at få nedbragt brugen af alle former for tvang. Magtanvendelse i form af tvang bør kun anvendes for at forhindre, at man er til fare for sig selv eller andre. Det kræver forandringer i psykiatrien.
Trine Torp er psykiatriordfører
Annette Blynell, Lene Linnemann, Tina Boel, Jacob Klærke og Peter Westermann er regionsrådsmedlemmer for SF i alle fem regioner
Tvang i psykiatrien er kun toppen af isbjerget. Direkte tvang er underlagt love og regler, der sikrer data om anvendelsen deraf. Men der er også undersøgelser, der peger på, hvordan en stor del patienter både på hospitalet og udskrevne tror sig under tvang uden at være det i psykiatrilovens forstand.
Det er hele den lægefaglige tilgang sammen den flig af psykiatrien, hvor strafferet og behandling blandes. Det præger hele hospitalspsykiatrien, som får dette autoritative præg, der gør mennesker til patienter, og gør livshistorier med begivenheder og reaktioner til anamneser med diagnoser.
Dette er også en magt, der udøves over mennesker bl.a. via psykoedukation, der oplærer folk i, hvordan deres liv og reaktioner skal forstås. Skal man gøre op med symptombehandling og med tvang, så skal man have en helt anden tilgang.
Man burde lave en særlig psykiatri-uddannelse, så man fik nogle veluddannede fagfolk, der vidste noget både om, psykofarmaka, psykologi, psykoterapi, traumatologi, kriminologi, sociologi, sundhedsøkonomi, jura og om psykiatrihistorie, diagnoser mv.
De kunne så blive de hovedansvarlige, dem der visiterede, og dem der sad for bordenden både på afdelingerne og i ledelsen. Lægerne med deres psykofamaka kunne blive en af flere ligestillede behandlere med deres forskellige behandlingsformer. De ville rykke noget.
Så var der nok nogle psykiatere, som ikke gad mere. Men dem, som er der for patienternes skyld, og ikke for magtens skyld. De gider sikkert godt.
Det er ikke noget hemmelighed at "at anvendelsen af bæltefikseringer næsten helt kan undgås ", man har helt undgået det i Island siden allerede i trediverne, og Storbritannien har ikke brugt dem andet end i de meste sikre retspsykiatriske enheder i næsten 200 år. Spørgsmålet er hvad man så bruger i stedet i de meget vanskelige situationer der kan opstå på en akut psykiatrisk afsnit. Mange sikrer afsnitte i Storbritannien bruger stadigt isolation i gummiceller; og jeg kender ikke til et land i verden hvor det er lykkes helt at undgå tvang. Inklusiv Lapland og Italien.
Min egne afdeling bruger tvang hver dag, og angående bæltefiksering enten er allerede i år oppe på et to cifret tal eller nærmere sig det. Nogle gange kan disse situationer ikke afværges, andre gange kan det være en debat værd hvilken alternativ handling måske ville kunne have afværget tvangs situationen. Jeg behøver ikke fortælle SFs panel af psykiatripolitisk eksperter, at psykiatrien er et meget komplekst felt og tvang en endnu mere komplekst sag; ingen to sager er ens og derfor er der heller ikke en patent løsning på problemet med tvang, som man blot kan søsætte og derefter Wupti! regner med problemet er løst.
Men der er nogle pejler. Både Gennembruds Projekt fra 2005 og Projekt Bæltefri fra 2015 gav klare indikationer at både mængden og kvaliteten af kontakt personalet og patienterne i mellem korrelerer med bedre eller værre tvangsstatistik. Med andre ord er der mindste to ting politikere kan gøre for at reducere tvang i psykiatrien. For det først kan de bevilge til at normeringen af kerne personale, - meget gerne tværfaglige, men dette er nok en anden rang af vigtighed - er mere end blot sufficient. Det vigtige er at de mennesker der direkte er kontakt med patienterne er i overskud. Og så på det længere sigt kan politikere bevilge til at gøre psykiatrien en attraktiv arbejdsplads, således at folk får lyst til at blive på arbejdspladsen og fordybe sig. Det er nemlig når der oparbejdes en kollektiv anciennitet i den høje ende blandt kolleger, der har arbejdet sammen i mange år, at tvang kan falde. Som det er lige nu er branchen simpelthen for hård at være i og flertallet der kommer ind som relativt uerfarne forlader det igen indenfor et par år. Visse politikere har haft en forestilling om at psykiatrien plages af en rådne kultur og har derfor gjort hvad kunne gøres for at opløse den kultur. Men de har ikke fundet det vises sten der kunne erstatte hvad de har revet ned med noget bedre, og tvang i psykiatrien står stille eller øges.
Det er politikere selv der skal omtænke deres tilgang i stedet for deres konstant insinueringer om at det er os der aktuelt arbejder i feltet hver dag der har brug for ændre deres indstillinger og kultur. Så det glæder mig at høre SF ville have et fokus på forebyggelse, hvilket uundgåeligt må indebære restaurering af den kapacitet vi har mistet i løbet af et par årtier, restaurering af muligheden for faglig fordybelse, som man de sidste mange år har forsøgt at få erstattet med et hav af ofte arbitrære og selv modsigende retningslinjer, regler og rutiner og et kritisk blik på spørgsmålet om strukturen opført efter kommunal reformen har været gavnlig overhovedet for psykiatrien, eller om vi bør tænke den kætterske tanke at der stadig er brug for den institutionaliseret form for asyl og rehabilitering, som den kommunal sociale psykiatrisk indsats desværre langtfra i alle tilfælde har kunnet tilgodese.